CIVILISATIONERNES SAMMENSTØD? 2 – fortsat
Civilisations-sammenhold: slægtskabs-syndromet
Grupper eller stater, der tilhører en civilisation, som bliver involveret i krig med folk fra en anden civilisation, forsøger naturligt at samle støtte fra andre medlemmer af deres egen civilisation. Efterhånden som begivenhederne har udviklet efter Den Kolde Krig, har civilisations-fællesskab, det som H. D. S. Greenway har betegnet som “slægtlands-syndromet”, erstattet politisk ideologi og traditionelle magtbalance-betragtninger som det vigtigste grundlag for samarbejde og koalitioner. Efter Den Kolde Krig har man kunnet se det manifestere sig gradvist i konflikterne i Den Persiske Golf, Kaukasus og Bosnien. Ingen af disse var store krige mellem civilisationer, men alle havde nogle elementer af civilisations-sammenhold, hvad der syntes at få stigende betydning, efterhånden som konflikterne skred frem, hvilket måske kan give os en forsmag på, hvad fremtiden vil bringe.
For det første invaderede en arabisk stat en anden i Golfkrigen og kæmpede derpå mod en koalition af arabiske, vestlige og andre stater. Mens kun nogle få muslimske regeringer utilsløret støttede Saddam Hussein, var der mange arabiske eliter, som privat opmuntrede ham, og han var yderst populær i store dele af den arabiske offentlighed. Islamiske fundamentalistiske bevægelser støttede overalt Irak frem for de vestligt opbakkede regeringer i Kuwait og Saudi-Arabien. Saddam Hussein afsværgede arabisk nationalisme og appellerede udtrykkeligt til islam. Han og hans støtter forsøgte at definere krigen som en krig mellem civilisationer. “Det er ikke verden imod Irak”, som Safar Al-Hawali, dekan for islamiske studier på Umm Al-Qura universitetet i Mekka, sagde det på et vidt udbredt lydbånd. “Det er Vesten imod islam”. Den øverste iranske religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, ignorerede rivaliseringen mellem Iran og Irak og krævede hellig krig mod Vesten: “Kampen mod amerikansk aggression, grådighed, planer og politik vil blive regnet for jihad, og enhver, der bliver dræbt på denne vej, er martyr”. “Dette er en krig”, hævdede kong Hussein af Jordan, “mod alle arabere og alle muslimer og ikke mod Irak alene”.
Tilslutningen fra væsentlige dele af de arabiske eliter og befolkninger til Saddam Hussein fik de arabiske regeringer i anti-Irak koalitionen til at begrænse deres aktiviteter og nedtone deres offentlige udtalelser. Arabiske regeringer modsatte eller distancerede sig fra efterfølgende vestlige bestræbelser på lægge pres på Irak, herunder gennemtvingelsen af en ikke-overflyvningszone i sommeren 1992 og bombningen af Irak i januar 1993. Den vestlig-sovjetisk-tyrkisk-arabiske anti-Irak-koalition af 1990 var i 1993 blevet næsten kun en koalition af Vesten og Kuwait imod Irak.
Muslimer stillede vestlige aktioner imod Irak over for Vestens manglende held til at beskytte bosnierne mod serberne og indføre sanktioner mod Israel for overtrædelse af FN’s resolutioner. Vesten, påstod de, brugte en dobbeltstandard. Men en verden, hvor civilisationerne støder sammen, er uundgåeligt en verden med dobbeltstandarder: menneskene bruger én standard til deres slægtslande og en anden standard til de andre.
For det andet har slægtslands-syndromet også vist sig i konflikter i det tidligere Sovjetunionen. Armenske militære succeser i 1992 og 1993 ansporede Tyrkiet til at øge sin støtte til dets religiøse, etniske og sproglige brødre i Aserbajdsjan. “Vi har en tyrkisk nation, der nærer de samme følelser som aserbajdsjanerne”, sagde en tyrkisk embedsmand i 1992. “Vi er under pres. Vores aviser er fulde af fotos af grusomheder, og de spørger os, om vi stadig tænker seriøst på at fortsætte med vores neutralitetspolitik. Måske skulle vi vise Armenien, at der findes et Stortyrkiet i regionen”. Præsident Turgut Özal var enig og bemærkede, at Tyrkiet i det mindste burde “skræmme Amerika en smule”. Tyrkiet ville, truede Özal igen i 1993, “vise sine hugtænder”. Jagere fra det tyrkiske luftvåben fløj rekognosceringsflyvninger langs grænsen til Armenien; Tyrkiet suspenderede fødevareforsendelser og flyvninger til Armenien; og Tyrkiet og Iran erklærede, at de ikke ville acceptere en opdeling af Aserbajdsjan. I de sidste år af sin eksistens støttede den sovjetiske regering Aserbajdsjan, fordi dets regering var domineret af tidligere kommunister. Men med Sovjetunionens sammenbrud veg de politiske betragtninger for religiøse. Russiske tropper kæmpede på armeniernes side, og Aserbajdsjan anklagede den “russiske regering for at vende sig 180 grader” til støtte for det kristne Armenien.
For det tredje viste den vestlige offentlighed med hensyn til krigen i det tidligere Jugoslavien sympati for og støtte til de bosniske muslimer i de rædsler, de blev udsat for fra serbisk side. Men der blev udtrykt relativt ringe bekymring for kroatiske angreb på muslimer og deltagelse i opdelingen af Bosnien-Herzegovina. I de tidlige faser af den jugoslaviske opløsning fik Tyskland i en usædvanlig udfoldelse af diplomatisk initiativ og muskler de andre 11 EU-medlemmer til at følge sig i anerkendelsen af Slovenien og Kroatien. Som et resultat af pavens beslutsomhed med hensyn til at sørge for en stærk opbakning til de to katolske lande, gav Vatikanet sin anerkendelse endog før EU. USA fulgte det europæiske initiativ. Således sluttede de ledende aktører i den vestlige civilisation op bag deres religiøse fæller. Senere var der rapporter om, at Kroatien modtog betydelige forsyninger af våben fra centraleuropæiske og andre vestlige lande. På den anden side forsøgte Boris Jeltsins regering at følge en midterkurs, som ville være sympatisk for de ortodokse serbere, men ikke få Vesten til at støde Rusland fra sig. Men russiske konservative og nationalistiske kredse, herunder mange medlemmer af Dumaen, angreb regeringen for ikke at være mere imødekommende i sin støtte til serberne. I begyndelse af 1993 tjente flere hundred russere tilsyneladende i den serbiske hær, og der var rapporter i omløb om, at Serbien blev forsynet med russiske våben.
Islamiske regeringer og grupper kritiserede på den anden side Vesten for ikke at forsvare bosnierne. Iranske ledere opfordrede indtrængende muslimer i alle lande til at skaffe hjælp til Bosnien; i strid med FN’s våbenembargo forsynede Iran bosnierne med våben og mænd; iransk-støttede libanesiske grupper sendte guerillaer for at træne og organisere de bosniske styrker. I 1993 rapporteredes det, at op til 4000 muslimer fra over to dusin islamiske lande kæmpede i Bosnien. Regeringerne i Saudi-Arabien og andre lande følte sig under stigende pres fra fundamentalistiske grupper i deres egne samfund for at yde mere energisk støtte til bosnierne. Ved slutningen af 1992 rapporteredes det, at Saudi-Arabien havde stillet betydelige beløb til rådighed til våben og forsyninger til bosnierne, hvad der signifikant øgede deres militære muligheder vis-a-vis serberne.
I 1930’erne fremkaldte den spanske borgerkrig intervention fra lande, der politisk set var fascistiske, kommunistiske og demokratiske. I 1990’erne fremkalder den jugoslaviske konflikt intervention fra lande, som er muslimske, ortodokse og vestligt kristne. Denne parallel er ikke gået upåagtet hen. “Krigen i Bosnien-Herzegovina er blevet en følelsesmæssig ækvivalent til kampen mod fascismen under den spanske borgerkrig”, har en saudisk redaktør udtalt. “De, som er faldet der, betragtes som martyrer, der prøvede at redde deres muslimske brødre”.
Konflikter og vold vil også forekomme mellem stater og grupper inden for den samme civilisation. Men sådanne konflikter vil sandsynligvis blive mindre intense og have mindre risiko for at sprede sig end konflikter mellem civilisationer. Fælles medlemskab af en civilisation reducerer sandsynligheden for vold i situationer, hvor den ellers måtte forekomme. I 1991 og 1992 var mange mennesker alarmerende over muligheden for en voldelig konflikt mellem Rusland og Ukraine på grund af territoriale spørgsmål, især Krim, Sortehavsflåden, atomvåben og økonomiske stridspunkter. Men hvis det er civilisationen, der tæller, vil sandsynligheden for voldshandlinger mellem ukrainere og russere være lav. Det er to slaviske, primært ortodokse folkeslag, som har haft tætte forbindelser med hinanden igennem århundreder. Trods alle grundene til konflikt forhandlede lederne fra de to lande succesfuldt i begyndelsen af 1993 og løste stridsspørgsmålene mellem de to lande. Mens der har været alvorlige kampe mellem muslimer og kristne andre steder i det tidligere Sovjetunionen, og megen spænding og nogen kamp mellem vestlige og ortodokse kristne i de baltiske stater, har der praktisk talt ikke været voldelige episoder mellem russere og ukrainere.
Civilisations-sammenhold har til dato været begrænset, men det har været tiltagende, og det har tydeligvis potentialet til at sprede sig langt videre. Som konflikterne i Den Persiske Golf, Kaukasus og Bosnien fortsatte, var nationernes positioner og kløften mellem den i stigende grad langs civilisations-linjer. Populistiske politikere, religiøse ledere og medierne har fundet dem et potent middel til at rejse støtte blandt masserne og til at lægge pres på tøvende regeringer. I de kommende år vil lokale konflikter langs brudlinjerne mellem civilisationerne, som i Bosnien og Kaukasus, have størst sandsynlighed for at eskalere til storkrige. Den næste verdenskrig vil, hvis der kommer en, være en krig mellem civilisationer.
Vesten mod resten
Vesten befinder sig nu på et usædvanligt højdepunkt af magt i forhold til andre civilisationer. Dets supermagt-modstykke er forsvundet fra landkortet. Militære konflikter mellem vestlige stater er utænkelige, og vestlig militær magt er uden rivaler. Bortset fra Japan står Vesten ikke over for nogen økonomisk udfordring. Det dominerer international politik og sikkerhedsorganisationer og sammen med Japan de internationale økonomiske institutioner. Globale politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål løses effektivt af et direktorat bestående af USA, Storbritannien og Frankrig, de verdensøkonomiske spørgsmål af et direktorat bestående af USA, Tyskland og Japan, og alle disse stater opretholder usædvanligt tætte forbindelser med hinanden for at udelukke mindre og for størstedelen ikke-vestlige lande. Beslutninger truffet i FN’s Sikkerhedsråd eller i Den Internationale Monetære Fond, som afspejler Vestens interesser, præsenteres for verden, som om de afspejlede verdenssamfundets ønsker. Selve udtrykket “verdenssamfundet” er blevet en forskønnende kollektiv omskrivning (det erstatter “Den Frie Verden”), der skal give global legitimering til handlinger, der afspejler USA’s og de andre vestlige magters interesser. (4) Vesten varetager sine økonomiske interesser gennem IMF og andre internationale økonomiske institutioner og pålægger andre nationer den økonomiske politik, det finder passende. I en hvilken som helst afstemning blandt ikke-vesterlændinge ville IMF uden tvivl kunne regne med støtte fra finansministrene og enkelte andre, men få et overvældende flertal imod sig blandt næsten alle øvrige, der ville være enige i Georgi Arbatovs karakteristik af IMF’s embedsmænd som “neo-bolsjevikker, der elsker at ekspropriere andre folks penge ved at påtvinge dem udemokratiske og fremmedartede regler for den økonomiske og politiske adfærd og ved at kvæle den økonomiske frihed”.
Vestlig dominans i FN’s Sikkerhedsråd og i dets beslutninger, kun afsvækket, når Kina en gang imellem afholder sig fra at stemme, skaffede FN’s legitimering af Vestens magtanvendelse for at drive Irak ud af Kuwait og eliminere Iraks avancerede våben samt evne til at producere sådanne våben. Det var også takket være denne dominans, at USA, Storbritannien og Frankrig ganske uden fortilfælde kunne få Sikkerhedsrådet til at kræve, at Libyen skulle udlevere de bombemistænkte i Pan Am 103-affæren og derpå indføre sanktioner, når Libyen nægtede det. Efter at have besejret den største arabiske hær tøvede Vesten ikke med at gøre sin vægt gældende rundt omkring i den arabiske verden. Vesten bruger i virkeligheden internationale institutioner, militær magt og økonomiske ressourcer til at styre verden på en måde, der vil bevare vestlig dominans, beskytte vestlige interesser og fremme vestlige politiske og økonomiske værdier.
Det er i det mindste den måde, ikke-vesterlændinge ser den nye verden på, og der er et betydeligt element af sandhed i deres synspunkt. Forskelle i magt og kamp om militær, økonomisk og institutionel magt er således en kilde til konflikt mellem Vesten og andre civilisationer. Forskelle i kultur, det vil sige grundlæggende værdier og overbevisninger, er en anden kilde til konflikt. V. S. Naipaul har hævdet, at vestlig civilisation er den “universelle civilisation”, som “passer til alle mennesker”. På et overfladisk plan har meget af den vestlige kultur nok gennemtrængt resten af verden. Men på et dybere plan adskiller vestlige begreber sig fundamentalt fra dem, der er fremherskende i andre civilisationer. Vestlige ideer om individualisme, liberalisme, konstitutionalisme, menneskerettigheder, lighed, frihed, retsstat, demokrati, frie markeder, adskillelsen af kirke og stat har ofte ringe resonans i islamiske, kongfuzianske, japanske, hinduistiske, buddhistiske eller ortodokse kulturer. Vestlige bestræbelser på at udsprede sådanne ideer fremkalder i stedet en reaktion mod “menneskerettigheds imperialismen” og en bekræftelse af egne, indfødte værdier, som det kan ses i den yngre generations støtte til religiøs fundamentalisme i ikke-vestlige kulturer. Selve forestillingen om, at der kan findes en “universel civilisation” er en vestlig idé, i direkte modstrid med partikularismen i de fleste asiatiske samfund og deres betoning af det, som adskiller et folk fra et andet. Faktisk konkluderede forfatteren til en oversigt over 100 komparative studier af værdierne i forskellige samfund, at “de værdier, som er mest vigtige i Vesten, er de værdier, der er mindst vigtige verden over”. (5) På det politiske felt er disse forskelle naturligvis mest åbenbare i USA’s og andre vestlige landes bestræbelser på at få andre folk til at overtage vestlige ideer om demokrati og menneskerettigheder. Den moderne demokratiske styreform er opstået i Vesten. Når den har udviklet sig i ikke-vestlige samfund, har det almindeligvis været et resultat af vestlig kolonialisme eller tvang.
Den centrale akse i verdenspolitikken i fremtiden vil med Kishore Mahbubanis ord sandsynligvis blive konflikten mellem “Vesten og resten”, og ikke-vestlige civilisationers reaktioner på vestlig magt og vestlige værdier. (6) Disse reaktioner antager almindeligvis én form eller en kombination af tre former. På det ene yderpunkt kan ikke-vestlige stater, som Burma og Nordkorea, forsøge at følge en isolationskurs, at aflukke deres samfund fra Vestens penetration eller “korruption” og i virkeligheden fravælge deltagelsen i det vestligt dominerede globale samfund. Men omkostningerne ved denne kurs er selvfølgelig høje, og kun få stater har fulgt den konsekvent. Et andet alternativ, ækvivalenten til “spring-på-vognen” i de internationale relationers teori, består i forsøget på at slutte sig til Vesten og acceptere dets værdier og institutioner. Det tredje alternativ er at forsøge at “afbalancere Vesten” ved at udvikle økonomisk og politisk magt og samarbejde med andre ikke-vestlige samfund imod Vesten, samtidig med at man bevarer sine egne værdier og institutioner, kort sagt modernisere uden at vestliggøre sig.
De splittede lande
I fremtiden vil menneskene inddele sig selv i civilisationer, lande med et stort antal mennesker fra forskellige civilisationer, som Sovjetunionen og Jugoslavien, er kandidater til at blive opløst. Andre lande har en rimelig grad af kulturel homogenitet, men er delte over, hvorvidt deres samfund hører til den ene eller anden civilisation. Dette er splittede lande. Deres ledere ønsker typisk at følge en “spring-på-vognen”-strategi og gøre deres lande til medlemmer af Vesten, men deres landes historie, kultur og tradition er ikke-vestlig. Det mest åbenlyst og prototypisk splittede land er Tyrkiet. De tyrkiske ledere ved slutningen af det 20. århundrede har fulgt Atatürk-traditionen og har defineret Tyrkiet som en moderne, sekulær, vestlig nationalstat. De allierede Tyrkiet med Vesten i NATO og i Golfkrigen; de har ansøgt om medlemskab af EU. Men samtidig har elementer i det tyrkiske samfund støttet den islamistiske vækkelse og har været af den opfattelse, at Tyrkiet grundlæggende er et mellemøstligt samfund. Mens eliten i Tyrkiet har defineret Tyrkiet som et vestligt samfund, har eliten i Vesten desuden nægtet at acceptere Tyrkiet som et sådant. Tyrkiet vil ikke blive medlem af EU, og den virkelige årsag er, som præsident Özal har sagt, “at vi er muslimer, og de er kristne, men det fortæller de ikke”. Hvor ser Tyrkiet hen efter at have vraget Mekka og derpå selv være blevet vraget i Bruxelles? Tasjkent kan være svaret. Sovjetunionens forsvinden giver Tyrkiet mulighed for at blive leder af en genoplivet tyrkisk civilisation, omfattende syv lande fra grænserne til Grækenland til grænserne til Kina. Opmuntret hertil af Vesten gør Tyrkiet sig ihærdige anstrengelser for at skabe sig en sådan ny identitet.
Igennem det sidste årti har Mexico indtaget en position, der i nogen grad ligner Tyrkiets. Ligesom Tyrkiet har opgivet sin historiske opposition mod Europa og forsøgt at slutte sig til Europa, er Mexico ophørt med at definere sig selv i opposition til USA og forsøger i stedet at efterligne USA og slutte sig til det i Det Nordamerikanske Frihandelsområde. Mexicanske ledere er engagerede i den store opgave at omdefinere Mexicos identitet og har indført fundamentale økonomiske reformer, der i sidste ende vil føre til fundamentale politiske forandringer. I 1991 beskrev en af præsident Carlos Salinas de Gortaris toprådgivere udførligt for mig alle de forandringer, Salinas-regeringen var i gang med. Da han var færdig, bemærkede jeg: “Det er yderst imponerende. Det ser for mig ud til, at I grundlæggende ønsker at ændre Mexico fra et latinamerikansk til et nordamerikansk land”. Han så overrasket på mig og udbrød: “Lige netop! Det er præcist, hvad vi prøver at gøre, men det siger vi naturligvis aldrig offentligt”. Som hans bemærkning viser, så er der i Mexico som i Tyrkiet betydelige elementer i samfundet, der modsætter sig en omdefinering af deres lands identitet. I Tyrkiet må de europæisk-orienterede ledere gøre skrabud til islam (Özals pilgrimsrejse til Mekka); således må også Mexicos nordamerikansk-orienterede ledere gøre skrabud til dem, der mener, at Mexico skal være et latinamerikansk land (Salinas’ iberisk-amerikanske Guadalajara-topmøde).
Historisk har Tyrkiet været det dybest splittede land. For USA er Mexico det nærmeste splittede land. Globalt set er Rusland det mest vigtige splittede land. Spørgsmålet om, hvorvidt Rusland er en del af Vesten eller lederen af en særlig slavisk-ortodoks civilisation, har været tilbagevendende i russisk historie. Stridspunktet blev tilsløret af kommunisterne, der importerede en vestlig ideologi, tilpassede den til russiske forhold og derpå udfordrede Vesten i denne ideologis navn. Kommunismens dominans lukkede den historiske diskussion om vestliggørelse kontra russificering. Efter at kommunismen er kommet i miskredit, står russerne atter over for dette spørgsmål.
Præsident Jeltsin følger vestlige principper og mål og søger at gøre Rusland til et “normalt” land og en del af Vesten. Dog er såvel den russiske elite som den russiske offentlighed delt i dette spørgsmål. Blandt de mere moderate afvigere har Sergej Stankevitj ment, at Rusland skulle forkaste den “atlantiske” kurs, der vil føre det til “at blive europæisk, blive en del af verdensøkonomien på en hurtig og organiseret måde, blive det ottende medlem af De Syv og foretrække Tyskland og USA som de to dominerende medlemmer af den atlantiske alliance”. Skønt Stankevitj også forkaster en ren eurasisk politik, argumenterer han ikke desto mindre for, at Rusland bør give prioritet til beskyttelsen af russere i andre lande, betone dets tyrkiske og muslimske forbindelser og virke for “en mærkbar omfordeling af vore ressourcer, vore optioner, vore bånd og vore interesser til fordel for Asien, for den østlige orientering”. Folk af samme overbevisning kritiserer Jeltsin for at underordre Ruslands interesser Vestens, for at svække det russiske militær, for at svigte i støtten til traditionelle venner som Serbien og for at fremskynde økonomiske og politiske reformer på en måde, der er til skade for det russiske folk. Betegnende for denne trend er den fornyede popularitet, som er tilkommet Pjotr Saviskij, der i 1920’erne hævdede, at Rusland var en unik eurasisk civilisation. (7) Mere ekstreme afvigere slår til lyd for højrøstede nationalistiske, anti-vestlige og anti-semitiske synspunkter og opfordrer indtrængende Rusland til at genskabe dets militære styrke og etablere tættere forbindelser med Kina og de muslimske lande. Ligesom eliten er også det russiske folk delt. En meningsundersøgelse i det europæiske Rusland i foråret 1992 viste, at 40 procent af befolkningen havde en positiv holdning til Vesten, mens 36 procent havde en negativ holdning. Som det har været tilfældet i meget af landets historie, så er Rusland i begyndelsen af 1990’erne et virkelig splittet land.
For at omdefinere sin civilisations identitet må et splittet land opfylde tre betingelser. For det første skal dets politiske og økonomiske elite være generelt entusiastisk over dette skridt og støtte det. For det andet skal offentligheden være villig til at godtage omdefineringen. For det tredje skal de dominerende grupper i “modtager-civilisationen” være parate til at sige ja til konvertitten. Alle tre forudsætninger eksisterer for en stor del med hensyn til Mexico. De første to eksisterer for en stor del med hensyn til Tyrkiet. Det er ikke klart, om nogen af dem eksisterer, når det gælder Ruslands tilslutning til Vesten. Konflikten mellem liberalt demokrati og marxisme-leninisme var en konflikt mellem ideologier, som trods store forskelle angiveligt delte de ultimative mål som frihed, lighed og velstand. Et traditionelt, autoritært og nationalistisk Rusland kan have helt andre mål. En vestlig demokrat kunne have en diskussion med en sovjetisk marxist. Det kan måske være bogstavelig talt umuligt for ham med en russisk traditionalist. Hvis russerne, efter at de er holdt op med at føre sig frem som marxister, forkaster det liberale demokrati og begynder at føre sig frem som russere, men ikke som vesterlændinge, kan forbindelserne mellem Rusland og Vesten igen blive distancerede og konfliktfyldte. (8)
Den kongfuziansk-islamiske forbindelse
Forhindringerne for ikke-vestlige lande, der vil slutte sig til Vesten, varierer betragteligt. De er mindst for de latinamerikanske og østeuropæiske lande. De er større for de ortodokse lande i det tidligere Sovjetunionen. De er endnu større for muslimske, kongfuzianske, hinduistiske og buddhistiske samfund. Japan har etableret sig i en unik position som et associeret medlem af Vesten: det er i nogle henseender sammen med Vesten, men det er på vigtige områder klart nok ikke-vestligt. De lande, der på grund af deres kultur eller magtposition ikke ønsker, eller ikke kan, slutte sig til Vesten, konkurrerer med Vesten ved at udvikle deres egen økonomiske, militære og politiske magt. Det gør de ved at fremskynde deres interne udvikling og ved at samarbejde med andre ikke-vestlige lande. Det mest iøjnefaldende eksempel på dette samarbejde er den kongfuziansk-islamiske forbindelse, der er opstået for at udfordre vestlige interesser, værdier og magt.
Næsten uden undtagelse reducerer vestlige lande deres militære magt; under Jeltsins lederskab er det gået på samme måde i Rusland. Men Kina, Nordkorea og flere mellemøstlige lande udbygger i betragteligt omfang deres militære magt. Det gør de ved at importere våben fra vestlige og ikke-vestlige kilder og ved at udvikle egne våbenindustrier. Ét resultat er fremkomsten af det, Charles Krauthammer har kaldt “våbenstater”, og våbenstaterne er ikke vestlige stater. Et andet resultat er omdefineringen af våbenkontrollen, som er et vestligt koncept og et vestligt mål. Under Den Kolde Krig var hovedformålet med våbenkontrollen at etablere en stabil militær balance mellem USA og dets allierede og Sovjetunionen og dets allierede. I tiden efter Den Kolde Krig er hovedmålet med våbenkontrollen at forhindre, at ikke-vestlige samfund udvikler militære muligheder, som kunne true vestlige interesser. Det forsøger Vesten at gøre gennem internationale aftaler, økonomisk pression og kontrol med overførslen af våben og våbenteknologi.
Konflikten mellem Vesten og de kongfuziansk-islamiske stater koncentrerer sig i høj grad, skønt ikke udelukkende, om nukleare, kemiske og biologiske våben, ballistiske missiler og andre avancerede fremføringsmidler, og styring, efterretninger og andre elektroniske muligheder for at nå dette mål. Vesten arbejder for ikke-spredning som en universel norm og ikke-spredningsaftaler og inspektioner som midler til at realisere denne norm. Det truer også med mange forskellige sanktioner dem, som søger at sprede avancerede våben og giver visse fordele til dem, der ikke gør det. Vestens opmærksomhed samler sig naturligvis om de nationer, der rent faktisk er fjendtlige over for Vesten eller kunne blive det.
De ikke-vestlige nationer hævder på den anden side deres ret til at skaffe sig og deployere de våben, som de mener nødvendige for deres sikkerhed. De har også til fulde annammet sandheden i det svar, den indiske forsvarsminister gav, da han blev spurgt om, hvilken lektie han havde lært af Golfkrigen: “Kæmp ikke mod USA, med mindre du har atomvåben”. Nukleare våben, kemiske våben og missiler betragtes, sandsynligvis fejlagtigt, som midler til en mulig udligning af Vestens overlegne konventionelle magt. Kina har naturligvis allerede atomvåben; Pakistan og Indien har evnen til at deployere dem. Nordkorea, Iran, Irak, Libyen og Algeriet synes at være i gang med at skaffe sig dem. En iransk topembedsmand har erklæret, at alle muslimske stater burde skaffe sig atomvåben, og i 1988 skal den iranske præsident have udstedt et direktiv om udvikling af “offensive og defensive kemiske, biologiske og radiologiske våben”.
Af central betydning for udviklingen af en militær styrke, som kan danne modvægt mod Vesten, er den vedvarende udbygning af Kinas militære magt og dets midler til at skabe militær magt. Båret frem af en imponerende økonomisk udvikling øger Kina hastigt sine militære udgifter og er gået i gang med at modernisere sine væbnede styrker. Det køber våben fra de tidligere sovjetiske stater; det udvikler langtrækkende missiler; i 1992 afprøvede det et et-megaton sprænghoved. Det udvikler “power projection”, anskaffer sig brændstofpåfyldnings-teknologi til fly og prøver at erhverve et hangarskib. Dets militære opbygning og hævdelsen af suveræniteten over Det Sydkinesiske Hav har udløst et multilateralt, regionalt våbenkapløb i Østasien. Kina er også storeksportør af våben og våbenteknologi. Det har eksporteret materialer til Libyen og Irak, der vil kunne bruges til at fremstille atomvåben og nervegas. Det har hjulpet Algeriet med at bygge en reaktor, der kan bruges til atomvåbenforskning og -produktion. Kina har til Iran solgt atomteknologi, som amerikanske embedsmænd tror kun kan bruges til at producere våben, og har tilsyneladende sendt Pakistan komponenter til missiler med en rækkevidde på 300 mil. I Nordkorea har der været et atomvåbenprogram under vejs i nogen tid, og landet har solgt avancerede missiler og missilteknologi til Syrien og Iran. Strømmen af våben og våbenteknologi foregår almindeligvis fra Østasien til Mellemøsten. Der er dog en vis bevægelse i den modsatte retning; Kina har fået Stinger-missiler fra Pakistan.
Der er således blevet skabt en kongfuziansk-islamiske militær forbindelse, konstrueret for at give dens medlemmer bedre muligheder for at erhverve sig de våben og den våbenteknologi, der er nødvendig for at danne modvægt mod Vestens militære magt. Den kan, eller den kan ikke holde. Men i øjeblikket er den, som Dave McCurdy har sagt det, “renegaternes pagt til gensidig hjælp, styret af våbensprederne og deres bagmænd”. Der finder således en ny form for våbenkapløb sted mellem de kongfuziansk-islamiske stater og Vesten. I et gammeldags våbenkapløb udviklede begge sider deres egne våben for at skabe ligevægt eller opnå overvægt i forhold til modparten. I denne nye form for våbenkonkurrence udvikler den ene side egne våben, og den anden side prøver ikke at skabe ligevægt, men at begrænse og forhindre denne våbenopbygning, mens den på samme tid reducerer sine militære styrker.
Konsekvenser for Vesten
Denne artikel påstår ikke, at civilisations-identiteter vil erstatte alle andre identiteter, at nationalstaterne vil forsvinde, at hver eneste civilisation vil blive én enkelt, sammenhængende politisk enhed, at grupper inden for en civilisation ikke vil komme i konflikt med hinanden eller ligefrem kæmpe mod hinanden.
Denne artikel fremsætter følgende hypoteser:
- at forskelle mellem civilisationer er virkelige og vigtige;
- at civilisations-bevidstheden er stigende;
- at konflikter mellem civilisationer vil fortrænge ideologiske og andre former for konflikt som den dominerende form for global konflikt;
- at de internationale relationer, historisk set et spil, der er blevet udspillet inden for den vestlige civilisation, vil blive mindre og mindre domineret af Vesten og blive et spil, hvori ikke-vestlige civilisationer er aktører og ikke simple objekter
- at succesfulde politiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske internationale institutioner har større sandsynlighed for at udvikle sig inden for civilisationer end på tværs af civilisationer;
- at konflikter mellem grupper i forskellige civilisationer vil blive hyppigere, mere langvarige og mere voldsomme end konflikter mellem grupper i den samme civilisation;
- at voldelige konflikter mellem grupper i forskellige civilisationer er den mest sandsynlige og den mest farlige kilde til en eskalering, som eventuelt kan føre til globale krige;
- at den altoverskyggende akse i verdenspolitikken vil være forbindelserne mellem “Vesten og resten”;
- at eliterne i nogle splittede ikke-vestlige lande vil søge at gøre deres lande til en del af Vesten, men at de i de fleste tilfælde vil stå over for store vanskeligheder i gennemførelsen af dette;
- at der i den umiddelbare fremtid vil være et centralt konfliktbrændpunkt mellem Vesten og flere islamisk-kongfuzianske stater.
Dette være ikke sagt for at plædere for ønskeligheden af konflikter mellem civilisationer. Det er fremlagt som deskriptive hypoteser om, hvad der kan være den sandsynlige udvikling i fremtiden. Men hvis disse hypoteser er plausible, er det nødvendigt at se på, hvilke konsekvenser de vil have for Vestens politik. Disse konsekvenser bør opdeles i kortsigtede fordele og langsigtede tilpasninger.
På kort sigt er det tydeligvis i Vestens interesse:
- at fremme samarbejde og enhed inden for dets egen civilisation, især mellem dets europæiske og nordamerikanske komponenter;
- at inddrage i de vestlige samfund Østeuropa og Latinamerika, hvis kulturer er tæt på Vestens;
- at fremme og opretholde samarbejdet med Rusland og Japan;
- at forhindre eskalering af lokale konflikter mellem civilisationer til større konflikter mellem civilisationer
- at begrænse udbygningen af de kongfuzianske og islamiske staters militære styrke;
- at moderere reduktionen af Vestens militære magt og opretholde militær overlegenhed i Øst- og Sydvestasien;
- at udnytte forskelle og konflikter mellem kongfuzianske og islamiske stater;
- at støtte grupper i andre civilisationer, der er sympatiserer med vestlige værdier og interesser;
- at styrke internationale institutioner, som afspejler og legitimerer vestlige interesser og værdier og fremme involveringen af ikke-vestlige stater i disse institutioner.
På længere sigt kan der kræves andre foranstaltninger. Vestlig civilisation er både vestlig og moderne. Ikke-vestlige civilisationer har forsøgt at blive moderne uden at blive vestlige. Til dato er det kun lykkedes fuldt ud for Japan. Ikke-vestlige civilisationer vil forsætte med at prøve at opnå den velstand og teknologi, samt de færdigheder, maskiner og våben, som er en del af dette at være moderne. De vil også forsøge at forene denne modernitet med deres traditionelle kulturer og værdier. Deres økonomiske og militære styrke vil vokse i forhold til Vesten. Følgelig vil Vesten i stigende grad være nødt til at give plads for disse ikke-vestlige moderne civilisationer, hvis magt vil nærme sig Vestens, men hvis værdier og interesser vil afvige betragteligt fra Vestens. Dette vil kræve, at Vesten opretholder den økonomiske og militære magt, der er nødvendig for at beskytte sine interesser i forhold til disse civilisationer. Men det vil også kræve, at Vesten udvikler en dybere forståelse af de grundlæggende religiøse og filosofiske forudsætninger, der er basis for andre civilisationer, og de måder, hvorpå mennesker i disse civilisationer forstår deres egne interesser. Det vil kræve en indsats at identificere elementer, som er fælles for Vesten og andre civilisationer. I overskuelig fremtid vil der ikke være nogen universel civilisation, men i stedet en verden af forskellige civilisationer, som alle vil blive nødt til at lære at sameksistere med hinanden.
Referencer:
(1) Murray Weidenbaum, Greater China: The Next Economic Superpower?, St. Louis: Washington University Center for the Study of American Business, Contemporary Issues, Series 57, February 1993, pp. 2-3.
(2) Bernard Lewis, “The Roots of Muslim Rage”, The Atlantic Monthly, vol. 266, September 1990, p. 60; Time, June 15, 1992, pp. 24-28.
(3) Archie Roosevelt, For Lust of Knowing, Boston: Little, Brown, 1988, pp. 332-333.
(4) Næsten uden undtagelse hævder vestlige ledere, at de handler på vegne af “verdenssamfundet”. En mindre lapsus forekom under optakten til Golfkrigen. I et interview på “Good Morning America”, den 21. december 1990, refererede den britiske premierminister John Major til de forholdsregler, “Vesten” var i gang med at tage imod Saddam Hussein. Han rettede hurtigt sig selv og refererede efterfølgende til “verdenssamfundet”. Han havde imidlertid ret, da han tog fejl
(5) Harry C. Triandis, The New York Times, Dec. 28, 1990, p. 41, og “Cross-Cultural Studies of Individualism and Collectivism”, Nebraska Symposium on Motivation, vol. 37, 1989, pp. 41-133.
(6) Kishore Mahbubani, “The West and the Rest”, The National Interest, Summer 1992, pp. 3
(7) Sergej Staltkevitj, “Russia in Search of Itself,” The National Interest, Summer 1992, pp. 47-51; Daniel Schneider, “A Russian Movement Rejects Western Tilt,” Christian Science Monitor, Feb. 5, 1993, pp. 5-7
(8) Owen Harries har påpeget, at Australien forsøger (uklogt efter hans mening) at blive et splittet land, men så at sige i modsat retning. Selv om det har været fuldt medlem af ikke bare Vesten, men også af ABCA militær- og efterretningskernen i Vesten, foreslår dets aktuelle ledere faktisk, at det forlader Vesten, omdefinerer sig som et asiatisk land og dyrker tætte forbindelser med dets naboer. De mener, at Australiens fremtid ligger hos de dynamiske økonomier i Østasien. Men som jeg har fremført, kræver et tæt økonomisk samarbejde en fælles kulturel basis. Desuden foreligger sandsynligvis ingen af de tre betingelser, for at et splittet land kan slutte sig til en anden civilisation i Australiens tilfælde.