DEN NYE VIDENSKAB af Giambattista Vico

DEN NYE VIDENSKAB om folkeslagenes fælles natur

---

For sine udgivelser af Giambattista Vico Den nye Videnskab, Niccolò Machiavelli Fyrsten og Niccolò Machiavelli Drøftelser af Livius er Forlaget HELIKON v/Fritz Wolder blevet tildelt

Det Italienske Udenrigsministeriums oversætterpris 2005 på euro 10.000,00.

---

Giambattista Vico (Napoli 1668-1744), den mest betydningsfulde italienske tænker i nyere tid. Vico var søn af en fattig boghandler, og hans universitetsuddannelse foregik for størstedelen autodidaktisk. Fra 1699 til 1741 virkede han som professor i retorik ved Napolis universitet. I 1735 opnåede han sit livs eneste officielle anerkendelse, da han udnævntes til kongelig historiograf.

Vico skrev Den nye Videnskab (La Scienza Nuova), udgivet posthumt i 1744, et hovedværk i den klassiske europæiske filosofi og betragtet som det første stort anlagte forsøg på at grundlægge en omfattende historie- og samfundsvidenskab.

Vicos værk blev ikke forstået af samtiden, men hans filosofi kom til at øve indflydelse på europæiske tænkere som Montesquieu, Karl Marx, Auguste Comte, Ernst Cassirer, Benedetto Croce, Oswald Spengler og Jürgen Habermas.

I dag er interessen for Vico måske større end nogen sinde, det kan tjene som illustration, at Vicos hovedværk også foreligger oversat til både kinesisk og japansk. Der findes centre for Vico-forskning i Italien og USA, og aktuelt planlægges der tilsvarende centre i Spanien og Frankrig – et vidnesbyrd om den fascination, som Vicos komplekse intellektuelle personlighed og hans dybt originale livsværk udøver.

Således sammenfatter den italienske Vico-forsker Paolo Rossi:

Hovedpunkterne i Vicos tænkning:

1. tesen om matematikkens kunstige og konventionelle karakter;
2. sondringen mellem den historiske erkendelse og den naturvidenskabelige erkendelse, og tesen om, at den første, til forskel fra den sidste, er funderet på en forståelse af begivenhederne hos en iagttager, der ikke er passiv i forhold til disse begivenheder;
3. tesen om, at historien følgelig ikke udgøres af fænomener, som er lig med eller sammenlignelige med naturens “ydre” fænomener, men af fænomener, som er frembragte og skabte af mennesket, og som mennesket derfor kan erkende “indefra”;
4. overbevisningen om, at enhver historisk epoke har sine egne og umiskendelige karakteristika, fremgående af en række indbyrdes organisk forbundne faktorer og som følge heraf præsenterende sig som noget ensartet;
5. understregningen af de økonomiske faktorers betydning for de sociale grupperingers og politiske organismers udvikling;
6. tesen om historiografiens videnskabelige karakter, og om den nødvendige syntese mellem filologi (historie) og filosofi;
7. respekten for det fantastiske moment i menneskelivet, og beskrivelsen af de menneskelige livsbetingelser i de primitive tidsaldre;
8. det lidenskabelige forsvar for fantasiens, poesiens og mytens verden som en verden, der har sine egne dimensioner og karakteristika, og som ikke umiddelbart kan behandles efter den rationelle fornufts metoder;
9. betoningen af barnets fabelverden, som ikke bør benægtes eller undertrykkes i fornuftdyrkelsens navn;
10. tesen om de fjerne, ofte ubevidste, rødder til mange af menneskets handlinger, sædvaner og institutioner;
11. tesen om, at fornuften (og den civilisation, der baserer sig på den) er en erobring, der viser sig ved afslutningen af en lang og vanskelig proces, og som i sig bærer kimene til nederlag og opløsning;
12. historiseringen af fablerne, myterne og de folkelige traditioner, og forsøget på at føre dem tilbage til en fjern historisk periode ved at fortolke dem som et sammenhængende udtryk for en forgangen tidsalder;
13. den antikonventionelle sprogteori;
14. understregningen af nødvendigheden af en metodisk pluralitet i de forskellige videnskaber.

“I kraft af alle disse ideer, intuitioner og doktriner – foruden en række særlige “opdagelser” med hensyn til det gamle Roms og romerrettens historie, feudalretten, betydningen af middelaldercivilisationen, Homers og Dantes digtning – tilhører Vico uden nogen tvivl den europæiske tænknings – den store europæiske tænknings – historie”.
(Indledning til den italienske udgave af Den nye Videnskab, BUR 1977, 6. udg. 1996, pp. 38-9).

Vicos hovedværk, Den nye Videnskab, foreligger nu i en uforkortet dansk oversættelse ved cand. mag. Fritz Wolder (Forlaget HELIKON, juli 1997). Dette er første gang, at Vico er oversat til et skandinavisk sprog. Oversættelsen er godkendt af og udgivet med finansiel støtte fra Det Italienske Institut for Filosofiske Studier, Napoli.

Professor Dr. Vittorio Hösle, en af verdens førende Vico-forskere, som sammen med prof. Dr. Christop Jermann har foretaget den moderne tyske oversættelse (1990), udtaler i anledning af den danske oversættelse bl.a.:

“Det gør et stort indtryk, at en så fremragende præstation er blevet frembragt af en person, som virker uden for de akademiske universiteter…”.

Dr. Silvia Caianiello, Centret for Vichianske Studier, Napoli, hilser også den nye oversættelse velkommen:

“Offentliggørelsen på dansk af Den nye Videnskab, i den afsluttende og mest berømte version fra 1744, overrasker ikke den, der har holdt øje med den moderne succes for denne napolitanske filosof, hvis anerkendelse lige fra begyndelsen har været længe undervejs i den europæiske kultur. Interessen for Vico er voksende i næsten alle europæiske lande. Et fortjenstfuldt arbejde er blevet gennemført af Fritz Wolder, og uden tvivl et krævende arbejde, når man tager den berygtede kompleksitet i Vicos sprog i betragtning, alt andet end let læseligt, også for en moderne italiensk læser”.

Lektor Niels Amstrup, Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, skriver i sin anmeldelse i Politica (nr. 4. november 1997):

“Interessen for Vicos arbejder er nærmest eksploderet i de seneste årtier…det må siges, at bogen er en nærmest perfekt udgivelse… Der er… tale om en meget kompetent udgivelse af Vicos store værk, der som nævnt ikke er specielt tilgængeligt, men til gengæld er et meget vigtigt bekendtskab for alle dem, der er interesseret i politisk filosofi”.

Indledning, oversættelse, noter og navneregister: Fritz Wolder.