Machiavellis hovedværk i dansk kvalitetsudgivelse!
For sine udgivelser af Giambattista Vico Den nye Videnskab, Niccolò Machiavelli Fyrsten og Niccolò Machiavelli Drøftelser af Livius er Forlaget HELIKON v/Fritz Wolder blevet tildelt
Det Italienske Udenrigsministeriums oversætterpris 2005 på euro 10.000,00.
Hvordan skaber man en stærk og holdbar stat? Hvordan sikrer en stat sig mod andre stater, og hvordan bevarer den sin indre stabilitet? Hvorfor og hvordan er samfundskonflikter gavnlige? Hvilke krav skal man stille til statens lederskab, og hvilke til dens menige borgere? Hvad betyder republikansk frihed, og hvilken rolle spiller religion og moral? Hvor går grænserne for demokratiet, og hvornår er en koncentration af den politiske magt mest hensigtsmæssig eller ligefrem ønskværdig og nødvendig? Hvorfor er krige uundgåelige? Hvordan vindes de? Kan det romerske imperiums succes gentages?
Disse og mange andre centrale spørgsmål for den politiske teori og praksis er emnet for Drøftelserne af de første ti bøger hos Titus Livius, der er hovedværket i Niccolò Machiavellis forfatterskab og et hovedværk i den politiske tænknings historie i det hele taget – et must for alle, der interesserer sig for politik.
Denne første danske og skandinaviske oversættelse af Drøftelserne er udarbejdet på grundlag af den nye kritiske nationale udgave af Discorsi sopra la prima Deca di Tito Livio (Edizione nazionale, Rom 2001) og den nyeste Machiavelli-forskning. Udgaven er forsynet med indledning, noteapparat, tidstavle, bibliografi og navneregister. I et særligt afsnit, “Machiavellis visdom”, sættes der fokus på hovedtankerne i værket.
Drøftelserne er som Fyrsten (HELIKON 1998/2004/2006/2012) forsynet med nummererede afsnit, og der er links til de relevante afsnit i Fyrsten [F]. Det muliggør en systematisk sammenligning af de to værker, der ofte betragtes som modstridende.
“Fritz Wolder, manden bag forlaget Helikon, har i kølvandet på vigtige oversættelser som Giambattista Vicos Den nye Videnskab (1997), Max Stirners Den Eneste og hans ejendom (1998) og nyoversættelsen af Machiavellis Fyrsten (1998/2004) kastet sig ud i et dristigt og tiltrængt projekt, en oversættelse af Machiavellis egentlige hovedværk Drøftelser (Discorsi).
Drøftelser er et hovedværk i de politiske ideers historie, som fortjener fornyet opmærksomhed og granskning. Dels for at undgå verserende mytologier om Machiavelli som den moderne statsvidenskabs skaber eller den kyniske magtmanipulations mestertænker. Dels på grund af den fornyede aktualitet, som Machiavellis republikanisme kan have i en postmoderne tidsalder, hvor store oplysningsmoderne ideologier som liberalisme og socialisme synes at have spillet fallit i forhold til en række spørgsmål af politisk-filosofisk karakter. Fritz Wolders fine oversættelse giver nu de fleste muligheden for denne fornyede opmærksomhed og granskning, hvorfor vi må være ham yderst taknemmelig. Han har desuden udstyret sin oversættelse med en forbemærkning, der veloplagt sætter Drøftelser på plads i forhold til Machiavellis øvrige forfatterskab og historisk-biografiske kontekst…
Helt uden forbehold må det anbefales, at man straks – hvis de politiske ideers historie og aktualitet overhovedet interesserer én – gakker ud i den nærmeste bogcafé og køber sig et eksemplar. Gør klar til granskning!”
Paw Hedegaard Amdisen i Semikolon, nr. 10, 2005, s. 124-126.
“Så kom det endelig. Machiavellis hovedværk, som desværre nok må siges at være forholdsvis ukendt i dansk sammenhæng. De fleste forbinder i realiteten florentineren Niccolò di Bernardo Machiavelli (1469-1527) med et helt andet klassisk værk nemlig Fyrsten, men ret beset er det det foreliggende værk, som er hans reelle politiske testamente.
Oversættelsen af foreliggende værk er baseret på en nyere, kritisk, italiensk udgave af Niccolòs værk. Oversætteren skal roses, fordi han har formået at bevare den flydende og elegante sprogstil, som er karakteristisk for Machiavelli, og dermed rammer Niccolòs nerve usædvanligt godt. Wolder har efter min overbevisning denne gang overgået sig selv, idet oversættelse og kommentarer yder fuld retfærdighed til dette klassiske værk.
Jeg kan derfor kun gentage, hvad jeg skrev i anmeldelsen af Fyrsten i 1998, nemlig at enhver officer, som et led i sin almene uddannelse, burde have læst det korte fyrstespejl – og det kan jeg nu udvide til ligeledes at omfatte hovedværket Drøftelser, der nu endelig foreligger fuldstændigt på dansk – som et led i deres egen dannelse og forståelse for moderne politologisk tænkning.
Fritz Wolder har med denne oversættelse inklusive kommentarer sat en smuk ramme om oversættelsen af Machiavellis hovedværk. Værket vil få en hædersplads på min reol med henblik på mange års fremtidig anvendelse.
Til slut skal det anføres, at et godt varsel for en tiltrængt renæssance af Machiavellis tanker i Danmark kan aflæses af, at Stabskursus II ved Forsvarsakademiet igen har taget Niccolò på læseplanen.
Jeg må afslutningsvis udtrykke det håb, at oversætteren Fritz Wolder får mulighed for at fortsætte det gode arbejde med en udgivelse af den bebudede oversættelse af Machiavellis Krigskunsten, som naturligvis vil have stor interesse for alle, der studerer krigen og dens natur”.
Major Claus E. Andersen, afdelingschef, Hærens Ingeniør- og ABC-skole, i Militært Tidsskrift, Nummer 3, September 2005, p. 475-80.
Militært Tidsskrift udgives af Det Krigsvidenskabelige Selskab.
Indledning, oversættelse, noter, tidstavle og register: Fritz Wolder.
DRØFTELSER
Af Niccolò Machiavelli
1. udg., 1. oplag, okt. 2004
512 sider
kr. 298,-
[ISBN 87-986359-8-0]
Købes i boghandelen eller bestilles her.