SÅLEDES FØDTES GLOBAL GEOPOLITIK

SÅLEDES FØDTES GLOBAL GEOPOLITIK – og således lever den videre

“Mennesket og ikke naturen tager initiativet, men naturen kontrollerer i vidt omfang” – Halford J. Mackinder.

Omkring år 1900 begyndte en række, især angelsaksiske, strategiske tænkere at udvikle et helt nyt verdensbillede. Den vigtigste årsag hertil skal findes i USA’s indtræden på den verdenspolitiske scene som en ny aktør med et enormt potentiale. USA gennemlevede i slutningen af 1800-tallet en stærk økonomisk vækst, og denne vækst skabte et behov for eksportmarkeder og dermed et behov for en handelsflåde. Med denne fulgte behovet for en krigsflåde til at beskytte handelsflåden. Kort sagt: USA stod overfor at blive en sømagt af globale dimensioner. Det skulle blive “det amerikanske århundrede”.

“Forsynet har foreskrevet os vores politik; verdenshandelen må og skal være vores… Vi vil oprette handelsfilialer i hele verden som fordelingscentre for amerikanske produkter… Vi vil bygge en krigsmarine, der svarer til vores størrelse”. Alberto J. Beveridge, senator, 1898.

“Man kan ikke stoppe USA’s fremmarch. Det amerikanske folk og de økonomiske kræfter, der ligger til grund for det alt sammen, fører os frem til økonomisk overherredømme over verden”. Cabot Lodge, senator, 1901.

De klassiske, globale geopolitiks pionerer

En af de mest klartskuende fortalere for en opbygning af en stærk amerikansk handels- og krigsflåde var Alfred T. Mahan, der var søofficer og søkrigshistoriker, og hvis kendteste værk er The Influence of Seapower Upon History (1890). Mahan kom i sine studier til den konklusion, at global magt i bund og grund er identisk med sømagt.

Der var én enkelt begivenhed, som særligt markerede indgangen til en ny verdensorden, nemlig USA’s sejr over Spanien i den spansk-amerikanske krig i 1898. USA drev spanierne ud af Det Caribiske hav, besatte Cuba og annekterede Puerto Rico, Hawaii, Guam og Filippinerne. Hermed havde USA taget et afgørende skridt på vejen til at blive verdensmagt. For at få adgang til markeder kloden over førte USA nu “den åbne dørs politik”.

Hidtil havde storpolitik drejet sig om forholdet mellem de europæiske magter. Nu ændrer perspektivet sig hos de mest fremsynede iagttagere fra at være eurocentrisk til at være planetarisk. Storpolitik eller verdenspolitik omfatter herefter hele kloden, og fokus flyttes fra den lille halvø i Eurasiens vestlige del – Europa – til hele Eurasien, Jordens største landmasse.

I århundreder havde Storbritannien været verdens førende sømagt, og dets udenrigspolitik havde hvilet på to grundpiller: Opretholdelsen af overherredømmet til søs, og blokeringen af en hegemonialmagt på det europæiske kontinent. Heraf krigene mod Spanien og Frankrig og senere Tyskland. Rusland var også en rival, som det gjaldt om at holde mest muligt ude fra verdenshavene. I slutningen af 1800-tallet var Rusland og Storbritannien engageret i det såkaldte “Great Game” i Asien, hvor briterne frygtede russisk indtrængen i Indien.

Sømagt og europæisk landmagt havde således stået over for hinanden som to modpoler.

Mahan mente, at USA skulle indgå en alliance med Storbritannien for at bevare det angelsaksiske herredømme på havet. I år 1900 udgav han et mindre skrift, The Problem of Asia. Det kunne også have heddet The Problem of Russia, for det største problem så han i russisk ekspansion imod Asien. Mahan plæderede derfor for en alliance også med Japan og Tyskland (begge militært engagerede i Kina med egne indflydelseszoner). Således gjorde han sig til talmand for en inddæmning af hele det eurasiske kontinent, en politik, der blev til virkelighed med det amerikanske alliancesystem efter 1945.

Nu stod sømagt og eurasisk landmagt over for hinanden som de to modpoler.

Landsmanden og vennen Theodore Roosevelt (præsident 1901-1909) så den globale situation igennem de samme briller. Roosevelt gik ind for, at USA med sit større potentiale efterhånden skulle overtage Storbritanniens traditionelle rolle som dominerende sømagt og modpol til landmagt. USA skulle være parat til at gribe ind i enhver del af Eurasien, hvor der var fare for, at en magt kunne komme til at dominere en strategisk region, som ville være i stand til at tippe den eurasiske magtbalance.

“Den første amerikanske præsident, der systematisk befattede sig med implikationerne af Amerikas rolle som verdensmagt, var Theodore Roosevelt”. Henry Kissinger, 2014.

En tredje amerikaner var Homer Lea, officer, eventyrer og forfatter, som blandt andet deltog i borgerkrigen i Kina i begyndelsen af 1900-tallet. For ham foregik den globale kamp mellem de store “racer”, på den ene side stod de angelsaksiske folk, på den anden side de teutonske, slaviske og japanske. Kineserne, forestillede han sig, ville blive allierede med angelsakserne.

Den største trussel mod Det Britiske Imperium og USA ville ifølge Homer Lea være en alliance mellem Tyskland, Rusland og Japan. For at bevare den angelsaksiske koalitions dominans var det af afgørende betydning at forhindre en sådan kontinental sammenslutning. Det var heller ikke nok at besidde en stærk flåde, sømagt skulle også være i stand til at indsætte militærmagt i det eurasiske kontinents randstater.

Men den mest afsluttede og indflydelsesrige af de klassiske geopolitiske teorier finder vi hos briten Halford Mackinder, første gang fremlagt i hans artikel fra 1904, The Geografical Pivot of History (Historiens geografiske omdrejningspunkt). Mackinder nøjes ikke med at fokusere på Eurasien. Han opdeler hele kloden i alle dens “naturlige”, dvs. geografiske, magtbaser. Eurasien inddeler han i et heartland og et randland, kaldt den indre halvmåne, som består af dét bælte af territorier, der løber som en halvmåne fra det norske Nordkapp i vest til Beringstrædet i øst, og hvortil hører blandt andet Tyskland, Tyrkiet, Indien og Kina. Uden for denne og uden for de eurasiske landmagters rækkevidde ligger den ydre halvmåne, bestående af Storbritannien, Sydafrika, Australien, USA, Canada og Japan. Eurasien sammen med Afrika udgør verdens-øen, og Afrika er verdens-forbjerget. Heartland er “helt kontinental”, den ydre halvmåne er “helt oceanisk”, den indre halvmåne er “delvis kontinental, delvis oceanisk”.

Også for Mackinder stod kampen mellem sømagt og landmagt, Oceanet og Eurasien. “Historiens geografiske omdrejningspunkt” var heartland eller pivot area, den centrale del af Eurasien, svarende nogenlunde til det senere Sovjetunionens territorium.

Fra dette heartland i Asiens indre var Europa i århundreder blevet invaderet af rytterfolk. Det mest spektakulære eksempel havde været mongolernes ekspansion i 1200-1300-tallet ud mod alle dele af den indre halvmåne. Russerne havde nu overtaget mongolernes rolle, og Mackinders frygt var, at Tyskland og Rusland forenede deres magt enten gennem en alliance eller en tysk erobring af Rusland. En sådan superstat, bundet sammen af et net af jernbaner, ville råde over ressourcer, store nok til at bygge en krigsflåde, der ville kunne besejre den britiske. Dermed ville det være slut med Det Britiske Imperium, og “verdensherredømmet vil være i sigte”.

Set fra et geografisk synspunkt ville magtbalancen i verden altid være afgørende bestemt af den stat eller de stater, der dominerede det eurasiske kontinent, såvel på grund af dets størrelse som på grund af dets centrale strategiske position (1). På længere sigt ville udviklingen være til fordel for landmagt, og Mackinder formulerede sin grundtese – og grundliggende frygt – således (hvor “Østeuropa” er området fra det østlige, junker-dominerede Tyskland/Østrig frem til Ural):

“Den, der regerer over Østeuropa, behersker heartland.
Den der regerer over heartland, behersker verdens-øen.
Den, der regerer over verdens-øen, behersker verden”.

Truslen fra et overmægtigt heartland gjorde det nødvendigt, at Frankrig, Italien, Egypten, Indien og Korea og andre eurasiske magter i den indre halvmåne i tilfælde af krig kunne fungere som brohoveder, hvorfra angreb mod heartland kunne sættes ind, støttet udefra af britisk flådemagt.

Mackinders teori blev i starten af 1940’erne modificeret af amerikaneren Nicholas Spykman. Han forkastede tesen om heartland som den vigtigste del af Eurasien og flyttede fokus til landet mellem heartland og de eurasiske randhave, svarende til Mackinders indre halvmåne, som han omdøbte til rimland. Her var den tætteste befolkningskoncentration i verden og to af klodens mest produktive områder, Vesteuropa og Østasien. Den afgørende fordel kunne ligge hos såvel sømagt som landmagt – det afhang af kontrollen over rimland. Spykman konkluderede:

“Den, der hersker over rimland, hersker over Eurasien.
Den, der hersker over Eurasien, kontrollerer verdens skæbne”.

USA skulle derfor efter krigen anlægge baser i strategiske områder i både Europa og Asien, bl.a. på Grønland, der havde fået ny betydning, da den korteste flyrute fra Nordamerika til Eurasien går over Arktis.

Opsummering

Geopolitik i teori og praksis handler bredt sagt om geografiske faktorers indflydelse på staters adfærd i det internationale system, eller kortere, den befatter sig med den rumlige dimension i international politik. Generelt kan sondres mellem følgende rum: Land og hav/luftrummet/det ydre rum/verdensrummet.

Naturligvis har geografi og rumlige faktorer altid spillet en fundamental rolle i alle slags menneskelige aktiviteter. Men i årene omkring 1900 sker der et intellektuelt gennembrud blandt en række angelsaksiske, strategiske tænkere. Det eurocentriske verdensbillede afløses af et globalt, planetarisk verdensbillede. Gennembruddet består i en ny bevidsthed om forbindelsen mellem global geografi og global politik. Der tænkes ikke længere kun i stater (som fx hos tyskeren Friedrich Ratzel og hans elev, svenskeren Rudolf Kjellén), men i kontinenter og verdenshave. Jorden er blevet rund. USA’s indtræden på verdensscenen er den afgørende katalysator for dette paradigmeskift.

Oceanet og Eurasien ses nu som de to geografiske enheder på kloden, hvorfra der kan genereres global magt, og af denne indsigt drages konsekvenserne for sømagts strategi over for dé magter, der har potentialet til at blive eurasiske hegemoner.

Efter 1. verdenskrig plæderede Mackinder først og fremmest for skabelsen af en “kile” mellem Tyskland og Rusland, bestående af syv uafhængige stater fra Polen til Grækenland, og denne bufferzone eller cordon sanitaire fra Østersøen til Sortehavet og Adriaterhavet blev også hovedhjørnestenen i Versailles-fredsordningen. I Tyskland talte man dengang om et “djævlebælte” (fordi det blokerede for tysk ekspansion østover, Karl Haushofer), i Polen om “miedzymorze” (eller intermarium, et anti-russisk forbund af landene “mellem havene”, Jozef Pilsudski), og i USA har man i dag talt om “nye Europa” (en barriere mellem Tyskland og Rusland og samtidig et opmarchområde for Nato, Donald Rumsfeld).

“USA har i de sidste 100 år ført en meget konsistent udenrigspolitik. Dens hovedmål: Ikke at tillade nogen stat at samle for meget magt i Europa… Alliancen mellem Rusland og Tyskland har i USA’s perspektiv været betragtet som den potentielt mest farlige alliance. Det ville være en alliance mellem tysk teknologi og kapital og russiske naturlige og menneskelige ressourcer”. George Friedman, chef for den amerikanske tænketank Stratfor, kaldt “CIA’s skygge”, 2015.

———-

Termen ‘geopolitik’ blev oprindeligt lanceret af den svenske historiker Rudolf Kjellén og forekom første gang på tryk i 1899. Den blev internationalt kendt gennem tyskeren Karl Haushofers tidsskrift Zeitschrift für Geopolitik, der udkom 1924-1944. Efter krigen var det en udbredt opfattelse i både øst og vest, at det var kredsen omkring Haushofer, der havde stået bag Hitlers krigsplaner, og geopolitik blev slået i hartkorn med nazisternes Lebensraum-ideologi. I den ovenstående definition forstås geopolitik som en neutral teori og analysemetode, men ordet anvendes – især i medierne – stadig værdiladet om en særlig kynisk magt- og erobringspolitik på grund af den postulerede sammenhæng med nazismen.

———-

Foruden Mackinder har især Spykman haft stor betydning for vestlig geopolitisk og strategisk tænkning. De to leverer, som det skal søges påvist nedenfor, en basal og stadig gyldig forståelsesramme for stormagternes ageren i det internationale system.

Lad os altså se på, hvordan klassisk, global geopolitik kan være med til at kaste lys over verden af i dag og verden af i morgen.

Klassisk, global geopolitiks relevans i dag

Ifølge de klassiske geopolitiske doktriner foregår der en global kamp mellem klodens dominerende sømagt og den dominerende eurasiske landmagt.

Svækket af de to verdenskrige måtte Storbritannien efter 1945 overlade pladsen som den førende sømagt til USA. At en rival til sømagt/USA i dag ikke kan komme fra Sydamerika, Afrika eller Australien, men kun fra Eurasien, er evident. At det naturligvis også er den amerikanske elites grundlæggende syn på verden, er ikke noget, vi behøver at gætte os til eller udlede af de geopolitiske teorier, det er dokumenteret af talrige udtalelser og skriftlige kilder gennem tiden. Og alene det faktum, at klassisk, global geopolitik har haft en påviselig og vedvarende indflydelse på tænkningen og dermed beslutningstagningen i det sikkerhedspolitiske establishment i verdens mægtigste nation, er jo et vægtigt vidnesbyrd om dens fortsatte relevans.

“Vores første mål er at forhindre, at der igen opstår en ny rival, enten på det forhenværende Sovjetunionens territorium eller andetsteds, der udgør en lige så stor trussel som den, Sovjetunionen tidligere udgjorde. Dette er den fremherskende betragtning, der ligger til grund for den nye regionale forsvarsstrategi, og den kræver, at vi anstrenger os for at forhindre nogen fjendtlig magt i at dominere en region, hvis ressourcer, under fast kontrol, ville være tilstrækkelige til at generere global magt. Disse regioner indbefatter Vesteuropa, Østasien, det tidligere Sovjetunionens territorium og Sydøstasien”. Paul Wolfowitz, viceforsvarsminister, 1992.

“Eurasien er verdens aksiale superkontinent… et dominerende land i Eurasien vil næsten automatisk kontrollere Mellemøsten og Afrika… Hvad der sker med magtfordelingen på den eurasiske landmasse, vil være af afgørende vigtighed for USA’s globale førerstilling og historiske arv… Det er tvingende nødvendigt, at der ikke opstår en eurasisk udfordrer [til USA], der er i stand til at dominere Eurasien og således også udfordre Amerika”. Zbigniew Brzezinski, sikkerhedspolitisk rådgiver for præsident Jimmy Carter, 1997.

Rusland har i længst tid været landmagten par excellence, og det kan ikke overraske, at man her tænker i samme baner, om end med modsat fortegn. Siden Peter den Store (begyndelsen af 1700-tallet) har det været et mål i russisk udenrigspolitik at nå ud til “de varme vande”, altså bryde igennem indkredsningen i det eurasiske rimland. Tilsvarende har det været et konstant mål i britisk udenrigspolitik at forhindre dette. Trods de forskellige politiske omvæltninger i Rusland er der betydelig kontinuitet i den geopolitiske praksis hos de russiske eliter i tsartiden, Sovjettiden og den postsovjetiske tid. Som en teori blev klassisk, global geopolitik først introduceret i Rusland i 1990’erne af Aleksandr Dugin med bogen Geopolitikkens fundamenter (1997). Mens geopolitik i Sovjettiden var blevet fordømt som en fascistisk doktrin, blev den nu en del af den officielle udenrigs- og sikkerhedspolitiske diskurs.

“Legaliseringen af geopolitik var forudbestemt af de gigantiske, globale omvæltninger i slutningen af det 20. århundrede, af Sovjetunionens kollaps, afslutningen af den bipolære verden, den pludselige fremkomst af en situation med ustabilitet og usikkerhed. Søgen efter nye veje for Rusland blev uundgåelig…”. Sergej Lavrov, præsident for Det Russiske Geografiske Selskab, 1999.

Antiteser: Integration vs. “del-og-hersk”+ inddæmning vs. global magtprojektion

Sømagt og landmagt står altså over for hinanden i en global kamp. Hvilken strategi følger de hver især, hvad er deres typiske adfærd i forhold til hinanden? Kan der findes et mønster, et “DNA”, der gælder for henholdsvis landmagts og sømagts ageren på “det eurasiske skakbræt”?

Lad os først se på landmagt. Her fremmer det forståelsen at inddrage tyskeren Karl Haushofer, der var officer og virkede i første halvdel af 1900-tallet.

Haushofer havde deltaget i 1. verdenskrig, og årsagen til Tysklands nederlag så han i, at det tyske folk var blevet politisk fuldkommen forkert opdraget, og at hverken generaler, diplomater eller politikere havde besiddet et “Weltbild”, der rakte væsentligt ud over det snævre Mellemeuropa. Man havde heller ikke forstået havets betydning. Angelsakserne derimod havde som “ægte stormagter” formået at tænke globalt, og Haushofer beundrede først og fremmest Mackinder og dennes skelsættende artikel fra 1904.

Sømagten Storbritannien havde traditionelt ført en “anakonda-politik” over for de kontinentale magter: Som en kæmpe slange havde den lagt sig omkring hele Eurasien med sine flådebaser, blokader, kolonier og allierede. For at slippe ud af denne kvælende omklamring var det ifølge Haushofer tvingende nødvendigt at skabe en overmåde stærk landmagt, og han foreslog en “kontinentalblok”, bestående af Tyskland, Sovjetunionen og Japan, for at bryde ud af “anakondaens” kvælertag.

Som bekendt blev en sådan blok aldrig til noget, og Haushofers tro på eller håb om, at geopolitisk nødvendighed ville overtrumfe ideologiske modsætninger, viste sig urealistisk i den givne historiske situation (2). Alligevel er tanken om en pan-eurasisk alliance, som jo allerede Homer Lea havde betragtet som den største trussel mod sømagt, værd at hæfte sig ved. Den tydeliggør nemlig det grundlæggende faktum, at eurasisk landmagt kun kan opnå magtoverlegenhed i forhold til sømagt ved først at skabe magttilvækst gennem territorial integration i Eurasien (det være sig i form af samarbejde, alliancer eller erobringer).

Integration er nøgleordet for landmagt. Blandt de mange eksempler på nutidige bestræbelser på eurasisk integration kan tre fremhæves: EU under Tysklands uformelle lederskab, Den Eurasiske Økonomiske Union under Ruslands ledelse og Kinas Silkevejs-/Belt and Road-strategi. Heraf er det sidste integrationsprojekt det mest ambitiøse og vidtrækkende med potentiale til at ændre den globale magtbalance i landmagts favør, noget som ingen af de to andre vil være i stand til. Udvidelse med nye medlemmer er en konstant bestræbelse for disse organisationer, som oftest i konkurrence med hinanden.

For sømagt/USA er integration mellem de store eurasiske magtblokke pr. logik worst case. En eurasisk magt, der ville formå at samle en stor del af Eurasien og dets ressourcer under én fælles politisk vilje, ville være en dødelig trussel mod USA’s førerstilling i verden. USA’s bestræbelser går derfor ud på at holde de store magter i Eurasien splittede i et indbyrdes mere eller mindre fjendtligt spændingsforhold – disintegration contra integration. USA fører magtbalance- eller del-og-hersk politik i Eurasien (også inden for EU, fx opdelingen i “nye Europa” og “gamle Europa”, England kontra kontinentet, Polen kontra Tyskland osv.). I forhold til det strategisk vigtige Iran, der er en oplagt samarbejdspartner for Rusland og Kina, har USA i årtier brugt sanktionsvåbnet for at holde landet isoleret. Et våben, der nu også bruges mod Rusland, og som har skabt kløft mellem Rusland og EU-Tyskland, hvad der er i fuld overensstemmelse med USA’s permanente, geopolitiske kerneinteresse.

En moderniseret “kontinentalblok” a la Haushofer skulle teoretisk bestå af en integration af EU-Tyskland, Rusland og Kina. For USA er det alfa og omega at modarbejde enhver tendens i en sådan retning. Et politisk forenet og militært stærkt EU ville – lige såvel som Rusland og Kina – være en rival til USA, og en kombination af de to eller alle tre magtblokke ville gøre en ende på USA’s globale førerposition.

“Tag endelig ikke fejl. Vi ved, hvad målet er, og vi vil finde effektive måder til at forsinke eller forhindre det”. Hillary Clinton, amerikansk udenrigsminister, om de russiske planer om at oprette en eurasisk økonomisk union, 2012.

Ved siden af del-og-hersk politikken er inddæmning eller indkredsning af de eurasiske rivaler den indlysende strategi for sømagt. Del-og-hersk politik og inddæmning er, når det gælder Eurasien, to sider af samme sag. Rusland og Kina grænser op til 14 hhv. 16 suveræne stater, USA grænser op til kun to, og hverken Canada eller Mexico udgør nogen trussel mod USA’s sikkerhed. Det giver USA og dets allierede rige muligheder for intervention langs Ruslands og Kinas periferier uden selv at være udsat for en tilsvarende risiko. At få indflydelse i staterne ved Ruslands og Kinas grænser eller nærområder og prøve at trække dem over på sin side (“regime change”) og isolere landmagt er en central del af sømagts strategi. Hertil kommer støtte til de centrifugale kræfter inden for de to landes grænser (Kaukasus, Xinjiang, Tibet, Hong Kong).

Indkredsning er den mest succesfulde strategi såvel på slagmarken som i international politik, og ingen bør kunne undre sig over, at sømagt konsekvent har fulgt denne strategi siden 1945 og fortsat vil gøre det. Sammen med kontrol af Oceanet og det ydre rum (og cyberspace) er USA’s verdenshegemoni sikret.

Rusland og Kina søger heroverfor at integrere staterne i deres nærområder og presse sømagt væk fra deres grænser, men agerer også offensivt ved at projektere magt udover det eurasiske rimland. For at nå det sidste mål må landmagt bevæge sig ud på havet. Flådemagt, understøttet af luftmagt, giver Rusland og Kina mulighed for at “hoppe over” inddæmningsbarrieren og udfordre sømagt i dens eget element. Global magtprojektion og erhvervelse af militære støttepunkter, forbundsfæller og partnere uden for inddæmningsbarrieren for derved at operere i ryggen på fjenden er landmagts strategisk set logiske modtræk mod sømagts inddæmningsstrategi.

Uanset hvilken politik de førende magter på et givent tidspunkt officielt bekender sig til, vil sømagt altid prøve at inddæmme de eurasiske landmagter, ligesom landmagt altid vil søge at bryde igennem inddæmningen (3). Dette er den globale geopolitiks jernhårde lov, der er uafhængig af vekslende politiske ledere, ideologier og styreformer, og som har som konsekvens, at konflikterne mellem stormagterne primært foregår i det eurasiske rimland og de tilstødende randhave med varierende intensitet og skiftende brændpunkter. Ophøret af den såkaldt “kolde krig” har intet ændret ved dette forhold, eftersom de underliggende, geografiske strukturer og de geopolitiske kræfter er konstante.

———-

Betegnelsen “den kolde krig” stammer fra titlen på den amerikanske politiske kommentator Walter Lippmanns bog The Cold War (1947) og er ikke alene en forslidt, men geopolitisk set også en vildledende kliché. Den ignorerer det afgørende faktum, at den geografiske konstellation mellem klodens dominerende magter er den vigtigste enkeltårsag til konflikterne mellem dem, og skaber det indtryk, at perioden 1945-1991 var et unikt historisk moment, der lige så godt kunne være forløbet helt anderledes, hvis Øst og Vest fx havde bekendt sig til den samme (vestlige) samfundsmodel. Men “den kolde krig” var i realiteten blot en – om end langvarig – fase i den vedvarende, globale, geopolitiske konflikt mellem sømagt og eurasisk landmagt med det særlige karakteristikum, at den samtidig var en kamp mellem to universalistiske ideologier. At konflikten mellem sømagt og eurasisk landmagt er den grundlæggende, globale stormagtskonflikt erkendtes først i 1940’erne i bredere kredse i USA og England. Indtil da havde Mackinders og de andre geopolitikeres teorier tiltrukket sig ringe opmærksomhed i den angelsaksiske verden, mens de blev studeret af kredsen omkring Haushofer i Tyskland. Med den klare, bipolære sømagt-landmagt konstellation efter 1945 og USA’s overtagelse af Storbritanniens rolle som førende sømagt blev deres relevans evident. Efter nogle år i 1990’erne med et euforisk Vesten og et desorienteret og svækket Rusland er konflikten fortsat.

———-

“Der var nogen derovre [i Vesten], særligt i de vestlige efterretningstjenester, som tydeligvis mente, at hvis de kunne destabilisere deres vigtigste geopolitiske rival, der, som vi nu forstår, i deres øjne altid har været Rusland, så ville det være til fordel for dem. Det viste sig, at det var det ikke”. Vladimir Putin, russisk præsident, om amerikansk støtte til separatisterne i det nordlige Kaukasus i 90’erne og 00’erne, 2015.

Geopolitisk prognose for det 21. århundrede – det mest sandsynlige scenarie

En ny bipolær verdensorden – i essensen ikke væsensforskellig fra den gamle – begynder nu at aftegne sig med tilstrækkelig tydelighed: På den ene side er integrationen af en ‘eurasisk kontinentalregion’ under udvikling med et stadig mere selvhævdende Kina som hoveddrivkraft. Her er det dels forholdet mellem Kina og Rusland, dels USA’s evne og held til at spille de to magter ud mod hinanden, der er de kritiske faktorer for integrationens succes. På den anden side har vi i den vestlige og østlige del af det eurasiske rimland hhv. en ‘europæisk-transatlantisk’ og en ‘østasiatisk-transpacifisk’ region under anførsel af sømagt/USA. Her fortsætter USA sin traditionelle inddæmningsstrategi og del-og-hersk politik for derigennem at fastholde sine allierede – primært “krumtap-staterne” Tyskland og Japan – i stilling imod de eurasiske rivaler. De samme modsætninger ses i det konfliktfyldte, men sekundære syd- og sydvestlige rimland fra Pakistan til Nordafrika. Det er business as usual: La mer contre la terre.

Forvent altså, at det er denne “kamp om kloden”, som vil være bestemmende for dynamikken og forholdet mellem stormagterne og deres allierede så langt ud i fremtiden, øjet rækker. Hvad der står på spil er, om det 21. århundrede skal blive et amerikansk eller et eurasisk, kinesisk domineret århundrede, eller sagt på en anden måde, om USA kan bevare sin internationale førerposition, eller om der vil ske et “tektonisk skift” i den globale magtbalance til fordel for landmagt.

Hermed er også sagt, at kampen drejer sig om de ledende magters mest vitale interesser, hvad der øger risikoen for en direkte konfrontation imellem dem. Krige og konflikter, der ikke direkte involverer sømagt/USA og nogen af de store eurasiske magter er sekundære – det gælder også for den såkaldt “globale krig mod terror”.

En teori er kun god, så længe der ikke findes én, der er bedre. Indtil videre har klassisk, global geopolitisk teori bestået tidens prøve. Den leverer nu som før fundamentale indsigter i årsagerne til konflikterne mellem først og fremmest klodens stormagter, konflikternes fordeling på landkortet og i sidste instans deres fatale uundgåelighed (4).

Noter:
(1) Strategisk centralitet, dvs. muligheden for at projektere magt i alle retninger, er af afgørende betydning for at opnå dominans; som eksempler på strategisk centralitet kan nævnes: Det antikke Rom i forhold til Middelhavet, Rusland i forhold til Eurasien, Tyskland i forhold til Europa og USA i forhold til oceanerne.
(2) Haushofers artikel Der Kontinentalblock. Mitteleuropa-Eurasien-Japan, München 1941, blev skrevet efter indgåelsen af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt i august 1939 og før det tyske overfald på Sovjetunionen i juni 1941.
(3) Jf. Nato-udvidelserne mod øst i Europa 1999-2009, “bulldozer-revolutionen” i Serbien (2000), de “kulørte revolutioner” i Georgien (2003), Ukraine (2004), Kirgisistan (2005), opstillingen af et missilskjold i Polen og Tjekkiet, USA’s pivot to Asia osv. Især Kina har vist ekspansive ambitioner, fx i Det Sydkinesiske og Østkinesiske Hav. Nato-udvidelserne og oprustningen i Østeuropa har som umiddelbare mål dels styrkelsen af sammenholdet i alliancen, dels en forhindring af en tysk-russisk tilnærmelse eller entente. Længere ud i fremtiden er det optimistiske mål en udskiftning af det nationalistiske og anti-vestlige regime i Moskva med et pro-vestligt. Det ville – om det skulle ske – indebære muligheden for at fuldende indkredsningen af Kina.
(4) Aktuelt (2015) foregår de alvorligste internationale konflikter i Ukraine, Syrien-Irak, Det Sydkinesiske Hav og på Korea-halvøen. Hertil kan nu (2016) føjes Østersøen og Sortehavet. Alle konflikter kan således lokaliseres til det eurasiske rimland med dertil hørende randhave, og alle involverer de to store eurasiske landmagter, Rusland og Kina, og sømagt/USA.
Kinas opstigen betyder, at landet ikke længere – som hos Mackinder – skal regnes med til det eurasiske rimland eller den “indre halvmåne”, altså som en modvægt for sømagt imod Rusland, men skal ses som en selvstændig kontinentalmagt med mulighed for at opnå en førende position tværs over hele det eurasiske mega-kontinent. Japan er nu ikke en del af Mackinders “ydre halvmåne”, men af det asiatiske insulære/peninsulære rimland, der også omfatter Taiwan, Filippinerne, Indonesien, Singapore med Malaccastrædet, samt en række mindre øer og øgrupper; hertil hører desuden Sydkorea og landene fra Vietnam til Indien. USA’s rebalancing og inddæmning af Kina foregår primært i dette rimland og dets randhave.
Rivaliseringen i regionen omkring Nordpolen betyder, at Ruslands kyst fra Nordkapp til Beringsstrædet langs Ishavet i dag skal regnes med til den eurasiske konfliktzone – som i Sovjettiden.

Citater:
Alberto J. Beveridge/Cabot Lodge: Bernhard Rode, Das Eurasische Schachbrett, 2012, s. 57.
Henry Kissinger, World Order, 2014, s. 247.
George Friedman: Interview i Kommersant, 21. januar 2015.
Sergej Lavrov: Das Eurasische Schachbrett, s. 175.
Hillary Clinton: Financial Times, 6. december 2012.
Vladimir Putin: Russia Today, 26. april 2015.

Referencer:
Om Mahan, Mackinder, Spykman, Kjellén, Haushofer, Brzezinski, Dugin, se Fritz Wolder: Kampen om kloden. Global geopolitik før og nu, 2011, s. 159-167.
Om Theodore Roosevelt, se: Henry Kissinger: World Order, 2014, s. 247-256 et passim.
Homer Lea: The Valor of Ignorance, 1909, The Day of the Saxon, 1912.
Ewan Anderson: Global Geopolitical Flashpoints: An Atlas of Conflict, 2005.

Uddybning og aktualisering:
Dmitri Trenin: From Greater Europe to Greater Asia? The Sino-Russian Entente (2015)
Alfred W. McCoy: The Geopolitics of American Global Decline – Washington Versus China in the Twenty-First Century (2015)

Andre artikler på sitet:
Verden ifølge klassisk global geopolitik
Forstå global geopolitik på 5 minutter
Halford J. Mackinder: Historiens geografiske omdrejningspunkt

Det eurasiske rimland – regioner – randhave – choke points

Regioner	Randhave
Europa (Vesteurasien)	Barentshavet (1) Østersøen (2) Nordsøen (3) Middelhavet (4) Sortehavet (5)
Mellemøsten (Vestasien, Sydvestasien)	Middelhavet (4) Rødehavet (6) Persiske Golf (7)
Sydasien	Arabiske Hav (8) Bengalske Bugt (9)
Centralasien
Sydøstasien	Sydkinesiske Hav (9)
Østasien	Østkinesiske Hav (10)
Nordøstasien	Japanske Hav (10) Okhotske Hav (11) Beringshavet (12)
Nordasien (Arktis)	Ishavet (1, 12)

Choke points (“flaskehalse”):

(1) Passagerne mellem Grønland og Island (Danmarksstrædet) og Island og UK (Norskehavet)
(2) Danske stræder og Skagerrak mellem Østersøen og Nordsøen
(3) Engelske Kanal mellem Nordsøen og Atlanten
(4) Gibraltarstrædet mellem Middelhavet og Atlanten, Suezkanalen mellem Middelhavet og Rødehavet
(5) Bosporusstrædet mellem Middelhavet og Sortehavet
(6) Bab al Mandab-strædet mellem Rødehavet og Aden-Golfen/Arabiske Hav
(7) Hormuz-strædet mellem Persiske Golf og Arabiske Hav
(8) Se 6 og 7
(9) Malacca-strædet mellem Bengalske Bugt og Sydkinesiske Hav
(10) Tsushima-strædet mellem Østkinesiske Hav og Japanske Hav, en del af Korea-strædet
(11) Kurilerne mellem Okhotske Hav og Stillehavet
(12) Beringsstrædet mellem Beringshavet og Ishavet