Francesco De Sanctis (1817-1883), italiensk litteraturkritiker:

“Den, som læser traktaten De regimine principum af Egidio Colonna [1247-1316], vil her finde en storslået etisk verden uden noget modstykke i det virkelige liv. Den, der læser Fyrsten af Machiavelli, vil her finde en brutal, logisk verden, baseret på studiet af mennesket og af livet. Mennesket er her, som natur, i sin handlen underordnet uforanderlige love, ikke opstillede efter moralske kriterier, men efter logiske. Det, som man må spørge mennesket om, er ikke, om det, det gør, er godt og smukt, men om det er fornuftigt og logisk, om der er sammenhæng mellem midlerne og målet.

Verden styres ikke af magten som magt, men af magten som intelligens. Italien kunne ikke længere give en guddommelig og etisk verden: det giver en logisk verden. Det, som det stadig besad intakt, var intellektet: og Machiavelli giver intellektets verden, renset for lidenskaber og fantasier.

Det er nødvendigt at bedømme Machiavelli ud fra dette høje synspunkt. Hvad han sigter efter, er intellektuel seriøsitet, det vil sige præcisionen af målet, og dueligheden at nå direkte dertil uden at se til højre eller venstre eller lade sig opholde eller afspore af underordnede eller uvedkommende hensyn.

Intellektets klarhed, ikke forplumret af overnaturlige, fantastiske eller sentimentale elementer, er hans ideal. Og hans hero er beherskeren af mennesket og naturen, han, der forstår og styrer de naturlige og menneskelige kræfter og gør dem til sine instrumenter. Målet kan være rosværdigt eller dadelværdigt; og hvis det er dadelværdigt, er han den første til at hæve sin røst og protestere i menneskehedens navn. Man se kapitel 10, en af de mest veltalende protester, der er kommet fra et stort hjerte. Men når målet er sat, er hans beundring uden forbehold for den, som har villet og opnået det. Det moralske ansvar er i målet, ikke i midlerne.

Med hensyn til midlerne består ansvaret i ikke at vide eller ikke at ville, i uvidenheden eller slapheden. Han tillader det frygtelige; han tillader ikke det odiøse eller det foragtelige. Det odiøse er det onde, forøvet af begær, lidenskab eller fanatisme, uden mål. Det foragtelige er den svage karakter, som ikke lader dig nå dertil, hvor intellektet fortæller dig, at det er nødvendigt at nå.

Eftersom Italien befinder sig i fordærv, påkalder Machiavelli en befrier, en italiensk fyrste, der som Theseus, Kyrus, Moses eller Romulus genordner det, overbevist om, at der for at reorganisere en stat kræves én enkelts indsats, og for at regere den, alles.

Han påkalder altså en eller anden, der er udset af himlen, som kan hele Italiens sår, og gøre ende på udplyndringen af Lombardiet, beskatningen af kongeriget Napoli og Toscana og helbrede det for de onder, som allerede i lang tid har rodfæstet sig. Det er den traditionelle idé om befrieren eller Messias.

Også Dante påkalder en politisk Messias, mynden. Men ghibellineren Dantes frelser var Arrigo af Luxemburg, fordi hans Italien var Imperiets have; mens Machiavellis frelser måtte være en italiensk fyrste, fordi hans Italien var en selvstyrende nation, og alt det, som var uden for dette, var fremmed, barbarisk, ultramontanus. Den, der vil se fremskridtet i den italienske ånd fra Dante til Machiavelli, sammenligne den enes mystiske og skolastiske Monarchia med den andens Fyrsten, så moderne i sine begreber og i sin form. Machiavellis idé viste sig at være en utopi, i ikke mindre grad end Dantes idé. Og i dag er det let at anvise årsagerne.

Fædreland, frihed, Italien, gode ordener, gode stridskræfter var ord, henvendt til masser, der endnu ikke var gennemtrængt af undervisningens eller uddannelsens lys. De dannede klasser havde for længst trukket sig tilbage til det private liv, til idylliske og litterære tidsfordriv, de var kosmopolitiske, besjælede af en generel interesse for kunst og videnskab, som ikke har noget fædreland.

Dette Italien af tilbedte og tilbedende litterater mistede sin uafhængighed, og det tog sig næsten ud, som om det ikke havde bemærket det. Udlændingene forskrækkede det først med vildskaben i deres handlinger og optræden; derpå overvandt de det med indyndelser, bøjede sig for det og hyldede dets visdom. Og i lang tid fortsatte italienerne, der havde mistet frihed og uafhængighed, gennem deres poeter at rose sig af at være verdens herrer og erindre om forfædrenes glorie. Had til de fremmede var der, og også god vilje til at befri sig fra dem. Men der var så lidt kraft, at der end ikke blev gjort noget forsøg på en italisk befrielse. Hos Machiavelli selv var det en idé, og vi ved ikke, at han har gjort andet alvorligt for at nå til dens virkeliggørelse end at skrive et storslået kapitel i et retorisk og poetisk sprog ud over det almindelige, og som vidner mere om et ædelt hjertes higen end det politiske menneskes sikre overbevisning.

Det var illusioner. Han så Italien en smule gennem sine ønsker. Hans ære er det, som borger, at have haft disse illusioner. Og hans storhed er det, som tænker, at have bygget sin utopi på det moderne samfunds og den italienske nations sande og bestandige elementer, bestemte til at udvikle sig i en mere eller mindre fjern fremtid, hvis bane han aftegnede. Nutidens illusioner var fremtidens sandhed.”

Storia della letteratura italiana (1870-1871), Milano 1950.

——————————————————————————–

Friedrich Meinecke (1862-1954), tysk historiker:

“Det var en historisk nødvendighed, at den mand, med hvem historien om statsræsonens idé i den moderne vestlige verden begynder, og efter hvem machiavellismen har fået sit navn, måtte være en hedning, der ikke kendte til helvedes rædsler, men som med antik naivitet kunne gå til sit livsværk, nemlig at gennemtænke statsræsonens væsen.

Niccolò Machiavelli var den første, der gjorde dette. Det kommer her an på selve sagen, ikke på ordet [statsræson], som endnu mangler hos ham. Machiavelli sammentrængte endnu ikke sin tænkning om statsræsonen i ét enkelt slagord. Så såre han ellers elskede de stærke og indholdsrige slagord og prægede mange af dem, så har han dog netop for de allerhøjeste ideer, der fyldte ham, ikke altid følt behovet for et udtryk gennem ord, når selve sagen syntes ham selvfølgelig, og når den fyldte ham helt og aldeles. Man har for eksempel savnet, at han ytrede sig om statens egentlige og sidste mål og deraf fejlagtigt sluttet, at han ikke har tænkt over det. Men han levede og åndede, som vi snart skal se, i et ganske bestemt statens højeste mål. Og ligeså er hele hans politiske tænken intet andet end en stadig tænken ifølge statsræson.

En fuldstændig egenartet, storslået og på samme tid rystende konstellation frembragte Machiavellis tankeverden: den samtidige forekomst af et politisk sammenbrud med en åndelig fornyelse.

Italien nød i 1400-tallet national uafhængighed og var ifølge Machiavellis prægnante ord [Fyrsten 153] på en vis måde i ligevægt gennem et system af fem stater, der gensidigt holdt hinanden i skak: Napoli, Kirkestaten, Firenze, Milano og Venezia. Der udviklede sig i dette en statskunst, der opererede efter faste og sikre regler, og som blev næret af alle de realistiske bestanddele i renæssancekulturen, hjulpet frem af indførelsen af permanente gesandtskaber. Denne statskunst kulminerede i grundsætningen om divide et impera og lærte at betragte alle ting nøgternt og legende-naivt. Således overvandt den indre religiøse og moralske hæmninger, men udfoldede sig i forholdvis enkle og mekaniske operationer og tankegange.

Først katastroferne, der siden 1494 væltede ind over Italien med franskmændenes og spaniernes indfald, med ophøret af Napolis og Milanos selvstændighed, med de gentagne skift i statsformen i Firenze, og frem for alt med udlandets hele kolossale tryk på Apenninerhalvøen, modnede den politiske ånd til dén lidenskabelige kraft, dybde og skarphed, der åbenbarede sig i Machiavelli.

Som sekretær og diplomat for den florentinske republik indtil 1512 lærte han alle den italienske statskunsts hidtidige landvindinger at kende og begyndte også selv at danne sig nogle originale tanker herom. De kom til gennembrud på baggrund af det skæbnens slag, som ramte republikken og ham selv i samme år. Som styrtet og for en tid også forfulgt måtte han fra da af, for atter at komme op, bejle til de nye magthaveres, til de genindsatte Medici’eres gunst.

Således opstod der en splittelse mellem hans personlige-egoistiske interesser og hans hidtidige republikanske friheds- og bystatsidealer. Det var hans storhed, at han nu stræbte efter i sit indre at udjævne og udligne denne splittelse. På hans naive og ureflekterede egoismes dunkle og ikke netop smukke jordbund voksede de nye, mægtige tanker frem om forholdet mellem republik og monarki og om en ny national mission for monarkiet, inden for hvilket nu også statsræsonens hele væsen, blandet af rene og urene, ædle og hæslige bestanddele, blev hensynsløst afbildet.

En åndelig fornyelse måtte, som vi har sagt det, også være til stede. Machiavelli optog jo på ingen måde hele renæssancebevægelsens indhold i sig, delte overhovedet ikke dens religiøse og spekulativ-filosofiske behov, og skønt ubevidst mættet og overstrålet af dens kunstneriske ånd skattede han ikke dens kunstneriske stræben synderligt højt. Hans lidenskab gjaldt staten, undersøgelsen og udregningen af dens former, funktioner og livsbetingelser, og således kom da det specifikt rationelle, empiriske og kalkulatoriske element i den italienske renæssancekultur til sin højeste udvikling…

Machiavelli koncentrerede sine egentlige og højeste livsværdier i dét, som han kaldte virtù – et overordenligt rigt begreb, vel sagtens overtaget fra den antikke og humanistiske tradition, men helt individuelt opfattet og formet, og som nok omfattede etiske egenskaber, men i grunden skulle det betegne noget dynamisk, nedlagt af naturen i menneskets skød – heroisme og kraft til store politiske og militære præstationer, frem for alt til grundlæggelse og opretholdelse af blomstende stater og navnlig republikker. For i republikkerne, og her var Rom i den store republikanske tid idealet, så han de mest gunstige betingelser for frembringelse af virtù.

Dette begreb omfatter altså borgerdyd og herskerdyd, offervillig hengivenhed for fællesskabet og ligeledes visdom, energi og ærgerrighed hos store statsgrundlæggere og statsledere. Men først og fremmest stod for ham som en virtù af en højere orden dén virtù, som en statsgrundlægger og en statsleder skulle have. For det var igennem denne herskerdyd og hensigtsmæssige “ordener”, at der af den gennemsnitlige menneskeheds egentlig dårlige og bedrøvelige materiale kunne uddestilleres en virtù i betydningen af borgerdyd – på en vis måde en virtù af anden klasse og kun holdbar på en undergrund af et naturfriskt, ufordærvet folkelegeme.

Denne sondring mellem en oprindelig og afledet virtù er af overordentlig betydning for helhedsforståelsen af Machiavellis politiske mål. For den viser, at han befandt sig langt fra en kritikløs tro på republikanerens naturlige og umistelige dyd, at han også så på republikken mere ovenfra, fra de regerendes synspunkt, end nedefra, fra det brede demokratis synspunkt.

Han fandt behag i det ordsprog, som opstod på hans tid, nemlig at man tænker på én måde in piazza, og på en anden in palazzo [Drøftelser 147]. Hans republikanske ideal fik derigennem på forhånd et monarkistisk indslag, for så vidt som han var af den mening, at også republikker i reglen ikke kunne opstå uden én enkelt stor herskernaturs og organisators kraft. Og da han havde indprentet sig Polybius’ lære, at alle staters skæbne gentager sig i kredsløb, og at der efter en republiks blomstring også nødvendigvis følger nedgang og forfald, så han intet andet middel, for at skaffe en således nedsunket republik det mistede kvantum virtù og derved hæve den op igen, end at én enkelts skabende kraft, en mano regia, en podestà quasi regia [Drøftelser 65ff og 165ff], tog staten i sin hånd og genoplivede den. Ja, for helt korrupte og regenerationsudygtige republikker betragtede han endog monarkiet som den eneste endnu mulige regeringsform.

Således skabte hans virtù-begreb en indre brobygning mellem republikanske og monarkiske tendenser, som gjorde det muligt for ham, efter den florentinske republiks sammenbrud, uden at blive karakterløs, at rette sin forventning til Medici’ernes fyrstendømme og skrive Fyrsten til disse. Den gjorde det også muligt for ham umiddelbart derefter at genoptage den republikanske tråd i Drøftelserne og afveje republik og principat mod hinanden”.

Die Idee der Staatsräson in der neueren Geschichte, München-Berlin 1924.

——————————————————————————–

Benedetto Croce (1866-1952), italiensk filosof, historiker og kritiker:

“Det er velkendt, at Machiavelli opdager nødvendigheden og autonomien af politikken, af politikken, som er hinsides eller rettede dennesides det moralsk gode og onde og har sine egne love, som det er omsonst at gøre oprør imod, og som man ikke kan uddrive og forjage fra verden med vievand. Det er dette begreb, der cirkulerer i hele hans værk… skønt det ikke er formuleret med den didaktiske og skolastiske nøjagtighed, der ofte bliver forvekslet med filosofi…

Men det, som sædvanligvis ikke bliver bemærket, er den dybe bitterhed, hvormed Machiavelli ledsager denne hævdelse af politikken og dens iboende nødvendighed.

“Hvis menneskene alle var gode” (siger han), ville disse forskifter “ikke være gode”. Men menneskene er “utaknemmelige, omskiftelige, simulerende, hykleriske, skyr farerne og er begærlige efter gevinst”; således at det snarere er nødvendigt at tænke på at gøre sig frygtet end elsket, først at regne med frygten og bagefter, hvis det er muligt, med kærligheden. Det er nødvendigt at lære “ikke at være god”; det er nødvendigt, at du bryder dit løfte, når du har gavn af det, for ellers vil andre bryde deres til dig; det er nødvendigt at besejre den, der kun venter på øjeblikket til at besejre dig.

Machiavellis higen går imod et uopnåeligt samfund af gode og rene mennesker; og han drømmer om, at det fandtes i de længst forgangne tider, ellers foretrækker han de mindre kultiverede folk frem for de kultiverede, tyskerne og de schweiziske bjergboere frem for italienerne, franskmændene og spanierne (dengang på deres højdepunkt), som er “verdens fordærv”.

Den, der læser om de rædsler, historien fortæller om, “vil uden tvivl, hvis han da er født som et menneske, forskrækket vige tilbage for enhver efterligning af disse onde tider og optændes af en umådelig trang til at følge de gode” [Drøftelser 42].

Foran sådanne åbenbare tegn på en alvorsfuld og smertelig moralsk samvittighed vækker det forundring, at man har kunnet snakke så meget om Machiavellis immoralitet; bortset fra at massen kun kalder den moralistiske salvelse og det skinhellige hykleri for moral.

Manglen på denne bitre og pessimistiske følelse adskiller Machiavelli fra Guicciardini, der intet andet føler end en slags foragt for menneskene, hos hvem han finder så “lidt godhed”, og han indretter sig roligt i denne ringeagtede verden, alene med fordelen for “sit eget” for øje. Hvis dette hans “eget” ikke havde kunnet tjene Medici-paverne, havde han “elsket Martin Luther mere end sig selv”, for han ville da have håbet på, at den rebelske munk ville have kunnet ødelægge Kirkestaten og afskaffe “præsternes forbryderiske tyranni”. Guicciardinis menneske er af en anden støbning end Machiavellis menneske.

Endnu mere vigtigt er det, at Machiavelli er som delt i ånd og sind angående den politik, hvis autonomi han har opdaget, og det synes ham snart at være en trist nødvendighed at skulle tilsmudse sine hænder ved at have at gøre med viderværdige mennesker, snart en sublim kunst at hævde den store institution, som staten er.

Meget ofte taler han om den i en religiøs tone, som dér hvor han minder om det ord, at det for statens skyld er nødvendigt at være indstillet på at miste ikke blot sin anseelse, men også sin egen sjæls frelse; eller når han ser tilbage, med en slet skjult misundelse, på den hedenske religion, der som det øverste gode opstillede jordisk ære og lovpriste de mænd, der var fulde af menneskelig hæder, og værdsatte storheden i modet, kroppens styrke, og alle de kvaliteter, der gjorde menneskene stærke, mens den kristne religion ved at vise sandheden og den sande vej til den anden verden foragter alt dette, priser fornedrelsen og stiller de meditative mennesker over de andre, lidelsen over handlingen.

Er politikken diabolsk eller guddommelig? Machiavelli ynder at se den i kentaurens billede, som poeterne netop skildrer som vidunderlig skøn, sammensat af det menneskelige og det dyriske, og beskriver sin fyrste som menneske for den ene halvdels vedkommende og vilddyr for den andens; og for at der ikke skal kastes tvivl på det menneskeliges renhed, skubber han også forstandens grunde, snuheden, over på den dyriske del og mener, at denne er dels ræv, dels løve, thi løven forsvarer sig ikke mod snarer, og ræven forsvarer sig ikke mod ulve, og det ville kun være noviceagtigt i regeringskunsten altid at ville “holde sig til løven”.

Politikkens, den rene politiks, kunst og videnskab, bragt til sin modning af italienerne, var ham grund til stolthed; således at han svarede kardinalen af Rouen, der sagde til ham, at italienerne ikke forstod sig på krig, med, at “franskmændene ikke forstod sig på statsanliggender”.

Det er ikke nødvendigt at søge videreførelsen af Machiavellis tanker hverken blandt machiavellisterne, der fortsætter hans kasuistiske og belærende politik og skriver om “statsræsonen”, idet de ofte sammenblander disse belæringer med moralistiske trivialiteter; ej heller blandt anti-machiavellisterne, fortalere for en sammenblanding og identifikation af politikken med moralen og opfindere af stater, der er konstruerede på basis af rene læresætninger om godhed og retfærdighed; ej heller blandt eklektikerne, der sætter teorier om moralen ved siden af teorier om politikken og i stedet for at løse modsætningerne tilslører dem, gør dem empirisk afhængige og omfortolker dem til ulykker og vanskeligheder, der indtræffer i livet, men som iklæder sig karakter af tilfældigheder…

Hans sande og værdige efterfølger, det stærke intellekt, som samlede og potenserede… den florentinske sekretærs udødelige tanker, var en anden italiener (og man kan virkelig i de to italienere se hele politikkens filosofi symboliseret i sin grundidé), Vico, ikke velvillig indstillet over for Machiavelli, men alligevel fuld af hans ånd, som han afklarer og renser, idet han integrerer hans begreb om politikken og historien, løser hans vanskeligheder, kaster lys over hans pessimisme”.

Etica e Politica, Bari 1931.

——————————————————————————–

Antonio Gramsci (1891-1937), italiensk politiker og intellektuel:

“Machiavellis lære var ikke på hans tid et rent “bogligt” fænomen, et monopol for isolerede tænkere, en hemmelig bog, der cirkulerede blandt de indviede. Machiavellis stil er ikke den, man finder hos en systematisk forfatter af afhandlinger, sådan som man kendte det både i middelalderen og under humanismen, tværtimod; det er et handlingsmenneskes stil, karakteristisk for den, der vil tilskynde til handling, det er en stil for et parti-“manifest”.

Den “moralistiske” fortolkning, fremsat af Foscolo [1778-1827], er uden tvivl forkert; men det er alligevel sandt, at Machiavelli har afsløret noget og ikke bare opstillet en teori om virkeligheden; men hvad var formålet med afsløringen? Var det et moralistisk eller politisk formål?

Man plejer at sige, at Machiavellis normer for den politiske virksomhed “anvender man, men man taler ikke om dem”, de store politikere – siger man – begynder med at forbande Machiavelli, med at erklære sig for anti-machiavellister, netop for bagefter at kunne anvende normerne under et dække af “fromhed”. Har Machiavelli måske været lidet machiavellistisk, som en af dem, der “kender spillet” og tåbeligt nok giver sig til at lære det fra sig; mens den vulgære machiavellisme lærer at gøre det modsatte?…

Man kan… formode, at Machiavelli i tankerne har haft “dem, der ikke véd”, at han har til hensigt at give en politisk opdragelse til “dem, der ikke véd”, ikke en negativ politisk opdragelse, for tyranhadere, således som Foscolo synes at mene, men en positiv, for dem, som bør kende bestemte nødvendige midler, også selv om de er karakteristiske for tyranner, fordi de ønsker at opnå bestemte mål. Den, som er født ind i politikertraditionen, erhverver gennem hele den komplekse opdragelse, som han suger til sig i sit familiemiljø, hvor dynastiske og arvemæssige interesser dominerer, næsten automatisk realpolitikerens karakteristika. Hvem er det altså, “der ikke véd”? Den revolutionære klasse på hin tid, “folket” og den italienske “nation”, borgerdemokratiet…

Man kan være af den opfattelse, at Machiavelli vil overbevise disse kræfter om nødvendigheden af at have en “leder”, en, der véd, hvad han vil, og hvordan han skal opnå dét, som han vil, og godtage ham med begejstring, også selv om hans handlinger kan være eller synes i modstrid med den tids udbredte ideologi, religionen.

Dette Machiavellis politiske standpunkt gentager sig med hensyn til den praktiske handlens filosofi. Nødvendigheden af at være “anti-machiavellistisk” gentager sig, idet der udvikles en teori og en politisk teknik, som kan tjene de to parter i [klasse]kampen, om end man tænker sig, at de vil ende med at tjene især dén side, der “ikke vidste”, for i denne mener man, at der findes den progressive kraft i historien, og faktisk opnår man straks et resultat: nemlig at bryde den enhed, der var baseret på den traditionelle ideologi, uden hvis splittelse den nye kraft ikke vil kunne erhverve sig bevidsthed om sin egen uafhængige personlighed.

Machiavellismen har tjent til at forbedre de regerende konservative gruppers traditionelle politiske teknik, såvel som politikken, baseret på den praktiske handlens filosofi; det bør ikke maskere dens i det væsentlige revolutionære karakter, der også mærkes i dag og forklarer hele anti-machiavellismen, fra jesuitterne og til pietisterne…

Note sul Machiavelli, sulla politica e sullo stato moderno, Torino 1949.

——————————————————————————–

Roberto Ridolfi, italiensk Machiavelli-biograf:

“Af person var han velproportioneret, af statur middelhøj, af kropsbygning mager, i sin holdning rank og med en mine, som udtrykte dristighed. Hans hår var sort, huden hvid, men tenderende til olivenfarvet; hovedet lille, ansigtet knoglet. Øjnene uhyre livlige, og munden smal og sammenkneben. Den syntes altid at hånle en smule”.

Vita di Niccolò Machiavelli, Rom 1954.

——————————————————————————–

Giuseppe Prezzolini (1882-1982), italiensk kritiker:

“Dette smil sad hele livet på Nicolòs ansigt. Når man fortalte ham en nyhed, foreslog ham en forretning, forelagde ham en idé, rynkedes næsen og huden på kinderne, de små læber buede sig lidt opad. Dette smil betød mange ting, men især: “Det skulle du ikke have fået mig til at gøre; sikke noget narreværk; hvis du tror det, må du være skør; fjolser som dig har jeg set få af”, og andre bedømmelser af samme art”.

Vita di Nicolò Machiavelli fiorentino (1926), Firenze 1982.