HVAD SKAL JEG DOG IKKE GØRE TIL MIN SAG! Frem for alt den gode sag, så Guds sag, menneskehedens, sandhedens, frihedens, humanitetens, retfærdighedens sag; videre, mit folks, min fyrstes, mit fædrelands sag; endelig endda åndens sag og tusinde andre sager. Kun min sag skal aldrig være min sag. “Føj over egoisten, der kun tænker på sig selv!”

Lad os da se på, hvordan dé, for hvis sag vi skal arbejde, hengive os og begejstres, behandler deres egen sag.

I kan fortælle meget og grundigt om Gud og har i årtusinde “ransaget guddommens dybder” og skuet den ind i hjertet, således at I vel kan sige os, hvorledes Gud selv driver “Guds sag”, som vi er kaldet til at tjene. Og I holder da heller ikke Herrens gøren og laden skjult for os. Hvad er nu hans sag? Har han, som det kræves af os, en fremmed sag, har han gjort sandhedens, kærlighedens sag til sin egen? I oprøres over denne misforståelse, og I belærer os om, at Guds sag ganske vist er sandhedens og kærlighedens sag, men at denne sag ikke kan kaldes én ham fremmed, fordi Gud jo selv er sandheden og kærligheden; I oprøres over den antagelse, at Gud skulle kunne lignes med os usle orm, idet han befordrer en fremmed sag som sin egen. “Skulle Gud tage sandhedens sag på sig, som om han ikke selv var sandheden?” Han sørger kun for sin sag, men fordi han er alting i alting, er alting også hans sag; men vi, vi er ikke alting i alting, og vor sag er ganske lille og foragtelig; derfor skal vi “tjene en højere sag”. – Nuvel, det er klart, at Gud kun bekymrer sig om sit eget, kun beskæftiger sig med sig selv, kun tænker på sig selv og kun har sig selv for øje; ve alt det, der ikke er ham velbehageligt. Han tjener intet højere og tilfredsstiller kun sig selv. Hans sag er – en ren egoistisk sag.

Hvorledes står det til med menneskeheden, hvis sag vi skal gøre til vor egen? Er dens sag måske en andens sag, og tjener menneskeheden en højere sag? Nej, menneskeheden ser alene på sig selv, menneskeheden vil kun fremme menneskeheden, menneskeheden er selv sin egen sag. For at den kan udvikle sig, lader den folkeslag og individer trælle i sin tjeneste, og når disse har ydet, hvad menneskeheden har brug for, kaster den dem i taknemmelighed på historiens møgbunke. Er menneskehedens sag ikke en – ren egoistisk sag?

Jeg behøver ikke at påvise ved enhver ting, der vil skyde sin sag over på os, at det kun drejer sig om den selv, ikke om os, kun om dens velgående, ikke om vort. Se blot på de øvrige ting: begærer sandheden, friheden, humaniteten, retfærdigheden noget andet, end at I begejstrer jer for dem og tjener dem?

De klarer sig alle usædvanligt godt, når der pligtskyldigst bringes dem hyldest. Betragt engang folket, som beskyttes af hengivne patrioter. Patrioterne falder i blodige kampe eller i kamp med sult og nød; hvad vedkommer det folket? Folket bliver ved hjælp af gødningen fra deres lig til et “blomstrende folk”! Individerne er døde “for folkets store sag”, og folket eftersender dem et par ord til tak og – høster profitten. Det kalder jeg mig en indbringende egoisme.

Men se dog på hin sultan, som kærligt sørger for “sine egne”. Er han ikke den pure uegennytte selv, og ofrer han sig ikke hvert øjeblik for sine egne? Javel, for “sine egne”. Prøv engang at vise dig ikke som hans egen, men som din egen: for at have unddraget dig hans egoisme, kommer du til at vandre i fængsel. Sultanen har sat sin sag på intet andet end på sig selv: han er for sig selv alting i alting, han er for sig selv den eneste og tåler ingen, der ville vove ikke at være en af “hans egne”.

Og af disse strålende eksempler vil I ikke lære, at egoisten står sig bedst? Jeg for min del drager mig en lære deraf og vil, i stedet for længere uegennyttigt at tjene disse store egoister, hellere selv være egoisten.

Gud og menneskeheden har sat deres sag på intet, på intet andet end på dem selv. Altså sætter jeg på samme måde min sag på mig selv, det jeg, der såvel som Gud er alt andets intet, det jeg, der er mit alt, der er den Eneste.

Har Gud, har menneskeheden, som I forsikrer, indhold nok i sig selv til over for sig selv at være alting i alting: så føler jeg, at det endnu langt mindre vil komme til at fattes mig, og at jeg ikke vil have nogen klage at fremføre over min “tomhed”. Jeg er ikke intet i betydningen af tomhed, men er det skabende intet, det intet, ud af hvilket jeg selv som skaber skaber alt.

Væk da med enhver sag, der ikke helt og aldeles er min sag! I mener, at min sag i det mindste skal være den “gode sag”? Hvad betyder godt, hvad betyder ondt! Jeg er jo selv min egen sag, og jeg er hverken god eller ond. De to ting har for mig ingen mening.

Det guddommelige er Guds sag, det menneskelige “Menneskets” sag. Min sag er hverken det guddommelige eller det menneskelige, den angår ikke det sande, gode, retfærdige, frie osv., men alene det, der er mit, og den er ingen almen sag, men den er – den eneste, således som jeg er den Eneste.

For mig står der intet over mig!

Max Stirner: Den Eneste og hans ejendom, s. 35-37, Forlaget HELIKON 1999.