FORSTÅ GLOBAL GEOPOLITIK PÅ 5 MINUTTER

Klodens overflade består af:

70% hav, 30% land

Af landoverfladen optager:

  • Asien 30%
    Afrika 20%
    Nordamerika 17%
    Sydamerika 12%
    Antarktis 9%
    Europa 7%
    Australien 5%

Den største del af Jordens landmasse findes på den nordlige halvkugle, og Eurasien er mere end dobbelt så stort som Nordamerika (med Panama-kanalen som sydgrænse).

Hvilke konsekvenser har klodens fysisk-geografiske opbygning og de enkelte landmassers indbyrdes relationer for det dynamiske forhold mellem de største stater, altså for “verdenspolitikken”?

Vi vil prøve at finde svaret på dette spørgsmål ved hjælp af den global-geopolitiske model, som blev lanceret af den britiske geograf Halford Mackinder omkring år 1900 og ca. 40 år senere modificeret den amerikanske politolog Nicholas Spykman.

Halford Mackinder (1861-1947) opdeler i sin artikel The Geographical Pivot of History (Historiens geografiske omdrejningspunkt, 1904) hele kloden i alle dens “naturlige”, dvs. geografiske, magtbaser. Eurasien inddeler han i et heartland eller pivot area og et randland, kaldt den indre halvmåne – dét bælte af territorier, der løber som en halvmåne fra det norske Nordkapp i vest til Beringstrædet i øst, og hvortil hører blandt andet Tyskland, Tyrkiet, Indien og Kina. Uden for denne og uden for de eurasiske landmagters rækkevidde ligger den ydre halvmåne med Storbritannien, Sydafrika, Australien, USA, Canada og Japan. Eurasien sammen med Afrika udgør verdens-øen, og Afrika er verdens-forbjerget. Heartland er “helt kontinentalt”, den ydre halvmåne er “helt oceanisk”, den indre halvmåne er “delvis kontinental, delvis oceanisk”.

For Mackinder stod kampen mellem sømagt og landmagt, Oceanet og Eurasien. “Historiens geografiske omdrejningspunkt” var heartland, dvs. den centrale del af Eurasien, svarende nogenlunde til det senere Sovjetunionens territorium.

Fra dette heartland i Asiens indre var Europa i århundreder blevet invaderet af rytterfolk. Det mest spektakulære eksempel havde været mongolernes ekspansion i 1200-1300-tallet ud mod alle dele af den indre halvmåne. Russerne havde nu (omkring 1900) overtaget mongolernes rolle, og Mackinders frygt var, at Tyskland og Rusland forenede deres magt enten gennem en alliance eller en tysk erobring af Rusland. En sådan eurasisk superstat, bundet sammen af et net af jernbaner, ville råde over ressourcer, store nok til at bygge en krigsflåde, der ville kunne besejre den britiske. Dermed ville det være slut med Det Britiske Imperium, og “verdensherredømmet vil være i sigte”.

Set fra et geografisk synspunkt ville magtbalancen i verden altid være afgørende bestemt af den stat eller de stater, der dominerede det eurasiske kontinent, såvel på grund af dets størrelse som på grund af dets centrale strategiske position. På længere sigt ville udviklingen være til fordel for landmagt, og Mackinder formulerede sin grundtese – og grundliggende frygt – således (hvor “Østeuropa” er området fra det østlige, junker-dominerede Tyskland/Østrig frem til Ural):

“Den, der regerer over Østeuropa, behersker heartland.
Den der regerer over heartland, behersker verdens-øen.
Den, der regerer over verdens-øen, behersker verden”

Storbritannien skulle som den dominerende sømagt derfor som modvægt alliere sig med Frankrig, Italien, Egypten, Indien og Korea og andre eurasiske magter i den indre halvmåne.

Mackinders teori blev i starten af 1940’erne modificeret af amerikaneren Nicholas Spykman (1893-1943). Han accepterede som helhed Mackinders model, men forkastede tesen om heartland som den vigtigste del af Eurasien. I stedet flyttede han fokus til landet mellem heartland og de eurasiske randhave, svarende til Mackinders indre halvmåne, som han omdøbte til rimland. Her var den tætteste befolkningskoncentration i verden og to af klodens tre mest produktive områder, Vesteuropa og Østasien. Den afgørende fordel kunne ligge hos såvel sømagt som landmagt – det afhang af kontrollen over rimland. Spykman konkluderede derfor:

“Den, der hersker over rimland, hersker over Eurasien.
Den, der hersker over Eurasien, kontrollerer verdens skæbne”

Modellen har bestået tidens prøve: Kampen om kloden foregår nu som før på den nordlige halvkugle mellem den dominerende sømagt og den eller de dominerende eurasiske landmagter. Den sydlige halvkugle med dens langt mindre landmasser, for en stor del beliggende i den tropiske klimazone og derfor med en lav produktivitet, spiller en ubetydelig rolle. Relationerne mellem USA og det økonomisk højt udviklede vestlige og østlige eurasiske randland er det primære grundlag for verdenspolitikken. Det sydvestlige randland (“Det Større Mellemøsten” eller Vestasien) er et ustabilt “shatterbelt”, konfliktfyldt, men sekundært i forhold til det vestlige og østlige randland.

Sømagt: Efter 2. verdenskrig overtog USA Storbritanniens position som verdens sømagt. Alfa og omega har for USA siden været at kontrollere det eurasiske randland og derigennem oceanerne mellem dette og den vestlige halvkugle (i overensstemmelse med Spykmans tese). USA har derfor allieret sig med et stort antal magter i randlandet og lagt baser rundt om landmagt med Europa, Fjernøsten og Den Persiske Golf som de vigtigste bastioner. USA har ført og fører en 100% konsekvent inddæmnings- og magtbalance/del-og-hersk-politik i Eurasien for at nægte landmagt adgang til randlandet og Oceanet og  forhindre opkomsten af en eurasisk hegemon og dermed en udfordrer til USA.

Landmagt: De eurasiske landmagter Rusland og Kina søger omvendt at skabe sig bufferzoner eller strategiske rum omkring deres periferier/grænser til beskyttelse af deres kernelande. Fordi havet giver mulighed for at projektere magt til hele kloden og omgå inddæmningen, søger de også adgang til Oceanet. Deres indlysende interesse er at fortrænge USA fra randlandet og dets have.

Disse basale og modsat rettede kræfter – genererede af Jordens fysisk-geografiske struktur – har som konsekvens, at sømagt og landmagt først og fremmest kolliderer i det eurasiske rimland og dets randhave. Klodens farligste konflikter er eurasiske rimland-konflikter. De aktuelt vigtigste konfliktområder er Østersøen, Ukraine, Sortehavet, Syrien, Det Sydkinesiske Hav og Korea-halvøen.

Andre artikler på sitet:

Således fødtes global geopolitik – og således lever den videre
Verden ifølge klassisk global geopolitik
Halford J. Mackinder: Historiens geografiske omdrejningspunkt

Ref.: Fritz Wolder: Kampen om kloden Global geopolitik før og nu, Helikon 2011, kr. 198,-