“Sandheden om situationen i Italien”

I 2011 vil man i Italien fejre 150-året for den nationale samling, en begivenhed der fra officiel side stadig ledsages af en højstemt, national retorik.

Et anonymt skrift, “Sandheden om situationen i kongeriget Italien”, forfattet af Filippo Curletti, hemmelig agent for grev Camillo Cavour, er blevet gravet frem af arkiverne af Giuseppe De Lutiis, den førende italienske forsker i hemmelige efterretningstjenester.

Skriftet giver et næsten chokerende indblik i, hvordan det forenede Italien er kommet til verden, og flænser med sin rå realisme på radikal vis det skønmaleri itu, som det officielle Italien og den traditionelle italienske historieskrivning har tegnet af “Il Risorgimento”. Det kan også bidrage til en bedre forståelse af, hvorfor Italien helt op til i dag politisk set er så tilbagestående, som det er.

Filippo Curletti

SANDHEDEN OM SITUATIONEN I ITALIEN

Afsløringer af J. A., forhenværende hemmelig agent for grev Cavour

Forord
Jeg har i mere end to år været hemmelig agent for grev Cavour. Jeg vil indlede med at fortælle om, hvornår og under hvilke omstændigheder jeg kom i forbindelse med ministeren. I de ca. 30 måneder jeg har udført mine funktioner, er jeg blevet pålagt særdeles vigtige missioner og er blevet indviet i mange hemmeligheder. Det vil sige, at jeg på nært hold har iagttaget de begivenheder og mænd, der i denne periode i så bemærkelsesværdig grad har lagt beslag på offentlighedens opmærksomhed. I dag da jeg har genvundet min frihed, har jeg gjort mig den tanke, at beretningen om mine missioner ville kunne interessere seriøse mennesker, som ved studiet af deres egen tids historie ønsker at trænge til bunds i tingene og ikke bare stiller sig tilfredse med et overfladisk kendskab til dem. Jeg har ikke haft andet motiv til at skrive.

Nogen vil måske råbe op om skandale, hvad der også er nemmere end at komme med modbeviser. Men når man har læst, hvad jeg har at sige, og ydet mit mådeholdne sprogbrug retfærdighed, vil man indse, at hvis der er tale om skandale, så skyldes det ikke mig, men kendsgerningerne. Til dem der vil undre sig over, at jeg ikke oplyser mit navn, vil jeg sige, at netop på grund af arten af mine funktioner vil mit navn, der altid har været holdt hemmeligt, overhovedet ingen interesse have for offentligheden. De berørte personer vil uden tvivl være i stand til at gennemskue det bag initialerne, og de vil ikke være i tvivl ret længe, for jeg er dem særdeles godt bekendt.

J. A.

Afsløringer
Jeg er født i Romagne. Min far var en kendt embedsmand i den lille by, hvor han boede, og han var den pavelige regering oprigtigt hengiven. Det beviste han ved at forlade sin havn for at søge tilflugt i Rom, dengang piemonteserne trængte ind på pavens territorium. I 1854 blev jeg sat i forbindelse med markis Pepoli og kommandør Minghetti, der i Romagne var førerne for det liberale parti (1). Jeg blev snart forført af deres doktriner og blev en af deres mest ivrige agenter.

I slutningen af 1858 blev vore komiteers korrespondance med Torino mere aktiv end nogensinde, og vi blev opfordret til at fordoble vores indsats og anstrengelser i betragtning af de mulige begivenheder, der nu begyndte at optage hele Europa. Jeg blev grebet af den yderste ophidselse ved udsigten til en kommende kamp og nærede et brændende ønske om at tage til Torino for at kunne følge begivenhederne på nært hold. En stormfuld scene i min familie, som jeg indtil da ikke havde indviet i mine anskuelser i, resulterede i, at jeg tog denne beslutning.

Minghetti og Pepoli, som jeg fortalte om min plan, støttede den og gav mig anbefalingsskrivelser med til grev Cavour. Jeg ankom til Torino, begærlig efter at se den mand, der allerede dengang dominerede den offentlige mening i Italien. Selv de mindste detaljer fra det første møde står endnu klart i min hukommelse. Det var en afgørende hændelse i mit liv.

Samme dag som jeg ankom, tog jeg op til grev Cavour, men fik næppe tid til at se ham. Måske 50 mennesker fyldte forværelset. Han dukkede et øjeblik op i døren til sit kabinet, mens han tog afsked med en eller anden, og jeg benyttede mig af lejligheden til at overrække ham de breve, jeg havde fået med. Han kikkede dem hurtigt igennem og sagde kun: “Jeg har just brug for en ung mand, dristig og pålidelig – meget vel – mød mig i ministeriet i aften” (2).

Samme aften klokken 8 var jeg i ministeriet. En portner uden livré førte mig ind i en lille, meget enkelt udsmykket salon. I det øjeblik jeg trådte ind, stod Cavour og talte med en person, jeg ikke kendte. Han vendte sig, og da han fik øje på mig, sagde han til den, han talte med: “Lige præcis, general. Denne unge mand, som jeg har omtalt, er fra Romagne, ingen kender ham her”. Han udtalte de sidste ord med en særlig vægt og smilede.

Jeg skulle snart forstå hans smil, for efter at general Saint-Frond (jeg fik senere hans navn at vide) havde stillet mig en mængde spørgsmål om min alder, familie osv., osv., spurgte han mig pludselig: “Kan du bortføre en pige og bringe hende til Moncalieri allerede nu i aften?” Først blev jeg noget overrumplet over et sådant spørgsmål, men endte med at svare bekræftende. “Udmærket!”, fortsatte generalen. “Kom, så skal jeg vise dig hende”. Og med disse ord forlod vi ministeriet.

Jeg skal ikke i detaljer beskrive dette og lignende eventyr, der på en noget særegen facon indledte mine tjenester til fordel for den italienske sag. Det vakte i øvrigt stort ståhej i Torino, hvor ingen er ubekendt med historien om Maria D, hvis bror kort tid efter blev udnævnt til postdirektør.

Denne ekspedition var ikke den eneste af sin art, som jeg fik til opgave, men de andre vil jeg ikke udtale mig om. Det er episoder, der tilhører privatlivet, og som ikke har den ringeste interesse for den seriøse læser. Jeg vil kun beskæftige mig med de kendsgerninger, der har betydning for den italienske historie. Derfor bedes læseren tilgive mig for at have opholdt ham ved den ovennævnte hændelse, men sandt at sige har den måde, mine forbindelser med ministeren begyndte på, syntes mig for enestående til, at den skulle forties.

2.
Nogle dage senere lod grev Cavour mig kalde til sig. Her er den ordrette gengivelse af vores samtale. “Taler De fransk?”, spurgte han mig på dette sprog. “Javel, Excellence”. “Jeg har et arbejde til Dem. Kan De holde på hemmeligheder?”. “Deres Excellence kan regne med min absolutte diskretion”, svarede jeg.

“Absolut hemmeligholdelse er en nødvendighed. De får 500 franc om måneden”. Han gjorde et ophold: “Det er det samme, som De fik den anden dag”. Jeg sænkede hovedet, og han fortsatte: “Desuden gode ekstrabetalinger, alt efter lejligheden. Jeg giver Dem til opgave at overvåge Saint-Frond, hvad der vil være Dem en let sag, Rattazzi, Della Margarita, Brofferio, Revel og De Beauregard. Kender De dem alle sammen?”. “Det vil jeg komme til”, svarede jeg. “Det er nødvendigt, at jeg ved, hvad de foretager sig hver dag, hvem de tager imod, hvem de skriver til, hvilke breve de får. Desuden skal alle rapporter, De forstår mig vel, sendes hjem til mig. Gå nu og vær forsigtig!”.

Måden jeg løste denne første mission på, viste grev Cavour, at jeg ikke var nogen novice, hverken i politik eller i intriger, og at jeg havde draget god nytte af de lektioner, Pepoli og Minghetti havde givet mig. Jeg lagde i øvrigt en ambitiøs sjæls hele ildhu i udførelsen af mine funktioner. Og det tog mig ikke lang tid at vinde ministerens fulde tillid.

Da Napoleon 3. gik fra borde i Genova, tog grev Cavour mig med til ham og pålagde mig at holde sig informeret om kejserens mindste bevægelser og handlinger. Min mission varede, helt ind til den franske hersker forlod Alessandria. På det tidspunkt blev jeg sendt til Toscana, men overvågningen af Napoleon fortsatte, al den tid han opholdt sig i Italien. Opgaven lettedes mig i øvrigt af de regelmæssige kommunikationer, jeg på relativt beskedne vilkår fik fra Hyrvoix, politiinspektør ved det kejserlige hof.

3.
I mellemtiden begyndte piemontesernes hemmelige propaganda i Romagne og Toscana at bære frugt. Alt var parat til en revolution. Komiteerne, som efter grev Cavours direktiver ophidsede gemytterne i disse to områder, bad ministeren om et signal til at gå i aktion og om en pålidelig mand til at udføre aktionen. Jeg fik pålagt denne opgave og blev i første omgang sendt til Firenze med 80 forklædte carabinieri (3) for at stille mig til Piemontes ambassadør Buoncompagnis disposition.

Aktionsplanen blev besluttet i en samtale, jeg havde med ambassadøren, og som overværedes af Ricasoli, Ridolfi, Salvagnoli og Bianchi. Mine mænd skulle sprede sig i grupper i byens yderkvarterer og klokken 10 begynde at få folk til at stimle sammen ved at råbe: “Leve uafhængigheden – Ned med Lorena’erne!”, og derpå skulle de i samlet flok sætte sig i bevægelse mod Palazzo Pitti. Så snart folket var blevet dirigeret i denne retning, skulle vi ile til de offentlige kasser og bemægtige os dem. Ricasoli påtog sig at lade sine mænd besætte ministerierne, postkontorerne og storhertugens palads.

Denne plan lykkedes som bekendt til punkt og prikke. Klokken 4 om eftermiddagen havde Buoncompagni installeret sig i storhertugens palads, til hvem han havde været akkrediteret. På samme tid var alle offentlige kasser blevet tømt, uden at så meget som én eneste lire er gået til den piemontesiske statskasse. De der ikke havde kunnet deltage i plyndringerne, installerede sig dels i postadministrationen, dels i ministerierne. Jeg kunne nævne mere end ti personer i administrationen i Firenze, som ikke har anden adkomst til de embeder, de beklæder, end den udnævnelse, de ved den lejlighed – uden anden bemyndigelse end deres egen – tildelte sig selv. For mit eget vedkommende fik jeg af Buoncompagni personlig en ekstratildeling på 6.000 franc.

Min enkle beretning i stil med et referat vil måske overraske dem, der kun har oplevet de politiske rørelser, når de er blevet mange gange forstørret op enten gennem frygtens prisme eller af det sejrende partis aviser. Alligevel er det, jeg her fremlægger, alle revolutioners historie.

De er næsten altid sat i værk af én enkelt mand, som to eller tre købte funktionærer åbner dørene for. Folket, som for det meste forholder sig ligegyldigt over for de spørgsmål, der strides om, bliver uden at vide det deres medskyldige, idet det af nysgerrighed eller sensationslyst med sine masser yder dem den afgørende hjælp.

Hærens ledere (4) var blevet vundet for revolutionen og blevet fjernet og sendt frem til grænsen til hertugdømmet Modena under påskud af, at den skulle overvåge de uroligheder, der kunne opstå, hvis østrigerne skulle evakuere hertugdømmet, men i virkeligheden for at afskrække dem, såfremt de skulle prøve på at trænge ind i Toscana for at komme storhertugen til undsætning.

Jeg fik ordre til øjeblikkeligt at tage til Parma for at give grev Cantelli en hjælpende hånd. Før min afrejse måtte jeg samle et nyt mandskab, eftersom to tredjedele af det gamle var forsvundet. Denne opgave klarede jeg nemt. Emigranter fra Rom, Milano og Venezia udgjorde elementerne i min nye trop. Det gik derefter på samme måde i Parma, som det var gået i Firenze. Hæren blev ikke sendt væk, men general Trotti traf den mere ligetil beslutning at lade den blive i byens fæstning og overgive sig. Jeg må dog sige, at man i Parma følte nogen overraskelse over at se grev Cantelli tage så aktiv del i fordrivelsen af hertuginden. Selv om man ikke troede på oprigtigheden i hans politiske omvendelse, formodede man på den anden side, at hans taknemmelighed ville pålægge ham en slags midlertidig neutralitet (5). Mens man gennemførte omvæltningerne i Firenze og Parma, forlod hertug Francesco 5. af Modena sin stat og gav således fri bane for Zini og Carbonieri og deres folk, en succes der kom helt bag på dem selv. Hertugens optræden ved denne lejlighed er ubegribelig, med mindre man går ud fra, at man har misinformeret ham om de faktiske forhold. Jeg for min del er overbevist om, at et enkelt geværskud havde været nok til at få sammensværgelsen i Modena til at gå op i røg, ligesom det ville have været det i Firenze og Parma.

Hvorom alting nu er, så snart hertugen af Modena var væk, skyndte Zini og Carbonieri sig at danne en provisorisk regering og tilkaldte som dens guvernør Farini, der dengang var læge i Torino. Jeg fulgte med ham som chef for hans politiske politi.

4.
Den første ordre, Farini gav mig, efter at han var rykket ind i Palazzo d’Este, var at sætte mig i besiddelse af samtlige nøgler, herunder dem til kældrene. Det er, sagde han til mig, ganske unødvendigt at lave en liste over inventaret.

Da fru Farini ankom, måtte jeg aflevere samtlige nøgler til hende. Alt sølvtøjet med hertugvåbenet på blev sendt til omsmeltning. Hvor er det blevet af? Jeg kan ikke være sikker på dette punkt, men jeg tror ikke at tage fejl, når jeg siger, at det ikke blev udleveret til statskassen. En omstændighed, som bekræfter mig i denne formodning, er, at Farini omkring dette tidspunkt gav mig ordre til at sende en artikel til aviserne, som alle har kunnet læse, og hvori det blev sagt, at hertugen ved sin bortrejse havde taget alt sit sølvtøj med sig, samt alt andet af nogen værdi, og så at sige kun havde efterladt sig de nøgne vægge. Også kældrene var tomme, blev det påstået i artiklen. Det var de næsten også på dette tidspunkt, men det havde de kun været i de sidste ti dage. Farini holdt åbent taffel i hertugpaladset, Borromeo, Riccardi, Visoni, Carbonieri, Mayr, Chiesi og Zini var stamgæsterne ved disse fyrstelige middage.

I denne sammenhæng løber der mig naturligt en lille episode i pennen, der i nogle dage sørgede for morskab i konversationerne i Modena, og som man ikke helt vil forstå, hvis man ikke kender detaljerne. Maden var blevet leveret til guvernøren af en vis Ferrari, der havde (og stadig har) hotel San Marco i Modena. Hans far havde været stabschef for Francesco 5. Da der var gået otte dage, var Ferraris regning løbet op i 7.000 franc. Farini foreslog at udligne beløbet med et udnævnelsesbrev til oberst (6), hvilket Ferrari accepterede. Han befandt sig pludselig på lige fod med sin far, som har haft 30 års tjeneste bag sig. Hans søn er i dag kommandant i fæstningen i Modena (7), og faren er i eksil!!

Nogle dage efter at fru Farini havde installeret sig, blev hele hertugindens garderobe sendt til skrædderi, efter at hun og hendes datter havde delt den mellem sig. Begge fik syet deres andel om, så det passerede til deres mål. Farinis korpulente figur tillod ham ikke drage nytte af hertugens garderobe, men den blev så at sige i familien. Riccardi, der dengang var sekretær og senere blev Farinis svigersøn, bemægtigede sig den. Man må indrømme, at hertugens rober passede perfekt til hans krop.

Udplyndringen af hertugpaladset voldte mig ingen som helst skrupler – den syntes mig dengang at høre med til krigens orden – men nok nogle overraskelser. Den stod så temmelig i kontrast med den spartanske desinteresse, Farini på den tid ønskede at stille til skue.

Jeg føler mig her i en vis forlegenhed, for i de begivenheder, jeg nu skal fortælle om, har jeg ikke været, som indtil da, ministrenes passive og desinteresserede instrument. Jeg har ladet mig rive med og gjort mig skyldig i misbrug af min stilling, og da jeg har haft del i udbyttet, har jeg følgelig også del i skammen. Jeg havde kunnet forbigå disse enkeltheder, men jeg har lovet at fortælle alt. Jeg håber, at de som vil få kendskab til disse forhold, vil undskylde mig, for de vil let kunne forstå, at det i min situation med alle de eksempler, som blev givet ovenfra, vanskeligt kunne undgås, at ens eget moralske instinkt svækkes en smule.

Farini hidsede sig vældigt op over hertugens tilhængere og først og fremmest præsterne og nonnerne. “Man behøver ikke have nogen medlidenhed med det pak”, sagde han gentagne gange til mig, når han læste mine rapporter. På baggrund af en sådan holdning i regeringen kan man sikkert forestille sig, at jeg havde frie hænder til at foretage arrestationer og fængslinger. Riccardi og jeg mente, at vi skulle udnytte situationen. Vi rekrutterede agenter af laveste sort og anbragte dem hos personer, man vidste var loyale over for hertugdømmet, hos præsterne og i klostrene. Når de så blev arresteret, lod man dem forstå, at de med et passende pengebeløb kunne få deres frihed tilbage eller også undgå at blive spærret inde. Sådanne argumenter var meget sjældent uden virkning. Man underkastede sig, og det var også det bedste at gøre.

Udbyttet fra afpresningerne blev overleveret til Riccardi, Farinis svigersøn. Beløbene var, som man vil forstå, mere eller mindre anseelige, alt efter de arresterede personers formue. De to bankiers, Guastalla og Sanguinetti, måtte betale mig ikke mindre end 4.000 franc per hoved.

5.
Mens man i hele Mellemitalien forberedte valg til de lokale parlamenter, indløb der i Torino en note fra den franske regering, hvori det krævedes, at de piemontesiske kommissærer blev trukket tilbage før afstemningerne. Piemonte kunne ikke sidde et sådant forlangende overhørig. Man bøjede sig, om end modvilligt, hvad angik Romagne, Toscana og hertugdømmet Parma. Her syntes jorden tilstrækkeligt gødet til, at man ikke behøvede at nære alvorligt frygt for udfaldet af valgene. Men sådan forholdt det sig ikke i hertugdømmet Modena, hvor især landdistrikterne gav anledning til megen bekymring. Tilhængerne af det fordrevne dynasti var dér talstærke og indflydelsesrige. Kort og godt frygtede Piemonte, at landet ville glide det af hænde gennem en kontrarevolution, hvis man ikke foretog sig noget. Det var nødvendigt, at Farini blev på sin post, og derfor måtte man finde et påskud, der narrede den kejserlige regering eller rettere sagt opinionen, for jeg har svært ved at tro, at den franske regering blot ét eneste øjeblik har taget komedien i Modena alvorligt. I en lang samtale, som jeg havde herom med guvernøren, besluttede vi, hvad vi skulle gøre, eller snarere hvad der skulle ske, for at programmet blev ført ud i livet til punkt og prikke. Da dagen kom for Farinis afrejse, lod jeg en del af mine mænd tage opstilling på paladspladsen. For at øge antallet havde jeg tilkaldt alle carabinieri og politiagenter, der befandt sig i Reggio, Carpi, Mirandola og Pavullo. I samme øjeblik guvernøren viste sig for at stige op i sin vogn, gav de sig til at råbe, sådan som de havde fået besked på: “Leve Farini – han skal ikke rejse væk – han er vores far!!!” De fulgte efter vognen under de samme bifaldsråb, mens jeg sammen med mine øvrige agenter havde anbragt mig foran Parmas byport. Da guvernøren ankom hertil gav mine agenter på mit signal sig til at råbe: “Leve diktatoren!” De kastede sig over vognen, spændte hestene fra og førte den tilbage til byen under råbet “Leve diktatoren!” Da de kom til paladset, hvor de vigtigste medlemmer af kommissærens regering ventede, udfærdigede man i Farinis tilstedeværelse i en håndevending en protokol, der udnævnte ham til borger i Modena og diktator. De første underskrifter, man læser nederst på protokollen, er grev Borromeos (Farinis førstesekretær), Carbonieris (indenrigsminister), Chiesis (kultusminister), Riccardis (regeringschef og Farinis svigersøn), Zironis (medarbejder i sekretariatet), Zinis (intendant i Modena), Mayrs (intendant i Ferrara).

Om aftenen parodierede man igen og igen hos Farini svindelnummeret ved Parmas byport. I det øjeblik hestene blev spændt fra, befandt jeg mig nogle få skridt fra den nye diktator, og jeg så, at han måtte anstrenge sig såre for at bevare alvoren.

Valgene nogle dage senere lignede helt den scene, jeg netop har beskrevet. Vi havde ladet os bringe sogneregistrene for at sammenstille listerne over vælgerne. Således lavede vi alle stemmesedlerne på forhånd. Et lille antal personer dukkede op for at tage del i valget til de lokale parlamenter, ligesom senere til afstemningen om anneksionen. Lige før valghandlingen var slut, smed vi stemmesedlerne for dem, der ikke havde stemt, i urnerne. De var naturligvis til fordel for Piemonte, dog ikke alle. Vi tog nogle hundred eller tusind stykker fra, alt efter valgkredsens størrelse. Det var nødvendigt for at bevare skinnet, i det mindste i forhold til udlandet, for indadtil vidste vi meget vel, hvilke kneb vi skulle benytte os af.

Man skal ikke anklage mig for at overdrive, jeg overdriver ikke i mindste måde – alt dette er fuldstændigt i overensstemmelse med sandheden. Og min Gud! I Frankrig, hvor folk er vant til at stemme, hvor indretningen af valgstedet tages nærmest alvorligt, hvor et stort antal interesserede personer skinsygt vogter over deres rettigheder og stimler sammen omkring valgurnerne, også i Frankrig siges den slags fiksfakserier at forekomme. Derfor vil man uden besvær kunne forstå, hvor nemt sådanne manøvrer har kunnet lykkes i lande, hvor den almindelige valgret er ny, og hvor tilmed ligegyldigheden og den manglende valgdeltagelse på fortrinlig vis letter svindelen, eftersom der ikke findes nogen som helst kontrol. Vi gik i øvrigt sådan frem, at vi gjorde garantierne om offentlighed og overvågning, som loven giver vælgerne, fuldkommen illusoriske. Inden valghandlingen fyldte forklædte carabinieri og politiagenter valglokalerne og indgangene til disse. Det var altid blandt dem, at vi udvalgte formanden for valgstedet og de tilforordnede. Vi havde følgelig ingen problemer fra den kant. I visse valgkredse fyldte agenterne urnerne med så mange valgsedler (vi kaldte det “at afrunde stemmeresultatet”) og så uforstyrret og under så ringe opmærksomhed, at optællingen gav flere afgivne stemmer, end der var vælgere. Det rådede vi nemt bod på ved at rette i valgprotokollen. Med hensyn til de negative stemmesedler eller dem, der var fjendtlige over for Piemonte, og som var nødvendige for at give valget et skær af troværdighed, overlod vi det til vælgerne selv at filosofere over dét.

Hvad angår Modena kan jeg udtale mig med eksakt viden, for det hele foregik for øjnene af mig og efter mine direktiver. I øvrigt fulgte man nøjagtigt den samme metode i Parma og Firenze.

Diktatoren havde i forbindelse med valget for sit eget vedkommende truffet alle forholdsregler for at kunne være sikker på parlamentet: Han forpligtede alle kandidater til først at underskrive to erklæringer, som han selv havde udfærdiget. Det første proklamerede afskaffelsen af huset d’Este, det andet forlængede diktatorens magtbeføjelser på ubestemt tid.

Kun to personer (8) nægtede at skrive under, og som man let vil kunne forstille sig, blev de ikke opstillet.

Kronologien fører mig til at tale om en begivenhed, der vakte enorm opsigt i Europa, nemlig mordet på oberst Anviti. Her er sandheden om denne hændelse. Min fortælling vil i øvrigt ikke virke synderligt overraskende (9).

Jeg befandt mig i mit arbejdsværelse, og hvis jeg ikke tager meget fejl, var det den 5. oktober (1859). Farini kom løbende ind. “Hurtigt, hurtigt, til Parma! De har arresteret oberst Anviti på jernbanestationen, Borbonernes bøddel”. Det var hans ord, end ikke én eneste betoning fra denne samtale er slettet af min hukommelse. “Hvad ønsker De, vi skal gøre?”, svarede jeg. “Skal jeg bringe ham hertil?”. “Oh, nej, vi ville ikke ane, hvad vi skulle stille op med ham, han er en ganske speciel mand. Men vi kan ikke røre ham, uden at der opstår postyr. Det bedste ville være, hvis befolkningen selv tog sig af sagen. De forstår, hvad jeg mener!”

Jeg tog af sted. Man ved, hvordan det gik, men man er uvidende om nogle detaljer, som kan belyse det ubehag, den piemontesiske regering følte ved denne sag. Efter min triste mission modtog jeg San Maurizios og San Lazzaros kors. Fængselsdirektøren, Galetti, der efter ordre havde ladet sin fange føre væk, blev forfremmet fra fængselsdirektør til postdirektør (10). Manden der efter at have trukket oberst Anvitis blodbestænkte lig gennem Parmas gader og skåret halsen over på ham for som i triumf at anbringe hovedet på pyramiden på regeringspladsen – Davidi – blev samme dag udnævnt til fængselsdirektør i Parma. Jeg ved ikke, om han i skrivende stund stadig beklæder denne post, men jeg ved, at han gjorde det for to måneder siden.

Da den franske konsul, Paltrinieri, nogle dage senere i Frankrigs navn krævede, at man straffede de skyldige i mordet, arresterede man – for rent formelt at give ham en tilfredsstillelse – senere på dagen under stort postyr 27 personer. Samme aften fik direktør Davidi ordre til at sætte fangerne fri, de var i øvrigt blevet arresteret temmelig tilfældigt. Hvilket han gerne gjorde, som man vil kunne forstå. Sagen blev således lukket, og man hørte den ikke mere omtalt.

6.
Da Farini med et dekret annekterede Romagna og lagde det ind under sin regering under navnet provinsen Emilia, skilte Pepoli og Montanari sig af med Cipriani, som de havde optaget i deres regering i Romagne, og som det var nødvendigt at give en ny position, eftersom han var blevet anklaget for et underslæb på 30.000 franc, hvad kassen viste. Vel, disse 30.000 havde Pepoli, finansministeren i Bologna, ganske enkelt givet Montanari, indenrigsministeren, til hans udgifter til politiet (11).

Hensigten med de efterfølgende annektioner af Parma og Romagne under Farinis regering er aldrig blevet tydeligt forklaret. Sagt i få ord var den virkelige grund følgende:

Den franske regering var stærkt imod at lade Piemonte annektere Romagne, men man vidste, at den ikke ville modsætte sig anneksionen af Emilia – ene og alene et spørgsmål om ord!

Jeg vil ikke skrive historien om Farinis embedsførelse – jeg kunne i øvrigt fremkomme med meget interessante afsløringer, men da jeg har forpligtet mig til at holde mig fra brede almindeligheder og præcisere de mindste detaljer for at gøre verifikationen af mine udtalelser lettere, vil man forstå, at jeg må holde mig til konkrete hændelser for ikke at overskride grænserne for et lille beskedent skrift.

Jeg vil ikke sige noget om afstemningen om indlemmelsen i Piemonte. Det jeg ovenfor har beskrevet om valgene til parlamenterne, lader sig i et og alt overføre til de andre tilfælde, hvor den almindelige valgret blev bragt i anvendelse. Det hele foregik på nøjagtig samme måde: Mere end fire femtedele af bønderne i Emilia kom aldrig i nærheden af en valgurne! Det er et faktum, der er så almindeligt kendt i Mellemitalien, at jeg sagtens kunne have undladt at nævne det, hvis jeg ikke også skrev for at blive læst i udlandet.

I øvrigt blev demonstrationerne før og under valgene i de forskellige byer ligeledes organiseret af os.

Alle plakaterne, som de piemontesiske aviser gjorde et så stort nummer ud af, og hvorpå man kunne læse” Leve Italiens uafhængighed!” og “Vi vil have Vittorio Emmanuele til vores retmæssige konge!” var blevet sendt os fixe og færdige fra Torino, og det var os selv, der satte dem op overalt på balkoner og i vinduer. Selv om der var tale om frie valg, ville ingen have vovet at fjerne dem. Ved hjælp af illuminationer satte man stemningen i vejret i de bebyggede områder, næsten på samme måde som man havde gjort det i Paris i 1848, med den forskel, at her var det ikke, som dér, folket der løb gennem gaderne og opildnedes ved sine egne sange, men betalte bander, der udførte en ordre, og gud nåde vinduerne hos dem, der ikke hurtigt nok adlød den befaling, der lå i råbene “Tænd lys! Tænd lys!” Det er noget, ærkebiskoppen i Napoli kan tale med om.

7.
Efter afstemningen om anneksionen fulgte jeg Farini til Torino, hvor han overtog posten som indenrigsminister. Allerede dagen efter, at jeg var ankommet, sendte han mig til Rom med den opgave at få den lokale revolutionskomité til at gå i aktion. På mit råd blev der organiseret en demonstration den 19. marts, San Giuseppes fest. Vi bildte os ikke ind, at der var nogen udsigt til succes, også selv om franskmændene skulle undlade at gribe til våben, noget som man øvrigt ikke kunne anse for sandsynligt, men vi håbede at jage skræk i paven ved at bluffe ham om vores virkelige styrke og få ham at forlade Rom i al hast. Efter vores mening ville pavens bortrejse føre til, at også den franske styrke ville blive trukket tilbage, og således ville vi have sejret. Men hoffet i Rom holdt stand, og vi opnåede ikke andet end at opføre en latterlig farce.

Trods dette nederlag var min rejse ikke komplet spildt. Jeg havde taget to meget drevne agenter med mig fra Torino, Brambilla og Bondinelli, som det lykkedes mig at få indrulleret i den pavelige hær. Ved hjælp af et aftalt kryptografisk system skulle vi holde hinanden informeret om alt, hvad der skete i Rom. Kort tid efter og ad flere omgange fik jeg indrulleret en vist antal piemontesiske carabinieri i den hær, general Lamoricière på daværende tidspunkt fik opstillet. De var os til stor hjælp ved Castelfidardo.

Da jeg kom tilbage fra Rom, gav Farini, som uden al tvivl meget vel huskede sin fingerede afrejse fra Modena, mig ordre til at tage af sted for at forberede modtagelsen af kongen, der skulle aflægge sine nye provinser officielt besøg. Jeg tog af sted nogle dage før hoffet sammen med 50 carabiniere klædte på fransk manér. Jeg tror, det vil være meget nyttigt at give en detaljeret beretning om denne rejse. Man kunne på den tid læse vidt og bredt om den i aviserne, og deres reportager var næsten eksakte, hvis man begrænser sig til dens rent teatralske effekt. Og man må ikke tro, at de udelukkende hentydede til os, ydmyge, men nyttige statister, som spillede “folket” i de officielle forestillinger. Hovedrollen blev nogle gange overtaget af andre personer, der ikke var andet end officerer. I Bologna havde ærkebiskoppen, Monsignor Viale Prelá, således stædigt modsat sig at synge Tedeum og havde for med ét slag at sabotere domkapitlets mere moderate dispositioner oven i købet truffet den energiske beslutning at true med suspension a divinis. Med det resultat at tre regimentskapellaner og 12 seminarister overtog præsternes pladser. Man fandt de ærkebiskoppelige insignier i sakristiet, og gående efter disse modtog de kongen på trappen til San Petronio-kirken. Vittorio Emmanuele nærede ingen som helst mistanke. Kort sagt, også lidt takket være os forløb alt til hoffets fulde tilfredshed.

Alligevel og på trods af al vores ihærdighed kunne vi ikke forhindre, at enkelte i Parma råbte “Leve republikken!” Og i Pistoia var der også mere vedholdende råb om brød, men de nåede ikke kongens ører. Disse to uheldige demonstrationer førte til arrestationen af omkring 50 personer, men det var til gengæld også de eneste ubehagelige hændelser på rejsen.

Sandt nok bragte en misforståelse i Firenze mellem tre officielle eller stedfortrædende tilsynsførende, Saint-Frond, Cigala og mig, gentleman-kongen i en meget penibel situation. Men jeg har fra starten lovet at respektere alkovens hemmeligheder.

Nogle dage senere blev jeg sendt til Ancona for at engagere flere carabinieri til pavens hær (vi havde allerede et vist antal i den), hvilket lykkedes mig. Vore agenters instrukser indeholdt tre hovedpunkter: I garnisonen skulle de fremprovokere så mange deserteringer som muligt ved hjælp af bestikkelser – til dette formål kunne de frit bruge af de piemontesiske konsulers kasse, i Rom var det grev Tecchio, i Ancona Renzi. I felten og under et slag skulle de råbe: “Red sig, hvem der kan!” I virvaret skulle de gøre det af med officererne. Man ved, hvor vellykket de fulgte instrukserne ved Castelfidardo.

Fra Ancona tog jeg til Firenze for at organisere en komité af de romere, der var blevet fordrevet efter episoden den 19. marts. Denne komité fik sit sæde i hotel Nova-Jork. Her boede emigranterne på den toscanske regerings regning. Organisationen, som den piemontesiske regering ventede sig uhyre meget af, havde forbindelse med det projekt, man på daværende tidspunkt planlagde, nemlig invasionen af Marche og Umbrien. Jeg skal snart vende tilbage til dette interessante emne. For at gøre mine afsløringer klare må jeg dog forinden sige et par ord om Garibaldis ekspedition til Sicilien.

Jeg er her i stand til at levere nogle data, som vil kaste lys over, hvordan den franske regering blev snydt af regeringen i Torino.

8.
Det er bekendt, at Garibaldis afrejse vakte stor opsigt. Det er også bekendt, at det franske udenrigsministerium bad Piemonte om en forklaring. Cavour benægtede energisk at have givet ekspeditionen til Sicilien en hjælpende hånd. Han hævdede, at den uden hans vidende var blevet organiseret af Garibaldi, og at denne med magt havde sat sig i besiddelse af to skibe, som han var gået om bord på. Og for at støtte disse erklæringer offentliggjorde han til slut Garibaldis berømte brev, der endte med ordene: “Sire, jeg skal ikke igen nægte Dem min lydighed”. Frankrig stillede sig tilfreds med disse forklaringer, men blev den franske regering virkelig snydt? Jeg ved det ikke, men nuvel – man ønsker at kende de faktiske forhold.

De to dampskibe blev ikke beslaglagt med vold og magt, men købt af Garibaldi. Det skete på følgende måde. Medici havde lavet en aftale med ejeren Rubettino. Man var blevet enige om prisen. Men Rubettino, som man ikke havde holdt skibenes bestemmelsessted skjult for, nægtede at overdrage dem uden betaling alene på grundlag af Garibaldis underskrift. I denne knibe modsatte Bertani sig, at man hentede beløbet i komiteens kasse, og man henvendte sig så til Farini, dengang indenrigsminister. Denne pointerede, at han som minister umuligt kunne forpligte sig, og at skrive kontrakten under som privatperson var en meget risikabel affære. Man fandt så på at indblande kongen for at give Farini sikkerhed eller rettere garanti.

Da tingene på denne måde var gået i orden, udfærdigede man salgspapirerne hos den kongelige notar, og de blev underskrevet af general Medici for Garibaldi, af Saint-Frond for kongen og af Riccardi for Farini. Så snart Garibaldi havde fået overdraget skibene, gik han ombord sammen med sine mænd. Men han manglede stadig ammunition. Han sejlede derfor til Talamone, hvor guvernøren udleverede ham krudt, patroner og våben fra fortet efter en skreven ordre fra krigsministeren, Fanti.

Da derpå Thouvenels note indløb, sendte man i al hast Riccardi, regeringens leder og Farinis svigersøn, til Garibaldi for at få ham til at erklære, at han handlede på egen hånd. Det var faktisk, hvad Garibaldi skyndte sig at gøre med det brev, jeg netop har omtalt, og som i flere dage var genstand for de kommentarer, der blev sat i omløb af den piemontesiske presse. Jeg ønsker ikke at anstille ræsonnementer desangående, jeg begrænser mig til at berette.

Nogen tid senere blev den franske regering genstand for en ny mystifikation af samme slags. “Mystifikation” synes mig at være det rette ord.

Garibaldi, på det tidspunkt herre over Sicilien, havde sendt et vist antal mænd af den mest tvivlsomme kaliber fra den sicilianske revolution op til Livorno. Det var folk, som det ikke var lykkedes ham at få til at underkaste sig den mindste disciplin. Den piemontesiske regering gav ordre til, at de slog lejr i Pontedera (Toscana) og stillede adskillige officerer til rådighed for deres kommandant Nicotera, for at de kunne blive disciplineret. Ikke uden grund blev lejren anset for at være en trussel mod freden i pavestaten, og Frankrig krævede den opløst. Hvad skete der? Nogle dage senere så man et regiment soldater, klædte som garibaldinere med Nicotera i spidsen og eskorteret af nationalgarden, ankomme til Livorno, indskibe sig og straks sætte kursen mod Palermo. Det franske udenrigsministerium var tilfreds, men faktum var, at ikke én eneste soldat havde forladt lejren i Pontedera. Regimentet, der var blevet sendt til Sicilien, var intet andet end et regiment fra den regulære hær, forklædt som garibaldinere.

Nicotera skulle som betaling for sin tavshed sammen med en udnævnelse til oberst have haft 40.000 franc af Ricasoli, Toscanas guvernør. Han fik i sidste ende kun 30.000, og derfor har han kun tiet for tre fjerdedels vedkommende. Man har ikke glemt de skandaløse scener, han udløste i parlamentet.

9.
Mens et piemontesisk regiment i røde skjorter gav en kraftig støtte til ekspeditionen, fortsatte man med at udbygge lejren i Pontedera. Den udspekulerede komedie i Livorno gav således Piemonte en dobbelt fordel.

Så snart alt var klart, og en aktion syntes til fordel for Torino, trængte folkene fra Pontedera ind på pavens territorium under anførsel af de fordrevne romere, der havde ventet på signalet i Firenze. Den lille hær delte sig og rykkede frem i tre kolonner, den første under Sant’Angeli og Silvestrelli gik mod Perugia, den anden, kommanderet af Mastricola og Richetti, marcherede mod Urbino, den tredje, som Silvani og Tittoni stod i spidsen for, skulle sætte kursen mod Pesaro.

I overensstemmelse med en tidligere aftalt plan skulle piemonteserne vente med at invadere Kirkestaten, til de fremrykkende kolonner havde kaldt dem til hjælp for at genoprette ro og orden. Dette påskud skulle retfærdiggøre invasionen af Marche og Umbrien. Men eftersom forholdet til Garibaldi var blevet meget kritisk, blev det nødvendigt med en hurtig afledningsmanøvre. De skød derfor ethvert hensyn til side, som man indtil da ene og alene havde taget for at tilfredsstille kejseren, der ikke ønskede at irritere den offentlige mening alt for groft. Den piemontesiske hær krydsede derfor straks grænsen.

Det er næppe nødvendigt at sige, at regeringen i Torino ikke ville have taget en så alvorlig beslutning, hvis den ikke havde været sikker på, at Frankrig ville fortsætte med at give den rygdækning efter princippet om ikke-indblanding. Farinis og Cialdinis mission til Chambery havde til formål at forhandle om dette delikate spørgsmål. Ved at skræmme kejseren med udsigten til aktioner blandt Mazzini-tilhængerne i Napoli (faren herfor var ikke helt og aldeles grebet ud af den blå luft) havde de fået ham til at afgive et svar, der harmonerede med Piemontes ønsker. Napoleon 3. havde rigtignok over for de piemontesiske udsendinge ikke lagt skjul på, at han for at fralægge sig ethvert ansvar og enhver solidaritet med det forestående forehavende ville kunne se sig tvunget til at afbryde sine officielle forbindelser med Vittorio Emmanuele. Denne eventualitet, således udvandet, foruroligede ikke i mindste måde Torino, hvor man bekymrede sig langt mindre om midlerne end om resultatet (12).

Det tilkommer mig ikke at skrive historien om det korte felttog i Marche, hvis udfald der ikke kunne herske megen tvivl om i betragtning af vore styrkers overlegenhed og de opløsningstendenser, der havde indsneget sig i den pavelige hær. Jeg vil nøjes med at kaste lys over en hændelse, som kendes af nogle, formodes af andre, men er fuldstændig ukendt for det store flertal.

Ja, general Da Pimodan blev myrdet!!!

I det øjeblik han styrtede frem sammen med nogle få soldater for at angribe en piemontesisk kolonne, skød en soldat lige bagved ham i ryggen med sit gevær. Pimodan faldt død om. Soldaten var den Brambilla, jeg nogle måneder tidligere havde fået indrulleret i hæren i Rom.

Da han ankom til den piemontesiske lejr, blev han udnævnt til fourer i politikorpset. Han ligger aktuelt ved garnisonen i Milano. Men når man husker på, hvad der er blevet sagt ovenfor, vil man indse, at han ikke gjorde andet end at følge sine instrukser.

10.
Nogle uger før piemonteserne trængte ind i Marche, var jeg blevet sendt til Napoli. Regeringen i Torino begyndte at nære en inderlig mistro til Garibaldi. Man vidste, at Mazzinis tilhængere var meget aktive i Napoli, hvor deres vigtigste ledere havde samlet sig, foruden Mazzini selv, Saffi, Mordini og Mario. Man frygtede, at Garibaldi, en handlingens mand og en ridderlig ånd, der anglede vildt efter gadens popularitet, og som var uden politisk intelligens og en mere end middelmådig administrator, ville lade sig indfange i republikanernes net, og at denne napolitanske revolution, hvis hurtige succes sandt nok skyldtes mindre den eventyrlystne general og hans soldater end Piemontes guld, skulle udvikle sig mod Torinos interesser. Kort sagt, ministeriet så allerede det spøgelse for sig, at Syditalien skulle blive udråbt til republik under Garibaldis førerskab. Denne frygt næredes ligeledes af den foruroligende stilling, som Garibaldis hær havde indtaget foran Capua, den afgørende årsag til den hurtige invasion af Marche. Min opgave bestod altså i at få et overblik over, hvordan det virkelig stod til, og bekæmpe den indflydelse, der ville kunne få Garibaldi til at handle imod Piemontes interesser.

Jeg fandt Napoli i den mest utrolige uorden. Lejren i Caserta var i en endnu mere utrolig uorden. Hæren vrimlede med kvinder, Mylady Withe og admiralinde Emile var deres heltinder, nætterne gik med orgier! Garibaldi hengav sig til samme aktivitet og var, om det nu skyldtes beruselse over succesen eller klimaet, ikke til at genkende. Når han ikke tilfredsstillede sin lidenskab for popularitet ved at lade sig tiljuble i Napolis gader, delte han sin tid mellem Mylady Withe og Alexander Dumas, der fulgte efter ham overalt. Han så intet, befattede sig med intet og lod tingene gå deres egen skæve gang. På grund af denne ligegyldighed var Napoli blevet kastet ud i en regulær spekulation, hvori Conforti, Scialoja, Cardona, Imbriani, Tofani osv. deltog. Jeg skal her ikke gå i detaljer. Jeg gemmer dem til et særligt lille skrift, jeg vil udfærdige om forholdene i Napoli. Men jeg vil fra mine notater fremdrage et enkelt forhold, der kan give en forestilling om omfanget af de forhold, jeg for øjeblikket vil fortie, og som beviser, at hvis Garibaldi, diktator over Napoli og Sicilien, stillede sig tilfreds med en beskeden løn på 10 franc om dagen, så praktiserede hans tilhængere ikke den samme desinteresse. Bertani, Garibaldis sekretær, var før ekspeditionen til Sicilien (1860) en simpel sanitetsofficer i Genova, som tog 1 franc og 30 centimer per visit. Han er i dag (1861) oberst i generalstaben, og hans formue er efter de mest forsigtige skøn ikke mindre end 14 millioner!!! Man kender kun oprindelsen til de 4 millioner. Og heller ikke her er oprindelsen af den reneste art! Det var de drikkepenge, Bertani krævede af bankiererne Adami & Co. i Livorno for at give dem koncessionen til en jernbane, de var ude efter. Set ud fra et politisk synspunkt var situationen i kongeriget Napoli af en sådan art, at den gav anledning til alvorlige bekymringer i Torino. Efter at Borbonerne en tid havde været som lammet af Garibaldis pludselige og uforklarlige opdukken på scenen, begyndte de nu mere koldblodigt at overveje situationen og gøre deres egne styrker op. Der kom efterretninger om de første uroligheder i Abbruzzerne, hvor man var parat til at rejse sig mod de nyankomne. På den anden side legede Mazzini-tilhængerne med tanken om at få fodfæste i Italien, indføre republikken i Napoli, de pirrede Garibaldis svage ånd og havde i hans omgivelser mange tilhængere. Piemonteserne var der ingen, der talte om.

Et ord fra Garibaldi eller en eller anden succes for Ferdinand 2.’s hær havde været nok til at få alle Piemontes forhåbninger til at gå op i røg.

I en sådan tingenes tilstand, som jeg beskrev detaljeret for ministeriet, kunne man ikke tøve, gjorde man det, ville dets program kuldsejle, for en lige så gunstig lejlighed til at fuldende Italiens samling ville aldrig opstå igen. Det ville have været bittert for Piemonte at se en næsten tilendebragt erobring (i de mindste troede man dengang sådan) glide sig af hænde i sidste øjeblik, og som man vidste, at det i det væsentlige havde betalt med sine egne penge. Således tøvede regeringen i Torino ikke.

11.
Jeg var også i Napoli, da Farini arriverede med titel af kongens stedfortræder. Jeg blev tilknyttet hans administration som chef for det politiske politi. Den tidligere guvernør for Emilia kom til Napoli fuld af tro på sine egne evner og fremtiden. Efter nogle få måneder drog han derfra desillusioneret og dybt modløs. Det var først, da regeringen i Torino så Farini komme tilbage som en slagen mand, at man begyndte at få øjnene op for situationen i Napoli. Og det var ikke engang nok, man skulle løbe ind i endnu større vanskeligheder, før man forstod situationen i dens fulde alvor. Efter Farini synes Cialdini, fyrste af Carignano og Nigra og endelig af Ponzo di S. Martino, der netop har afstået sin stilling til Lamarmora, at have været mere heldig end sine forgængere, men man må ikke glemme, at det ikke ét øjeblik er lykkedes ham at få kontrol over området, der støtter sig på Mazzini-tilhængerne, hvad der varsler om nye farer i fremtiden.

Jeg skal her ikke skrive historien om forholdene i Napoli. Vigtigheden og omfanget af de data, jeg har om Farinis og di Nigra og S. Martinos embedsførelse forpligter mig til at gøre dem til genstand for en separat publikation.

Til dette værk vil der blive føjet et antal officielle dokumenter og adskillige breve fra fremtrædende personer, som i de senere år har repræsenteret en stor del af Syditalien, breve og dokumenter, der ved et heldigt sammentræf af omstændigheder er kommet mig i hænde. Der er heri, som man vil forstå, visse ting, man ikke kan påstå uden også at kunne levere beviserne (13).

Jeg forlod Napoli sammen med Ponzo di S. Martino, og da jeg var tilbage til Torino, tog jeg min afsked og fik atter min frihed.

Jeg havde en tid været besluttet på at vende tilbage til privatlivet for at finde fred og ro, hvad jeg havde stærkt behov for efter et så usædvanligt aktivt og hektisk liv, som jeg havde ført igennem de sidste 30 måneder under udførelsen af mine opgaver.

Da min protektor, grev Cavour, døde, trak jeg mig definitivt ud af politik. Han var den eneste mand, jeg havde kunnet bevare en vis illusion om, og som jeg troede ville være i stand til at overvinde de vanskeligheder, der hobede sig op for regeringen i Torino. De nye mænd ved magten gav mig kun en svag tro på fremtiden. Måske havde jeg set dem på for nært hold! I øvrigt må jeg tilstå, at mine erfaringer i enestående grad havde fået mig til at ændre mine ideer. Da jeg havde fået et førstehånds kendskab til tingene og lært Italiens behov og forhåbninger at kende, begyndte jeg i høj grad at tvivle på fuldendelsen af den bygning, man havde lagt fundament til i Plombieres, og som havde bredt sig ud over alle grænser. Jeg så Piemonte, modtaget med afsky og betragtet som en overgangsordning af Lombardiet, tilrane sig magten i Parma, Modena og Mellemtalien ved hjælp af overrumplinger og bedrag og kun med største besvær og under blodsudgydelser holde stillingen i kongeriget Napoli, solgt til Piemonte af nogle få svindlere. Kort sagt, jeg havde ikke noget sted set den begejstring for Italiens samling, som jeg, fyldt med piemontesiske illusioner, havde forventet at se udfolde sig overalt. Jeg havde tværtimod alle steder oplevet, at der fandtes et vitalt instinkt for lokal uafhængighed. Sådan blev Piemonte overalt betragtet som en fremmed magt og en erobrer. Over for sådanne følelser har jeg måttet erkende, at det sande banner for den italienske bevægelse aldrig var ophørt med at være uafhængighed og aldrig havde at være samling, hvortil end ikke ideen var moden! Det blev i mine øjne klart, at huset Savoia ved at forfalske meningerne herom for at tilfredsstille sin egen ærgerrighed havde kastet sig ud i et forehavende, der langt oversteg dets kræfter, og at byrden af dets provinser, som det anstrengte sig for at indlemme, inden længe ville få dem til at glide ud af dets svage hænder. En nations enhed skaber man ikke ovenfra, man må vente, til dens time er kommet. Kun da kan den blive stærk og levedygtig.

Og må Gud give, at resultaterne af det således maltrakterede program fra Villafranca i de uundgåelige rystelser, der venter Torino, ikke også bringes i fare, og at vi ikke kastes endnu længere tilbage.

Ubehaget der uophørligt vokser i Piemonte og i kongeriget Napoli, og utilfredsheden som for hver dag bliver mere åbenlys i de annekterede provinser, er sådan, at man kan være forvisset om, at jeg ikke kommer til at ændre disse mine triste overbevisninger, frugter af en erfaring, der ikke tillader mig at gøre mig illusioner om hverken menneskene eller tingene.

Noter
(1) Markis Pepoli, der skylder sin sekretærs talent for at have opnået et vist ry som politisk skribent, havde liberalismen som et middel, ikke som et mål. Han havde mere ambitiøse visioner og smigrede sig selv med, at han takket være sine slægtskabsforbindelser med Napoleon-familien (gennem Marat) og Brunswick-familien (Sigmaringen) (gennem sin kone), som han tillagde stor betydning, kunne opnå at få et vicekongedømme, måske en hertugkrone. Lad os yde ham den retfærdighed, at han har haft modet til at begrave sine kuldsejlede forhåbninger.

(2) I Torino har indenrigs- og udenrigsministeren den skik at tage ind på deres ministerier hver aften. Der bliver de ofte til klokken 11.

(3) Det er selvklart, at der overalt, hvor jeg taler om carabinieri, er tale om forklædte sådanne.

(4) Den toscanske hær stod dengang under kommando af general Ferrari.

(5) Man ved, at grev Cantelli var en af hovedkræfterne bag revolutionen i Parma i 1848, hvorunder han blev udnævnt til borgmester. Efter at hertuginden var blevet genindsat, blev grev Cantelli dømt til døden og blev i øvrigt dømt til at tilbagelevere en sum på 80.000 franc, som han havde tilvendt sig. Hertuginden ophævede ved benådning både den ene og den anden dom. Herefter simulerede Cantelli den galante forkæmper for den legitime herskerinde. Man har derpå set, med hvilken ligegyldighed han har trampet på en taknemmelighed, der var blevet ham til besvær.

(6) Retfærdigvis må man anerkende, at Farini ikke er opfinderen af dette husholdningssystem. Baron Ricasoli havde allerede på samme måde betalt Alfredo Bianchi, bror til Celestino Bianchi, hvem han skyldte ca. 6.000 franc for udlejning af vogn og heste. Alfredo havde byttet sin kvittering med en udnævnelse til sekretær i indenrigsministeriet.

(7) Denne en koks metamorfose til oberst er ikke mere forundringsværdig end en kusks til en oberstløjtnant i generalstaben, en forvandling som Mezzacapo, bror til generalen af samme navn, leverer os et eksempel på. Han var en aften faldet i søvn med pisken i sin hånd og vågnede op næste morgen med sin brors feltadjudant epauletter på sig. Naturligvis kender hele Torino ham nu som oberstløjtnant.

(8) Bankier Amadio Levi og professor Paglia.

(9) Folk der kan tænke selv, har uden tvivl ofte spurgt sig, hvordan det kunne ske, at en mand, som en politiagent uhindret ville have kunnet føre fra jernbanestationen til fængslet, er blevet slæbt derfra af en oprørsk menneskemængde, dræbt og i flere timer trukket gennem byens gader, trods det at der fandtes et korps på 25 carabinieri til at bevogte fængslet, og i en by, der dengang havde en garnison på ca. 6.000 mand.

(10) Den tidligere direktør blev afsat, da han var tilhænger af hertugen.

(11) Jeg ved fra en god kilde, at Cipriani var uskyldig, men man må indrømme, at hans slægtninge og hans families historie under de givne omstændigheder gav Pepoli og Montanari let spil, og at de i deres anklage var djævelsk snedige. Ciprianis far var gået fallit i Bologna, hans bror var gået fallit i Livorno, og han selv var gået fallit i Amerika, han som man havde optaget i regeringen i Romagne!

(12) Da Piemonte først havde sikret sig over for Frankrig, gjorde man så lidt hemmelighed ud af sine planer, at den samme dag, som hæren trængte ind i Marche, offentliggjorde statstidende i Torino de dekreter, der udnævnte markis Pepoli og Valerio til kongelige kommissærer i Marche og Umbrien, Sant’Angelo til general for nationalgarden, Silvestrelli til intendant i Rieti, Mastricola til underkommissær i Ancona, Silvani til underkommissær i Orvieto, Richette til kommissær i Perugia, Tittoni til kommissær i Pesaro. Som man ved, er de seks sidste romerske emigranter udviste af pavestaten efter affæren den 19. marts.

(13) Det vil ikke være den mindst interessante del og heller ikke den mindst instruktive, og den offentlige mening vil måske være mig taknemmelig for at have bevaret de ophøjede doktriner, der hidrører fra disse dyrebare dokumenter.

Kilder:
J. A. antico agente secreto del conte Cavour, La veritá sugli uomini e sulle cose del regno d’Italia, L’Archivio di Stato di Modena, Archivio privato De Volo, busta 118.
Giuseppe De Lutiis, I servizi segreti: Come funzionano: A che cosa servono: Come controllarli, Firenze: Regione Toscana, 2000.