Tredje afsnit
1. Imens den værste mening om Machiavelli udbredte sig fra Italien og Frankrig over Europa, manglede det dog heller ikke på dem, der betragtede hans skrifter med gunstigere øjne. Hans ualmindelige skarpsindighed og fremstillingsgave fandt anerkendelse selv hos fjender, f.eks. Paolo Giovio og Varchi, om ellers den sidste kan kaldes hans fjende; og måske har intet skadet Gentillets bog mere, end at han vil frakende Machiavelli al klogskab og erfaring i politik. Også var der allerede i det 16. århundrede adskillige skribenter, der uden at skræmmes af det almindelige skrig, højt roste Machiavellis politik som den eneste fornuftige og anvendelige (1), eller der påskyndede det meget sande og træffende i hans skrifter, om end de erkendte mangler og vildfarelser hos ham (2). Megen indflydelse har sikkert også Justus Lipsius’ [1547-1606] ord haft (3), der i indledningen til sine da så højt ansete bøger om politikken priser Machiavellis geni, og som vel beklager hans onde råd, men dog på mange steder i skriftet selv følger ham fod for fod uden at nævne ham.
(1) Således i indledningen til den udgave af M.’s værker, der udkom i Palermo 1584, anført af Christ: De M., p. 117ff. Det er mærkeligt, at man i et spansk land på den tid turde tale således om en af paven fordømt person.
(2) Mærkelig er fortalen til den latinske oversættelse af Drøftelser af Livius, der udkom i Mompelgard 1588. Den er også aftrykt foran de senere oplag af denne oversættelse, ja, endog foran andre oversættelser; da tillige flere lærde har beråbt sig på den, må den vistnok i sin tid have vundet anseelse.
(3) Iustii Lipsii Politicorum, sive civilis doctrinae, libri sex; i Quartudg. af Lipsii værker, Antwerpen 1610, tome VII, p. 8.
2. Imidlertid blev bogen om Fyrsten snart hovedpunktet i striden; imod den rettede sig fjendernes angreb og den almindelige forbitrelse, og den var det altså, som forfatterens forsvarere især søgte at sætte i et gunstigere lys. Ligefrem at tage den i forsvar som en lærebog for fyrster i almindelighed, vovede dog kun meget få; men om Machiavelli selv ytrede mange sig gunstigere, der antog, at hans hensigt med den havde været god, eller i det mindste ikke så fordømmelig, som den almindeligvis ansås for. Machiavelli selv følte meget vel, at denne bog kunne pådrage ham store ubehageligheder; derfor søgte han kort før sin død at tilintetgøre det endnu utrykte, men almindeligt bekendte håndskrift, og da dette ikke ville lykkes, at bibringe sine landsmænd den mening, at den var anderledes at forstå, end det lod til ved første øjekast. Vi ved af kardinal Poles beretning, at Machiavelli havde udgivet den for en skildring af tyranniets midler, skrevet i den hensigt at forlede Lorenzo de’ Medici, der i sig selv var af en tyrannisk natur, til handlinger, der nødvendigvis måtte styrte ham i fordærvelse. De med Machiavelli samtidige florentinere, af hvem Pole hørte dette foregivende, anså det for grundet, og han selv synes ikke utilbøjelig til af denne grund at undskylde forfatteren, hvis bog han i øvrigt afskyede. At det er fra Machiavelli selv, denne mening har sin oprindelse, forsikrer ligeledes en anden florentiner, der vel ikke kan regnes for samtidig med ham, men må have kendt mange, der var det; dog giver han Machiavellis forklaring den vending, at bogen ikke sigtede alene til Lorenzo de’ Medici og hans slægt, men skulle være en snare for de italienske tyranner i almindelighed (3).
(1) Varchi: Stor. Fior., 4. bog, s. 85 i den leidenske udg.
(2) Apol. ad Carolum V, anf. af Baldelli, i indledningen til Opere di M., Milano 1804, 1. del, s. XIII, anmk.
(3) Joh. Mathaeus Toscanus: Peplus Italiae, 1578, i Joh. Alberti Fabricii: Conspectus thesauri litterarii Italiae, Hamburg 1749, s. 440.
3. Uagtet denne mening sikkert er grundfalsk, stemmer dog de anførte vidnesbyrd alt for godt overens med det, vi ved om Machiavellis stilling og omstændighederne i Firenze i hans sidste dage, til at man med grund kan betvivle, at det virkelig er ham selv, den skylder sin oprindelse; den blev lige indtil i dette århundrede den herskende i hans hjemby; og da bogen blev bekendt i det øvrige Europa, da hadet mod den, men tillige interessen for den, tiltog, varede det ikke længe, inden en med hin forklaring beslægtet og uden tvivl af den opstået mening udbredtes ud over Italiens grænser og fandt ivrige talsmænd, der anså den for almindelig satire, skrevet i den hensigt at åbne folkenes øjne og derved gøre tyranniet umuligt.
Den første forfatter, der har gjort de lærde i Europa bekendte med denne mening, eller dog den, der har skaffet den nogen anseelse, var italieneren Alberico Gentili [1552-1608], der døde som professor i Oxford. I et skrift, han udgav i London 1585 (1), forsvarer han lejlighedsvis Machiavelli ved at tillægge ham en satirisk hensigt med bogen om Fyrsten. Som Kong Frederik 2. [af Prøjsen] bemærker, har vistnok ikke få bifaldet denne påstand netop for satirens skyld; hos nogle fandt den vel også indpas, fordi den afveg fra den almindelige mening (2); og den bemærkning af Gentili, at flere af oldtidens berømteste skribenter har givet lignende skildringer af tyranniets natur, måtte stemme adskillige af datidens lærde gunstigere imod en forfatter, hvis brøde især skulle bestå i at have fulgt i de forgudede gamles fodspor.
Også fra Italien lød vægtige stemmer til fordel for Gentilis mening; den bekendte kritiker Gasparo Scioppio, (3) Giuseppe Scalìgeros heftige modstander, fremsatte den i et skrift, som man har erklæret for hans bedste, og vistnok har Boccalini [1556-1613] (4), der med sin sædvanlige vittighed og skarpe sideblik til paver og konger udvikler den i sine berømte Efterretninger fra Parnas, stemt mange for den overalt i hele Europa. Også Gabriel Naude [1600-1653] hælder til Scioppios mening (5), og hans ord havde ikke ringe anseelse både i litterære og politiske sager, hvor meget man end havde at udsætte på hans egen politik.
(1) Alberico Gentili: De legationibus, L. III. kap. IX., anf. af Christ: De M., s. 123.
(2) Christ: Ad. Rupertus: dissertatio ad. Valer. Maximum, Lib. 1. c. 2 og 3, anf. af Bayle: Art. M., anm. (O).
(3) Gasp. Scioppi: Paedia politices, et Gabr. Naudaei Bibligraphia politica, cura Herm. Conringii., Helmst. 1663; anf. af Christ, p. 64 og af mange andre skribenter.
(4) Ragguagli di Parnasso, del Sig. Traiano Boccalini, Romano. Centuria prima, Ragg. 89. Amsterdam 1669. Duod. 1. Bind, s. 415.
(5) Se Christ: De M., s. 62.
4. Beslægtet med denne anskuelse er den ytring af Francis Bacon [1561-1626], at Machiavelli lærer, hvad menneskene gør, ikke hvad de bør gøre (1). Denne bemærkning, der ret forstået, er sand og træffende, fremsat af en mand som Bacon, fandt mange tilhængere. Det er i grunden den samme mening, som adskillige forfattere i den senere tid har forfægtet, idet de kalder Machiavellis bog en naturbeskrivelse af tyranniet.
(1) F. Bacon: De dign. et augmentis scientiarum, Lib. VII. c. 2. “Est quod gratias agamus Machiavello et hujusmodi scriptoribus, qui aperte et indissimulanter proferunt quid homines facere soleant, non quid debeant”, anf. af Christ, s. 124, og af mange andre.
5. Mærkeligt er også et anonymt fragment af et forsvar for Machiavelli, der opbevares i det kongelige bibliotek i Paris (1); thi vel kan det, hvor godt det end er skrevet, ingen indflydelse have udøvet på den almindelige dom, da det hverken blev fuldendt eller trykt; men det viser dog, hvor varme forsvarere Machiavelli kunne finde allerede i midten af det 17. århundrede, endskønt man endnu ikke formåede at gøre sig andre forestillinger om ham end dem, der i det foregående er udviklede.
(1) Udtog hos Artaud, anf. st., 2. del, s. 336. Det er skrevet mellem årene 1649 og 1655.
6. Uagtet således nogle af datidens mest ansete skribenter bedømte vor forfatter langt gunstigere end publikum i almindelighed, indskrænkede de mildere domme sig dog til enkelte lærde. De fleste af disse ytringer bestod i korte, lejlighedsvis henkastede bemærkninger, som både var for lidt udviklede til, at de kunne have nogen overbevisende kraft for andre end dem, der selv formåede at føre tanken videre, og desuden var fremsatte i skrifter, hvis sprog og indhold gjorde dem utilgængelige for det store publikum. Desuden kunne hin mening om Machiavellis hemmelige hensigt med sin bog dengang kun betragtes som en litterær kuriositet, men ikke udøve nogen betydelig indflydelse på den almindelige dom, selv om det store publikum kendte den og ikke kunne nægte dens gyldighed.
Så længe Machiavelli virkelig var de stores lærer i politikken, kunne hans skrifter ikke betragtes blot fra den historiske side. Deres forhold til sædelæren og deres indflydelse på nutiden måtte nødvendigvis tildrage sig opmærksomheden i langt højere grad end deres forfatters hensigt med dem og deres sammenhæng med hans tid, overhovedet i højere grad end det videnskabelige spørgsmål om årsagen til, at de var således og ikke anderledes. Under slige forhold kunne vel et eller andet overlegent hoved indse, at flere lærdomme, der i almindelighed dadledes, ikke fortjente det, fordi de ret forståede var gavnlige og nødvendige; men mange andre lærdomme måtte misbilliges af enhver, så snart der toges hensyn til deres praktiske indflydelse.
At Machiavelli nødvendigvis måtte betragtes fra denne side lå i det 16. og 17. århundredes natur; thi i denne periode indtrådte i de fleste europæiske stater en tilstand, som var meget beslægtet med de forhold i Italien, under hvilke han havde fået sin politiske opdragelse, og som altså især tjente til grundlag for hans politik; middelalderens statsindretninger sank, og regeringerne fik i flere stater lejlighed til at tilvende sig en uindskrænket magt, i andre til at forsøge derpå. I denne overgangsperiode var det ganske naturligt, at de i historien søgte oplysning om deres stilling, og således kunne bogen om Fyrsten blive af overordentlig vigtighed; thi i dette resultat af en erfaren og skarpsindig politikers betragtning af historien var reglerne for magthavernes adfærd under sådanne omstændigheder udviklede i en kort og særdeles klar oversigt, der måtte være i høj grad belærende og tiltrækkende for enhver, som befandt sig i en lignende stilling. Det er, som en åndrig forfatter udtrykker sig, Machiavellis verdenshistoriske fortjeneste, at han har gjort jordemodertjeneste ved denne tids fødsel (1); men når den samme forfatter påstår, at det var Machiavelli mere end tidsomstændigheder, der bestemte regeringernes adfærd, tillægger han hans skrifter en overdreven indflydelse.
Historien måtte lede enhver skarpsindig iagttager til de samme slutninger som Machiavelli, og mænd som Vilhelm af Oranien, Sixtus 5. eller Richelieu ville ganske vist have fundet sig til rette og handlet, som de gjorde, også uden Machiavellis hjælp. De lidelser, denne overgang til de nyere former for statslivet forårsagede folkene, tilskrev disse fyrsternes politik, endskønt denne dog i det hele kun var den nødvendige følge af forholdene. Men når således folkenes misfornøjelse med den politik, som nu engang var døbt med Machiavellis navn, og som de fleste vel også for alvor troede, han var fader til, fandt næring i magthavernes adfærd, er det klart, at enkelte, lejlighedsvis henkastede fordelagtige ytringer om ham ikke kunne bevirke nogen betydelig forandring i den almindelige mening.
(1) H. Leo, i den tyske oversættelse af M.’s private breve, Berlin 1826, p. VII.
7. Men nu fremstod en videnskabsmand af første rang, der gjorde bogen om Fyrsten til genstand for et eget studium: Herman Conring [1606-1681] udgav i året 1660 en omarbejdelse af den ældre latinske oversættelse af bogen (1), og i det følgende år politiske bemærkninger til den (2), begge ledsagede med indledninger, hvori han prøver de ældre domme om Machiavelli (3). Conring kender vel den mening, at bogen er at forstå som en satire; men han skyder dette spørgsmål fra sig, da det ikke egentlig var ham om forfatterens hensigt, men om hans lærdomme at gøre. Han tog bogen for det, den nu engang gjaldt for og brugtes til, og han ville til den knytte forelæsninger over politikken. Et forsvar for Machiavelli giver han altså ikke og kunne heller ikke have givet noget tilfredsstillende, da man dengang endnu savnede så mange efterretninger, der senere er kommet for lyset; men Conring var et alt for overlegent hoved og havde alt for stor tillid til sin egen dom, til at han skulle lade sig imponere af mængdens skrig eller af pavers og skribenters fordømmelsesdom.
Han er den første, der underkaster disse en skarp kritik, og han kunne da ikke komme til andet resultat, end at lidenskabelighed, unøjagtighed og politiske grunde fratog deres dom næsten al værdi; især bliver Possevino, hvem Conring dog med urette giver skyld for, at Machiavellis skrifter af paven blev sat på listen over forbudte bøger, strengt revset, og Conring har først overbevist publikum om, at Possevino aldrig havde læst den bog, han bekæmpede med så megen heftighed, men kun kendte den fra Innocent Gentillets skrift: den ureneste kilde, han kunne øse af, hvorfor også hans lille skrift vrimler med de groveste vildfarelser. Conring erkender gyldigheden af den grundvold, hvorpå Machiavelli har opført sin bygning, og indser, at han kun handler om tyranniet, ikke om fyrsteligt herredømme i almindelighed – det er netop imod bogens titel, han har mest at indvende; – han erkender det ugrundede i beskyldningen for ateisme, om end han dog ikke anser Machiavelli for nogen god kristen og undertiden bebrejder ham alt for vaklende religiøse begreber; han erklærer desuden, at Machiavelli aldrig arbejder på at nedbryde religionen, men kun lejlighedsvis og på enkelte steder røber sin tænkemåde, ja, ofte taler således, at end ikke den strengeste censor kan have noget at udsætte på ham.
Betænker man, at alt dette er fremsat i egne skrifter med Conrings hele skarpsindighed og understøttet af den anseelse, han besad ikke blot i Tyskland, hvor der mod slutningen af hans levetid næppe var nogen statsmand, som ikke havde været hans discipel, men også i andre af Europas lande, så bliver det begribeligt, at den gamle afsky for Machiavellis navn måtte blive vaklende hos en stor del af det dannede publikum. Og netop det, at han egentlig ikke skrev et forsvar for Machiavelli, ikke indlod sig på Gentilis, Scioppios og andres forklaring, at han bedømte bogen i det hele fra samme synspunkt, som den almindelige mening og indrømmede denne, hvad man dengang ikke syntes at kunne nægte uden lidenskabelighed eller vel endog ikke uden urene hensigter, måtte give gendrivelsen af mange uretfærdige beskyldninger dobbelt vægt. Et strengere forsvar ville næppe have næppe fundet genklang. Conring gendrev også den mening, at Machiavelli skulle have skabt den politik, han skildrer, og viste, at den havde været i brug fra de ældste tider, idet han tillige viste overensstemmelse mellem Machiavellis tyran og Aristoteles’. Pufendorf [1632-1694] dømte ligeledes billigere om ham og tog ham i forsvar mod Gentillets beskyldning for ugudelighed (4).
Disse indflydelsesrige skribenter fandt naturligvis efterlignere; og da tillige Wicquefort i et fransk skrift (5) ytrede sig gunstigt om ham, kan man begribe, hvorfor Amelot de la Houssayes varme forsvar (6) fandt mange åbne ører og sind, der var villige til at give hans ord rum. Grundlaget for Amelots forsvar var den anskuelse, som allerede Bacon havde udtalt; dog forstår han det ikke således, som om Machiavelli ved denne skildring af tyranniets natur har stræbt efter at gøre det umuligt; men han mener, at da alle tiders erfaring har lært, at fyrsterne ofte er nødt til at tilsidesætte det gode for det nyttige, bør man ikke laste Machiavelli, fordi han ikke fremstiller et ideal af en fyrste, men giver sådanne råd, som alene passer på virkeligheden. Han tager tillige Machiavellis religiøsitet i forsvar og sammenstiller ham i anmærkninger, der er grundige nok til at gøre indtryk, men frie for pedanteri, med en anden af oldtidens mest ansete forfattere, Tacitus. Hans lille franske skrift fandt megen indgang, om det end ikke fattedes på dem, der mente, at Amelot havde gjort det næsten værre end Machiavelli (7), idet han påstår, at den fremgangsmåde ofte er aldeles nødvendig for alle fyrster, som man dog nu begyndte at antage, at hin kun havde opstillet som regel for tyranner.
(1) N. M. Princeps aliaque nonnulla ex Italico latine nunc demum partim versa, partim infinitis locis sensus melioris ergo castigata, cur. Herm. Conringio. Helmstadii 1660. 4. Senere udgaver af 1663 og 1686.
(2) Herm. Conringii animadversiones politicae in N. M. librum de Principe, Helmstadii 1661; findes i det samme bind som den første udgave af oversættelsen.
(3) Især i dedicationen af oversættelsen til Gebh. v. Alvensleben.
(4) Sam. Pufendorf: Dissertationes academicae selectiores, Londini Scanorum 1675, s. 562ff., i afhandlingen: De concordia verae politicae cum rel. christ. og på fl. st.
(5) L’ambassadeur et ses fonctions, par Mr. de Wicquefort: a la Haye 1680. Udtog hos Christ: De M., p. 133.
(6) I fortalen til Le Prince de N. M. – traduit et commenté par A. N. Amelot, Sieur de la Houssaye, Amsterdam 1683.
(7) Således f.eks. i anmeldelsen af Christs bog i Bibliotheque raisonnée des ouvrages des savans de l’Europe, 2. del, Amsterdam 1733, s. 373.
8. Et andet bevis på, at stormen begyndte at lægge sig, giver en anonym fortale til den franske oversættelse af Machiavellis værker, der udkom i Amsterdam 1691 og følgende år (1). Dens forfatter var Tetart, en reformert fransk læge, hvem forfølgelserne under Ludvig 14. havde fordrevet fra fædrelandet. Han giver ikke længere Machiavelli skyld for disse voldsomheder, således som det forrige århundredes huguenotter; tværtimod roses hans frimodige ytringer om pave og gejstlighed. Også Bayles ytringer viser den forandrede stemning (2). Han, der selv havde lidt ved disse forfølgelser og fra Rotterdam tog så levende andel i de religiøse bevægelser, havde sikkert talt i en ganske anden tone om Machiavelli, dersom de franske reformerte ikke nu var kommet tilbage fra den mening, der var den almindelige blandt dem i Caterina de’ Medicis tid.
Der var allerede noget vundet for Machiavellis ære derved, at man ikke længere gav ham skylden for bestemte onde gerninger, men kun i almindelighed anså ham for lærer i en ond politik. Og selv denne mening var ikke længere alles. Også i denne henseende er Bayles artikel, som man i senere tider ubilligt har udgivet som meget overfladisk (3), højst mærkelig, da den viser, hvorledes det dengang ikke vel var muligt for den, der ikke kunne gøre Machiavellis skrifter til genstand for et eget studium, at danne sig en bestemt mening om ham. At Bayle ikke har gjort dette, kan ikke bebrejdes ham; hvad var der blevet af hans store værk, dersom enhver artikel skulle have været behandlet på en sådan måde? Meget mere bør man påskønne den lærdom og skarpsindighed, hvorom også denne artikel bærer vidnesbyrd. Men at hans dom på den tid, da Paolo Giovio gjaldt for hovedkilden til kundskab om denne mand, og da man savnede den store mængde af Machiavellis arbejder, der først i senere tider er kommet for lyset, måtte lyde ganske anderledes end nu, er det i høj grad ubilligt at lægge ham til last. Man ser i øvrigt af Bayles artikel, at det var fra Conring og Amelot de la Houssaye den mildere mening daterede sig.
(1) Discours politique de M. sur la premiere Decade de Tite-Live. traduction nouvelle, Amsterdam 1691ff.
(2) Dict. hist. et crit. Art. M.
(3) Artaud anf. st., 2. del, s. 375. Ginguené: Histoire litt. d’Italie, 8. del, s. 77.
9. Den overordentlige anseelse, Bayles værk vandt, må have bidraget meget til at gøre publikums dom lige så vaklende og ubestemt, som hans egen var; men det kunne heller ikke fejle, at mange endnu holdt sig til den gamle mening. Vi hører således omtrent i samme tidsrum hårde ytringer, f.eks. af jesuitterne Lucchesini, Negri og Meyer; men disse kunne næppe have haft nogen synderlig indflydelse. Lucchesinis bog ville uden tvivl være ganske forglemt, hvis ikke enkelte notitser i ældre skrifter, og især en bogbinders enfoldighed, havde bevaret dens minde (1). Negris artikel røber så stor uvidenhed om Machiavellis skæbne og skrifter, ja, endog om Firenzes almindelige historie, at man må få den største mistillid til hele hans værk. Han har ikke engang set Machiavellis skrifter; ja, han kan end ikke frikendes for at have forvansket og fortiet, hvad der beviseligt har været ham bekendt. Meyer har næppe kendt Machiavelli uden af sine ordensbrødres skrifter, og hans vers indeholder kun de forslidte deklamationer, der ikke kunne have skadet Machiavellis rygte. Farligere havde vistnok Barbeyrac kunnet blive, hvis han ikke havde indskrænket sig til nogle få, i forbigående henkastede ord (2).
(1) Han satte på bindet: “Sciocchezze del padre L.”, “Pater L.’s dumheder”. Dette navn har bogen beholdt.
(2) I oversættelsen af Grotius: De jure belli et pacis, Fortalen, s. XXXI og XXXIII.
10. Den, der først gav i det mindste tyskernes dom om vor forfatter en bestemtere retning, var Johann Friederich Christ [1700-1756], professor i Leipzig, hvis afhandling om Machiavelli udkom i 1731 (1). For første gang er her denne selv genstand for en undersøgelse. Christ stræber efter at begribe hans tænkemåde i dens forbindelse med samtidens politik og i det hele med den retning, denne havde taget efter videnskabernes såkaldte genfødelse.
Han viser, at der havde dannet sig tre politiske partier: republikanere, absolutister og et mellemparti, der ville rette sig efter tid og omstændigheder (2), at Machiavelli var en ivrig republikaner, og at han altså ikke for alvor har villet give regler for tyranniets vedligeholdelse, så at man må antage bogen om Fyrsten for satire, eller rettere for en snare, beregnet på at styrte Lorenzo de’ Medici i fordærvelse. Christ mener nemlig som Conring, at det ville have været den rette vej til undergang, hvis Lorenzo virkelig havde indladt sig på Machiavellis råd, at opkaste sig til herre i hele Italien; men hvor Conring heftigt dadler ham for et så ufornuftigt, næsten latterligt råd, bestyrkes Christ derved i sin mening om den hemmelige hensigt med bogen.
Christ står tillige strengt på, at bogen kun handler om tyranniet, ikke om en lovlig regering, og at dens titel, skønt udsat for misforståelse, må forklares deraf, at forfatteren som republikaner har anset enhver stat, der ikke styres alene efter love, men efter en regents vilje, for et tyranni. Han drager desuden Machiavellis øvrige skrifter, der næsten ganske var tabt af sigte, atter frem for lyset, og stræber efter af dem og af historiske beretninger at danne et fuldstændigere og rigtigere billede af manden end det, man hidtil havde haft, hvorved enkelte tvivlsomme punkter, som bogen om Fyrsten, af sig selv måtte vise sig i et bedre lys. Da han tillige gendriver de beskyldninger, der dengang endnu ansås for sande, selv mange af de ytringer, endog Conring tillader sig, med megen grundighed og skarpsindighed, måtte han drage et stort parti over til sin mening, især da ingen endnu i et halvt århundrede kunne betydeligt berigtige eller forøge det, han havde lært om Machiavellis og hans skrifters historie. Dog forstår det sig, at han også fandt modstand; som overhovedet meningen om den satiriske hensigt med bogen om Fyrsten først senere blev almindeligt antaget og til ingen tid har savnet modsigelse.
(1) Joh. Frider. Christii: De N. M. libri tres, in quibus de vita et scriptis, item de secta ejus viri, atque in universum de politica nostrorum post instauratas litteras temporum ex instituto disputatur, Historiaeque civilis et rei litterariae passim ratio habetur. Partim jam primum editi, partim iterum cusi auctiores, Lipsiae et Hallae Magd. 1731. 4.
(2) Monarchomachi, Monarcholatrae (alm. Machiavellitae; men dette navn kan Christ ikke lade gælde) og Miscelliones.
11. Men næppe ti år efter at Christ havde udgivet sit skrift, dannede der sig en forbindelse mod Machiavelli, der truede med at gøre den gamle afsky gældende i hele dens omfang. I året 1740 besørgede Voltaire udgivelsen af en Anti-Machiavel, som det snart blev bekendt om, at den unge konge af Prøjsen, Frederik 2., var forfatter til (1).
(1) Franske skribenter kalder Voltaire den egentlige forfatter, tyske Frederik 2. Det er dog ikke let at sige, hvor meget der tilhører enhver af dem. Frederik begyndte som kronprins, i marts 1739, at tænke på en gendrivelse af Machiavelli, og udførte dette forehavende i løbet af samme år; ved dets slutning og i begyndelsen af det følgende oversendte han til Voltaire, som dengang opholdt sig i Brüssel, sin afhandling stykkevis og forlangte hans mening derom. Voltaire gjorde nogle bemærkninger og udsættelser, men opmuntrede prinsen til at lade skriftet trykke og tilbød at besørge udgivelsen. Dette tilbud modtog Frederik, eller gjorde i det mindste ingen indvendinger imod Voltaires underhandlinger desangående med en boghandler, van Duren, i Haag. I juni 1740 modtog denne en afskrift fra Voltaire, som dog ikke ganske stemte med originalen, da Voltaire, som det ses af hans breve til Frederik, havde foretaget forandringer deri. Imens skriftet var under pressen, besteg Frederik Prøjsens trone, og nu fortrød han udgivelsen af et skrift, hvori der fandtes adskilligt, han frygtede for skulle blive ilde udlagt af en eller anden minister, eller som ikke lød alt for ortodokst. Han pålagde derfor Voltaire at tage skriftet tilbage; men dette lod sig allerede ikke længere gøre. Voltaire rejste selv til Haag i denne anledning; men van Duren ville ved ingen forestillinger lade sig bevæge til at give skriftet tilbage, da han meget vel indså, hvor stor fordel det ville bringe ham; især da det, ganske imod forfatterens vilje, af Voltaire allerede var blevet udbredt overalt, at bogen var skrevet af kongen af Prøjsen. Voltaire søgte da, under påskud af at foretage nogle rettelser, at få håndskriftet i sin magt, og da van Duren passede på ham, udslettede han hvad han kunne og skrev en slags galimatias i stedet, for på denne måde at standse trykningen; men van Duren fandt middel til at restituere det udslettede, og bogen udkom 1740 efter den afskrift, Voltaire først havde meddelt ham. Nu var Voltaire i forlegenhed; han forsikrede vel kongen, at han havde udslettet eller forandret hvad der kunne være stødende i hans original; men da der dog endnu fandtes et og andet, som kunne give præster og munke anledning til bagtalelse, foreslog han at contrecarrere van Durens ved at foranstalte en ny udgave, hvor alt sådant skulle udelades. Kongen, der havde andre ting at tænke på, gav ham fri rådighed over skriftet, og Voltaire besørgede nu en fra den første meget forskellig, med den næsten samtidige udgave hos Paupie i Haag. Denne erklærede han for den ene rigtige; den udkom allerede i oktober 1740. Publikum blev nu uvis om, hvilken udgave der stemte overens med originalen, og van Duren søgte at bevise ægtheden af sin ved i det følgende oplag (1741) at meddele Voltaires breve til sig i denne anledning. De følgende udgaver holder sig enten til van Durens eller Voltaires og meddeler i noter varianterne. I berliner udgaven 1789 af de af Frederiks skrifter, der var trykt i forfatterens levetid, følges næsten overalt van Durens. Det er imidlertid vist, at hverken denne eller Voltaires, mindst denne sidste, stemte med Frederiks håndskrift; og kongen selv erklærede også Voltaire, at han ikke var tilfreds med hans forandringer, og at han ville omarbejde skriftet og lade det trykke på ny i Berlin. Dette er imidlertid aldrig sket; om han virkelig har foretaget omarbejdelsen, ved vi ikke. Men 1834 udgav Dr. G. Friedländer atter Frederiks skrift, for en stor del forøget og forandret efter et originalt håndskrift af kongen selv, som den friedländerske familie tilfældigvis var kommet i besiddelse af. Spørgsmålet er nu kun, om dette håndskrift er det oprindelige, det, hvoraf Voltaire med sine egne forandringer og tilsætninger gav van Duren en afskrift, eller om det måske er den tilsigtede omarbejdelse? Friedländer har ikke oplyst dette i sin temmelig overfladiske indledning. Imidlertid synes det første at være det rimeligste. Frederik ville som sagt drage skriftet tilbage for de frie ytringers skyld, som måske kunne støde nogle hoffer og gejstlige; i denne ånd er også de forandringer foretaget, hvorved Voltaires udgave adskiller sig fra van Durens; men i den friedländerske læses endnu langt stærkere og friere ytringer end i nogen af de andre. Dernæst kalder Frederik i den friedländerske den polske successionskrig “den sidste krig” (kap. XXVI, p. 215), hvilket altså synes skrevet inden udgangen af året 1740. Endelig ved vi fra Voltaires brev til prinsen af 23. febr. 1740, at det stykke, som i alle ældre udgaver læses kap. III: Le siecle de M. n’en fournit que trop d’exemples &c er en tilsætning af Voltaire; men dette findes heller ikke hos Friedländer; og man ser af et brev fra Voltaire (uden dato, men det synes skrevet i juni 1740: Oeuvres de Voltaire, Gotha 1788, T. 52, p. 412), at denne vil bortskære et stykke af Frederiks original, hvor der handles om skadeligheden af religionsstridigheder. Dette findes heller ikke i de ældre udgaver, men derimod i Friedländers p. 169. Indeholder denne virkelig den oprindelige original, så kan man ikke undre sig over, at Frederik ikke var tilfreds med Voltaires vilkårlige forandringer og forkortelser; dog kan van Durens udgave og de, der følger den, ikke kaldes Voltaires arbejde, da han her mest har indskrænket sig til at slette; i den, han selv foranstaltede, tog han sig langt større friheder. – Se om denne sag først og fremmest Frederiks brevveksling med Voltaire, Frue de Châtélet og Jordan i årene 1739-41, i 52. og 53. del af den ovenfor anførte udgave af Voltaires værker, og i Oeuvres posthumes de Frederic II, 8., 10., 11. og 12. del; Bibliotheque raisonnée, T. XXV, s. 372ff. og T. XXVIII, s. 210 i noten; den samling af aktstykker, van Duren lod aftrykke i sin udgave af 1741, og som også findes i den 6. del af den franske oversættelse af M.’s værker, der udkom i Haag 1743; samt Friedländers indledning foran den af ham foranstaltede udgave af Frederiks Anti-Machiavel.
Dette skrift, der taler i den allerheftigste tone, der ikke giver Gentillets noget efter, naturligvis med undtagelse af dennes angreb på Machiavellis formentlige ateisme, blev i sin tid lige så overdrevent rost, som det i vore dage er blevet ubilligt lastet. Det kan ikke undre os; man tænke sig en ung fyrste, der netop har besteget en af de betydeligere troner i Europa, bekæmpe den forfatter, der endnu blandt den store mængde gjaldt for fyrsternes fordærver, i et skrift, hvis sprog og udgivers anseelse måtte skaffe det et meget stort publikum i alle lande, og som røber en tænkemåde, man ikke kunne ønske bedre hos den bedste fyrste blandt de bedste mennesker, som ånder lutter mildhed, trofasthed, retfærdighed, menneskekærlighed, og imod hvilken forfatterens handlinger endnu ikke havde vakt nogen tvivl – hvem kan undre sig over, at et sådant skrift blev hævet til skyerne, ikke blot af smigrere, men af mænd, der vel var i stand til at se dets mangler, og hvem man ikke tør beskylde for uædle hensigter?
Hertil kom, at tidsåndens almindelige retning i det 18. århundrede måtte forskaffe Frederiks skrift lige så meget bifald, som den måtte hindre en upartisk dom over Machiavelli. Vel havde publikum for en stor del ikke længere den grund til at afsky denne forfatter som i Caterina de’ Medicis og Richelieus tid, fordi den indre gæring i staterne, hvorunder han havde tjent magthaverne som vejleder, nu var endt, og de borgerlige forhold i det hele kommet til ro; og dersom hans lærdomme endnu troedes at herske i kabinetterne, var det mere i forhold til fremmede magter end til deres undersåtter.
Men på den anden side gjorde det 18. århundredes modefilosofi en ren historisk dom næsten umulig. Den moderne moral, der med stor bram udbasuneredes som den højeste visdom, indskrænkede sig i grunden til nogle af de simpleste grundsætninger for ære og redelighed mand og mand imellem; og endskønt ofte både ordførernes og magthavernes adfærd stod i den mest skrigende modsætning til de grundsætninger, de vedkendte sig, skulle dog historiske personer og begivenheder vejes på denne vægtskål uden hensyn til det uforstandige og uretfærdige i at anvende privatrettens forskrifter på politikken. At Machiavellis bog ikke kunne bestå for en sådan morals domstol, er indlysende. Den måtte endog bedømmes endnu hårdere end i de foregående århundreder; thi dengang kunne man dog erkende flere gode lærdomme i den; men nu måtte man fordømme den hele bog, det gode med det onde, fordi den betragtede sin genstand fra et standpunkt, man måtte forkaste som falsk og fordømmeligt, nemlig blot fra forstandens, ikke fra moralens.
På dette sidste standpunkt stod derimod Frederik, og det vistnok ikke efter valg og beregning, men fordi han var sin tids ægte søn. Man kan da begribe både hvorledes hans dom måtte lyde, og med hvor stort bifald den måtte optages. I høj grad uretfærdig er derimod nogle nyere, især franske skribenters påstand, at dette skrift kun var en hyklerisk maske, hvorunder forfatteren skjuler sin machiavelliske tænkemåde for at skaffe sig desto friere spil. At man ikke er berettiget til at drage Frederiks oprigtighed i tvivl, fordi forviklede omstændigheder og stærke fristelser senere forledte ham til handlinger, som man ikke skulle have tiltroet forfatteren af Anti-Machiavel, har allerede v. Dohm vist (1); og der kan ingen tvivl være om, at Frederik har ment det alvorligt og ærligt, da han skrev sin bog. Dette fremgår uomtvisteligt af hans breve til Voltaire i den tid, han udarbejdede skriftet (2). Heller ikke er dette fra forstandens side så slet, som man har villet udgive det for. På den tid var selv de største videnskabsmænd ikke i stand til at gøre sig andet begreb om Machiavelli, end at han enten i almindelighed har villet anbefale tyranni som den eneste sikre måde at regere på for alle fyrster, eller skrive en satire. Frederik kender denne sidste mening, men forkaster den med rette; finde en ny kunne han næppe med de hjælpemidler, man dengang var i besiddelse af, og ville han heller ikke, da han egentlig kun har med Machiavellis politik, ikke med ham selv at gøre.
Han ville bevise, at bogen om Fyrsten strider imod moralen og imod fyrsternes egen interesse (3). Rigtignok blev hans gendrivelse i første henseende blot deklamation og kunne ikke blive andet; thi Fyrsten har intet med moralen at gøre; metodisk at ville bevise dens immoralitet ville være det samme, som hvis en naturkyndig ville opstille et vidtløftigt bevis for, at ilden varmer. Derimod var hans bestræbelse for at vise, at det i nyere tider, under ganske forandrede forhold, er enten umuligt eller ufornuftigt at ville gøre Machiavellis lærdomme til regel for regenternes handlinger, både hæderlig og gavnlig; thi om han endog ikke omvendte en eneste machiavellistisk sindet fyrste eller minister, ville der allerede have været meget vundet ved at overbevise de højere kredse og det dannede publikum derom. Dertil kunne hans lille franske bog, der understøttedes af de heldigste udvortes omstændigheder, have virket langt kraftigere end Conrings større latinske skrift, der desuden næppe længere var i alles hænder. Frederik har således haft en såre rigtig tanke, som det ville være uretfærdigt at miskende; kun at han havde indskrænket sig til den. Endelig må man bemærke, at enkelte misforståelser, der alene kunne bero på udtryk i den franske oversættelse af Machiavellis bog – formentlig Amelot de la Houssayes – da dog Frederik må have haft den italienske original for sig, rimeligvis bør skrives på udgiverens regning, hvem forfatteren havde givet frie hænder over sit arbejde, og som ikke har foretaget sine rettelser og tilføjelser med den varsomhed, han skyldte sin kongelige ven.
(1) Denkwürdigkeiten meiner Zeit, von Chr. W. von Dohm; 5. Band, Lemgo und Hannover 1819, s. 89ff.
(2) Se de i anm. til s. 37 anførte udgaver af Frederiks (8. del) og Voltaires (52. del) værker. Brevenes orden er ganske forvirret i denne sidste; man kan ikke stole på de tilføjede tidsangivelser, men må ordne dem efter indvortes kendetegn.
(3) Se hans brev til Voltaire af 16. maj 1739, i Voltaires værker, T. 52 p. 392.
12. Uagtet alt det bifald, Frederiks skrift vandt, har det dog ikke skadet Machiavellis rygte synderligt. Dets tone var alt for heftig til, at den ikke skulle vække modsigelse, og dog ikke understøttet af overbevisende grunde. Fra Holland gentog og forsvarede man Christs mening og opfriskede af ham meddelte oplysninger (1), og om endog dette forsvars indflydelse svækkedes ved beskyldningen for plagiat, så blev man dog i Tyskland snart enig om, at man gerne kunne erkende fortræffeligheden af Frederiks arbejde uden at opgive den mening, som Christs bog vandt flere og flere tilhængere: Frederik bekæmpede Machiavellis politik, Christ handlede om ham selv og hans hensigt med bogen om Fyrsten.
Dette viser foruden mange andre ytringer i større skrifter og dagblade, især Bruckers Filosofiens historie (2). Han tager med varme Machiavelli i forsvar og erklærer sig ganske for Christs mening; men da dog Machiavelli har fremsat sin lære således, at den måtte gøre megen skade, må man takke forfatteren til Anti-Machiavel for hans ypperlige gendrivelse, der især roses i tillæggene til Bruckers værk (3). Hans dom havde så meget større indflydelse, som senere bearbejdere af filosofiens historie flittigt har benyttet sig af ham.
At Frederiks bog heller ikke i Frankrig har skadet Machiavelli betydeligt, ser man af Rousseaus ytringer (4), der ganske erklærer sig for den gamle mening om den hemmelige hensigt med bogen om Fyrsten. Han kalder den en bog for republikanere, og uden tvivl er det ham, der først og fremmest har stemt Frankrig for denne mening. Vel taler han kun få ord derom; men da det er i et skrift som hans Contrat social og stemmer således med den måde, hvorpå han oftere omtaler Machiavelli, at man ikke kan betvivle hans oprigtighed eller tro, at han kun taler således for at modsige den almindelige mening, så kan man sikkert antage, at disse få ord har haft en overordentlig stor indflydelse.
(1) Biblioth. raisonnée, T. 28, p. 200.
(2) Iac. Bruckeri: Hist. crit. philos., T. IV. P. II, p. 784ff.
(3) Sammest. T. VI, 944ff.
(4) Du contrat social, ou pricinpes du droit politique, p. 116, i: Oeuvres complettes de J. J. Rousseau, 2. del, Paris 1793 duod.
13. Mærkeligt er det, at blandt italienerne, florentinerne undtaget, synes denne mening at have fundet mindst indgang. Efter Negri talte Fontanini [1666-1736] ganske i samme tone, som Kurien og jesuitterne; han værdigede ikke engang Machiavellis skrifter en plads i sit værk, da man dog skulle tro, at de endog blot for stilens skyld ikke kunne undværes; ligeledes erklærer Apostolo Zeno [1668-1750] sig i sine noter, hvor han meddeler adskillige gode litterære notitser, for retfærdigheden af censorernes dom (1). Næsten lige så hårdt dømmer Girolamo Tiraboschi [1731-1794] (2), der taler påfaldende kort og koldt om en skribent af en betydning som Machiavellis, mens han med megen varme roser Frederik d. 2.’s skrift. Han ved vel, at mange har anset Fyrsten for en satire; men han bifalder ikke denne mening. Dog tror han ikke længere på Giovios fabel om Machiavellis uvidenhed. Noget gunstigere er en anden italieners, Galeani Napionis ytringer (3), der synes at antage bogen om Fyrsten for en videnskabelig undersøgelse af de midler, ved hvis anvendelse et nyt herredømme, men især et tyranni, alene kan bevares, og mener, at den mængde tyranner, hvoraf Italien på Machiavellis tid vrimlede, måtte opfordre en statsmand til et sådant studium. Den politik, Machiavelli anbefaler, tilhører altså alene hans tid og fædreland: en mening, der sikkert indeholder megen, om ikke den hele sandhed.
(1) Biblioteca delle Eloquenza italiana di M. Giusto Fontanini; con le annot. di Ap. Zeno, Venezia 1753, T. I., p. 206, II, p. 364.
(2) Storia della lett. ital., T. VIII, Roma 1784, p. 517ff.
(3) Elogio di Giov. Botero [1544-1617, italiensk jesuit, politisk skribent: Ragion di stato, 1589], i: Piemontesi illustri, T. I., p. 273, Torino 1781, anf. af Ginguené, 8. del, s. 123ff.