LA ROCHEFOUCAULD OM EGOISMEN (Maksime 505):

Egoismen er kærligheden til én selv og til alt, hvad der angår én selv. Den får menneskene til at forgude sig selv og ville gøre dem til tyranner over andre, hvis skæbnen gav dem mulighed for det. Den falder aldrig til ro uden for sig selv og standser kun op ved andre ting, for, ligesom bierne på blomsterne, at suge det ud af dem, den har brug for.

Intet er mere voldsomt end dens begær, intet mere uigennemskueligt end dens planer, og intet mere udspekuleret end dens fremgangsmåder. Dens smidighed er ubeskrivelig, dens forvandlingskunst overgår metamorfosernes, dens raffineringsmetoder kemiens. Man formår ikke at lodde dens dybde eller trænge gennem dens afgrunds mørke. Dér er den skjult for selv de skarpeste blikke, og dér bugter den sig hid og did på tusind forskellige måder. Dér er den ofte usynlig for sig selv, og dér undfanger, nærer og fostrer den, uden selv at vide det, et stort antal hengivne og hadefulde følelser, der undertiden, når de kommer frem i dagens lys, er så grufulde, at den ikke kender dem eller ikke har mod til at vedgå dem.

Af denne nat, som indhyller den, fødes de latterlige forestillinger, den har om sig selv. Herfra stammer de fejl, den uvidenhed, den plumphed og det enfold, den omfatter sig med. Herfra kommer overbevisningen om, at dens følelser er døde, når de blot er indslumrede, indbildningen om at have mistet lysten til at løbe, så snart den tager sig et hvil, og troen på at have tabt enhver appetit, når den har stillet sin sult.

Men dette tætte mørke, der skjuler den for den selv, forhindrer den ikke i at se tingene uden for sig selv fuldkommen klart, og heri ligner den vore øjne, som ser alt og kun er blinde for sig selv. Faktisk formår den, når det gælder dens vigtigste interesser og forehavender, hvor voldsomme ønsker kræver al dens opmærksomhed, at se, mærke, opfatte, forestille sig, ane, gennemskue og gætte alt, således at man fristes til at tro, at hver enkelt af dens lidenskaber besidder sin egen magiske kraft. Intet er så inderligt og så stærkt som de bindinger, den forgæves søger at bryde med, når den ser sig truet af alvorlige farer.

Alligevel gør den undertiden i en håndevending og uden det mindste besvær, hvad den tidligere ikke formåede at gøre igennem flere år, og bryder alle de bånd, den er i stand til. Heraf kan man med stor sandsynlighed slutte, at dens begær snarere antændes af den selv end af de genstandes skønhed og værdi, det er rettet imod, at dens lyst er det, der hæver deres pris, og den sminke, som forskønner dem, at det kun er sig selv, den løber efter, og at den følger sin egen smag, når den følger de ting, der er efter dens smag.

Den forener alle modsætninger, den er herskesyg og underdanig, oprigtig og hyklerisk, medfølende og grusom, frygtsom og vovemodig. Den har forskellige tilbøjeligheder alt efter forskelligheden i de temperamenter, der giver den retning og får den til at stræbe efter snart ære, snart rigdom, snart nydelse. Den ændrer dem, alt efter som vor alder, vort held og vore erfaringer ændrer sig.

Men det er den ligegyldigt, om den har mange eller kun én, for den deler sig i mange og samler sig i én, som nødvendigheden byder, og den selv lyster. Den er ubestandig og ud over de forandringer, der skyldes ydre årsager, findes der et utal, der avles af den selv og af dens eget dyb. Den er ubestandig på grund af ubestandighed, letsind, kærlighed, nyhedssyge, træthed og afsky. Den er lunefuld, og man ser den undertiden arbejde med den største iver og med utrolig ihærdighed på at opnå ting, den ikke har nogen fordel af og tilmed skader den, men som den efterstræber, simpelthen fordi den vil have dem. Den er bizar og lægger ofte alle sine kræfter i ganske overfladiske beskæftigelser. Den finder fornøjelse i de mest intetsigende ting og bevarer hele sin stolthed i de mest foragtelige.

Den findes i alle samfundsklasser og under alle forhold, den lever overalt, den lever af alt, og den lever af intet. Den indretter sig efter tingene og efter manglen på ting. Den træder endog over på dé folks side, som bekriger den, og tager del i deres planer, og hvad der er beundringsværdigt, så deler den deres had imod sig selv, den bønfalder om sin egen fortabelse og arbejder endog på sin egen undergang.

Kort sagt bekymrer den sig kun om at eksistere, og for at eksistere accepterer den at være sin egen fjende. Man skal derfor heller ikke forundres, hvis den undertiden forener sig med den mest ubøjelige strenghed og dristigt går i forbund med den for at tilintetgøre sig selv, for samtidig med at den bukker under ét sted, rejser den igen hovedet et andet. Når man tror, at den har sluppet sine lyster, har den kun givet dem en pause eller en anden retning, og selv når den er besejret, og man tror den fuldstændigt slået, ser man den atter triumferende i sit eget nederlag.

Således er portrættet af egoismen, hvis hele liv intet andet er end én lang og mægtig rastløshed. Havet er et håndgribeligt billede på den, og i dets bølgers uophørlige vekslen finder den en tro genspejling af sine uroligt skiftende tanker og evige bevægelser.

François La Rochefoucauld: Maksimer. Et portræt af det menneskelige hjerte (1678). Maksime 505. Forlaget HELIKON 2012.

NICCOLÒ MACHIAVELLI: “Blandt alle prisværdige mænd… “:

“Blandt alle prisværdige mænd, er dé mest prisværdige, der har været overhoveder og stiftere af religionerne. Derpå følger de, som har grundlagt enten republikker eller kongedømmer. Næst herefter er dé berømmelige, der som hærførere har udvidet enten deres eget eller deres fædrelands territorium. Hertil kan man så lægge de mænd, der udmærker sig ved deres ånd. Da deres værker er af forskellig art, fejres de hver især alt efter disses grad af fuldkommenhed. Alle øvrige mennesker, og deres tal er legio, nyder et eller andet mål af anseelse, afhængigt af den kunst eller det hverv, de udøver.

Infame og foragtelige er omvendt de mennesker, som nedbryder religionerne, sår splid i kongedømmer og republikker, er fjender af enhver dygtighed, videnskab og kunst, der gavner og hædrer menneskeheden. Dette er de gudløse, de voldelige, de uvidende, de uduelige, de dovne og de feje. Og der vil aldrig være nogen, der er så vanvittig eller så klog, så ond eller så god, at han, hvis han skulle vælge mellem disse to slags mennesker, ikke ville rose dem, som fortjener ros, og dadle dem, som fortjener dadel.

Ikke desto mindre følger næsten alle, forførte af en maske af godhed eller af en ydre glans, enten frivilligt eller af uvidenhed, i sporene på dem, der fortjener mere dadel end ros. Selv om de kunne indlægge sig udødelig fortjeneste ved at grundlægge en republik eller et kongedømme, vælger de tyranniet, og de ser ikke, hvilken berømmelse, hæder, ære, sikkerhed og fred sammen med en sjælens tilfredsstillelse, de mister ved dette valg, eller hvilken skændsel, foragt, dadel, fare og uro, de går i møde”.

Niccolò Machiavelli: Drøftelser af Livius, Forlaget HELIKON 2004, s. 78.

RENATO FUCINI: “Napoli set med det blotte øje”, kapitel 1:

Renato Fucini (1843-1921) var en toscansk forfatter og intellektuel, der i april-maj 1877 besøgte Napoli. Byen havde efter den nationale samling i 1861 mistet sin status som hovedstad og var i årtier derefter styrtet ud en dyb økonomisk og social krise. Fucinis bog “Napoli set med det blotte øje” (Napoli a occhio nudo, 1878) er en romantisk-realistisk og effektfuld reportage om forfatterens møde med den napolitanske virkelighed, der på det tidspunkt var ukendt for stort set alle italienere uden for Syditalien.

Napoli, den 5. maj 1877.

Her er jeg altså i Napoli! Endelig befinder jeg mig i dette forjættede land for at virkeliggøre en af min ungdoms forgyldte drømme! Jeg har ikke straks skrevet til dig, fordi siden jeg er dumpet ned i denne enorme afgrund, har forvirringen i mit stakkels hoved været af en sådan art, at jeg ikke har set mig i stand til at gøre det. Nu har jeg imidlertid fået pusten igen og er så småt begyndt at bringe orden i mine tanker, som indtil i dag har svirret rundt og er blevet kastet hid og did som tørrede blade i vinden, hvilket jeg vil fejre med at holde mit løfte til dig og skrive et og andet fra denne stad. Samme aften som jeg ankom, så jeg vores kære ven Enrico, der stod og ventede mig på banegården. Vi kastede os i hinandens arme som to ulykkeligt forelskede, vi omfavnedes, knugede os som gale ind til hinanden. Efter en kort, rivende strøm af spørgsmål, der ikke forventede noget svar, tog vi i et spring plads i en rap hestedroske, og for ikke at spilde tiden, uden at tænke på bagage, træthed eller noget som helst andet – satte vi os i tempokørsel gennem den umådelige by.

“Kusk, til Mergellina!” – og i rask trav ned ad Toledo, Chiaia og Villa Reale, førte af sted som i en drøm under drønet og den svimlende myldren af en tætpakket folkemængde, der kun åbnede sig trægt for at lade os passere forbi og øjeblikkeligt lukkede sig bag os som en flydende masse, hvorpå der sejlede tusinder og atter tusinder af hatte og menneskehoveder. Hvilken munterhed, hvilken livslyst, hvilken vrimlen frem og tilbage, min ven, hvilket vidunderligt kaos mødte der ikke den lille, nys ankomne! Det syntes mig med et, at jeg var blevet usynlig, og jeg følte mig indeni som et hirsekorn, der bliver slynget omkring i en enorm kogekeddels hvirvelstrømme. Men jeg var for træt til at kunne nyde det rigtigt. Hovedet gjorde ondt, øjnene sved, og jeg havde en sådan trang til hvile, at jeg ikke formåede at smage på noget af alt det, som dette alt for prægtigt dækkede festbord så pludseligt havde serveret for mine sanser.

Om denne første køretur på Napolis gader har jeg en konfus erindring, som var det noget, der var sket mig for år og år tilbage. I ørerne sidder endnu en summen af serenader, som vi hørte på stranden ved Chiaia; for mig ser jeg bålene midt på vejen, hvorom hundredvis af halvnøgne, råbende drenge dansede, gaslysene, der stak mig i øjnene, månen og stjernerne, som strålede, mens de vuggede sig i havet, Capri, dukket ned i tusmørkets dis, Vesuv, sort under sin sølvgrå røgsky med dens blodrøde lysglimt. Men alt sammen konfust, alt sammen indhyllet og uklart, ligesom en erindring om et fantastisk bal, man har set i sin barndom, eller som ideerne hos en tåget, nordisk poet, der i fantasien rejser gennem drømmenes riger.

Du spørger mig om Rom. Men hvad kan jeg fortælle dig om en by af en sådan natur, efter kun at have tilbragt knap tre dage i den og efter dårlig nok at have berørt den bortset fra disparat at have strejfet rundt fra morgen til aften i dens sammenfiltrede gadenet? Rom er for stor til min lidenhed. Du kunne med samme udbytte spørge et insekt, der har krøbet omkring i tre dage på Hagia Sofias kupler, efter at vinden har båret det derop, hvilket indtryk det har med hensyn til moskebyggeri.

Dets gigantiske ruiner, der stikker op af jorden som ribbenene på en enorm, halvvejs begravet kolos, eller som levningerne fra et uhyrligt kyklopmåltid, har fyldt mig med ængstelse og rædsel; pavernes Rom, som jeg frygtede ville blænde mig, har samlet, hvad der var tilbage af orientalsk pragt, og sover med opspilede øjne i Vatikanet. Det nye Rom, det italienske Rom har jeg lige netop fornemmet i et meget begrænset område, hvor det frygtsomt og snakkesaligt kryber for sin husherres fødder, mens det gør sig utallige forgæves anstrengelser, stimler sammen, tripper og spræller med retorikken i den ene hånd og den elektriske lygte i den anden, idet det uden held prøver at galvanisere et lig, der er og forbliver ubevægeligt under dets kraftløse baksen. Hvad kan jeg fortælle dig om Rom? Måtte Gud stå de galvaniserende bi, og måtte han i sin uendelige barmhjertighed undlade at forvirre deres tungemål!

Og lad os så tale om Napoli!

Jeg kender ikke Orientens lande, ej heller Spanien, andet end fra de rejsendes beretninger, fra bøger, jeg har læst, fra malerier og fotografier; men hvis dette, som jeg tror, er tilstrækkeligt til at give en nogenlunde præcis forestilling om hine egne, så synes Napoli mig, ser man bort fra otte eller ti hovedgader, at fremvise et sådant åsyn, at den besøgende fra en anden del af Italien forføres til den illusion, at han befinder sig tusinde af kilometer borte fra sit fædreland, som var han ved et trylleslag blevet slynget op i luften og derpå dalet ned ved en eller anden havn i Valencia eller Catalonien.

Snævre gader, flankerede af for det meste meget høje huse, facader overlæssede med balkoner og endende uden nogen fremspringende tagrende i en skarp og brudt linje med himlen som baggrund. Overalt et væld af barokornamenter og livlige, men dårligt sammensatte farver, forskellige mennesketyper og deres gestikuleren. Atmosfæren, navnene på nogle af gaderne og tilmed mange enkelte ord, som er gået uændrede over i dialekten fra spansk, og en masse andre detaljer, jeg i øjeblikket ikke kan komme på, alt det giver mindelser om Spanien. Alle sider fra opfanger øjne og ører de mest uforfalskede spor af den lange spanske besættelse.

Jeg spurgte en catalonier, som jeg kender, og bad ham svare ærligt: “Synes De også, at denne by fremtræder spansk?” Og han gav mig dette svar: “Giv en af mine landsmænd et bind for øjnene, og fjern bindet efter at have ført ham til en af denne stads vichi eller rue, og han vil udbryde: jeg er hjemme hos mig selv!”

Jeg har for lidt siden nævnt Orienten, og jeg tror ikke med urette. Bygningerne, snavset, de smalle gader, arten af vegetation, man ser i haverne i byen og dens omegn, vanen plebejerne har med at leve på gaden, den lasede og betlende armod, som vi til stadighed omgives af, kort sagt, en lang række ting hensætter dig ofte i den illusion, at du med sproget som eneste forskel befinder dig i Cairo midt blandt dets bønder og dets æsler, for dér vil du blive belemret for bascisch, og her lader de dig ikke i fred for il soldo. Mylderet af mennesker nogle steder og på bestemte tider af døgnet minder dertil om den vrimmel af personer, der stødende og puffende til hinanden flytter sig af sted og i en slags hvirvler tæt og kompakt passerer Sultanmoderens bro, sådan som De Amicis beskriver det for os i sin Konstantinopel.

Men lad sammenligningerne fare, kom med mig, og lad os se på Napoli, som det er. Lad os drage igennem dets gader, sådan som du har mest lyst til, i hestevogn, omnibus, sporvogn, kærre eller til fods… lad os trænge ind i denne labyrint, i denne menneskelige myretue, lad os dykke ned i dens smittende glæde, i dens hektiske vitalitet, lad os blive suget ind i dens svimlende virvar, hvor sanserne ikke længere kan overkomme det krævende arbejde, som de føler sig uimodståeligt tiltrukket af, og derfor ofte overvældes og afkræftes under en alt for stærk stimulerings uophørlige pirring.

Det første indtryk, man får, når man kommer til Napoli, er, at det er en by i fest. Larmen, tumlen, sværmen af køretøjer og fodgængere, der trænges i gaderne, synes dig ved første øjekast at måtte være et forbigående fænomen, noget der sker ud over det almindelige, en opstand, en demonstration, eller hvad ved jeg. Løft blikket opefter: en myriade af vinduer og lige så mange balkoner og gardiner, vajende i solen, løvgrene og blomster og menneskehoveder, som stikker frem imellem disse, befæster dig i illusionen.

Støjen, råbene, piskesmældene berøver dig hørelsen, lyset synet, din hjerne begynder at mærke symptomerne på svimmelhed, dine lunger vider sig ud, du føler trang til at tage del i den entusiastiske demonstration, til at applaudere, til at råbe hurra! – men for hvem? Scenen, som udspiller sig for dine øjne, besidder intet usædvanligt, intet ekstraordinært, roen er fuldkommen, ingen voldsom politisk lidenskab sætter i dette øjeblik byen på den anden ende, hver passer sine egne affærer, taler om sine egne sager. Det er en dag som enhver anden, det er livet i Napoli i sin fuldkomne normalitet og intet andet.

Et mærkeligt land, det her! Hvilken bizar sammensmeltning af det skønneste og hæsligste, det fremragende og det gyselige, det yndefulde og det kvalmende! Helhedsvirkningen på sjælen er, som om øjnene hele tiden åbnede og lukkede sig: mørke og lys, lys og mørke. Ved siden af den mest elegante dame står en gruppe forhutlede mennesker i beskidte laser; skarn og affald flyder mellem benene, ovenover hæver sig en smaragdgrøn himmel; til den ene side et forfriskende syn ud over golfen, til den anden de fattiges blege ansigter, når disse maser sig sammen ved åbningen til deres mørke hulebolig, dér i baggrunden slår en flok udstadsede dandies kreds om blomsterhandlerskens duftende kurv, ved siden af vælter sig en sværm af gadedrenge i bar skjorte omkring i snavset; her beruses du af en balsamiske bølge fra appelsinblomster, to skridt længere fremme martres din lugtesans af osen fra friturestegerens pande; en kvindes vemodige sang glider blidt ned fra den blomsterbesmykkede balkon og henfører dig, da med ét et æsels kraftfulde skryden sønderflænger dine ører. Og således kunne jeg blive ved i det uendelige.

Den ekstraordinære og blændende skiften af alt det, der rammer den nyankomnes øje i denne by, er sådan, at man tror, at alle har indgået en aftale om ikke at gøre den samme ting på den samme måde. Her hersker en urgammel uafhængighedsånd suverænt; enhver gør, hvad han har lyst til, og hvad der bekommer ham uden at bryde sig om, hvorvidt det måske er latterligt eller kan være andre til gene. Ordenspolitiet er magtesløst eller næsten i denne myretue. Smeden sætter sin smedje midt ude på gaden, og ligeså gør alle de andre håndværkere; beboerne i værelserne ud til gaden flygter fra deres malariabefængte huler og slår sig ned i det fri sammen med deres møbler, deres hunde, deres kat, deres æsel, deres høns og får, og her opholder de sig, sludrer, kradser sig, arbejder, sover, fordøjer…; således antager hele byen fra dagens begyndelse og til natten falder på, et udseende som en kæmpemæssig marskandiserbutik.

I nogle gader er himlen næsten helt skjult af tusindvis af stykker tøj, som er hængt til tørring og luftning på snore, der trækkes fra den ene side af gaden til den anden, og de drypper og stråler smældende i vinden, som om også dé nød omsider at se sig selv næsten rene og være i solens lys. I andre gader er trafikken undertiden spærret af alle slags forhindringer; men ved at kaste sig til siden og zikzakke kommer man forbi, man fortsætter, man ler, ingen knurrer, og ingen besværer sig, for ingen bebrejdes noget eller hører beklagelser, hvis man på sin side gør lige sådan.

Men hvor er det smukt, min ven, hvor er det forførende, det maleriske indtryk af denne spektakulære uorden for enhver, der har blot det mindste gran af en kunstner i sin sjæl! Især for den som er dumpet herned fra andre dele af Italien, hvor du behøver en stemplet tilladelse også til at gøre noget, loven har pålagt dig, og hvor tusind udspekulerede regler piner og plager dig og er på tværs, langt mere end samtlige forhindringer i den mest myldrende gyde i Napoli. Indtrykket er så stærkt, at du mærker dine læber strejfes af et smil, når du med skadefro tilfredshed når frem til den erkendelse, at til syvende og sidst mødes alle modsætninger. Men fortæl i himlens navn ingen om dette kætteri, ellers korsfæster de mig! Og bær selv over med mig! Hav med din store kærlighed til idealet om at udsprede civilisationen til andre medlidenhed med denne arme djævel, der midlertidigt er blevet en barbar, for måske lider vor civilisation ikke af anden mangel, end at den er for meget begrænset til sig selv.

Desværre vil også det øjeblik komme, da det er nødvendigt at tilføje nogle smertefulde kommentarer til disse tørre optegnelser, og jeg vil blive nødt til at lukke kunstneres sorgløse øjne, når jeg skal kaste mig ud i forråelsens og fattigdommens forborgne lejekaserner; men lad mig for en stund tumle omkring på min egen måde, lad mig af mine lungers fulde kraft indånde og finde behag i denne havluft, der kærtegner mig med sine fløjsvinger, lad mig leve og nyde og følge mine bizare tilbøjeligheder, til jeg mættes, med mindre du ønsker, at jeg i stedet for en barnlig, men ægte glæde præsenterer dig for en falsk alvorlighed, jeg har mistet i folkemængden, og som det ville være ørkesløst at prøve at finde igen. Hvem der føler ringeagt og ikke lader sig opstemme på en fornøjelig måde over for et sådant skuespil, bør, og det hurtigt, påkalde sig den hjælp, lægekunsten måtte kunne bringe ham, for hans blod er fordærvet.

At se et sørgmodigt ansigt i dette oprørte menneskehav er et særdeles sjældent fænomen. Alligevel skorter det med sikkerhed ikke på bedrøvede sjæle, hvor der findes så mange af Adams børn; men udstrålingen af den glæde, som hersker på denne scene, blænder dig på en sådan måde, at du ikke med dine øjne fanger enkelthederne, og bemærker du dem, er det smertende indtryk, du måtte have fået, så flygtigt, at din sjæls finere strenge lige kan røres af en fintmærkende vibration. Det er nemmere at føle sig provokeret til en homerisk latter af en munk, der beder dig om en skilling mod at tilbyde dig de rigtige numre i lotto, end at nære fuldstændig medfølelse med en mor, der med blege læber beder om penge til sit sultende barn. Iagttageren forekommer det, at han overværer en storslået pantomime; med øjnene strejfer han overfladen på alting, og i enhver del af det forunderlige maskineri, i enhver statist der ler eller græder for hans øjne, ser han intet andet end koreografens fantasi, og af de dansende korledere foran ham bemærker han kun dragterne og ansigtet, som illumineres af rampelysene.

For den der hurtigt vil forskaffe sig en almen forestilling om personerne i den napolitanske komedie og se dem defilere forbi sig, er Via Toledo den af alle byens gader, som bedst egner sig til et sådant formål. Denne gade er over et langt stræk ført lige igennem helt indtil sit endepunkt, hvor den brat bøjer af; dens plane kørebanes lette skrånen muliggør, at vi, som fra en teatersals parket, kan overskue hele dens trafik over og under os uden at blive mast i mængden, og således er den på fortræffelig vis skikket til at opfylde vort ønske. Så meget desto mere som det fra hvert kvarter og fra enhver fjerntliggende bydel strømmer ud med brogede menneskeskarer, der i oprørt virvar passerer igennem denne hovedarterie og præsenterer os for alle de afskygninger på den sociale skala, byen indeholder bag sine mure, fra Imbrecciatas stank til duftene fra Pizzo Falcone.

Når vi bevæger os af sted ad denne vidunderlige gade og drejer os snart til højre, snart til venstre for at kaste et blik ind i de talrige sidegader, som her munder ud – bemærkelsesværdige i dette fletværk er gaderne mellem Trinita degli Spagnoli og Montecalvario, der efter Gradoni di Chiaia, Rua Catalana, Borgo Loreto og andre mindre for mig er de mest originale i Napoli – da kan du også danne sig en præcis idé om denne bys materiale, for fra dette centrale punkt for trafikken, som grundigt presses sammen i den enorme masse af bygninger, distraheres øjne og opmærksomhed sjældent af synet af de omkringliggende høje eller af havet.

Ingen anden by i verden, tror jeg, har som Napoli bevaret en så beskeden og lidet værdifuld samling af monumentale levn fra de skiftende dynastier ved magten. Årsagen hertil kan efter min mening kun hidrøre fra de enkelte besættelsers kortvarighed, og endnu mere fra de uophørlige indbyrdes kampe, invasorerne har måttet stå igennem i deres forbitrede strid om dette så begærede land. På denne vis har krigskunsten aldrig givet et pusterum, langt nok til at tillade en videreudvikling af de fredens kunster, enhver erobrer, hvad enten gode eller dårlige, ville have kunnet omplante hertil fra sit eget land. Fra byzantinerne og normannerne findes der kun nogle spredte, deforme spor i omegnen, fra Stauferne og Anjou enkelte kirker samt deres solide kongeborge, som mere ligner robuste fæstninger end fyrstelige paladser. Fra spanierne et stort antal klodsede kirker og få dårligt udførte barokke obelisker. Ét eneste godt udrettede disse, nemlig saneringen, da de åbnede Via Toledo. Alene borbonerne havde kunnet forskønne byen med et betydningsfuldt monument, og måske var det også deres plan, men det lykkedes dem ikke. Deres hovedværk, der skal være San Francesco di Paola, når kun til, uanset dens prætensioner om at ligne Pantheon i den centrale del, og dens fløjes vellykkede mindelse om Peterskirkens søjlegang, med sin blege facade og sine linjers kolde monotoni, at lede ens tanker hen på Ferdinand Borbone og hans kluntede bigotteri, da han, forskrækket over forestillingen om døden, beordrede byggeriet som en votivgave, alt mens han nedskyllede et vanddrivende medikament og lyttede til et Memento homo, fremsat af en præst, der søgte at rense hans snarere stupide end urene sjæl.

Jeg har foretrukket at erindre om dette bygningsværk, fordi det har tiltusket sig et ry, der overstiger, hvad det har fortjent, og fordi det mere end noget andet falder i øjnene på grund af sin placering på den åbne plads, hvad der i høj grad ville have bidraget til at fremhæve dets fortrin, såfremt det havde haft nogle. Jeg taler ikke om Kongepaladset, som til at retfærdiggøre sin benævnelse ikke besidder andet end sin enorme størrelse, thi såvel udenfor som indenfor er det blot almindelige huse i kolossale proportioner.

Men end ikke borbonerne tilstod skæbnegudinderne og rivalernes misundelse nogen længere periode til i fred og ro at nyde deres bytte. Skændige rømninger, broderkrige og blodige tilbagekomster vekslede i korte intervaller under deres ulyksagelige herredømme. Og hvad gjorde i mellemtiden den stakkels bjørn med de fem hundred tusind hoveder midt i det barbariske uvejr og maltrakteret? Den sled sig selv op i applauser til den, som arrogant trængte ind på dens enemærker, og hujede af den, der flygtede i rasende hast, og således er de private boliger, den lod opføre uden nogen som helst æstetisk sans og under enten sin herres livré eller pisk, intet andet end nøgne og dårligt udskårne vægge i det ydre og indviklede labyrinter i det indre, ser man bort fra paladser som Maddaloni, Gravina og enkelte andre og mindre. Det er i sandhed forbløffende at notere, hvordan arkitekturen hernede er blevet forsømt gennem de seneste tider, mens den napolitanske malerkunst og billedkunst er steget til sådanne højder, at den ikke behøver at frygte nogen sammenligning med Europa. Nogle moderne bygninger har jeg set udefra, og jeg har ikke brudt mig om dem. Indvendigt har jeg ikke set dem, men man har forsikret mig, at man i dag bygger særdeles udmærket. Så meget desto bedre for de napolitanske bygmestres ry og for de agtværdige skygger af en Palladio, en Scamozzi, en Ammannati og en Brunelleschi og hele den lange skare af berømtheder, hvis storslåede eksempler man i den grad har overset i disse egne! Efter de sociale årsager til den arkitektoniske fattigdom vil du finde en anden, endnu stærkere og mere virkelig, når du en klar solskinsdag spadserer på Golfens magiske bredder og føler dig tvunget til af hele sin sjæl at udbryde: “Men til hvad formål skal vi mennesker med vore sølle, dødelige hjerner kappes med Naturens største mesterværk?” Forestil dig Brunelleschis kuppel i Vesuvs skygge, og tænk dig så godt om!

Mens jeg i går aftes fortabte mig i slige fantasier og lænet op af brystværnet på Via del Gigante iagttog vulkanens mørke masse, der roligt sendte sin hvide røgsky op i himlen, hørte jeg bag min ryg en ny og ukendt lyd som mange kraftige og langtrukne suk. Fantasien fik mig et øjeblik til at tro, at det drejede sig om skyggerne af de berømtheder, jeg for et øjeblik havde leget med i tankerne, og vendte jeg mig med et strejf af ængstelse om for at hilse på dem… Det var en flok på tolv køer i kød og blod, gående frit og anført af en enkelt vogter, som uforstyrret travede ned mod Santa Lucia, alt imens de blandede sig med de fyrstelige landauere, skinnende af metalornamenter og våbenskjolde i sølv og i majestætisk bevægelse på vej mod stranden ved Chiaia.

Dette overraskende syn bragte mig med et tilbage til virkeligheden, og efter på ny at have kastet et blik på den brogede menneskeskare blev jeg et øjeblik stående for at betragte den, hvorpå jeg satte mig ind i en droske for at køre en fornøjelsestur. Disse drosker, næsten alle til overflod dækkede med kobberplader, er bekvemme, ganske elegante og trukket af for det meste små heste af et robust udseende. De løber regelmæssigt, men er særdeles hurtige i tøjret på Europas dygtigste kuske næst efter englænderne. Den vilde hest bliver i deres hænder til et lam, hvilket også må tilskrives, at de temperamentsfulde dyr holdes tømme, i stedet for i bidet, af en kraftig kapsun, på sidderne forsynet med to lange metalstænger, der danner to stærke greb, ved hjælp af hvilke enhver hest uden forskel bliver behandlet på samme måde, som man i andre dele af Italien undtagelsesvis behandler de mest utæmmede. Men under alle omstændigheder er kuskene fremragende. Med disse drosker styrter de af sted, smutter ind i den snævreste passage, strejfer hinanden og krydses uden ophør og i enhver retning. Snart stikker de i rask trav ned ad de stejleste bakker, snart klavrer de som edderkopper over de stærkeste forhøjninger, altid livlige og altid velfornøjede, mens de opildner deres egen brummen med en syndflod af iaaah! iaaah! Og aldrig forekommer det, at de støder sammen, puffer eller strejfer hinanden, midt i en pauseløs vrimlen af andre køretøjer, fodgængere, ryttere, flokke af får, geder og æsler, belæssede med en Guds velsignelse af alt muligt, der spjætter med benene, skryder, svanser omkring og foretager sig så mange andre ting, at det er et sandt mirakel at mærke, at vi ikke tramper på noget af alt dette, og at intet heller tramper på os!

Når du skal ned ad en stejl bakke, sker det ofte, at du ikke længere hører hestens hovslag, for pludselig glider den nedad i halsbrækkende fart, rutschetur på rutschetur… – Så, nu er det sket! – siger du med det samme til dig selv. – San Venanzio miracolossissmo, tag mig i dine arme og stå mig bi!… Uh! Kusk… hvad er det for en måde at køre på? Kusk! – Kusken kigger på dig uden at svare. Pas på kvinden, på æslet, på drengen dernede!… Du lukker øjnene for ikke at blive vidne til et blodbad og vender dig bort, men i samme øjeblik mærker du farten tage af, hesten er holdt op med at glide, vi er kommet ned… aaaah! – Næppe er du færdig med at drage et lettelsens suk, før du begynder at suse opad i en stigning på femogtredive eller fyrre grader. Hesten klatrer op bedre end nogen ged, den vrider sig, bøjer sig sammen, springer og hopper som en frø, men dens hove får ikke fat på lavaen, der er spejlblank af de uophørlige friktioner… – Kusk, hesten klarer det ikke op til toppen. Vender du om, eller skal jeg stige ud? – Det er en napolitansk hest, svarer han dig, og ved at hive i tømmerne, råbe iaaah! og prikke den under maven, bevarer han dens gode humør og holder den som ved et mirakel oprejst, indtil du pludselig befinder dig på toppen af visse forhøjninger, hvor hestene, om de besad en smule religion, ville knæle ned og vrinske et Te Deum til deres helgen, den undergørende Sant’Antonio. Napolis helgen San Gennaro og Sant’Antonio må stå i de mest fortrinlige indbyrdes forbindelser.

Fra denne vedvarende slitage, fra denne enorme sammenklumpning af mennesker og sikkert også fra noget andet stammer alt det skidt, som gør Napoli til en af de mest snavsede byer i Italien. En eller anden har fortalt mig, at byen i de sidste ti år er blevet gjort så ren, at den ikke er til at kende igen. Det glæder jeg mig umådeligt over, og jeg tvivler ikke på rigtigheden heraf, men jeg tilstår, at min fantasi, og her må du fare nok så meget i flint, ikke kan svinge sig op til at forestille sig et svineri, der er mere svinsk end selve svineriet. Hvis en jæger fortalte mig, at ravnene var mere sorte for ti år siden, end de er nu, ville jeg befinde mig i samme dilemma.

Du plages sandelig ikke af nogen kedsommelig monotoni i denne by. For hvert skridt du tager, støder du på noget mærkeligt og bizart nyt, der tiltrækker din opmærksomhed. For eksempel giver systemet med at udnytte ethvert firbenet væsen som trækdyr og originaliteten i, hvordan man stiller disse tålmodige dyr sammen, rigeligt stof til den nysgerrige iagttager. Rigtig nok ser man ikke ulve og får, falke og duer spændt for samme vogn, men jeg har til gengæld oplevet en okse og en mastinhund som forspand, ligesom jeg har set en bøffel og et mikroskopisk æsel trække den samme karre. Men sådanne tilfælde er ikke særligt almindelige. Derimod er andre sammenkoblinger særdeles almindelige, som: en ko og et muldyr, en hest og et æsel, to æsler og en okse og andre lignende kombinationer, hvor disse besiddelsesløse filosoffer lever i fred og fordragelighed ved siden af hinanden, brølende, vrinskende, skrydende, uden nogen sinde at le, som betragtede også de deres lod som det mest naturlige af denne verden. – End ikke fårene undgår i disse egne at blive udnyttede til fordel for Homo sapiens og dennes dovenskab. På en af trapperne op til Sant’Elmo så jeg en ged udmajet efter alle kunstens regler med engelsk saddel, elegant hovedtøj og flotte stigbøjler og ovenpå en rytter på vel syv år, og nede ved havnen fik jeg øje på et får, trækkende på en lille vogn belæsset med grønsager. Alt dette synes at repræsentere originalitetens non plus ultra, man skulle tro, at alle ville standse op og være ved at sprænges af latter over alle disse groteske fremtoninger, men noget sådant forekommer overhovedet ikke. Og det er ganske naturligt, for hvis vi skulle stoppe ved ethvert originalt syn, der mødte os, ville man måske kunne foretage tyve skridt på en dag i en by, hvor man blandt andre ting i den samme butik kan se udstillet følgende varer til salg: jernholdigt vand, tyrkiske fezer, brød og fajancekakler, figurer af den døde Jesus og søde oliven; endvidere finder man fikse og færdige mirakler, portrætter uden hoveder og butikker med barberer, der på få minutter og for få skillinger årelader dig og befrier dig ligtorne, skæg og hår samt lysten til at komme tilbage, og Herren vide hvor mange andre fristelser, som har undsluppet min opmærksomhed i dette virvar.

Kom, il hid, I malere fra fortiden, nutiden og fremtiden, lad jer sænke ned og mæt jer sult, I Kunstens Titaner, som mangler et emne at arbejde med. Her er der noget for enhver smag, for uden at tage ud af byen, ja uden at fjerne sig fra dens centrum vil I finde motiver og emner, der rækker til at fylde lige så mange lærreder, som Holland fabrikerer. Græske, pompejianske og etruskiske amforaer, beduinske og athenske typer, europæiske skikke fra det 17. århundrede som ligge- og bærestole, rokoko af enhver art, spartanske rustvogne, parisiske cocottes, bønderkarle og kvæghjorde fra Sila i Calabrien, og så videre og så videre. – Slå jer ned, vælg og vrag, og har I øjne at se med, hænder til jeres pensler og pensler til jeres hænder, så sæt dem i sving, og slid dem op til det sidste hår, for det er nu, det er tiden!

Lad os et øjeblik gøre holdt for at se på gadehandlerne. Hvem kan følge med i dette fantasmagori? Antallet af skrighalse, som fra solopgang og til sent ud på natten uden ophør drager omkring med deres varer på hovedet eller i reb fører små æsler med sig, overlæssede med det mest usandsynlige, er svimlende. Grønthandlere, fiskehandlere, østershandlere, sneglehandlere, friskvandshandlere, ananashandlere, kastanje- og johannesbrødhandlere, citron- og appelsinhandlere, lappeskomagere, avishandlere, lottonummerhandlere, frimærkehandlere, boghandlere, nipshandlere, stokkehandlere, dukkehandlere… hvem er i stand til at nævne dem alle? Og alle råber de, de standser ikke, og aldrig, aldrig, aldrig tier de nogen sinde stille. For hver ti skridt synger de en strofe af deres klagende, monotone sang, og videre! Når de kommer til et gadehjørne, gør de en ganske kort pause, kikker op i luften, buer læberne og hyler og gestikulerer, til de ser deres kundes kurv blive firet ned fra syvende etage. Først da dæmper de sig, men ikke for at tie stille, slet ikke, Gud bevares, men for at forhandle om prisen på femogtyve eller tredive meters afstand!

Det misbrug man gør af dette system, er så omfattende, at det absolut ikke ville have overrasket mig, om jeg var stødt ind i en kirurg, i gang med at save et ben af på gaden, eller en præst løbende med et alter på ryggen og sige messe, alt imens kirurgen og folket fulgte ham i hælene for at høre på. Eller måske ville noget sådant slet ikke passe sammen med alt det øvrige? Jeg mener jo.

Skopudseren tilbyder dig råbende sine tjenester og frembringer dumpende lyde ved at slå en børste mod sin kasse; kusken passerer forbi, smældende med pisken, og selv om der ingen mennesker er på gaden, indstiller han ikke sin piften og gjalden til højre og venstre. Dragere læssede som dyr; arbejdere der transporterer ting frem og tilbage, og som med deres råb skaffer sig plads i mængden. Føjer man til alt dette koklokker, der kimer på halsen af geder og får i talrige flokke, mæhen, skryden og vrinsken, lirekassemænd spillende i konstant bevægelse, tudehorn på omnibusser og sporvogne, bjælder på lastvogne fra landet, den uafbrudte larm fra avissælgere, den dumpe drønen fra tusindvis af køretøjer, hamren og slag fra gørtlere, snedkere, vognmagere og hundred andre arbejdere, som er beskæftigede i gaden, skrigende og gestikulerende, som var de blevet bidt af taranteledderkoppen – så vil man forstå, at mere rolige gemytter, hvis de vil forstå hinanden, er tvunget til at råbe, og de som står lige ved siden af til at råbe endnu højere, og andre igen endnu mere. Således er hele Napoli tvunget til at råbe i et sådant crescendo, at jeg undertiden, når lyden af kirkeklokker er trængt igennem til mine bedøvede ører, har velsignet dem, og med hele min opmærksomhed fikseret på dem har de bragt mig hvile, forfriskning og styrke.

…Jeg ku’ ha’ kastet mig i et glas kogende vand
for at friske mig op!

Hvor mange gange har jeg ikke fra bunden af dette pandæmonium, når jeg lige havde hørt kanonen på Sant’Elmo affyre sit middagsskud i ørerne på Napoli, sendt en tanke og et suk til Adriaterhavets smægtende dronning, til dets tomme paladser, til kanalernes stilhed, som lader dig høre bølgen fra en fjern gondols åre og duernes sværmen om dets tårnes spidse tinder! – Vidunderlige er de begge, disse havets to dronninger, men hvor er de vidunderlige på hver sin måde! – På lagunen hviler mat den skønne og blege adelsfrue, tynget af årenes vægt, fattig midt blandt sine skatte, men rig på stolthed og gammel byrd. Ved foden af Vesuv danser den vellystige og sanselige Almea tarantella på sine bare fødder, synger og sveder, fattig på alt, men rig på håb, på ungdom, på liv. Den første ernærer sig af sorgfuldhed og glorie, den anden af makaroni og lys. Den første er dækket af lasede, men rene brokader, den anden er halvnøgen og snavset lige fra de hullede tøfler og op til det tætte, kulsorte, pjuskede hår!

Renato Fucini: Napoli set med det blotte øje (Napoli a occhio nudo), kapitel 1, “Hvor man taler om byen”.

Bogen har undertitlen “Breve til en [fiktiv] ven”. De øvrige breve eller kapitler har titlerne:

Hvor man taler om befolkningen – Hvor man taler om Sorrento, Amalfi og Pompeji – Hvor man taler om de fattiges kvarterer – Hvor man taler om Montevergine-festen – Hvor man taler om den gamle kirkegård – Hvor man taler om en udflugt til Capri – Hvor man taler om en natlig udflugt til Vesuv – Efterhøst

Oversættelse: Fritz Wolder.