For den fuldstændige opstilling af de principper, der er anvendt i denne Videnskab, står der tilbage for os i denne bog at ræsonnere over den metode, som den skal følge. Thi – eftersom denne Videnskab skal begynde fra da af, da materien begyndte, sådan som det er fremsat i Grundsætningerne; og eftersom vi således må gentage den [materien] for filologerne lige fra Deukalions og Pyrrhas sten, fra Amfions klippestykker, fra menneskene, fødte enten af Kadmus’ plovfurer eller af Vergils hårde egetræ, og for filosofferne fra Epikurs frøer, fra Hobbes’ cikader, fra Grotius’ enfoldige, fra de i denne verden uden nogen omsorg eller hjælp fra Gud kastede [mennesker] hos Pufendorf, klodsede og vilde som de giganter, kaldt los patacones, der siges at befinde sig ved Magellanstrædet, det vil sige fra Homers polyfemer, i hvilke Platon erkender de første fædre i familietilstanden (dette er den videnskab, som såvel filologer som filosoffer har givet os om menneskehedens begyndelse!); – og eftersom vi må begynde vore ræsonnementer fra da af, da hine [første mennesker] begyndte at tænke menneskeligt; – og da der med disses uhyrlige vildskab og tøjlesløse bestialske frihed ikke var andet middel til at tæmme hin og tøjle denne end en skrækindjagende tanke om en eller anden guddom, frygten for hvilken, som det er sagt i Grundsætningerne, er det eneste kraftfulde middel til at holde en i vildskab udartet frihed på plads: – er vi for at finde måden, hvorpå en sådan første menneskelig tanke er opstået i hedenskabets verden, stødt på genstridige vanskeligheder, der har kostet os godt tyve års forskning, og [vi har måttet] stige ned fra denne vor forfinede menneskelige natur til hin aldeles vilde og uhyrlige, som det er os aldeles nægtet at forestille os og kun med stort besvær er os tilladt at forstå.
På grund af alt dette må vi begynde med en eller anden erkendelse af Gud, som menneskene ikke kan være berøvet, uanset hvor vilde, grusomme og uhyrlige de er. En sådan erkendelse påviser vi at være denne: at mennesket, havende mistet alt håb om at blive hjulpet af naturen, ønsker noget højere, som kan frelse ham. Men noget, der er højere end naturen, det er Gud, og dette er det lys, som Gud har spredt ud over alle mennesker. Det bekræftes af denne almindelige menneskelige skik: at libertinere, fordi de, efterhånden som de ældes, føler de naturlige kræfter svigte, naturligt bliver religiøse.
Men sådanne første mennesker, som senere blev de hedenske folkeslags stamfædre, måtte tænke ved stærke stød fra de mest voldsomme lidenskaber, hvilket er at tænke som dyr. Følgelig må vi gå ud fra en folkelig metafysik (som det er blevet nævnt i Grundsætningerne, og vi vil finde frem til, at den var poeternes teologi) og heraf genskabe den skrækindjagende tanke om en eller anden guddom, som satte grænse og mål for sådanne menneskers dyriske lidenskaber og gjorde dem til menneskelige lidenskaber. Af en sådan tanke måtte opstå anstrengelsen [conatus], som er særegen for den menneskelige vilje, for at holde de bevægelser i tømme, som er påført sindet af kroppen, enten for at bringe dem fuldstændigt til ro, hvilket er [kendetegnet på] det viise menneske, eller i det mindste give dem en anden retning til en bedre anvendelse, hvilket er [kendetegnet på] det samfundsmæssige menneske. Denne bremsen af legemernes bevægelser er med sikkerhed en virkning af den menneskelige afgørelses frihed og således af den frie vilje, som er hjemsted og bolig for alle dyderne, og blandt disse retfærdigheden, formet af hvilken viljen er subjektet for alt det retfærdige og alle de rettigheder, som er dikteret af det retfærdige. Thi at give legemerne anstrengelse er det samme at give dem frihed til at regulere deres bevægelser, mens alle legemer er nødvendige virkekræfter i naturen; og det, som de kyndige i mekanikken kalder “potenser”, “kræfter”, “anstrengelser”, er disse legemers ikke-sanselige bevægelser, hvormed de enten nærmer sig, som den antikke mekanik vil det, deres tyngdepunkter, eller fjerner sig, som moderne mekanik vil det, fra deres bevægelsescentre.
Men menneskene er på grund af deres fordærvede natur tyranniserede af egenkærligheden, på grund af hvilken de først og fremmest kun søger deres egen nytte; hvorfor de, eftersom de vil have alt det nyttige for sig selv og intet tilstå deres fælle, ikke kan underkaste lidenskaberne anstrengelse for at rette dem mod retfærdigheden. Følgelig slår vi fast: at mennesket i den dyriske tilstand alene ønsker sin egen frelse; når det har taget mage og avlet børn, ønsker det sin egen frelse sammen med familiens frelse; når det er trådt ind i det bystatslige liv, ønsker det sin egen frelse sammen med bystatens frelse; når herredømmet bliver udstrakt til flere folk, ønsker det sin egen frelse sammen med folkeslagenes frelse; når folkeslagene er blevet forenet igennem krige, fredsslutninger, alliancer og handelsforbindelser, ønsker det sin egen frelse sammen med hele menneskeslægtens frelse: mennesket ønsker under alle disse omstændigheder først og fremmest sin egen nyttefordel. Altså må det af ingen andre end af det guddommelige forsyn holdes inden for sådanne ordener for med retfærdighed at kunne leve i familiens, byens og endelig menneskehedens samfund; igennem disse ordener vil mennesket, da det ikke kan opnå [alt] dét, det vil, i det mindste have det, der tilkommer det af nyttefordele: det er det, man kalder “retfærdigt”. Hvorfor dét, der regulerer alt det retfærdige hos menneskene, er den guddommelige retfærdighed, som forvaltes for os af det guddommelige forsyn for at bevare det menneskelige samfund.
Derfor må denne Videnskab under et af sine hovedaspekter være en forklaret samfundsmæssig teologi om det guddommelige forsyn. En sådan [teologi] synes at have manglet hidtil, fordi filosofferne enten har været helt uvidende herom, som stoikerne og epikuræerne, hvoraf de sidste siger, at menneskenes anliggender bevæges af et blindt sammenstød af atomer, de første, at de trækkes af sted af en døv kæde af årsager og virkninger; eller de har betragtet den alene på grundlag af de naturlige forholds orden, hvorfor de siger “naturlig teologi” om den metafysik, hvori de betragter dette attribut hos Gud [at han er forsyn] og bekræfter det med den fysiske orden, som man iagttager i legemernes bevægelser, som sfærernes og elementernes, og i den finale årsag, iagttaget i de andre mindre [betydningsfulde] naturlige ting. Og dog burde de ræsonnere derom på grundlag af de samfundsmæssige forholds økonomi i overensstemmelse med den egentlige betydning af dét ord, hvorefter forsynet blev kaldt “divinitas” [guddom] af “divinari”, “at spå”, det vil sige at forstå enten det for menneskene skjulte, hvilket er fremtiden, eller det hos menneskene skjulte, hvilket er bevidstheden; og det er dette [guddommelige forsyn], der med rette optager den første og vigtigste del af retslærens genstand, hvilken er de guddommelige forhold [for eksempel spådomskunsten], hvoraf afhænger den anden del, der fuldender den, hvilken er de menneskelige forhold. Derved må en sådan Videnskab være så at sige en demonstration af forsynet som historisk kendsgerning, fordi den må være en historie om de ordener, som hint [forsyn], uden nogen menneskelig erkendelse eller råden, og hyppigt imod menneskenes egne forsæt, har givet dette menneskeslægtens store samfund, thi uanset at denne verden er skabt i tid og stående for sig selv, så er dog de ordener, som er anbragt her, universelle og evige.
På grund af alt dette finder denne Videnskab igennem sin anskuelse af dette uendelige og evige forsyn visse guddommelige beviser, ved hjælp af hvilke den bekræftes og påvises. Thi forsynet, der som sin tjener har almagten, må her udfolde sine ordener ad veje, der er lige så enkle, som de naturlige menneskelige sæder er det; fordi det som rådgiver har den uendelige visdom, må dét, som det bestemmer, være kun orden; fordi det som sit mål har sin egen umådelige godhed, må dét, som det forordner, være rettet mod det gode, der altid er højere end dét, menneskene har sat sig for.
På grund af alt dette kan man her ikke – i det beklagelige mørke, hvori folkeslagenes begyndelse er hyllet, og med disses uendelige variation af sæder – med hensyn til en guddommelig genstand, der omfatter alle de menneskelige forhold, ønske sig mere sublime beviser end disse samme, der leveres os af naturligheden, ordenen og målet, som er bevarelsen af menneskeslægten. Disse beviser vil fremtræde lysende og klare, dér hvor vi reflekterer over, med hvilken lethed tingene opstår, og ved hvilke lejligheder, der ofte opstår på de fjerneste steder [fra hinanden] og undertiden helt modsat menneskenes forsæt, de fremkommer og her indpasser sig af sig selv; og sådanne beviser leverer almagten. Kombinér dem og sé ordenen i, på hvilke deres egne tider og steder dé ting opstår nu, som må opstå nu, og de andre [ting] adskiller sig ved at opstå med déres tider og déres steder, hvori efter Horats’ opfattelse hele skønheden ved ordenen består; og sådanne beviser anretter den evige visdom for os. Og overvéj endelig, om vi er i stand til at forstå, om der ved hine lejligheder, på hine steder og i hine tider kunne opstå andre guddommelige begunstigelser, med hvilke, og givne disse eller hine behov eller lidelser, det menneskelige samfund bedre kunne gavnes eller bevares; og sådanne beviser vil Guds evige godhed give.
Derfor vil det egentlige og uafladelige bevis, som her føres, være at undersøge og reflektere over, om vort menneskelige sind i den rækkefølge af muligheder, som det er os tilladt at forstå, og for så vidt det er os tilladt, kan udtænke enten flere eller færre årsager end dem, ud fra hvilke virkningerne af denne samfundsmæssige verden udgår. Idet han gør dette, vil læseren føle en guddommelig glæde i dette dødelige legeme ved i de guddommelige ideer at anskue denne folkeslagenes verden i hele udstrækningen af disses steder, tider og variationer; og han vil finde, at han faktisk har overbevist epikuræerne om, at deres tilfælde ikke kan strejfe forrykt omkring og dukke frem hvor som helst, og stoikerne om, at deres evige årsagskæde, som de vil, at verden er omspændt af, afhænger af den Bedste og Højeste Guds almægtige, viise og gode vilje.
Disse sublime, naturlige teologiske beviser vil blive os bekræftet af de følgende arter af logiske beviser: at når man ræsonnerer over oprindelsen til de guddommelige og menneskelige forhold i hedenskabet, så kommer man til dén første begyndelse, ud over hvilken det er tåbelig nysgerrighed at spørge efter en anden og tidligere, hvilket er [de første] princippers egentlige karakteristik; man forklarer de særlige måder for deres opståen, som man kalder [deres] “natur”, [forklaringen af] hvilken er videnskabens egentligste kendetegn; og endelig bekræftes denne [opståen] med de evige egenskaber, som de [guddommelige og menneskelige forhold] bevarer, hvilke [egenskaber] kun kan være opstået af sådanne og ikke andre udspring, på sådanne tider, steder og på måder, det vil sige af sådanne naturer, som man ovenfor har fremsat to grundsætninger om.
For at udfinde de menneskelige forholds natur går denne Videnskab frem med en streng analyse af de menneskelige tanker omkring de menneskelige nødvendigheder og nyttefordele i det sociale liv, der er de to bestandige kilder til folkenes naturlige ret. som man også har bemærket det i Grundsætningerne. Derfor er denne Videnskab under dette andet hovedaspekt en historie om de menneskelige ideer, på grundlag af hvilken metafysikken om det menneskelige sind synes at måtte gå frem; denne videnskabernes dronning begyndte, i overensstemmelse med grundsætningen om, at “videnskaberne må begynde fra da af, da materien begyndte”, fra dengang af, da de første mennesker begyndte at tænke menneskeligt, ikke først fra da af, da filosofferne begyndte at reflektere over de menneskelige ideer (sådan som der for nylig udkommet en lille, lærd bog med titlen Historia de ideis, der går frem til de sidste kontroverser, som de to førende ånder i vor tid har haft, Leibniz og Newton).
Og for at bestemme tiderne og stederne for en således beskaffen historie, det vil sige, hvornår og hvor disse menneskelige tanker opstod og således underbygge dens egen, så at sige, metafysiske kronologi og geografi, så anvender denne Videnskab en kritisk, også metafysisk, kunst om grundlæggerne af disse samme folkeslag, hos hvilke [folkeslag] der må være forløbet langt mere end tusinde år, før dé forfattere kunne komme til, som den filologiske kritik hidtil har beskæftiget sig med. Og det kriterium, som den [kritiske kunst] betjener sig af, er i overensstemmelse med en grundsætning ovenfor dét, som der er blevet belært om af det guddommelige forsyn, fælles for alle folkeslag: hvilket er menneskeslægtens fællesopfattelse, bestemt af den nødvendige samstemmen mellem disse samme menneskelige forhold, der udgør hele skønheden i denne samfundsmæssige verden. Følgelig hersker der i denne Videnskab denne art af beviser: at folkeslagenes forhold måtte, må og må komme til at gå sådan, som de er forklarede af denne Videnskab, givne sådanne ordener af det guddommelige forsyn, selv om det også var således, at der fra evigheden af fra én tid til den næste opstod talløse verdener, hvilket med sikkerhed er faktisk falsk.
Derfor kommer denne Videnskab samtidig til at beskrive en evig ideal historie, efter hvilken folkeslagenes historie forløber i tid i deres opståen, fremgang, højdepunkt, nedgang og undergang. Ja, vi går så vidt som til at påstå, at den, som reflekterer over denne Videnskab, han vil for så vidt fortælle sig selv denne evige ideale historie, som han – da denne folkeslagenes verden med sikkerhed er blevet skabt af menneskene (som er det første ubetvivlelige princip, man har opstillet her ovenfor), og da man derfor skal finde måden herfor [for udviklingen i folkeslagenes verden] inden for modifikationerne i vort eget menneskelige sind – med dette bevis, “måtte, må, må komme til” selv skaber sig den; thi hvor dét sker, at den, der skaber tingene, selv fortæller om dem, dér kan historien ikke være mere sikker. Således går denne Videnskab netop frem som geometrien, der skaber sin egen verden af [abstrakte] størrelser, idet den på grundlag af sine elementer konstruerer eller betragter denne; men [denne vor Videnskab gør det] med så megen større realitet, som haves af ordener omkring de menneskelige anliggender, der ikke har punkter, linjer, overflader og figurer. Og dette samme er argumentet for, at de, O læser, må berede dig en guddommelig glæde, thi i Gud er der at erkende og det at skabe én og samme ting.
Da desuden menneskene, i overensstemmelse med definitionerne af det sande og det sikre, fremsatte ovenfor, igennem et langt tidsrum ikke var i stand til [at erkende] det sande og [bruge] fornuften, der er kilden til den indre retfærdighed, hvoraf intellekterne tilfredsstilles … styrede de i den mellemliggende tid sig selv ved hjælp af det af autoriteten som sikkert givne, det vil sige med det samme kriterium, som denne metafysiske kritik anvender, hvilket er menneskeslægtens fællesopfattelse (definitionen af hvilken er fremsat ovenfor i Elementerne), hvorpå hviler samvittigheden hos alle folkeslagene. Således kommer på grund af dette andet hovedsynspunkt denne Videnskab til at være en filosofi om autoriteten, der er kilden til den “ydre retfærdighed”, sådan som moralteologerne siger. Hvilken autoritet de tre fyrster i doktrinen om folkenes naturlige ret burde have taget i betragtning og ikke dén, der kan udledes af [tekst]stederne hos forfatterne; thi om hin kunne forfatterne ikke have noget kendskab, da en sådan autoritet herskede blandt folkeslagene meget mere end tusinde år, før disse forfattere kunne komme til. Hvorfor Grotius, såvel mere lærd som belæst end de andre to, næsten i hver enkelt materie i denne doktrin bekæmper de romerske retslærde; men slagene rammer alle i luften, fordi hine opstillede deres principper om det retfærdige på grundlag af det sikre, givet gennem menneskeslægtens autoritet, ikke på grundlag af de lærdes autoritet.
Dette er de filosofiske beviser, som denne Videnskab vil betjene sig af og som følge heraf de [beviser], der for dens opnåelse er absolut nødvendige.
De filologiske beviser må heri indtage den sidste plads og sammenfattes alle til disse kategorier:
For det første [gælder], at med de ting, som der mediteres over, stemmer vore mytologier overens, ikke forcerede og forvredne, men ligefremme, lette og naturlige, hvilke man vil se har været samfundsmæssige historier hos de første folk, som overalt viser sig naturligt at have været poeter.
For det andet stemmer hermed overens de heroiske talemåder, der her forklares med følelsernes hele sandhed og udtrykkenes hele egenart.
For det tredje [gælder], at hermed stemmer overens de indfødte sprogs etymologi, der fortæller historien om de ting, som disse ord betyder, begyndende med egenarten ved deres oprindelse og fortsættende den naturlige fremadskriden med hensyn til deres overførte betydninger efter den ideernes orden, hvormed sprogenes historie må gå frem, som det er forudskikket i Grundsætningerne.
For det fjerde forklares her det mentale vokabularium om de menneskelige samfundsforhold, hvilke i substansen bliver opfattet som de samme af alle folkeslagene og med forskellige modifikationer bliver forklaret forskelligt på sprogene, sådan som man har anført det i Grundsætningerne.
For det femte sigter man det sande fra det falske i alt dét, som igennem mange århundreder de almindelige traditioner har bevaret for os, hvilke, fordi de har været bevaret i så lang tid og af hele folk, i overensstemmelse med en ovenfor fremsat grundsætning må have haft et offentligt sandt grundlag.
For det sjette bringer oldtidens store brudstykker, hidtil unyttige for videnskaben, fordi de havde ligget uplejede, afhuggede og løsrevne hen, betydelige lys, rensede, sammenføjede og anbragte på deres rette sted.
For det syvende og sidste støtter sig på alle disse ting, som på deres nødvendige årsager, alle de virkninger, som den sikre historie fortæller os.
Disse filologiske beviser tjener til faktisk at få os til at se de forhold, der bliver mediteret i ideen omkring denne folkeslagenes verden efter [Bacon af] Verulams filosofiske metode, som er “cogitare [et] videre” [tænke og se]; derfor er det således, at gennem de foran opstillede filosofiske beviser, kommer de filologiske, som følger umiddelbart efter, på samme tid til både at få bekræftet deres autoritet med fornuften og at bekræfte fornuften med deres autoritet.
Vi konkluderer alt det, der generelt er blevet anført omkring opstillingen af principperne for denne Videnskab: at eftersom dens principper er det guddommelige forsyn, moderationen af lidenskaberne med ægteskaberne, og den menneskelige sjæls udødelighed med begravelserne; og kriteriet, som den anvender, er, at det, som opfattes som retfærdigt af alle eller af hovedparten af menneskene, bør være regelen for det sociale liv (med disse principper og med dette kriterium samstemmer den almindelige visdom hos alle lovgiverne og den intellektuelle visdom hos alle de mest ansete filosoffer): da må disse [principper og dette kriterium] være grænserne for den menneskelige fornuft. Og enhver, der vil træde ud over disse, han se til, at han ikke også træder ud af hele menneskeheden.
Den nye Videnskab, s. 116-21.