Den mest betydelige italienske filosof i dette århundrede, Benedetto Croce, skrev engang en afhandling om Hegel og gav den titlen: “Hvad er levende, og hvad er dødt i Hegels filosofi?”. Hermed opstillede han kriteriet for, hvordan vi kan forholde os også til andre “store” filosoffer: ved at skelne mellem det levende, som netop er det, der berører vor egen tid, vore egne problemstillinger, de spørgsmål, som vi bevæges og optages af, og det døde, det, som vi oplever ikke længere har bud til os. Igennem enhver nok så betydelig filosofs værk kan man trække en sådan linie, kun rene panegyrikere tror, at netop deres idol for tid og evighed har givet svar på alle spørgsmål. Det er klart, at der i et filosofisk værk må være elementer af noget “levende”, for at vi overhovedet skal fatte interesse for det.
Giambattista Vico fødtes 1668 i Napoli og døde sammesteds i 1744. Han er først og fremmest kendt for værket Den nye Videnskab, som udkom posthumt i 1744. Heri fremlægger han en omfattende historieteori, der tager sit udgangspunkt i de ældste, primitive tider, som de lærde før Vico enten havde ignoreret eller forstået intellektualistisk. Endvidere inddrages mange fænomener, som ingen indtil da havde gjort til genstand for historisk udforskning. Principielt retter Vico interessen mod de primitive samfunds opståen, deres religiøse forestillinger, myter, sprog, retlige og politiske institutioner. Hvor renæssancehumanismen nok stillede mennesket i centrum, men begrænsede sig til at befatte sig med dets dannelse og udviklingen af dets individuelle anlæg efter klassiske forbilleder, definerer Vico sit emne som alt det menneskeskabte i al den tid, vi kan skaffe os underretning om.
Altså langt fra en tænker, der synes at passe ind i vores egen tidsalder, orienteret som han er mod den primitive eller præhistoriske tid og den antikke verden, først og fremmest den græsk-romerske historie, som han opfatter som en slags modeltilfælde, der kan levere os mønstret for alle andre civilisationers udvikling, afgive så at sige deres hemmelige genetiske kode. Man fornemmer historiefilosofiske klicheer om civilisationer, der udvikler sig igennem bestemte, fastlagte strukturer, det være sig “cykler”, “spiraler” eller andet. Hvor relevante er synspunkter af denne art i dag? Og i hvor høj grad repræsenterer Vico i det hele taget et historiefilosofisk standpunkt?
På det høje spekulative plan er Vico elev af Platon. Interessen er rettet mod udviklingen af menneskets ideer fra primitiv fantaseren og sansen og frem til evnen til at danne rene begreber, mod civilisationernes former, karakteriserede netop af den fremherskende forma mentis eller det udviklingsniveau, som den kollektive bevidsthed har nået hos en bestemt befolkning i en given epoke. Altså en historisk-sociologisk overbygning på den platoniske idélære. Baserende sig på klassiske og kristne forudsætninger bliver historien for Vico således en sammenhængende, “ordnet” og fremadskridende proces, som kan udforskes og forstås, en proces, hvor civilisationerne gennemløber en ensartet udvikling og afløser hinanden med en vis lovmæssighed, og hvor én civilisations undergang ikke er ensbetydende med civilisationens undergang. Jeg fastholder udtrykket “med en vis lovmæssighed”, for man finder ikke hos Vico en deterministisk doktrin, der hævder, at civilisationerne er underkastet en uafvendelig skæbne. Tværtimod ligger det til stadighed i menneskenes egne hænder at udforme historien.
Mere end historiefilosofiske skemaer synes det mig, at Vico fremstiller et muligt og nødvendigt alternativ til den gængse positivistiske historieopfattelse, der gerne fokuserer på meget tidsbegrænsede og specifikke problemstillinger. Civilisationer opstår og forgår jo rent faktisk, deres levetid overstiger mangefold det enkelte individs biologiske levealder, begivenheder, som vi selv oplever som epokegørende, er højst sandsynligt kun betydningsløse krusninger på et hav, der gennemløbes af dybe, usynlige strømme. At rette blikket mod denne “makrohistorie” er ikke blot legitimt, det er, som Vicos eksempel viser, også en vej til at oparbejde et “positivt” eller fornuftbaseret historiesyn. Det er muligt, at man kan anskue historien som et virvar af endeløse forandringer, ofte blodige og tragiske, uden nogen mening eller sammenhæng, men det er vanskeligt, hvis ikke umuligt, at se nytten i et sådant udgangspunkt, eftersom mennesket ikke er nogen tilskuer til historien, men dens hovedperson. Det er forskellen mellem en “æstetisk” og en “etisk” historieopfattelse.
Hvad er levende i Vicos filosofi i dag? Levende er blandt andet forsøget på at skabe orden ud af kaos, på at give mennesket en ramme, inden for hvilken det kan handle og orientere sig. Vestlig individualisme og i Danmark specielt Kierkegaard’sk navlebeskuelse har ført til årtiers diskussioner om “værdiernes krise” og spørgsmål om “meningen” med det enkelte individs tilværelse. Meningen forsvinder, når historien forsvinder, meningen vender tilbage, og værdierne genopstår, hvor der etableres en bevidsthed om en historisk sammenhæng og et civilisatorisk tilhørsforhold.
Der kan ned igennem den europæiske historie findes adskillige eksempler på tænkere, som har arbejdet med samme eller lignende problemstillinger som Vico, i dette århundrede f.eks. Oswald Spengler, Arnold Toynbee og Fernand Braudel, nogle, især Spengler, har været under direkte påvirkning af Vico.
Amerikaneren Samuel P. Huntington har i sin bog: The Clash of Civilizations (Civilisationernes sammenstød/1996) leveret en overbevisende demonstration af relevansen af det civilisationshistoriske grundsynspunkt og dermed indirekte af aktualiteten af Vicos tænkning. Også her rykker civilisationerne frem som de bredeste kulturelle enheder, der giver historien kontinuitet og konsistens, “de mest varige af de menneskelige institutioner, realiteter af en ekstrem longue duree”. Central er den betydning, som Huntington tillægger religionen. For Vico er religionen forudsætningen for, at det primitive menneske kan overgå fra en nærdyrisk tilstand til en civiliseret – frygten for en højere magt er det eneste, der kan holde vildskaben i tømme og få mennesket til at acceptere og underkaste sig en eller anden social orden. Forestillingen om en sådan magt eller sådanne magter er intimt flettet sammen med dannelsen af den samfundsmæssige urcelle, familien, og skridt for skridt også med de andre institutioner, der udgør samfundet. Imod den franske filosof Pierre Bayle hævder Vico, at et samfund på langt sigt ikke kan eksistere uden religion.
Efter at de vesteuropæiske samfund igennem et par århundreder har gennemløbet en sekulariseringsproces – opfattet som en naturlig og nødvendig følgevirkning af det videnskabellige og teknologiske fremskridt – kommer en avanceret analytiker som Huntington til den konklusion, at religionen i dag er den vigtigste faktor, der afgrænser civilisationerne i forhold til hinanden: “Årtusinder af menneskelig historie har vist, at religionen ikke er en “lille forskel” [mellem civilisationerne], men sandsynligvis den mest grundlæggende forskel, som kan eksistere mellem mennesker”. Altså en radikal omvurdering i forhold til vor gængse “ateistiske” opfattelse og samtidig en hovednøgle til at forstå de andre, ikke-vestlige civilisationer. Desuden naturligvis en bekræftelse af en af Vicos grundlæggende teser.
En anden amerikaner, Robert D. Kaplan, har fremsat det synspunkt, at store dele af verden ikke – til forskel fra hvad menneskerettigheds- og demokrati-ideologerne i Vesten mener – bevæger sig hen imod en tilstand af universelt demokrati, men snarere mod en række blandings- eller hybridsystemer med forskellig grad af demokratiske og autoritære elementer. Også her kan det være berettiget at pege på Vico, ifølge hvem de politiske grundformer veksler mellem demokratiske og monarkiske eller “autoritære”. De sidste vinder uundgåeligt fodfæste de steder, hvor demokratiet udarter i vold og anarki. I et videre perspektiv betyder det, at enhver samfundsform bærer kimen til sin egen undergang i sig.
Levende er selve den “nye videnskab”, den indsigt, at netop fordi det er mennesket selv, der skaber historien, så er denne menneskeskabte, samfundsmæssige verden også tilgængelig for vor udforskning og erkendelse. I en verden, der består af 5-6 hovedcivilisationer foruden vor egen vestlige, er tanken om, at menneskehedens historie kan behandles videnskabeligt, og at der overalt forekommer visse fælles, grundlæggende samfundsinstitutioner – først og fremmest religionen – væsentlig for vort forhold til de andre civilisationer. Ved at aflægge vor missionerende ildhu og prøve at forstå de fremmede kulturer indefra på deres egne forudsætninger kan vi smidiggøre vore egne holdninger. Det skaber ikke fred i verden, men det giver trods alt mulighed for en mere frugtbar sameksistens mellem mennesker fra forskellige kulturer.
Vicos hovedværk, Den nye Videnskab (HELIKON, juli 1997), indeholder et væld af facetter, som det er umuligt at komme ind på her. Men jeg føler mig overbevist om, at disse få antydninger af indholdet i Vicos tænkning er nok til at vise, at Vico også i dag er en aktuel tænker, der fortjener en bedre skæbne end den skyggetilværelse, han hidtil har fristet herhjemme.
Kronik i Jyllands-Posten, den 27. oktober 1997.