MAKSIMER. Et portræt af det menneskelige hjerte af François La Rochefoucauld

“Enhver burde rydde en plads i bogreolen til denne lille, delikate klassiker, der måske ikke syner af meget på overfladen, men som alligevel via 639 velkomponerede maksimer giver et underholdende, sørgmodigt og særdeles rammende billede af menneskeheden. Der er kort sagt tale om psykologi pakket ind i et fransk raffinement, der på let tilgængelig vis vækker eftertænksomhed hos læseren…

Fritz Wolder har stået for oversættelsen, der med elegance fører læseren igennem de mange maksimer, der er skrevet i et særdeles formfuldendt dansk… Maksimer er en fremragende optakt til 2013, hvor man kan fejre 400-året for Rochefoucaulds fødsel”.

Tina Camilla Kristensen i Fransk Nyt, nr. 263, oktober 2012, s. 25-26.

“VI ER ALLE EGOISTER

La Rochefoucaulds brillante, svalt kyniske ord fungerer lige så godt i 2012 som i 1665… Hans “maksimer” er et af de fineste og mest sylespidse åndprodukter, der kom ud af de franske saloner, som han flittigt frekventerede. Mange har forsøgt sig med maksimer og bonmoter, men ingen når rigtigt op på siden af den La Rochefoucauld, en Nietzsche så inderligt beundrede”.

Mikkel Bruun Zangenberg i Politiken, 11. august 2012.

“MED SPROGET I SIN MAGT

For første gang foreligger samtlige 504 aforismer af den franske forfatter La Rochefoucauld på dansk – et hovedværk i verdenslitteraturen.

Aforismen kan defineres som et maksimum af udtryk med et minimum af ord. Der står noget i en aforisme, som det måske tager 10 sekunder at læse, men som man kan reflektere over resten af dagen.

La Rochefoucauld ynder at bruge billeder, der ånder af snusfornuft og realistisk iagttagelse, og han besad en sjældent lødig litterær sans og et tilsvarende sprogøre. Ofte gennemskrev han sine aforismer mere end 30 gange, inden han fandt, at de besad den fornødne spændstighed, livfuldhed og elegance: “Ligesom det er kendetegnet for store ånder at kunne sige meget med få ord, således har de små ånder omvendt den gave at kunne tale meget uden at sige noget”…

Kierkegaard refererer beundrende til ham. Nietzsche og Schopenhauer lod sig inspirere af ham. Og Voltaire mente sågar, at intet forfatterskab i den grad havde bidraget til at danne franskmændenes litterære smag”.

Kristian Østergaard i Kristeligt Dagblad, 21. april 2012.

“Mennesket blotlagt for facade… Fint med denne udgave af samtlige La Rochefoucaulds maksimer i en mundret dansk oversættelse, som alle kan forstå og more sig over. Men der er også megen alvor bag”.

Henrik Gade Jensen i Jyllands-Posten, 7. maj 2012

Lektørudtalelse:

“Bogen hører til den klassiske europæiske litteratur. Et smukt eksempel på de franske saloners veludviklede aforismelitteratur. Bogen vil især bruges i litteraturstudier og måske af (kultur)historisk interesserede i 1600-tallets salonkultur.

Bogen indeholder Rochefoucaulds forord til første udg. fra 1665 og til 5. udgave fra 1678. Herefter følger maksimerne, først de 504 maksimer der var med i 5. udg. fra 1678, og herefter 135 maksimer, der var udeladte eller posthumt udgivne. Der er et portræt af Rochefoucauld skrevet af ham selv og et glimrende efterord af oversætter, Fritz Wolder. Bogens hoveddel består af maksimerne, der er aforismer eller statements, der i få, udsøgte ord søger at indkredse et område af den menneskelige natur. Det er gjort elegant med bid og vid. Rochefoucauld er bister og præget af et sortsyn uden falske illusioner. If. ham grunder den menneskelige natur sig på egoisme, som giver sig udtryk i forskellige ubehagelige egenskaber, der igen søges sløret ved forstillelse, hykleri, bagtalelse osv. En af maksimerne lyder: “19. Vi har alle styrke nok til at bære andres ulykke.” Emneregister til alle 639 maksimer og bibliografi findes bagerst i bogen.

Samlet konklusion
I portræt og efterskrift lærer man Rochefoucauld at kende. Maksimerne skal nydes i små doser”.

Anne-Meta Lind Brunsborg

“En god sentens er for hård for tidens tand og fortæres ikke af årtusinderne, selv om den tjener enhver tid til næring: Således er den det store paradoks i litteraturen, det uforgængelige midt i det vekslende, spisen, der altid forbliver værdsat, ligesom saltet, og aldrig, som selv dette, bliver dum”.

Friedrich Nietzsche

Oversættelse, efterord og emneindeks: Fritz Wolder.