MACHIAVELLI, MÅL OG MORAL
Machiavellis umiddelbare hovedmål er foreningen af Italien, hvad der på den tid efter hans overbevisning kun kunne ske gennem en fyrste (jf. den samtidige udvikling i Spanien, Frankrig og England – Fyrsten kap. 26). Dermed har Machiavelli en “sag”, en norm eller et ideal, der er “højere” end ham selv, dvs. han har et moralsk udgangspunkt. Dertil kommer hans mål om at skildre verden, ikke som den bør være, men som den er, altså hans realisme.
Machiavelli befatter sig ikke med “mennesket som sådant”, men med “det politiske menneske”, og da politik handler om magtkampe mellem mennesker, ser han i sine beskrivelser og formuleringer af lovmæssigheder for politisk adfærd bort fra enhver form for transcendent, religiøst-moralsk tankegods.
I stedet analyserer han på basis af empiriske iagttagelser (= verden som den er) – “det politiske menneske” – og dets adfærd, ligesom Adam Smith senere analyserer “det økonomiske menneske” og dets adfærd, som den skotske økonom forudsætter udelukkende går ud på profitmaksimering. Men ligesom Smith udmærket er klar over, at mennesker i det virkelige liv fortager sig mange andre ting end at gå rundt og profitmaksimere, således véd Machiavelli, at mennesker foretager sig meget andet end at kæmpe om magt.
For at forstå det politiske menneske = lovene for det politisk univers er det imidlertid nødvendigt at rense det klinisk for alle overleverede abstrakt-metafysiske ideer, gængse moralforestillinger, følelser, fantasier og overtro. Først således kan vi forstå, hvordan politikere skal handle for at vinde, bevare og udvide magt, og først således kan vi bestemme, hvilke midler der fører til succes og dermed er politisk rationelle, og hvilke ikke.
Machiavelli iagttager, tænker og skriver i det klare dagslys. Lidt tilspidset kan man sige, at han forfægter et ideal om videnskabelig objektivitet.
Begge mål – Italiens nationale samling og søgen efter objektiv sandhed – viser, at man skyder forbi, når man – som det er almindeligt – fraskriver Machiavelli enhver form for moral.
Politik og samfundsmoral tildeles hver deres faste plads, baseret på en forståelse af, hvordan magt udøves i den virkelige, empiriske verden, der er den eneste, vi er i stand til at have noget kendskab til.