MACHIAVELLI, ANDET AFSNIT
Af Thomas Macaulay (1800-1859)
Machiavellis politiske korrespondance, som først blev udgivet 1767, er utvivlsomt ægte og af høj værdi. De uheldige forhold, hvori hans land var stedt i størstedelen af hans offentlige liv, var overordentlig gunstige for udviklingen af diplomatiske talenter. Fra det øjeblik af, da Karl VIII steg ned fra Alperne, skiftede hele den italienske politik karakter. Halvøens regeringer ophørte at danne et uafhængigt system. De droges ud af deres gamle bane ved de større legemers tiltrækning, som nu nærmede sig dem, og blev slet og ret Frankrigs og Spaniens drabanter. Alle deres stridigheder, indre så vel som ydre, afgjordes ved fremmed indflydelse. Kampene mellem de stridende partier førtes ikke længere som før i senatshuset eller på torvet, men i Ludvigs og Ferdinands forgemakker. Under disse omstændigheder beroede de italienske staters velfærd langt mere på deres diplomatiske agenters dygtighed end på de mænds, hvem styrelsen af de indre anliggender var overdraget. Gesandten havde langt vanskeligere sager at tage sig af end sådanne ting som at overbringe ridderordener, at anbefale rejsende eller at forsikre sine kolleger om sin højagtelse. Han var en advokat, hvis klienter havde betroet ham varetagelsen af deres dyreste interesser, en spion i en ukrænkelig stilling. I stedet for ved et reserveret væsen og en tvetydig stil at våge over deres værdighed, han repræsenterede, var det hans opgave at trænge gennem alle det hofs rænkespind, han var akkrediteret ved, at opdage og smigre enhver svaghed hos fyrsten, hos den yndling, der regerede fyrsten, og hos den lakaj, der regerede yndlingen. Han skulle komplimentere maitressen og bestikke skriftefaderen, lovprise eller bønfalde, le eller græde, rette sig efter ethvert lune, dysse enhver mistanke i søvn, opfange enhver hentydning, være alting, tåle alting. Hvor højt det politiske rænkespils kunst end var blevet udviklet i Italien, der var tider, da den krævedes helt og holdent.
Til den slags vanskelig sendefærd anvendtes Machiavelli ofte. Han blev sendt for at underhandle med den romerske konge og med hertugen af Valentinois. Han var to gange gesandt ved hoffet i Rom og tre gange ved det franske. Disse hverv og adskillige andre af ringere betydning skilte han sig ved med stor behændig hed. Hans depecher er en af de morsomste og lærerigeste samlinger, der er til. Beretningerne er klart og behageligt skrevet, bemærkningerne om personer og sager kløgtige og åndrige. Samtalerne er livligt og karakteristisk gengivet. Vi finder os stillet ansigt til ansigt med de mænd, som i tyve begivenhedssvangre år styrede Europas skæbne, deres vid og deres dårskab, deres gnaveri og deres lystighed lægges blot for os. Vi får lejlighed til at høre dem passiare og til at iagttage deres væsen og lader, når de færdes uden forbehold. Det er interessant og mærkeligt i træk, der undgår historieskrivernes opmærksomhed, at erkende Ludvig XII’s svage voldsomhed og enfoldige list; den travle ubetydelighed hos Maximilian, der plagedes af en afmægtig lystenhed efter berømmelse, var ubesindig og dog forsagt, halsstarrig og dog vankelmodig, altid havde hastværk og dog altid kom for sent; den vilde og stolte energi, der adlede Julius’ udskejelser; det blide og yndefulde væsen, der skjulte Cesare Borgias umættelige ærgerrighed og uforsonlige had.
Vi har nævnt Cesare Borgia. Det er umuligt ikke at standse et øjeblik ved en personligheds navn, i hvem Italiens politiske moral var så stærkt personificeret, til dels blandet med den spanske types strengere træk. Ved to vigtige lejligheder fik Machiavelli adgang til hans person, første gang i det øjeblik Cesares glimrende slethed fejrede sin største triumf, da han fangede alle sine frygteligste medbejlere i én snare og knuste dem med ét slag, og anden gang da han, udmattet af sygdom og overvældet af ulykker, som ingen menneskelig kløgt kunne have afvendt, var fange hos sit hus’ dødeligste fjende.
Disse sammenkomster mellem tidsalderens største teoretiske og praktiske politiker er udførligt skildret i korrespondancen og er måske den interessanteste del af den. Af nogle steder i Fyrsten og måske også af ubestemte traditioner har flere forfattere sluttet, at der har været en langt nøjere forbindelse mellem disse mærkelige mænd, end der nogen sinde har eksisteret. Gesandten er endog blevet beskyldt for at have tilskyndet den listige og skånselsløse tyran til hans forbrydelser. Af de officielle aktstykker fremgår det klart, at deres forhold, skønt det tilsyneladende var venskabeligt, i virkeligheden var fjendtligt. Der kan imidlertid ingen tvivl være om, at Machiavellis fantasi modtog et stærkt indtryk, og at hans tanker om statsstyrelsen farvedes af de iagttagelser, han gjorde over den mands mærkelige karakter og lige så mærkelige skæbne, der under så ugunstige omstændigheder havde udført sådanne bedrifter; som, da en i utallige former varieret sanselighed ikke længere kunne pirre hans ånd, fandt en mægtigere og varigere pirring i den heftige tørst efter magt og hævn; som fra det romerske purpurs dvaskhed og yppighed hævede sig til sin tidsalders ypperste fyrste og feltherre; som, opdraget til en ukrigerisk stand, dannede en tapper hær af bærmen af et ukrigerisk folk; som, efter at have opnået enemagten ved at ødelægge sine fjender, vandt folkegunst ved at ødelægge sine redskaber; som havde begyndt at anvende den magt, han havde erhvervet ved de grueligste midler, i de mest heldbringende øjemed; som inden for sin jerndespotismes kreds ikke tålte nogen anden røver eller undertrykker end sig selv, og som til sidst faldt under en blanding af forbandelser og klageråb fra det folk, som havde set på hans geni som på et vidunder, og som det måske kunne have bragt frelse. Nogle af de forbrydelser, der for os står som de afskyeligste, Borgia øvede, ville af grunde, vi allerede har betragtet, ikke have vakt en sådan rædsel hos en italiener i det 15. århundrede. Patriotisk følelse kunne også bringe Machiavelli til at se med nogen overbærenhed og sorg på den eneste ledende personligheds minde, som kunne have forsvaret Italiens uafhængighed mod de forbundne røvere fra Cambrai.
På dette punkt følte Machiavelli stærkest. Uddrivelsen af de fremmede tyranner og genoprettelsen af den guldalder, der gik forud for Karl VIII’s ind fald, var i virkeligheden planer, som dengang fortryllede alle Italiens ypperste ånder. Denne glimrende drøm frydede Julius’ store, men dårligt beherskede ånd. Den lagde beslag på den frivole Leos opmærksomhed ved siden af manuskripter og saucer, malere og falke. Den fremkaldte Morones højsindede forræderi. Den gav den sidste Sforzas svage ånd og legeme en forbigående energi. Den vakte for en stakket stund en hæderlig ærgerrighed i Pescaras falske hjerte. Vildskab og overmod hørte ikke til de for nationalkarakteren ejendommelige laster, men over for politikernes særlige grusomheder, der blev begået mod udsøgte ofre for store formåls skyld, var italienernes morallov kun alt for overbærende. Skønt de kunne ty til barbari som et middel, krævede de det dog imidlertid ikke som en pirring. De vendte sig med afsky bort fra de grusomheder, der blev begået af de fremmede, som syntes at elske blodsudgydelse for dens egen skyld, som, ikke tilfredse med at underkue, var opsatte på at ødelægge, som fandt en djævelsk fornøjelse i at jævne prægtige byer med jorden, at skære halsen over på fjender, der råbte om nåde, eller at kvæle ubevæbnede mennesker i tusindvis i huler, hvor de havde søgt tilflugt. Sådanne var de grusomheder, som daglig vakte rædsel og afsky hos et folk, hos hvilket det værste, en soldat hidtil havde haft at frygte i et regulært feltslag, var tabet af sin hest og udgiften til løsepenge. Schweizernes svinske umådelighed, spaniernes ulvegriske rovbegærlighed, franskmændenes frække tøjlesløshed, som kom til syne i krænkelsen af gæstfriheden, af selve kærligheden, den hensynsløse inhumanitet, der var fælles for alle de fremmede usurpatorer, havde gjort dem til genstand for halvøens beboeres dødelige had. De rigdomme, der var blevet ophobet under århundreders velstand og ro, smeltede hurtigt bort. Det undertrykte folks åndelige overlegenhed gjorde det kun så meget mere følsomt for dets politiske nedværdigelse. Litteratur og smag kastede ganske vist endnu et skuffende hektisk skær af ynde og glans over den uhjælpelige affældigheds ødelæggelsesværk. Jernet var endnu ikke gået over i sjælen. Den tid var endnu ikke kommet, da veltalenheden skulle knebles og fornuften bindes for øjnene, da digterens harpe skulle hænges op i pilene ved Arno og malerens højre hånd glemme sin færdighed, men et skarpt blik kunne allerede have set, at geni og lærdom ikke længe ville overleve den tingenes tilstand, de havde deres rod i, og at de store mænd, hvis talenter spredte glans over denne triste tidsalder, var blevet dannet under lykkeligere tiders indflydelse og ingen efterfølgere ville få. Det er ikke altid de tider, der stråler med størst glans i litteraturens historie, menneskeånden står i størst gæld til, derom kan vi overbevise os ved at sammenligne det slægtled, der følger efter dem, med det, der gik forud for dem. De første frugter, der modnes under et slet regimente, stammer ofte fra frø, der er sået under et godt. Således var det til en vis grad med den augustinske tidsalder, således var det med Raffaels og Ariostos, med Aldus og Vidas tidsalder.
Machiavelli sørgede dybt over sit lands ulykker og skønnede klart grunden, og hvad der kunne afhjælpe den. Det var det italienske folks militærsystem, der havde gjort det af med dets betydning og mandstugt og gjort dets rigdom til et let bytte for enhver fremmed røver. Statssekretæren udkastede en plan til at afskaffe brugen af lejetropper og til at organisere en national milits, en plan, der i lige høj grad gør hans hjerte og hans forstand ære.
Alene de anstrengelser, han gjorde for at virkeliggøre denne store tanke, burde sikre hans navn imod bagvaskelse. Skønt hans stilling og livsvaner var fredelige, studerede han overordentligt flittigt krigsvæsenets teori. Han gjorde sig til herre over alle dens detaljer. Den florentinske regering gik ind på hans anskuelser. Der blev nedsat et krigsråd. Det blev bestemt, at der skulle foretages udskrivninger. Den utrættelige minister fløj fra sted til sted for at våge over udførelsen af sin plan. Tiderne var i nogle henseender gunstige for forsøget. Der havde fundet en stor omvæltning sted i den militære taktiks system. Kavaleriet betragtedes ikke længere som en hærs hovedstyrke. De timer, en borger kunne undvære fra sine sædvanlige forretninger, forslog på ingen måde til at gøre ham fortrolig med en pansret rytters eksercits, men de kunne gøre ham til en brugbar infanterist. Frygten for et fremmed åg, for plyndring, blodbad og mordbrand kunne nok få bugt med den uvilje mod krigeriske idrætter, som både vindskibeligheden og lediggangen i store byer avler. En tid så det ud til, at planen havde gode udsigter. De nye tropper førte sig meget respektabelt op i felten. Machiavelli så med en faders henrykkelse på sin plans heldige udfald og begyndte at håbe, at de italienske hære atter kunne blive frygtelige for barbarerne ved Tajo og Rhinen. Men ulykkens stormflod kom, før end dæmningerne, der skulle have standset den, var færdige. En tid lang kunne Firenze ganske vist betragtes som særligt heldig. Hungersnød, sværd og pest havde hærget de frugtbare sletter ved Po. Alle de forbandelser, der fordum udtaltes over Tyrus, syntes at have ramt Venezia. Dets købmænd stod allerede langt borte og jamrede over deres store by. Den tid syntes nær, da tangen skulle overgro dens stille Rialto og fiskeren skylle sine net i dens øde arsenal. Napoli var fire gange blevet erobret og erobret tilbage af tyranner, der var lige ligegyldige for dets velfærd og lige griske efter det bytte, der var at vinde. Firenze havde hidtil kun måttet finde sig i beskæmmelse og udsugelse, i at underkaste sig fremmede magters befalinger, i atter og atter at købe tilbage for en umådelig betaling, hvad der allerede med rette var dets ejendom, i at sige tak for den uret, der blev gjort det, og i at bede om forladelse, fordi det havde ret. Omsider mistede det også de velsignelser, det kunne høste af en skændig og servil fred. Dets militære og politiske institutioner blev ryddet af vejen på én gang. Medici’erne vendte tilbage fra deres lange landflygtighed i følge med fremmede erobrere. Machiavellis politik blev opgivet, og hans fortjenester lønnedes af staten med fattigdom, fængsel og pinebænken.
Den faldne statsmand holdt imidlertid endnu stadig fast ved sin plan med usvækket iver. I den hensigt at forsvare den imod nogle indvendinger fra menigmands side og at gendrive nogle almindelige vildfarelser angående krigsvidenskaben skrev han sine syv bøger om Krigskunsten. Dette fortræffelige arbejde er holdt i form af en dialog. Forfatterens anskuelser er lagt i munden på Fabrizio Colonna, en mægtig adelsmand i Kirkestaten og en højt fortjent officer i kongen af Spaniens tjeneste. Colonna besøger Firenze på vejen fra Lombardiet til sine egne godser. Han indbydes til at træffe nogle venner hos Cosimo Rucellai, en elskværdig og dannet ung mand, hvis tidlige død Machiavelli dybt beklager. Efter at have nydt et skønt måltid søger de ly imod varmen i den skyggefuldeste del af haven. Fabrizio bliver overrasket ved synet af nogle sjældne planter. Cosimo siger, at skønt de nu om stunder er sjældne, omtales de dog jævnligt af klassikerne, og at hans bedstefader, som så mange andre italienere, morede sig med at drive havedyrkningen på den gamle måde. Fabrizio beklager, at de, som i nyere tid efterlignede de gamle romeres sæder og skikke, valgte de ubetydeligste idrætter til genstand for efterligningen. Dette fører til en samtale om krigstugtens forfald og om de bedste midler til at bringe den på fode igen. Den florentinske militsinstitution forsvares med dygtighed, og der foreslås forskellig forbedringer i det enkelte.
Schweizerne og spanierne ansås på den tid for Europas bedste soldater. Den schweiziske bataljon bestod af spyddragere og lignede meget den græske falanks. Spanierne var ligesom de romerske soldater væbnede med sværd og skjold. Flamininus’ og Æmilius’ sejre over Macedonerkongerne synes at bevise overlegenheden af de våben, legionerne brugte. Det samme forsøg var for nylig blevet gjort med det samme resultat i slaget ved Ravenna, en af disse forfærdelige dage, i hvilke menneskelig dårskab og ugudelighed sammentrænger al en hungersnøds eller en pests ødelæggelse. I denne mindeværdige kamp huggede det aragonske infanteri, Consalvos gamle krigere, forladte af alle deres forbundsfæller sig en vej gennem de kejserlige troppers lanser, hvor de var tættest, og trak sig tilbage i fuldstændig orden lige for øjnene af De Foix’s gendarmeri og Estes berømte artilleri. Fabrizio eller rettere Machiavelli foreslår at forene de to systemer, at bevæbne de forreste rækker med spyd for at drive kavaleriet tilbage og bagtroppen med sværd, som det våben, der egner sig bedst for alle andre formål. Hele bogen igennem udtaler forfatteren den højeste beundring for de gamle romeres krigsvidenskab og den dybeste foragt for de grundsætninger, der havde været almindelige blandt de italienske hærførere i det foregående slægtled: Han foretrækker fodfolk for hestfolk og befæstede lejre for befæstede byer. Han er tilbøjelig til at sætte hurtige bevægelser og afgørende træfninger i stedet for sine landsmænds langsomme og nølende operationer. Han lægger meget lidt vægt på krudtets opfindelse. Han synes i virkeligheden at mene, at den næppe burde medføre nogen som helst forandring i henseende til troppernes beklædning og opstilling. Det må indrømmes, at historieskrivernes almindelige vidnesbyrd synes at bevise, at hine tiders dårligt konstruerede og dårligt betjente artilleri kun havde lidet at betyde i et slag, om det end kunne være nyttigt ved en belejring.
Med hensyn til Machiavellis krigskunst vil vi ikke driste os til at udtale nogen mening, men vi er overbeviste om, at bogen er et særdeles dygtigt og interessant arbejde. Stilens frimodighed, ynde og klarhed og den veltalenhed og det liv, der er på sine steder, må tiltale enhver læser, selv om han ikke interesserer sig for emnet.
Fyrsten og Drøftelser af Livius blev skrevet efter den republikanske regerings fald. Det først nævnte værk er tilegnet den unge Lorenzo de Medici. Dette synes at have frastødt forfatterens samtidige langt mere end de lærdomme, der i en senere tid har gjort bogens navn forhadt. Det betragtedes som et politisk frafald. Sagen synes imidlertid at have været, at Machiavelli efter at have opgivet håbet om Firenzes frihed var tilbøjelig til at støtte en hvilken som helst regering, der kunne bevare dets uafhængighed. Afstanden mellem demokrati og despotisme, mellem Soderini og Lorenzo, syntes at forsvinde i sammenligning med forskellen imellem tilstandene i Italien før og nu, mellem den tryghed, velstand og ro, det havde nydt under sine indfødte herrer, og den elendighed, det var nedsunket i efter det skæbnesvangre år, da den første fremmede tyran var steget ned fra Alperne. Den ædle og rørende opfordring, hvormed Fyrsten ender, viser, hvor stærke forfatterens følelser var på dette punkt.
Fyrsten skildrer en ærgerrig mands, Drøftelser af Livius et ærgerrigt folks bane. De samme grundsætninger, ud fra hvilke i det først nævnte værk en enkeltmand ophøjelse forklares, anvendes i det sidst nævnte på et samfund under dets længere beståen og med dets mere sammensatte interesser. En moderne politiker vil måske finde formen i Drøftelserne barnagtig. Livius er i virkeligheden ikke en historieskriver, man kan fæste ubetinget lid til, selv i tilfælde, hvor han må have haft fortræffelige midler til at skaffe sig pålidelig underretning, og de første ti bøger, som Machiavelli har indskrænket sig til, kan næppe gøre krav på større tiltro end vor krønike om de britiske konger forud for romernes indfald. Men kommentatoren skylder ikke Livius synderligt andet end nogle få tekster, som han lige så godt kunne have taget af Vulgata eller Dekameron. Hele tankeudviklingen er original.
Om den særlige immoralitet, der har gjort Fyrsten ilde anset, og som kommer næsten lige så stærkt til syne i Drøftelserne, har vi allerede udførligt udtalt os. Vi har søgt at påvise, at den snarere må skrives på tidsalderens end på den enkelte mands regning, at den var en enkeltstående plet og på ingen måde vidnede om almindelig fordærvelse. Vi kan imidlertid ikke nægte, at det er en stor plet, og at den betydeligt forringer den glæde, disse værker i andre henseender må berede enhver tænkende ånd.
Det er i virkeligheden umuligt at forestille sig en sundere og kraftigere åndelig konstitution end den, disse værker vidner om. Den praktiske og den teoretiske politikers egenskaber synes i forfatterens ånd at have forenet sig til en sjælden og fuldkommen harmoni. Hans dygtighed over for forretningernes enkeltheder var ikke erhvervet på bekostning af hans almindelige evner. Den havde ikke gjort hans ånd mindre omfattende, men den havde tjent som korrektiv for hans tænkning og havde givet den det levende og praktiske præg, som i så bøj grad adskiller den fra de fleste politiske tænkeres vage teorier.
Enhver, der kender noget til verden, ved, at der ikke gives noget unyttigere end almindelige maksimer. Er de, som La Rochefoucaulds, glimrende og kuriøse, kan de afgive fortræffelige mottoer for afhandlinger. Men få af de mange viise tankesprog, der er blevet udtalt fra Grækenlands syv viises til stakkels Richards tid har forebygget én eneste tåbelig handling. Det er den højeste og bedste ros, vi kunne give Machiavellis forskrifter, når vi siger, at man ofte med virkelig nytte kan anvende dem til at indrette sin handlemåde efter, ikke så meget fordi de er rigtigere eller dybsindigere end dem, der kan samles hos andre forfattere, som fordi de lettere lader sig anvende på det virkelige livs opgaver.
Der er vildfarelser i disse værker, men det er vildfarelser, som en forfatter, der var stillet således som Machiavelli, næppe kunne have undgået. De har for størstedelen deres rod i en enkelt mangel, som synes os at være gennemgående i hele hans system. I hans politiske plan var midlerne grundigere overvejet end målene. Den store grundsætning, at samfund og love kun er til for at forøge den individuelle lykkes sum, er ikke gået op for ham med tilstrækkelig klarhed. Legemets velbefindende, uden hensyn til lemmernes velbefindende og stundom næsten uforeneligt med dette, synes at være det mål, han sætter sig. Af alle politiske fejlslutninger er denne måske den, der har haft de videste og uheldigste virkninger. Samfundstilstanden i de små græske republikker, den nøje forbindelse mellem borgerne, deres gensidige afhængighed af hinanden og krigslovenes strenghed bidrog til at fremme en anskuelse, som under sådanne omstændigheder næppe kunne kaldes fejlagtig. Det enkelte individs interesser var uadskilleligt knyttede til statens. Et fjendtligt indfald ødelagde hans kornmarker og vingårde, drev ham fra hans hjem og tvang ham til at udsætte sig for alle et krigerlivs besværligheder. En fredstraktat gav ham hans sikkerhed og velvære tilbage. En sejr fordoblede antallet af hans slaver. Et nederlag gjorde ham måske selv til slave. Da Perikles i den peloponnesiske krig sagde til athenerne, at hvis deres land gik af med sejren, ville deres private tab hurtigt blive erstattet, men hvis deres våben ikke havde held med sig, ville hver enkelt af dem rimeligvis blive ruineret, var det kun den rene sandhed, han sagde. Han talte til folk, som tributten fra de overvundne byer forsynede med føde og klæder, med bordets luksus og fornøjelserne i teatret, som deres lands storhed gav anseelse, og som medlemmer af mindre heldigt stillede samfund skælvede for, til folk, som i tilfælde af et omslag i statens skæbne i det mindste ville miste enhver behagelighed og enhver udmærkelse, de nu nød. At blive slagtet på de rygende ruiner af deres by, at blive slæbt i lænker til et slavemarked, at se et barn blive bortført for at grave i Siciliens stenbrud og et andet for at vogte haremmerne i Persepolis, det var de jævnlige og sandsynlige følger af nationale ulykker. Derfor blev patriotismen et ledende princip eller rettere en ubetvingelig lidenskab hos grækerne. Deres lovgivere og filosofer tog det for givet, at idet de sørgede for statens styrke og storhed, sørgede de tilstrækkeligt for folkets lykke. Det romerske kejserdømmes forfattere levede under despoter, i hvis rige hundrede nationer var gået op, og hvis haver kunne have bedækket småstater som Phlius og Platææ. Ikke des mindre vedblev de at føre samme sprog og at bruge fraser om den forpligtelse, man havde til at ofre alt for et land, som man intet skyldte.
Lignende årsager som dem, der havde påvirket grækernes tænkemåde, øvede en mægtig indflydelse på italienernes mindre kraftige og dristige karakter. Italienerne var ligesom grækerne medlemmer af små samfund. Den enkelte var dybt interesseret i det samfunds velfærd, hvortil han hørte, tog del i dets rigdom og fattigdom, i dets hæder og skam. Dette var særlig tilfældet på Machiavellis tid. Offentlige begivenheder havde bragt en umådelig mængde elendighed over de private borgere. De nordiske erobrere havde bragt sult til deres borde, skændsel over deres ægtesenge, ild til deres tage og knive til deres struber. Det var naturligt, at en mand, som levede i sådanne tider, kom til at overvurdere betydningen af de forholdsregler, der gør en nation frygtelig for dens naboer, og til at undervurdere dem, der gør den lykkelig i sig selv.
Intet er mere iøjnefaldende i Machiavellis politiske afhandlinger end den oprigtighed, de vidner om. Den kommer næsten lige så stærkt til syne, hvor forfatteren har uret, som hvor han har ret. Han fremsætter aldrig en falsk anskuelse, fordi den er ny eller glimrende, fordi han kan iklæde den en heldig vending eller forsvare den med en sindrig sofisme. Hans vildfarelser lader sig uden videre forklare ved henvisning til de forhold, han var stillet i. De var åbenbart ikke søgte, de lå på hans vej og var næppe til at undgå. Den slags fejltagelser må de første granskere i enhver videnskab nødvendigvis komme til at begå.
I denne Henseende er det morsomt at sammenligne Fyrsten og Drøftelserne med Montesquieus Lovenes Ånd. Den franske forfatter nyder måske en mere udstrakt navnkundighed end nogen anden politisk skribent i det moderne Europa. For en del skyldes dette utvivlsomt hans fortrin, men i langt højere grad må det skrives på hans helds regning. Han havde en Valentines held. Han fangede den franske nations blik i det øjeblik, da den vågnede op af et politisk og religiøst bigotteris langvarige søvn, og som følge deraf blev han dens yndling. Englænderne på den tid betragtede en franskmand, der talte om konstitutionelle bånd og grundlove, som et vidunder, der ikke var mindre forbavsende en den lærde gris eller det musikalske barn. Glimrende, men overfladisk, jagende efter effekt, ligegyldig for sandheden, opsat på at opbygge et system, men ligegyldig med hensyn til indsamlingen af det materiale, hvoraf alene et sundt og varigt system kan opbygges, konstruerede den livlige præsident teorier lige så hurtigt og lige så skrøbelige som korthuse, teorier, som aldrig så snart var opfundet, før de var fuldt færdige, som aldrig så snart var færdige, før de var blæst bort, og aldrig så snart blæst bort, før de var glemt. Machiavelli farer kun vild, fordi hans erfaring, erhvervet, som den var, under meget ejendommelige samfundstilstande, ikke altid kunne sætte ham i stand til at beregne virkningen af institutioner, der var forskellige fra dem, hvis virkning han havde iagttaget. Montesquieu farer vild, fordi han har noget smukt, han skal have sagt, og er bestemt på at sige det. Passer de fænomener, han har for sig, ikke til hans formål, må hele historien ransages. Er der intet, som støttes af sikre vidnesbyrd, og som kan strækkes eller tilhugges, så det kommer til at passe i hans hypoteses Prokrustesseng, kommer han frem med en eller anden urimelig fabel om Siam eller Bantam eller Japan, der fortælles af forfattere, i sammenligning med hvem Lukian og Gulliver var sanddru, forfattere, som havde dobbelt opfordring til at lyve, idet de ikke blot var rejsende, men også jesuitter.
Korrekthed i tanken og korrekthed i stilen findes i almindelighed sammen. Dunkelhed og affektation er de to største fejl, stilen kan lide af. Dunkelhed i udtrykket har for det meste sin rod i begrebsforvirring, og det samme ønske om for enhver pris at blænde, som gør en forfatters stil affekteret, vil efter al rimelighed bringe sofisteri ind i hans ræsonnement. Machiavellis forstandige og oprigtige ånd viser sig i hans klare, mandige og rene sprog. Montesquieus stil derimod vidner på hver side om en livlig og skarpsindig, men usund ånd. Ethvert stilistisk kunstgreb, fra oraklets hemmelighedsfulde korthed til pariser-spradebassens mundkådhed, anvendes for at skjule nogle sætningers falskhed og andres trivialitet. Urimeligheder pudses op til epigrammer, håndgribelige sandheder fordunkles til gåder. Selv det stærkeste øje har ondt ved at udholde den glans, hvoraf nogle partier er overstrålet, eller at gennemtrænge den skygge, hvori andre er skjult.
Machiavellis politiske skrifter får en særlig interesse ved den sørgmodige alvor, han lægger for dagen, så snart han kommer til at berøre emner, der står i forbindelse med hans fædrelands ulykker. Man kan vanskeligt forestille sig en pinligere situation end en stor mands, der er fordømt til at våge over et affældigt lands langvarige dødskamp, at pleje det under de vekslende anfald af sløvhed og raseri, der gå forud for dets opløsning, og at se livstegnene forsvinde, det ene efter det andet, til der ikke er andet end kulde, mørke og forrådnelse tilbage. Denne glædeløse og utaknemlige pligt var faldet i Machiavellis lod. Han var, for at bruge profetens kraftige ord, “rasende over sine øjnes syn, det, han så”, splid i rådet, kvindagtighed i lejren, friheden tilintetgjort, handelen i forfald, den nationale ære besudlet, et oplyst og blomstrende folk givet til pris for uvidende barbarers vildskab. Skønt hans anskuelser ikke var gået fri for smitte af den immoralitet, som var almindelig iblandt hans landsmænd, synes hans væsen af naturen snarere at have været strengt og heftigt end smidigt og listigt. Når han kommer til at tænke på Firenzes elendighed og nedværdigelse og på den skammelige mishandling, han selv havde lidt, viger hans stands og hans lands glatte listighed pladsen for harmens og foragtens ærlige bitterhed. Han taler som en, der er syg af de ulykkelige tider og det elendige folk, som det er blevet hans lod at tilhøre. Han smægter efter det gamle Roms kraft og hæder, efter Brutus’ fasces og Scipios sværd, curulsædets alvor og triumfofferets blodige pragt. Han synes at være hensat i de dage, da otte hundrede tusind italienske krigere greb til våben ved rygtet om et indfald af gallerne. Han er opfyldt af hine uforfærdede og stolte senatorers ånd, som glemte naturens hellige bånd, når pligten over for det almene vel krævede det, som så med foragt på Pyrrhus’ elefanter og guld og med uforstyrret ro hørte på det forfærdelige budskab fra Cannae. Ligesom et gammelt tempel, der vansires ved en senere tidsalders arkitektur, får hans karakter en interesse ved selve de omstændigheder, der nedværdiger den. De oprindelige forhold fremtræder mere overraskende på grund af modsætningen mellem dem og de simple og upassende påhæng.
Indflydelsen af de følelser, vi har skildret, kom ikke frem i hans skrifter alene. Hans begejstring synes stængt ude, som den var, fra den bane, den selv ville have valgt sig, at have givet sig luft i en fortvivlet letsindighed. Han fandt en hævngerrig glæde i at krænke et samfunds meninger, som han foragtede. Han blev ligegyldig for de hensyn, man ventede hos en mand, der stod så højt i den politiske og litterære verden. Hans tales sarkastiske bitterhed frastødte dém, der var mere tilbøjelige til at gå i rette med ham for hans tøjlesløshed end med sig selv, fordi de var vanslægtede, og som ikke kunne gøre sig nogen forestilling om styrken af de følelser, der skjulte sig under den ulykkeliges skæmt og vismandens dårskaber.
Vi må endnu tragte Machiavellis historiske arbejder. Castruccio Castracanis levned vil kun lægge lidet beslag på vor tid og ville næppe have krævet vor opmærksomhed, hvis det ikke havde tiltrukket sig publikums opmærksomhed i langt højere grad, end det fortjener. Få bøger ville i virkeligheden kunne frembyde større interesse end en omhyggelig beretning fra sådan en pen om den berømte fyrste af Lucca, den mest fremragende af hine italienske høvdinger, der ligesom Peisistratus og Gelon erhvervede sig en magt, som snarere føltes end sås, og som ikke hvilede på lov eller hævd, men på folkegunst og på deres store personlige egenskaber. Et sådant værk ville lære os at kende den virkelige beskaffenhed af den så ejendommelige og så ofte misforståede art af herredømme, som grækerne kaldte tyranni, og som, til en vis grad modificeret af feudalsystemet, kom frem igen i Lombardiets og Toscanas republikker. Men dette lille arbejde af Machiavelli er i ingen henseende historie. Det gør ingen krav på pålidelighed. Det er en bagatel, og en ikke synderlig vellykket bagatel. Det er næppe mere troværdigt end novellen om Belfagor og meget kedeligere.
Det sidste store værk af denne berømte mand var hans fædrelands historie. Det blev skrevet på befaling af paven, der som Huset Medicis overhoved på den tid herskede i Firenze. Cosimos, Pietros og Lorenzos karakterer er imidlertid behandlet med en frihed og upartiskhed, der gør forfatteren og hans patron lige megen ære. Afhængighedens elendighed og ydmygelser, det brød, der er bitrere end nogen som helst anden føde, de trapper, som det er pinligere end nogen som helst andre at gå op ad, havde ikke bøjet Machiavellis ånd. Den mest korrumperede stilling i en korrumperende stand havde ikke fordærvet Clemens’ ædle hjerte.
Dette historiske værk synes ikke at være frugten af megen flid eller forskning. Det er uimodsigelig unøjagtigt. Men det er i højere grad end noget andet i det italienske sprog smagfuldt, livligt og malende. Læseren får, tror vi, af det et mere levende og tro indtryk af nationens karakter og sæder end af mere nøjagtige beretninger. Sagen er, at bogen efter sit væsen mere til hører den antikke end den moderne litteratur. Den er ikke holdt i Davilas og Clarendons, men i Herodots og Tacitus’ stil. De klassiske historiske værker kan næsten betegnes som romaner grundede på kendsgerninger.
Fortællingen er utvivlsomt i alle sine hovedtræk i nøje i overensstemmelse med sandheden, men de mange små træk, der forhøjer interessen, ordene, bevægelserne, blikkene, skyldes åbenbart forfatterens fantasi. Den nyere tid tager sagen på en anden måde. Forfatteren giver en nøjagtigere fortælling, men det er tvivlsomt, om læseren får nøjagtigere indtryk. De bedste portrætter er måske dem, i hvilke der er en let tone af det karikerede, og vi er ikke sikre på, om ikke den art historisk fremstilling er den bedste, i hvilken der med skønsomhed anvendes lidt af den digtede fortællings overdrivelse. Der går noget tabt i henseende til nøjagtighed, men der vindes meget i henseende til virkning. De svagere linjer forsømmes, men de karakteristiske træk præger sig således i sjælen, at de bliver der for stedse.
Historien ender med Lorenzo de’ Medici’s død. Det synes, som Machiavelli har haft i sinde at føre sin fortælling længere ned i tiden, men døden hindrede ham i at udføre denne hensigt, og det bedrøvelige hverv at fortælle om Italiens ødelæggelse og skændsel tilfaldt Guicciardini.
Machiavelli levede længe nok til at se begyndelsen af den sidste kamp for Firenzes frihed. Kort efter hans død blev monarkiet endeligt oprettet, ikke et monarki som det, Cosimo havde lagt grundvolden til dybt i sine landsmænds institutioner og følelser, og som Lorenzo havde forskønnet med trofæer fra alle videnskaber og kunster, men et forhadt tyranni, hovmodigt og lavt, grusomt og svagt, bigot og ryggesløst. Italiens nye herrer hadede Machiavellis karakter, og de partier af hans teori, der var i nøje overensstemmelse med deres egen daglige færd, gav dem påskud til at sværte hans minde. Hans værker blev stillet i et falskt lys af de lærde, falsk opfattet af de uvidende, fordømt af kirken, udskældt med al en hyklet dyds nag af en lav regerings redskaber og af en endnu lavere overtros præster. Den mands navn, hvis geni havde bragt lys i alle politikkens mørke kroge, og hvis patriotiske visdom et undertrykt folk havde at takke for den sidste udsigt til befrielse og hævn, der åbnede sig for det, blev brugt som et synonym for nederdrægtighed.
I over to hundrede år betegnede intet stedet, hvor hans ben hvilede. Omsider viste en engelsk adelsmand Firenzes største statsmand den sidste ære. I kirken Santa Croce blev der oprejst et monument for ham, hvis minde endnu betragtes med ærbødighed af enhver, som kan skelne en stor ånds dyder gennem en vanslægtet tidsalders fordærvelse, og som man vil nærme sig med endnu større ærbødighed, når det mål, hans offentlige liv var helliget, en gang nås, når fremmedåget brydes, når en anden Procida hævner Napolis uret, når en heldigere Cola di Rienzo genopretter Roms storhed, når Firenzes og Bolognas gader atter genlyder af det gamle stridsråb:
Popolo, popolo, muoiano i tiranni!