MACHIAVELLI, FØRSTE AFSNIT

Af Thomas Macaulay (1800-1859)

De, der har givet agt på den praksis, der er sædvanlig ved vort litterære tribunal, vil have bemærket, at vi ved hjælp af visse juridiske fiktioner af lignende art som dem, der anvendes i Westminster Hall, ofte ser os i stand til at afgive vor kendelse i sager, der ligger uden for vor egentlige jurisdiktion. Vi behøver derfor næppe at sige, at i nærværende tilfælde er M. Périer slet og ret en Richard Roe, som ikke vil blive omtalt på noget senere trin af processen, og hvis navn kun bruges, for at vi kunne få Machiavelli for retten.

[Denne afhandling fremkom i marts 1827 i anledning af Oeuvres complètes de Machiavel, traduites par J. V. Périer, Paris 1825. Richard Roe er navnet på en fingeret person, der anvendes ved visse formaliteter i engelsk jurisprudens]

Vi tvivler på, at noget navn i litteraturhistorien er så almindelig forhadt som den mands, hvis karakter og skrifter vi nu skal betragte. De udtryk, hvormed han sædvanlig skildres, kunne synes at tyde på, at han var fristeren, det onde princip, opdageren af ærgerrighed og hævn, den egentlige første opfinder af mened, og at der, før han udgav sin skæbnesvangre Fyrste, aldrig havde været en hykler, en tyran, en forræder, en hyklet dyd eller var blevet begået en forbrydelse, fordi det kunne være hensigtsmæssigt. En forfatter forsikrer os alvorlig, at Moritz af Sachsen lærte al sin svigefulde statskløgt af denne afskyelige bog. En anden bemærker, at siden den er blevet oversat på tyrkisk, har sultanerne i højere grad end før hengivet sig til den vane at kvæle deres brødre. Lord Lyttelton giver den stakkels florentiner skylden for Huset Guises mangfoldige forræderier og for Bartholomæusnattens blodbad. Flere forfattere har antydet, at Krudtsammensværelsen fornemmelig må tilskrives de lærdomme, han forkyndte, og synes at mene, at hans billede burde sættes i stedet for Guy Fauks i de processioner, hvormed den opvakte engelske ungdom årligt forherliger mindet om bevarelsen af de tre riger. Den romerske kirke har lyst hans værker i band. Vore egne landsmænd er heller ikke blevet tilbage i henseende til at lægge deres mening om hans meritter for dagen. Af hans slægtsnavn har de dannet en betegnelse for en kæltring og af hans døbenavn et synonym for djævlen:

Nick Machiavel had neer a trick, tho he gave his name to our old Nick,

Hudibras III, Canto I – men vi tror, at de lærde er uenige om dette punkt.

Det er i virkeligheden næppe muligt for nogen, der ikke er velbevandret i den italienske litteratur og historie, uden rædsel og forbavselse at læse den navnkundige afhandling, der har bragt så megen bagtalelse over Machiavellis navn. En sådan åbenbaring af nøgen og dog skamløs ondskab, en sådan kold, beregnet, videnskabelig grusomhed skulle snarere synes at måtte passe for en djævel end for selv det sletteste menneske. Grundsætninger, som den mest forhærdede skurk næppe ville antyde over for sin fortroligste staldbroder eller blot tilstå for sig selv uden at indhylle dem i en eller anden for skønnende sofisme, foredrages uden det ringeste omsvøb og tages som grundprincipper for al statsvidenskab.

Der er ikke noget mærkeligt i, at almindelige læsere betragter forfatteren af sådan en bog som det skamløseste og mest fordærvede af alle mennesker. Kloge folk har imidlertid været tilbøjelige til at se på mængdens engle og djævle med stor mistænksomhed, og i det foreliggende tilfælde er der adskillige omstændigheder, som endog har bragt overfladiske iagttagere til at tvivle på, hvorvidt den almindelige dom er retfærdig. Det er vitterligt, at Machiavelli hele sit liv igennem var en ivrig republikaner. Samme år, som han skrev sin håndbog i fyrstekunsten, blev han for frihedens skyld kastet i fængsel og lagt på pinebænken. Det synes utænkeligt, at en frihedens martyr med forsæt skulle have optrådt som tyranniets apostel. Flere udmærkede forfattere har derfor søgt i denne ulyksalige bog at opdage en skjult mening, der bedre lader sig forene med forfatterens karakter og adfærd end den, der frembyder sig ved første øjekast.

En af de gisninger, man har fremsat, er, at Machiavelli havde til hensigt at øve en lignende svig over for den unge Lorenzo de Medici som den, Sunderland siges at have øvet over for Jakob II, nemlig at han tilskyndede sin discipel til voldsomme og troløse forholdsregler i den tanke, at det var det sikreste middel til at fremskynde befrielsens og hævnens øjeblik. En anden formodning, som Lord Bacon synes at støtte, går ud på, at afhandlingen kun var et stykke alvorlig ironi, der skulle advare nationerne mod ærgerrige mænds kunstgreb. Det ville være let at vise, at ingen af disse to forklaringer holder stik over for mangfoldige steder i selve Fyrsten.

Men den mest afgørende gendrivelse finder man i Machiavellis øvrige værker. I alle de skrifter, han offentliggjorde, og i alle dem, som udgivernes undersøgelser har opdaget i løbet af tre hundrede år, i hans komedier, der var bestemte til mængdens underholdning, i hans Drøftelser af Livius, der var beregnet på Firenzes mest begejstrede fædrelandsvenner, i hans historie, der er tilegnet en af de elskværdigste og ærværdigste paver, i hans officielle indberetninger og i hans private optegnelser, er den samme skævhed i de moralske grundsætninger, som man er gået så strengt i rette med Fyrsten for, mere eller mindre tydeligt til stede. Vi tvivler på, at det vil være muligt i alle de mange bind, hans værker udgør, at finde en eneste ytring, der kunne antyde, at det nogen sinde er faldet ham ind, at der var noget uhæderligt i forstillelse og forræderi.

Efter dette kan det måske synes latterligt, når vi siger, at vi ikke kender mange skrifter, der bærer præg af så højsindet en følelse eller så rigtigt et syn for borgernes pligter og rettigheder som Machiavellis. Og dog er det således, og vi kunne fremdrage mangfoldige steder af selve Fyrsten til støtte for denne bemærkning. For en læser i vor tid og i vort land er denne modsigelse ved første øjekast fuldstændig forvirrende. Hele personen synes at være en gåde, en grotesk samling af uforenelige egenskaber, selviskhed og ædelmodighed, grusomhed og velvilje, list og enfold, nedrig slethed og romantisk heltesind. Én sætning er af den beskaffenhed, at en gammel diplomat næppe ville skrive den ned i cifre til vejledning for sin mest betroede spion, den næste ser ud, som den kunne være taget af en stil om Leonidas’ død, skrevet af en begejstret skoledreng. En handling af snedig troløshed og en handling af patriotisk selvopofrelse vækker den samme art af ærbødig beundring og vækker den i samme grad. Forfatterens moralske sans synes på én gang sygelig sløv og sygelig skarp. Der er to fuldstændigt forskellige karakterer forenet i ham, og de er ikke blot føjet sammen, men vævet ind i hinanden. De er hans ånds islæt og rendegarn, og deres forbindelse giver ligesom de forskellige tråde i halvsilketøj hele væven en spillende og stadig skiftende glans. Forklaringen ville være let, dersom han havde været en meget svag eller en meget affekteret mand, men han var åbenbart ingen af delene. Hans værker beviser uimodsigeligt, at hans forstand var skarp, hans smag ren og hans følelse for det latterlige ualmindeligt fin.

Dette er mærkeligt, men det mærkeligste står dog endnu tilbage. Der er ikke den fjerneste grund til at tro, at de, i hvis midte han levede, så noget som helst anstødeligt eller modsigende i hans skrifter. Vi har vidnesbyrd i overflod om den høje agtelse, de hæderligste blandt hans samtidige nærede både for hans værker og for hans person. Clemens VII understøttede udgivelsen af selve de bøger, som Tridentinerkonciliet i det følgende slægtled erklærede for uværdige til at læses af kristne. Nogle medlemmer af det demokratiske parti dadlede statssekretæren, fordi han havde tilegnet en velynder, der bar det upopulære navn Medici, sin bog om Fyrsten, men de umoralske grundsætninger, som senere er blevet genstand for så strenge bebrejdelser, synes der ikke at være blevet gjort nogen indvending imod. Råbet imod dem lød først på denne side Alperne og synes at være blevet hørt med overraskelse i Italien. Den første, der angreb dem, var, så vidt vi ved, en af vore landsmænd, kardinal Pole. Forfatteren af skriftet Anti-Machiavelli var en fransk protestant.

Det er derfor i den moralske følelses tilstand hos hine tiders italienere, at vi må søge den virkelige forklaring af, hvad der synes mest gådefuldt i denne mærkelige mands liv og skrifter. Da det er et emne, som giver anledning til mange interessante betragtninger, både politiske og metafysiske, gør vi ingen undskyldning for, at vi behandler det noget udførligt.

I de mørke og ulykkelige århundreder, der fulgte efter Romerrigets fald, havde Italien i langt højere grad end noget andet land i Vesteuropa bevaret sporene af oldtidens civilisation. Den nat, der bredte sig over dette land, var som en sommernat i det høje nord. Det begyndte allerede at gry af dag igen, endnu før det sidste skær fra solnedgangen var blegnet i horisonten. På de franske merovingers og det angelsaksiske syvkongedømmes tid syntes uvidenheden og vildheden at have nået sit højdepunkt, men selv dengang bevarede de napolitanske provinser, som lå under det østlige kejserdømmes overhøjhed, noget af Orientens kundskab og forfinelse. Rom nød, beskyttet af sine pavers hellige værdighed, i det mindste relativ tryghed og ro. Selv i de egne, hvor de blodtørstige longobarder havde grundlagt deres kongerige, var der uden sammenligning mere rigdom, kundskab, fysisk velvære og social orden, end man kunne finde i Gallien, Britannien eller Tyskland.

Hvad der mest adskilte Italien fra nabolandene, var den betydning, befolkningen i byerne meget tidlig begyndte at få. Nogle byer var blevet grundlagt i vilde og afsides egne af flygtninge, der var undsluppet barbarernes raseri. Det var således tilfældet med Venezia og Genova, som bevarede deres frihed ved deres ubetydelighed, indtil de var i stand til at bevare den ved deres magt. Andre byer synes under alle de skiftende dynastier af erobrere, under Odoacer og Theodorik, Narses og Alboin, at have bevaret de municipale institutioner, som den store romerske republiks liberale politik havde givet dem. I provinser, som centralregeringen var for svag både til at beskytte og undertrykke, vandt disse institutioner efterhånden fasthed og kraft. Borgerne var, forsvarede af deres mure og styrede af deres egne øvrighedspersoner og deres egne kommunale love, for en stor en del i besiddelse af republikansk uafhængighed. På denne måde vaktes der en stærk demokratisk ånd. De karolingiske fyrster var alt for svage til at kunne kue den. Ottos højsindede politik opmuntrede den. Den kunne måske være blevet undertrykt ved en nøje sammenslutning mellem kirken og kejsermagten, men den næredes og styrkedes ved stridighederne mellem dem. I det 12. århundrede nåede den sin fulde kraft, og efter en lang og tvivlsom kamp sejrede den over de schwabiske fyrsters dygtighed og mod.

Kirkemagtens bistand havde i høj grad bidraget til guelfernes sejr. Denne sejr ville dog blot have været et tvivlsomt gode, dersom den eneste virkning af den havde været, at der trådte en moralsk trældom i den politiske trældoms sted, og at paverne hævdede sig på kejsernes bekostning. Heldigvis havde den italienske folkeånd imidlertid længe båret spirerne til de frie anskuelser i sig, som nu hurtigt udviklede sig under de frie institutioners befrugtende indflydelse. Folket i dette land havde iagttaget hele kirkens maskineri, dens helgener og mirakler, dens højtflyvende fordringer og dens glimrende ceremoniel, dens værdiløse velsignelser og dens uskadelige forbandelser alt for længe og alt for nært til at kunne lade sig narre. Det stod bag ved de kulisser, som andre så på med barnlig ærefrygt og interesse. Det så trisserne og lodderne og var vidne til, hvorledes tordenen blev frembragt. Det så skuespillernes naturlige ansigter og hørte deres naturlige stemmer. Fjerne folkeslag betragtede paven som den almægtiges statholder, som den alvises orakel, som den voldgiftsmand, hvis kendelser, hvad enten de gjaldt stridigheder mellem teologer eller konger, enhver kristen burde slå sig til ro ved. Italienerne kendte alle hans ungdomsdårskaber og alle de uhæderlige kunstgreb, der havde hjulpet ham til magten. De vidste, hvor ofte han havde brugt kirkens nøgler til at løse sig selv fra de helligste forpligtelser, og dens rigdomme til at mæske sine elskerinder og frænder med. Den bestående kirkes lærdomme og skikke behandlede de med skyldig ærbødighed, men skønt de endnu kaldte sig katolikker, var de hørt op med at være papister. De åndelige våben, som vakte skræk i de stolteste fyrsters paladser og lejre, vakte kun foragt i Vatikanets umiddelbare nærhed. Alexander var, da han befalede vor Henrik II at piske sig ved en oprørsk undersåts grav, selv landflygtig. Romerne, som frygtede for, at han omgikkes med planer imod deres frihed, havde forjaget ham fra deres by, og skønt han højtidelig lovede for fremtiden at indskrænke sig til udøvelsen af sin åndelige myndighed, vægrede de sig alligevel ved at tage imod ham igen.

I alle andre dele af Europa trådte en stor og mægtigt privilegeret klasse folket under fode og bød regeringen trods, men i Italiens mest blomstrende egne var lensadelen indskrænket til en forholdsvis ubetydelig indflydelse. Nogle steder søgte den ly under de mægtige republikkers beskyttelse, som den ikke formåede at byde spidsen, og sank efterhånden ned i borgernes masse. Andre steder havde de en betydelig indflydelse, men det var en indflydelse, der var vidt forskellig fra den, som udøvedes af aristokratiet i noget rige på denne side Alperne. De var ikke små fyrster, men fremragende borgere. I stedet for at befæste deres borge i bjergene forskønnede de deres paladser på torvene. Samfundstilstandene i de napolitanske provinser og i nogle dele af Kirkestaten lignede mere den, der bestod i de store europæiske monarkier, men statsforfatningerne i Lombardiet og Toscana bevarede igennem alle omvæltninger en anden karakter. Et folk, som er samlet inden for en stads mure, er langt farligere for sine herskere, end når det lever spredt på et stort landområde. De vilkårligste af Cæsarerne fandt det nødvendigt at bespise og more deres umedgørlige hovedstadsindbyggere på provinsernes bekostning. Madrids Borgere har mere end én gang belejret deres konge i hans eget palads og aftvunget ham de mest ydmygende indrømmelser. Sultanerne har ofte set sig nødsaget til at bringe Konstantinopels rasende pøbel en upopulær visirs hoved som sonoffer. Af samme grund var der et vist demokratisk anstrøg over Norditaliens monarkier og aristokratier.

Således gæstede friheden atter Italien, om end ganske vist kun delvis og forbigående, og i følge med friheden kom handel og magt, videnskabelighed og smag, alt, hvad der forskønner livet og gør det behageligt. Korstogene, der ikke bragte indbyggerne i andre lande andet end relikvier og sår, bragte de opblomstrende republikker ved det adriatiske og toscanske hav en stor tilvækst i rigdom, magt og kundskab. Disse republikkers moralske stilling og geografiske beliggenhed satte dem i stand til i lige grad at drage fordel af Vestens barbari og Østens civilisation. Italienske skibe bedækkede alle have. Italienske faktorier opstod på alle kyster. Italienske vekselerere stillede deres borde op i alle byer. Fabrikkerne blomstrede, der oprettedes banker, handelsmaskineriets arbejde lettedes ved mange nyttige og smukke opfindelser. Vi tvivler på, at noget andet land i Europa, med undtagelse af vort eget, i vore dage har nået et sådant højdepunkt i henseende til rigdom og civilisation, som visse dele af Italien havde nået for fire hundrede år siden. Historieskriverne nedlader sig sjældent til denne slags detaljer, som er de eneste, af hvilke man kan samle et billede af et samfunds virkelige tilstand. Derfor bliver efterslægten kun alt for ofte narret af digteres og retorikeres hyperbler, som forveksler et hofs glans med et folks lykke. Heldigvis har Giovanni Villani givet os en udførlig og nøjagtig skildring af tilstanden i Firenze i begyndelsen af det 14. århundrede. Republikkens indkomster beløb sig til 300.000 gylden, en sum, som, når man tager hensyn til de ædle metallers synkende værdi, i det mindste svarede til 600.000 pund sterling, en større sum, end England og Irland for to hundrede år siden årligt indbragte Elisabeth. Uldfabrikationen alene beskæftigede to hundrede fabrikker og tredive tusind arbejdere. Den årlige produktion af vævet tøj indbragte gennemsnitligt 1.200.000 gylden, en sum, der, omsat i vore penge, rigeligt når op til 2½ million. Der blev årlig udmøntet 400.000 gylden. Firsindstyve banker ledede ikke blot Firenzes, men hele Europas handelsoperationer. Disse etablissementers omsætninger var undertiden så storartede, at det endog kan overraske Baringernes og Rothschildernes samtidige. To huse forstrakte Edward III af England med over 300.000 mark på en tid, da marken indeholdt mere sølv end halvtredsindstyve shillings i vore dage, og da sølvet var fire gange så meget værd som nu. Der var 170.000 indbyggere i byen og dens omegn. I de forskellige skoler lærte omtrent ti tusind børn at læse; tolv hundrede lærte at regne, og seks hundrede fik en lærd opdragelse.

Skønlitteraturens og de skønne kunsters udvikling stod i forhold til den offentlige velstands. Under Augustus’ despotiske efterfølgere var alle åndens områder blevet forvandlede til golde ørkener, som vel endnu betegnedes ved formelle grænser og endnu bar spor af fordums opdyrkning, men hverken ydede blomster eller frugter. Barbariets syndflod kom. Den skyllede alle landemærker bort, den tilintetgjorde alle spor af fordums kultur. Men den frugtbargjorde samtidig med, at den ødelagde. Da vandene trak sig tilbage, lå ørkenen der som en Edens Have, lystelig på alle punkter, smilende, jublende, af sig selv ydende i overflod alt, hvad der var skønhed, duft eller næring ved. Et nyt sprog, der udmærkede sig ved simpel skønhed og simpel kraft, var blevet fuldbårent. Intet tungemål har nogen sinde forsynet digtekunsten med pragtfuldere og mere levende farver. Det varede da heller ikke længe, før der kom en digter, som forstod at bruge dem. I begyndelsen af det 14. århundrede fremkom Den Guddommelige Komedie, uden sammenligning det største værk, nogen digters fantasi har skabt siden de homeriske digte. Det næste slægtled frembragte ganske vist ikke en anden Dante, men det udmærkede sig i høj grad ved almindelig åndsvirksomhed. Studiet af de latinske forfattere var aldrig helt blevet lagt på hylden i Italien, men Petrarca indførte en dyberegående, finere og smagfuldere videnskabelighed og bibragte sine lands mænd den begejstring for Roms litteratur, historie og oldsager, som delte hans eget hjerte med en kold elskerinde og en endnu koldere muse. Boccaccio rettede deres opmærksomhed imod Grækenlands mere ophøjede og yndefulde mønstre.

Fra den tid af blev beundringen for lærdom og geni næsten til afguderi hos Italiens folk. Konger og republikker, kardinaler og doger kappedes om at hædre og smigre Petrarca. Sendebud fra rivaliserende stater bejlede til den ære at blive belært af ham. Hans kroning satte hoffet i Napoli og befolkningen i Rom i lige så stærk bevægelse, som den vigtigste politiske begivenhed kunne have gjort. At samle bøger og antikker, at oprette lærestole, at patronisere lærde mænd blev næsten almindelig mode blandt de store. Den litterære forskningsånd forenede sig med den kommercielle foretagsomheds. Ethvert punkt, der lå uden for de florentinske handelsfyrsters kæmpemæssige handelsområde, fra basarerne ved Tigris til munkeklostrene ved Clyde blev ransaget for at søge efter mønter og manuskripter. Arkitekturen, malerkunsten og billedhuggerkunsten blev gavmildt opmuntret. Det ville i virkeligheden ikke være let at nævne en fremragende italiener i det tidsrum, vi taler om, som, hvorledes hans almindelige karakter end var, ikke i det mindste lod, som han bar kærlighed til videnskab og kunst.

Kundskab og offentlig velstand vedblev at gå frem ved hinandens side. Begge nåede deres højdepunkt i Lorenzo den Prægtiges tidsalder. Vi kan ikke lade være med at anføre det glimrende sted, i hvilket den toscanske Thukydid skildrer Italiens tilstand på denne tid: “Fuldstændig indlullet i den dybeste fred og ro, opdyrket ikke mindre i de bjergrigeste og goldeste egne end på sletterne og de frugtbareste strøg, ikke underlagt noget andet herredømme end sine egne børns, havde landet ikke blot overflod af indbyggere og rigdom, men forherligedes i højeste grad ved mangfoldige fyrsters pragt, ved mange ædle og skønne stæders glans, ved religionens sæde og majestæt og ved en blomstrende fylde af mænd, som i højeste grad udmærkede sig i henseende til de offentlige anliggenders styrelse, og af de ædleste ånder på alle videnskabens områder og i alle skønne og nyttige kunster” (Guicciardini: Italiens historie). Når vi læser denne korrekte og glimrende skildring, kan vi næppe få os selv til at tro, at vi læser om tider, da Englands og Frankrigs årbøger kun byder os et frygteligt billede af fattigdom, barbari og uvidenhed. Det er fornøjeligt at vende sig fra udannede herrers tyranni og en nedværdiget bondestands lidelser til Italiens rige og oplyste stater, til de store og prægtige byer, havnene, arsenalerne, museerne, bibliotekerne, torvene, der var opfyldte med alt, hvad der kunne tjene til nytte eller luksus, Fab rikkerne, der myldrede med arbejdere, Appenninerne, der lige til toppene var bedækket med rigt agerland, Po, der bar Lombardiets høst til Venezias kornkamre og Bengalens silke og Sibiriens pelsværk tilbage til Milanos paladser. Med særlig glæde må enhver dannet ånd dvæle ved det smukke, lykkelige, hæderkronede Firenze, salene, der genlød af Pulcis skæmt, cellen, hvor endnu ved midnatstid Polizianos lampe lyste, statuerne, den unge Michelangelos øje hvilede på med en beslægtet inspirations glød, haverne, hvor Lorenzo digtede en eller anden gnistrende sang til de etruskiske jomfruers majdagsdans. Hvor den stad dog var skøn, hvor den var fuld af vid og lærdom, geni og kærlighed!

Damer og gæve mænd, og fryd og fare,
som ridderånd og elskov os berede –
Nu er til ondskab hjerterne kun snare.
(Dante: Skærsilden)

Der forestod en tid, da alle de syv skåler, apokalypsen taler om, skulle tømmes og udgydes over disse skønne steder, en myrderiets, hungersnødens, armodens, skændselens, trældommens, fortvivlelsens tid.

Som mange naturlige organismer måtte de italienske stater bøde for en for tidlig modenhed med en alt for tidlig affældighed. Deres tidlige storhed og deres tidlige forfald må væsentligt tilskrives samme grund, den overvægt, byerne fik i det politiske system.

I et samfund af jægere eller hyrder bliver enhver let og nødvendigt soldat. Den enkeltes sædvanlige gerning er fuldstændig forenelig med krigstjenestens pligter. Hvor langt end et krigstog fører ham, er det dog en let sag for ham at føre det forråd med sig, der skal tjene ham til underhold. Hele folket er en armé, hele året igennem er det på march. Det var denne samfundstilstand, der lettede Attilas og Tamerlans kæmpemæssige erobringer.

Men et folk, der lever af at dyrke jorden, er helt anderledes stillet. Landmanden er bundet til den jord, han anvender sit arbejde på. Et langvarigt felttog ville ødelægge ham. Men hans arbejde er dog endnu af den beskaffenhed, at det giver hans legeme både den aktive og den passive kraft, der er nødvendig for soldaten, og det lægger heller ikke, i det mindste i det rationelle agerbrugs barndom, beslag på hans uafbrudte opmærksomhed. Til visse tider af året er han næsten helt ledig og kan uden skade for sig selv afse den tid, der behøves til et kortvarigt tog. Således blev legionerne forsynet med mandskab i Roms første krige. Den årstid, i hvilken markerne ikke krævede agerdyrkernes nærværelse, var tilstrækkelig til et kortvarigt indfald og et slag. Disse operationer, som afbrødes alt for hyppigt, til at de skulle kunne have ført til afgørende resultater, tjente i alt fald til at vedligeholde en vis disciplin og et vist mod i folket, som gjorde det ikke blot trygt, men frygteligt. Middelalderens bueskytter og øksemænd, som med levnedsmidler til fyrretyve dage på ryggen ombyttede deres marker med lejren, var tropper af samme art.

Men når handel og fabriksdrift begynder at blomstre, foregår der en stor forandring. Det stillesiddende liv ved pulten og væverstolen gør krigsanstrengelser og besværligheder utålelige. Handelsmandens og håndværkerens arbejde kræver deres stadig nærværelse og opmærksomhed. I et sådant samfund er der kun liden tid tilovers, men der er i almindelighed overflod af penge. Nogle medlemmer af samfundet lejes derfor til at påtage sig et arbejde, som er uforeneligt med de øvriges vaner og pligter.

Grækenlands historie er i denne som i mange andre henseender den bedste kommentar til Italiens historie. Fem hundrede år før den kristne tidsregnings begyndelse udgjorde borgerne i republikkerne omkring det ægæiske hav måske den smukkeste hær, der nogen sinde har været til. Efterhånden som rigdommen og forfinelsen voksede, undergik systemet en gradvis forandring. De joniske stater var de første, i hvilke handelen og kunsterne kom i flor, og de første, i hvilke den gamle mandstugt kom i forfald. Der var ikke gået firsindstyve år efter slaget ved Platæa, før lejetropper overalt gjorde tjeneste i slag og belejringer. På Demosthenes’ tid var det næppe muligt at overtale eller tvinge athenerne til at gøre krigstjeneste uden for landet. Lykurgs love hindrede handel og industri. Spartanerne vedblev derfor med at danne en national hær længe efter, at deres naboer havde begyndt at leje soldater. Men deres krigeriske ånd forfaldt med deres ejendommelige institutioner. I det 2. århundrede før Kristi fødsel var der i Grækenland kun én nation af krigere, de vilde højlændere i Ætolien, som var nogle slægtled bagefter deres landsmænd i civilisation og åndelig udvikling.

Alle de grunde, der havde disse virkninger blandt grækerne, virkede endnu stærkere på den nyere tids italienere. I stedet for en efter sin natur krigerisk magt som Sparta, havde de i deres midte en Kirkestat, som efter sin natur var fredelig. Hvor der er talrige slaver, drives enhver fri mand af de stærkeste bevæggrunde til at gøre sig fortrolig med brugen af våben. Italiens republikker myldrede ikke som Grækenlands med tusinder af disse hjemlige fjender. Den måde endelig, hvorpå de militære operationer lededes i Italiens lykkelige tid, var særligt ugunstig for dannelsen af en kraftig krigshær. Mænd, der var klædt i jern fra hoved til fod og bevæbnet med tunge lanser, og som red på heste af den sværeste bygning, betragtedes som en armés hovedstyrke. Infanteriet gjaldt for at være forholdsvis unyttigt og blev forsømt så længe, at det til sidst virkelig blev det. Denne taktik holdt sig århundreder igennem i de fleste dele af Europa. At fodfolk skulle kunne modstå svært kavaleris angreb, ansås for fuldstændigt umuligt, til Schweiz’ rå bjergfolk hen imod slutningen af det 15. århundrede løste fortryllelsen og forbavsede de mest erfarne hærførere ved at tage imod det frygtelige anfald med en uigennemtrængelig skov af lanser.

Brugen af det græske spyd, det romerske sværd eller nutidens bajonet kunne læres med forholdsvis lethed, men der måtte en daglig øvelse år igennem til for at sætte krigeren i stand til at bære sin tunge rustning og håndtere sine uhandelige våben. Over hele Europa blev denne den vigtigste gren af krigskunsten et særligt kald. På denne side Alperne var den rigtignok i almindelighed ikke en næringsvej, om den end var et kald. En stor klasse landadelsmænd betragtede den som sin pligt og morskab. Det var den tjeneste, de gjorde som vederlag for deres jord, og den adspredelse, hvormed de i mangel af åndeligt tidsfordriv forslog tiden. Men i de norditalienske stater havde, som allerede bemærket, byernes voksende magt, hvor den ikke havde udryddet denne samfunds klasse, fuldstændigt forandret dens sædvaner. Her blev det derfor almindelig brug at anvende lejetropper på en tid, da denne skik var næsten ukendt i andre Lande.

Når krig bliver en særlig klasses håndværk, er den mindst farlige fremgangsmåde, en regering kan vælge, at gøre denne klasse til en stående hær. Det er næppe muligt, at mennesker kunne tilbringe deres liv i en stats tjeneste uden at føle nogen interesse for dens storhed. Dens sejre er deres sejre, dens nederlag er deres nederlag, kontrakten taber noget af sin forretningsmæssige karakter. Soldatens tjeneste betragtes som udslag af patriotisk iver, hans sold som den løn, den nationale taknemlighed yder ham. At forråde den magt, der anvender ham, ja blot at være sløj i dens tjeneste er i hans øjne den groveste og mest nedværdigende brøde.

Da de italienske fyrster og republikker begyndte at anvende lejetropper, ville det klogeste, de kunne gøre, have været at danne særlige stående hære. Det skete uheldigvis ikke. I stedet for, at halvøens lejetropper burde have været knyttet til forskellige magter, betragtedes de som alles fælles ejendom. Forbindelsen imellem staten og dens forsvarere gjordes til den simpleste og mest utilslørede forretningssag. Eventyreren bragte sin hest, sine våben, sin styrke og sin erfaring til torvs. Om det var kongen af Napoli eller hertugen af Milano, paven eller Signoriet i Firenze, der sluttede handel med ham, var ham en fuldstændig ligegyldig sag. Ham kom det blot an på at få den højeste løn og at blive hyret for så lang tid som muligt. Når det felttog, han havde sluttet kontrakt om at gå med i, var til ende, kunne hverken loven eller æresfølelsen afholde ham fra at vende sine våben imod sine forrige principaler. Soldaten var fuldstændigt skilt fra borgeren og undersåtten.

De naturlige følger heraf udeblev ikke. Idet krigens førelse var overladt til folk, som hverken elskede dem, de forsvarede, eller hadede dem, de kæmpede imod, som ofte var knyttet med stærkere bånd til den hær, de kæmpede imod, end til den stat, de tjente, som tabte ved kampens ophør og vandt ved, at den trak i langdrag, skiftede den fuldstændig karakter. Alle mødte på valpladsen gennemtrængt af bevidstheden om, at de måske få dage efter stod i den magts sold, som de for øjeblikket anvendtes imod, og kæmpede ved deres nuværende fjenders side imod deres nuværende kammerater. De stærkeste interesser og de stærkeste følelser bidrog til at mildne fjendskabet imellem dém, der nylig havde været våbenfæller og måske snart blev det igen. Deres fælles kald var et foreningsbånd, som ikke kunne glemmes, selv når de stod i stridende parters tjeneste. Heraf kommer det, at Italiens krigshistorie i næsten to århundreder består af operationer så matte og uafgørende, at man ikke finder deres lige omtalt i historien, af marcher og kontramarcher, plyndringstog og blokader, kapitulationer uden blodsudgydelse og slag, i hvilke der heller ikke udgydes blod. Mægtige hære kæmper fra sol står op, til sol går ned, der vindes en stor sejr, der tages tusinder af fanger, og der går næppe et liv til spilde. Et regulært feltslag synes i virkeligheden at have været mindre farligt end en almindelig gadetumult.

Mod var nu ikke længere nødvendigt, ikke engang i krigerstanden. Folk blev gamle i lejren og vandt den højeste berømmelse for deres krigsbedrifter, uden at det nogen sinde krævedes af dem, at de skulle møde nogen alvorlig fare. De politiske følger heraf er kun alt for velkendte. Den rigeste og mest oplyste del af verden var forsvarsløs over for enhver barbarisk erobrers angreb, over for Schweiz’ brutalitet, Frankrigs overmod og Aragoniens vilde rovgriskhed. De moralske virkninger, der fremgik af denne tingenes tilstand, var endnu mere værd at lægge mærke til.

Hos de rå nationer på denne side Alperne var tapperhed uundgåeligt nødvendig. Uden den kunne ingen af dem være fremragende, og få føle sig sikre. Fejhed betragtedes derfor naturligt som det værste, man kunne bebrejde et menneske. Hos de dannede italienere, der berigedes ved handel, styredes af love og omfattede litteraturen med lidenskab, udrettedes alt ved åndelig overlegenhed. Selv deres krige, som var fredeligere end deres naboers fred, krævede snarere borgerlige end militære egenskaber. Mens modet var æressag i andre lande, blev kløgt det i Italien.

Ud fra disse forudsætninger udviklede der sig på fuldstændig analog måde to modsatte systemer af almen moralsk bevidsthed. I størstedelen af Europa har de laster, der særligt tilhører frygtsomme naturer, og som er svaghedens naturlige værn, nemlig falskhed og hykleri, altid været anset for de skammeligste, mens overmodige og dristige ånders udskejelser er blevet behandlet med overbærenhed og endog med ærbødighed. Italienerne betragtede sådanne forbrydelser, som kræver selvbeherskelse og behændighed, hurtig opfattelse, frugtbar opfindsomhed og dyb menneskekundskab med tilsvarende overbærenhed.

En fyrste som vor Henrik V kunne opstilles som nordens ideal. Hans ungdoms dårskaber, hans manddoms selviske ærgerrighed, lollarderne, der blev stegt ved en langsom ild, fangerne, der blev hugget ned på valpladsen, fornyelsen for endnu et århundrede af præstestandens fæstebrev, der var udløbet, den frygtelige arv af en grundløs og håbløs krig, som han efterlod et folk, der ikke havde nogen interesse i dens udfald, alt er glemt på nær sejren ved Azincourt. Francesco Sforza var på den anden side mønsteret på en italiensk hero. Han gjorde sine herrer såvel som sine medbejlere til sine redskaber. Han overvældede først sine åbenbare fjender ved troløse forbundsfællers hjælp; så væbnede han sig imod sine forbundsfæller med det bytte, der var taget fra hans fjender. Ved denne uforlignelige snildhed hævede han sig fra en militær eventyrers vanskelige og afhængige stilling til Italiens første trone. Sådan en mand tilgav man meget, hult venskab, uædelt fjendskab, krænket troskab. Det er de modsatte vildfarelser, menneskene kommer til at begå, når deres moral ikke er en videnskab, men en smagssag, når de opgiver de evige grundsætninger for tilfældige ideer.

Vi har oplyst vor anskuelse ved et eksempel hentet fra historien; vi vil vælge et andet fra digtningens verden. Othello myrder sin hustru, han giver befaling til at myrde sin løjtnant, og han ender med at dræbe sig selv. Og dog mister han aldrig nordiske læseres agtelse og sympati. Hans uforfærdede og glødende ånd forsoner os med alt. Den umistænksomme tillid, hvormed han hører på sin rådgiver, den fortvivlelse, hvormed han gyser tilbage for tanken om skændselen, den lidenskabens storm, hvori han begår sin forbrydelse, og den stolte uforfærdethed, hvormed han tilstår den, giver denne karakter en overordentlig stor interesse. Jago derimod er genstand for almindelig afsky. Mange er tilbøjelige til at tro, at Shakespeare her har ladet sig forlede til en overdrivelse, som ellers er usædvanlig hos ham, og har tegnet et uhyre, som den menneskelige natur ikke kan opvise noget forbillede til. Vi tror imidlertid, at en forsamling af italienske tilskuere i det 15. århundrede ville have følt ganske anderledes. Othello ville kun have vakt afsky og foragt. Den tåbelighed, hvormed han stoler på en mands venskabelige forsikringer, uagtet han har lagt hindringer i vejen for hans forfremmelse, den lettroenhed, hvormed han tager imod ubegrundede påstande og tager ligegyldige omstændigheder for uigendrivelige beviser, den heftighed, hvormed han bringer retfærdiggørelsen til at forstumme, til retfærdiggørelsen kun kan forøge hans ulykke, ville have vakt tilskuernes uvilje og afsky. Jagos adfærd ville de visselig have fordømt, men de ville have fordømt den, som vi fordømme hans offers. Der ville have blandet sig nogen interesse og respekt i deres misbilligelse. Forræderens slagfærdige vid, hans dømmekrafts klarhed, den kløgt, hvormed han gennemskuer andres planer og skjuler sine egne, ville til en vis grad have sikret ham deres agtelse.

Så stor var forskellen imellem italienerne og deres naboer. Der var en lignende forskel imellem grækerne i det andet århundrede før Kristi fødsel og deres herrer romerne. Erobrerne var tapre og energiske, tro imod deres forpligtelser og stærkt påvirkede af religiøse følelser, men på samme tid uvidende, vilkårlige og grusomme. Hos det overvundne folk var der nedlagt al den vestlige verdens kunst, videnskab og litteratur. I poesien, i filosofien, i malerkunsten, i arkitekturen, i billedhuggerkunsten var der ingen, der kunne gøre dem rangen stridig. Deres sæder var slebne, deres opfattelse skarp, deres opfindsomhed på rede hånd; de var tolerante, omgængelige og humane, men mod og ærlighed var de næsten fuldstændig blottet for. Enhver rå kenturion trøstede sig over sin underlegenhed i åndelig henseende ved at bemærke, at kundskab og smag kun syntes at gøre folk til ateister, krystere og slaver. Forskellen holdt sig længe stærkt udpræget og afgav et beundringsværdigt emne for Juvenals blodige spot.

Borgeren i en italiensk republik var grækeren fra Juvenals tid og grækeren fra Perikles’ tid i én person. Som hin var han frygtsom og eftergivende, snedig og lav, men som denne havde han et fædreland. Dets uafhængighed og lykke var ham dyrebare. Nedværdigedes hans karakter ved lave forbrydelser, adledes den på den anden side ved almenånd og ved en hæderlig ærgerrighed.

En last, der godkendes af den almindelige mening, er slet og ret en last. Ondet har sin grænse i sig selv. En last, der fordømmes af den almindelige mening, øver en fordærvelig virkning på hele karakteren. Hin er en lokal sygdom, denne et konstitutionelt onde. Når synderens rygte er gået tabt, kaster han kun alt for ofte i fortvivlelse resterne af sin dyd efter det. Herremanden i højlandene, som for hundrede år siden levede af at tage tribut af sine naboer for at lade være at plyndre dem, begik den samme forbrydelse, som Wild blev ført til Tyburn for under to hundrede tusind menneskers råb. Der er imidlertid ingen tvivl om, at han ikke var så slet som Wild. Den udåd, Mrs. Brownrigg blev hængt for, svinder ind til ingenting i sammenligning med, hvad romeren gjorde, når han holdt fest for publikum ved at ofre et par hundrede gladiatorer. Ikke desto mindre ville vi gøre sådan en romer højlig uret, hvis vi troede, at han var lige så grusom en natur som Mrs. Brownrigg. I vort land forbryder en kvinde sin stilling i samfundet, ved hvad der hos en mand kun alt for ofte betragtes som et ærefuldt fortrin, i værste fald som en let tilgivelig vildfarelse. Følgen heraf er bekendt nok. En kvindes moral ødelægges ofte grundigere ved et eneste fejltrin, end en mands ved tyve års kærlighedshandler. Den klassiske oldtid ville, om muligt, give os endnu stærkere eksempler end dem, vi her har holdt os til.

Dette princip må vi anvende på det foreliggende tilfælde. Forstillelse og falskhed vil utvivlsomt gøre en mand i vor tid og vort land yderst foragtet og afskyet af alle. Men heraf følger på ingen måde, at det ville være retfærdigt at fælde en lignende dom om en italiener fra middelalderen. Vi finder tværtimod ofte de fejl, som vi plejer at betragte som kendetegn på et fuldstændig fordærvet sind, i forbindelse med store og gode egenskaber, med velvilje og uegennyttighed. Fra en sådan samfundstilstand havde Palamedes i Humes beundringsværdige dialog kunnet hente lige så slående eksempler til belysning af sin teori som nogen af dem, Fourti forsynede ham med. Vi ved nok, at dette ikke hører til de lærdomme, som historieskriverne lader sig det være mest magtpåliggende at forkynde, eller som læserne er mest tilbøjelige til at tage imod, men de er alligevel ikke unyttige. Hvorledes Philip opstillede sine tropper ved Kæronea, hvor Hannibal gik over Alperne, om Maria Stuart sprængte Darnley i luften, eller Siquier skød Karl XII, og ti tusind andre spørgsmål af samme slags har i og for sig kun lidt at betyde. Undersøgelsen kan more os, men afgørelsen bliver vi ikke klogere af. Kun den læser historien på rette måde, som iagttager, hvor mægtigt omstændighederne påvirker menneskenes følelser og meninger, hvor ofte laster blive til dyder, og paradokser til grundsætninger, og kun på den måde lærer man at sondre mellem, hvad der er tilfældigt og forbigående i den menneskelige natur, og hvad der er væsentligt og uforanderligt.

I denne henseende giver intet samfunds historie anledning til vigtigere betragtninger end de toscanske og lombardiske republikkers. Den italienske statsmands karakter synes ved første øjeblik at være en samling af modsigelser, et lige så uhyre fantom som portnersken i Miltons helvede, halv guddom, halv slange, majestætisk og skøn oventil, krybende og giftig nedentil. Vi ser et menneske, mellem hvis tanker og ord der ikke er nogen sammenhæng, som aldrig betænker sig på en ed, når han ønsker at forføre nogen, som aldrig savner påskud, når han har lyst til at forråde nogen. Hans grusomheder har ikke deres udspring fra det varme blod eller en utæmmet magts vanvid, men fra dybt og koldt overlæg. Hans lidenskaber er ligesom veldisciplinerede tropper voldsomme på kommando og glemmer aldrig, selv under det vildeste raseri, den disciplin, de er blevet vant til. Hele hans sjæl er optaget af umådelige og indviklede, ærgerrige planer, og dog bærer hans ydre og hans tale kun filosofisk beherskelse til skue. Had og hævnlyst gnaver på hans hjerte, og dog er hans blik hjerteligt smilende, og hver en bevægelse et fortroligt kærtegn. Han vækker aldrig sine modstanderes mistanke ved intetsigende drillerier. Hans hensigt kommer først til syne i udførelsens øjeblik. Der er ingen rynker på hans pande, hans tale er høflig, til årvågenheden er dysset i slummer, til et sted er blottet, der kan såres til døden, til han har fået taget sikkert sigte, så støder han til for første og sidste gang. Krigermod, den plumpe tyskers, den frivole og snaksomme franskmands, den romantiske og hovmodige spaniers stolthed, hverken har han eller bryder han sig om. Han skyer faren, ikke fordi han er ufølsom for skam, men fordi frygtsomhed ikke længere er noget, man skammer sig ved i det samfund, han lever i. At øve en uret åbenlyst er efter hans begreber lige så slet som at øve den hemmeligt, og det er langt mindre fordelagtigt. I hans øjne er de sikreste, de hurtigste og de mest skjulte midler de hæderligste. Han kan ikke forstå, hvorledes en mand kan tage i betænkning at bedrage folk, som han ikke tager i betænkning at ødelægge. Det ville i hans øjne være galskab at erklære medbejlere åben krig, når han kunne støde dem ned under en venskabelig omfavnelse eller forgive dem i hostien.

Og dog var denne mand, hvor meget han end skændedes af de i vore øjne afskyeligste laster, forræderi, hykleri, fejhed, snigmord, på ingen måde blottet selv for de dyder, vi i almindelighed betragter som vidnes byrd om en ophøjet karakter. I moralsk mod, i udholdenhed, i åndsnærværelse stod de barbariske krigere, der var fremmest i slaget eller brechen, langt tilbage for ham. Selv de farer, han undgik med næsten fej forsigtighed, forvirrede aldrig hans opfattelse, lammede aldrig hans opfindsomhed, fravristede aldrig hans glatte tunge eller hans uudgrundelige ansigt en hemmelighed. Skønt han var en farlig fjende og en endnu farligere medskyldig, kunne han være en retfærdig og god hersker. Ved siden af al den falskhed, der var i hans politik, var der en overordentlig høj grad af retsfølelse i hans ånd. Skønt han ikke brød sig om sandheden i livets forhold, var han sandheden ærlig hengiven i spekulationens undersøgelser. Kåd grusomhed lå ikke i hans natur, tværtimod, hvor der ikke stod et eller andet politisk formål på spil, var hans karakter mild og human. Hans nervers pirrelighed og hans livlige fantasi gjorde ham tilbøjelig til at sympatisere med andres følelser og til at glæde sig ved det sociale livs milde og høviske sæder. Skønt han stadig nedlod sig til handlinger, som kunne synes at vidne om en ånd, der var sygelig i alle sine anlæg, havde han ikke des mindre en ualmindelig fin følelse både for det naturlig og det moralsk ophøjede, for enhver yndefuld og enhver høj forestilling. Den stadige hengivelse til småligt rænkespil og forstillelse havde kunnet gøre ham udygtig til store, almindelige synsmåder, hvis ikke hans filosofiske granskningers udvidende indflydelse havde modvirket denne indsnævrende tendens. Han forstod at afvinde vid, veltalenhed og poesi den fineste nydelse. De skønne kunster drog i lige grad nytte af hans doms strenghed og af den rundhåndede måde, hvorpå han tog sig af dem. Portrætterne af nogle af den tids mærkelige italienere stemmer fuldkomment med denne skildring. Brede og majestætiske pander, stærke og mørke, men ikke rynkede bryn, øjne, hvis rolige, klare blik synes at gennemskue alt, mens det intet røber, kinder, som tanken og et stillesiddende liv har bleget, læber, der er formede med kvindelig finhed, men sammenpressede med mere end mandig bestemthed, betegner mennesker, der på én gang er foretagsomme og frygtsomme, mennesker, der er lige dygtige til at opdage andres planer og skjule deres egne, mennesker, der må have været frygtelige fjender og upålidelige forbundsfæller, men på samme tid mennesker, hvis væsen var mildt og harmonisk, og som var i besiddelse af en så omfattende og fin ånd, at den måtte gøre dem ualmindeligt skikkede til at deltage både i handlingens og i tankens liv, både til at herske over og belære menneskeheden.

Enhver tidsalder og enhver nation har visse karakteristiske laster, som næsten findes hos alle, som næppe nogen betænker sig på at tilstå, og som selv strenge moralister kun tager lempeligt på. De efterfølgende slægtled skifter mode i moralsk henseende, ligesom moden veksler i henseende til hatte og vogne, tager en anden form af slethed under deres beskyttelse og undrer sig over, hvor fordærvede deres forfædre var. Og ikke nok med det. Efterslægten, denne højesteret, som aldrig bliver træt af at prise sin egen retfærdighed og indsigt, bærer sig ved sådanne lejligheder ad som en romersk diktator efter et almindeligt mytteri. Idet den finder forbrydernes antal alt for stort, til at de kan blive afstraffet alle sammen, vælger den nogle af dem på må og få, og de skal så lide hele straffen for en brøde, som de ikke i højere grad har gjort sig skyldige i end dem, der slipper. Om decimeringssystemet er hensigtsmæssigt i militæretaten, ved vi ikke, men vi gør højtidelig indsigelse mod indførelsen af et sådant princip i historiens filosofi.

I det foreliggende tilfælde er loddet faldet på Machiavelli, en mand, hvis offentlige færd var ærlig og hæderlig, hvis moralske anskuelser, for så vidt de var forskellige fra de menneskers, han levede iblandt, synes at have afveget til det bedre, og hvis eneste fejl var, at han, efter at have antaget nogle af de grundsætninger, som dengang havde almen gyldighed, ordnede dem klarere og udtrykte dem kraftigere end nogen anden forfatter.

………

Fortsættes i Andet afsnit