Caspar Paludan-Müller (1805-1882), bror til digteren Frederik Paludan-Müller, var en af sin tids væsentligste danske historikere. I sine yngre dage beskæftigede han sig indgående med den italienske renæssance, og hans vigtigste arbejde fra denne periode er den foreliggende Undersøgelse af Machiavelli som skribent (1839), der samtidig er det første egentlige bidrag til Machiavelli-litteraturen i Danmark.

Paludan-Müllers afhandling er af interesse også i dag, dels fordi han gennemgår et meget stort antal af de publikationer, der var blevet skrevet om Machiavelli igennem de tre forudgående århundreder, og dermed yder han et vigtigt bidrag til Machiavellis virkningshistorie, dels fordi han fremlægger sin egen selvstændige fortolkning af Fyrsten og af Machiavellis historiske betydning.

Skriftet er samtidig et eksempel på den mere positive opfattelse af Machiavelli, som banede sig vej i Europa under romantikken, efter at man især i Tyskland var begyndt at bedømme ham fra et historisk og ikke udelukkende fra et snævert religiøst-moralsk standpunkt.

Paludan-Müllers elev, historikeren Kr. Erslev, skrev mange år efter udgivelsen af skriftet: ”Fremkommet på et verdenssprog ville dette skrift sikkert være blevet anerkendt som et betydningsfuldt indlæg i den store Machiavelli-litteratur”.

Undersøgelse af Machiavelli som skribent udgives her for første gang siden fremkomsten i 1839 i et moderniseret dansk, således at læseren kan koncentrere sig om tekstens indhold og distraheres mindst muligt af en ældre tids sprogbrug.

Machiavelli-udgivelser fra Forlaget HELIKON

Fyrsten (1998/2020)
Drøftelser af Livius (Discorsi) (2004)
Krigskunsten (2012/2020)
Krig og diplomati. De mindre skrifter (2020)

UNDERSØGELSE AF MACHIAVELLI SOM SKRIBENT
Af C. Paludan-Müller
1. udg., 1. oplag, februar 2021.
146 sider
kr. 228,-
[ISBN 978-87-91817-60-1]