ANTI-MACHIAVEL Af Frederik den Store

Den unge kronprins Frederiks kritik af Machiavelli er ikke – som han selv mente – en ”gendrivelse” af Machiavelli, men et filosofisk-moralsk bekendelsesskrift, hvori kronprinsen fremlægger sine idealforestillinger om den gode, oplyste, humane, retfærdige osv. fyrste. Anti-Machiavel handler derfor i grunden primært om Frederiks opfattelse af sin egen rolle som kommende konge af Preussen og kun i anden række om den florentinske statsmand.

Det moralske skrift sammenholdt med Frederiks faktiske handlinger, efter at han havde besteget tronen – overfaldet på Schlesien, bombardementet af Dresden, Polens første deling osv. – gjorde dobbeltheden i hans personlighed tydelig for enhver. Han selv blev sig nu pinligt bevidst, at det er fyrstens og statsmandens bestandige lod at skulle vælge mellem statsræson og humanitetshensyn, mellem magt og moral, mellem herskerpligter og privatetik.

Dette dilemma, skabt af målenes ”heterogenitet” eller forskelligartethed, beskæftigede ham resten af livet, uden at han fandt en egentlig løsning på det – og det har vist heller ingen andre gjort.

”Bogen er et historisk dokument om en diskurs, der har gået på i århundreder mellem magtfulde mænd om håndtering og fastholdelse af magt og overherredømme og skaffe loyalitet. Det er samtidig et moralfilosofisk skrift, hvor Frederik den Store afprøver argumenterne på egen praksis. Dilemmaet er fundamentalt og rækker op i nutidens konflikter og er relevant i dag”. DBC-lektørudtalelse af Kent Skov Andreasen.

Læs anmeldelsen fra Det Krigsvidenskabelige Selskab HER!