‘Masserne akkumulerer ikke intelligens, men middelmådighed. Isoleret ville han [individet] måske være et kultiveret individ, men i massen er han et instinktvæsen og altså en barbar’.
“Ovenstående citat giver et ganske godt billede af det budskab, Gustave Le Bon søger at få igennem med sin bog. Bogen har efterladt denne læser med et noget ambivalent forhold til den. Der kan indvendes en del, både mod Le Bons tanker, men nok i endnu højere grad mod måden, Le Bon fremfører sine teser på. Massernes psykologi er ikke strengt videnskabelig, vel nærmere causerende, så Le Bon langt hen ad vejen benytter sig af samme metoder, som de demagoger, han søger at demaskere. Argumentationen føres på en letflydende og overbevisende facon, og der krydres med en række tydelige eksempler, der passer ind i det mønster, Le Bon søger at påvise.
Le Bons budskaber rammer mange ømme punkter i forhold til troen på såvel demokrati, det rationelle menneske, videnskaben og socialismen. Menneskesynet er ikke foreneligt med moderne politisk korrekthed. Uanset hvor fornuftige, vidende og intelligente de enkelte individer kan være hver for sig, bliver det hele ifølge Le Bon pillet af dem, når de indgår i en masse. Her hersker de dybere instinkter. Her frasiger individet sig sit personlige ansvar og hylder handlinger, han ville afsky, hvis han et øjeblik trådte ud af denne masse.
Som argumentation for dette henviser Le Bon primært til racen, som det stærkeste i individerne. Det skal dog pointeres, at Le Bons racebegreb ikke er biologisk, men derimod historisk, hvad Fritz Wolder også klart præciserer i forordet. I moderne sprogbrug vil man altså snarere henvise til folkesjælen og nationsfølelsen. Det er Le Bons tese, at netop dette ligger stærkt i individerne, fordi det er så følelsesmættede elementer af deres socialisation. Kræfter, der til stadighed kan vækkes. Videnskab og rationelle argumenter vil derfor komme til kort, fordi følelserne ligger dybere i os.
Le Bons udgangspunkt er – trods hans ateisme – klart konservativt. “Uden stabile traditioner er der ingen civilisation, og uden den langsomme eliminering af disse traditioner er der intet fremskridt” (s. 77) er som taget ud af Burkes mund. Le Bon lægger da heller ikke skjul på sin begejstring for det engelske politiske system, ligesom lighedstanker og især socialisme ikke får så positive skudsmål.
Fritz Wolders begejstring over, at Le Bon har “forudset den anden verdenskrig, diktaturets triumf i Europa” mm. bør modificeres noget, men der er ingen tvivl om, at Le Bon får beskrevet nogle generelle mekanismer, der gjorde sig stærkt gældende i århundredet efter bogens udgivelse. Wolder rammer da heller ikke ved siden af, når han i forordet beskriver parallellen til Machiavelli. Le Bon går i høj grad efter Er fremfor Bør, og i dag er det nok ikke en ubetinget anbefaling, at såvel Mussolini som Albert Speer omtalte Massernes psykologi i rosende vendinger!
Bogen indeholder da også adskillige anvisninger på, hvorledes man bør gebærde sig, hvis man ønsker at opnå massens tilslutning og lege folkeforfører: “Mængden lytter altid til en mand med en stærk vilje. Når individer samles i en masse, taber de al vilje og vender sig instinktivt mod den, der har én”. Man imponeres over den lethed, hvormed Le Bon så tidligt som i 1895 påviser, hvilke mekanismer der gjorde sig gældende i det nazistiske Tyskland. Her beskrives førernes karakteristika og deres metoder, som var det en efterkrigsskildring af Hitler. De særdeles rammende citater omkring folkeforførerne ligefrem vælter ud fra siderne: “Førerne er som oftest ikke tankens, men handlingens mænd”. “Hvor absurd den af dem forfægtede idé er, så preller ethvert argument af på dem. At give et menneske en tro er det samme som at tidoble hans kræfter. De store begivenheder i historien skyldes ofte obskure fanatikere, der intet andet besad end deres tro”.
I forhold til vores samtid hvor socialismen har været på retur, mens tilslutningen til religiøse dogmer er for opadgående, er det tankevækkende, at Le Bon ser religionens klare fortrin og videnskabens utilstrækkelighed: “den [videnskaben] har gjort sig umulig hos de idealhungrende gemytter, fordi den hverken forstår at love eller lyve tilstrækkeligt”. Hvorfor det i det lange løb vil være religion og ikke socialisme, der sejrer i kampen om massernes gunst, skyldes ifølge Le Bon, at “eftersom det socialistiske lykkeideal skal realiseres på jorden, så vil dens løfters tomhed vise sig, straks man gør det første forsøg på at føre dem ud i livet”. Den lader vi lige stå et øjeblik!
Fritz Wolders oversættelse og udgivelse af den gamle klassiker fortjener bestemt anerkendelse, og trods den overdrevne begejstring i såvel forordet som på omslaget har Wolder afgjort ret i, at det er et værk, der burde være udgivet for længe siden. Vestlige beslutningstagere, der søger at viderebringe demokrati og menneskerettigheder, samt hele det rationalistiske arvegods til ikke-vestlige kulturer bør i hvert fald nærlæse Massernes psykologi for at blive opmærksom på de mest indlysende forhindringer for deres forehavende.
Trods forsøgene på at agere den kritiske læser, og det indædte ønske om, at Le Bon tager fejl i de fleste af antagelserne, sidder man alligevel tilbage med en nervøs fornemmelse af, han har fat i noget. Bogen kan da også varmt anbefales, som en underholdende indsigtsgiver. I forhold til gymnasieelever indeholder bogen en lang række dejligt provokerende citater til at rokke ved elevernes ofte temmelig sakrale forhold til bl.a. demokratiet”.
Michael Øe, EMU – Gymnasieskolen, oktober 2005, www.emu.dk
“Når mennesker samler sig i masser, ændrer de adfærd. Tænk på publikum til en fodboldlandskamp eller deltagerne i en demonstration. Man handler på én måde, når man er alene, og på en helt anden, når man indgår i en gruppe. Franskmanden Gustave Le Bon grundlagde i slutningen af 1800-tallet den moderne massepsykologi. Hans hovedværk Massernes psykologi er netop blevet oversat til dansk.
“Vi er dem, de andre ikke vil lege med, vi er det dårlige selskab”. Sådan sang Kim Larsen engang i 80’erne. Hvis massepsykologiens grundlægger Gustave Le Bon havde levet i dag, kunne refrænet med rette have lydt fra hans mund. Le Bon har i hele det 20. århundrede tilhørt det dårlige selskab. Le Bon har været en forfatter man ikke burde læse, hvis man ville tages seriøst. En af dem, man ikke burde lege med. Hvorfor har Le Bon fået et så blakket ry? Hvad er det, der har miskrediteret ham? Det vender vi tilbage til.
I mellemtiden vender vi os mod dagens fagbog: Gustave Le Bons hovedværk fra 1895, Massernes psykologi. Bogens overordnede projekt er at analysere, hvad der sker med mennesker, når vi stimler sammen i masser. Le Bon vil give en psykologisk forklaring på, hvordan og hvorfor menneskemasser handler, som de gør.
Massen er ikke bare en gruppe mennesker, der tilfældigvis er samlet på samme sted – massen defineres som en gruppe mennesker, hvis “følelser og tanker orienterer sig i samme retning”. De mange mennesker, der fx befinder sig på Rådhuspladsen en tilfældig dag, udgør ikke en masse. Men i det øjeblik danskerne sminker sig rød-hvide i hovedet og stimler sammen på rådhuspladsen for at se en fodboldlandskamp på storskærm – så opstår massen. Det er underordnet, om interessen retter sig mod en landskamp, en Rolling Stones-koncert eller en tale af George Bush. Det afgørende er blot, at flere mennesker kanaliserer følelser og tanker én og samme retning.
Den individuelle personlighed fordufter, idet alle i menneskemassen orienterer sig mod samme punkt. Individernes bevidstheder, der under andre omstændigheder er vidt forskellige, smelter i massen sammen til det, Le Bon betegner som én stor “massesjæl”. Massen er med andre ord ikke blot er summen af de individer, der indgår i den. Menneskemassen har sit eget sjæleliv. Sin egen bevidsthed.
Le Bon overfører og anvender psykologiens begrebsapparat til at analysere menneskemassens bevidsthed. Han opfatter og beskriver massen som et enkelt individ. Kort fortalt kan Le Bons karakteristik af menneskemassen sammenlignes med karakteristikken af et menneske, der er i sine følelsers vold. Når mennesker samles i masser, så fordufter fornuften. Masserne er impulsive, omskiftelige og letpåvirkelige. I massen bliver menneskene til mentale trækfugle – det ene øjeblik flyver man mod øst, det næste øjeblik mod vest. Fuglen i flokken og mennesket i massen bestemmer ikke selv retningen – det gælder bare om at følge med og gøre som de andre. Le Bon kortlægger i bogen, hvordan massen agerer, og hvordan den reagerer på påvirkninger fra fx karismatiske lederskikkelser.
Som det fremhæves i bogens forord, så er en af Le Bons kloge pointer, at hvis de demokratiske eliter ikke lærer af massepsykologien, så vil de blive erstattet af andre, der gør det. På dette punkt bliver Le Bons bog skræmmende profetisk. Er der noget, det 20.århundrede har vist, så er det, at menneskemasser kan forføres til at acceptere og støtte de mest grufulde gerninger.
Nu nærmer vi os måske en forklaring på, hvorfor Le Bon af mange er blevet betragtet som dårligt selskab.
Det er formentlig ikke så meget Le Bons indsigter, der har miskrediteret ham. Det er nok nærmere det 20. århundredes historie. Gang på gang har det vist sig, hvordan hans indsigter kan misbruges, og det har stillet hans værk i et dårligt lys. Selv om han gør det klart, at hans ideal er det angelsaksiske demokrati, er han alligevel blevet misforstået. Han er – ganske uretfærdig – blevet betragtet som en slange, der mere eller mindre direkte har hvislet folkeforførere som Mussolini, Mao, Hitler og Stalin i øret, hvordan de skulle forføre folkemasserne.
Blandt andet på den baggrund er Le Bons værk enten blevet fortrængt eller fortiet. Det glæder mig at se, at tavsheden endelig er blevet brudt i Danmark. Mange af Le Bons indsigter er nemlig mindst lige så relevante i dag, som da bogen blev skrevet. Massernes psykologi er blevet tilgængelig for de danske masser. Nu kan vi læse og lege med Le Bons tanker”.
Alexander Buchvald i P1 Morgen, 18. oktober 2005.
“Grundkursus i folkeforførelse – Hvis du vil vide, hvordan menneskemasser følger trends og lader sig forføre, hvad enten det er mode, politiske strømninger eller religiøse overbevisninger – så er her grundbogen Massernes psykologi af Gustave Le Bon, der også belyser, hvorfor indvandrer-integrationen, europæisk union og demokrati i Mellemøsten er dømt til fiasko.
Bogen udkom første gang i 1895, og dens aktualitet er ganske forbløffende. Med samtidens neo-liberale og socio-kulturelle dagsorden og megen fokus på “bobler” – f.eks. it-aktieboblen, der brast i 2000, kan man få stof til eftertanke i Le Bons klassiker, for hvad styrer egentlig masserne og deres reaktioner? Og kan det gøres bevidst?
Ja, ifølge forfatteren er der nogle ganske enkle forholdsregler for dét: f.eks. er fornuft, logik og eftertanke fuldstændigt spildt på dem! Folkedybet reagerer nemlig kun på enkle, slagkraftige budskaber, visuelle effekter og karisma”.
Winnie Haarløv, Psykologi nr. 6, november 2005.