MACHIAVELLI OG KRIG
Machiavellis diskussion af krig er i høj grad en kritik af de italienske staters manglende evne til at forsvare sig selv mod de fremmede hære, der havde invaderet Italien. Hans analyser er rent faglige, sådan som Machiavelli nu forstod tidens militærfaglige problematik. Det gælder først og fremmest Krigskunsten, der er et helt igennem teknisk værk. Men der er et par steder i Fyrsten og Drøftelser, der tilstrækkeligt tydeligt viser hans principielle holdning til krig.
I Fyrsten afs. 190 citerer han bifaldende Livius, der siger: “Krigen er retfærdig for dem, hvem den er nødvendig, og våbnene hellige, hvor der intet andet håb er end våbnene”.
I Drøftelserne er det centrale sted afs. 436, der har overskriften: “Man skal forsvare fædrelandet med såvel skændige som ærefulde midler; og ethvert forsvar af det er godt og rigtigt”.
Synspunktet er: Salus patriae suprema lex (“fædrelandets frelse er den højeste lov”), og krigen er ultima ratio, dvs. fyrsternes “sidste middel”, jf. Livius-citatet.
Konklusionen er derfor: “Altså skal en fyrste ikke have andet mål, ej heller anden tanke, ej heller vælge noget andet for at øve sin kunst end krigen og dennes regler og disciplin, thi det er den eneste kunst, som tilkommer den, som befaler” (Fyrsten afs. 102).