CIVILISATIONERNES SAMMENSTØD? 1

Af Samuel P. Huntington

Artikel i Foreign Affairs, 1993, Vol. 72, Nr. 3, side 22-49.

Det kommende konfliktmønster

Verdenspolitikken er på vej ind i en ny fase, og de intellektuelle har ikke sparet på visioner om, hvad den vil blive til – afslutningen på historien, en tilbagevenden til de traditionelle rivaliseringer mellem nationalstater, nationalstatens aftagende betydning i de modstridende tendenser mellem lokal og global politik – for blot at nævne nogle få. Hver af disse visioner fanger nogle aspekter af den virkelighed, der er ved at opstå. Men de mangler alligevel alle et afgørende, ja, et centralt aspekt af det, som verdenspolitikken efter al sandsynlighed vil komme til at dreje sig om i de kommende år.

Det er min hypotese, at den fundamentale kilde til konflikt i denne nye verden ikke vil være primært ideologisk eller primært økonomisk. De store delingslinjer mellem menneskene og den dominerende kilde til konflikt vil være kulturel. Nationalstaterne vil blive ved med at være de mest magtfulde aktører i verdenspolitikken, men de vigtigste konflikter i denne politik vil opstå mellem nationer og grupper, der tilhører forskellige civilisationer. Civilisationernes sammenstød vil dominere den globale politik. Brudlinjerne mellem civilisationerne vil blive fremtidens kamplinjer.

Konflikten mellem civilisationer vil være den seneste fase i konfliktudviklingen i den moderne verden. I halvandet århundrede efter skabelsen af det moderne internationale system med Den Westfalske Fred foregik konflikterne i den vestlige verden i stor udstrækning mellem fyrster-kejsere, enevældige monarker og konstitutionelle monarker, der forsøgte at udvide deres bureaukrati, deres hære, deres merkantilistisk-økonomiske styrke og, som det vigtigste, det territorium, de herskere over. Igennem denne proces skabte de nationalstater, og fra og med Den Franske Revolution var de vigtigste konfliktlinjer snarere mellem nationer end mellem fyrster. Som R. R. Palmer sagde det i 1793: “Krigene mellem kongerne var slut, krigene mellem folkene var begyndt”. Dette mønster fra 1800-tallet varede indtil afslutningen af Den Første Verdenskrig. Som et resultat af Den Russiske Revolution og reaktionerne herpå veg konflikten mellem nationer for konflikten mellem ideologier, først mellem kommunisme, fascisme-nazisme og liberalt demokrati, og så mellem kommunisme og liberalt demokrati. Under Den Kolde Krig fik denne sidste konflikt sit konkrete udtryk i kampen mellem de to supermagter, der ikke var nationalstater i den klassisk europæiske betydning, og som definerede deres identitet inden for rammerne af hver deres ideologi.

Disse konflikter mellem fyrster, nationalstater og ideologier var primært konflikter inden for den vestlige civilisation. “Vestlige borgerkrige”, som William Lind har betegnet dem. Dette gjaldt lige såvel for Den Kolde Krig som for verdenskrigene og de tidligere krige i det 17., 18. og 19. århundrede. Med afslutningen af Den Kolde Krig bevæger den internationale politik sig ud af dens vestlige fase, og dens kernestykke bliver interaktionen mellem den vestlige og de ikke-vestlige civilisationer og mellem de ikke-vestlige civilisationer indbyrdes. I civilisationernes politik er folk og regeringer i de ikke-vestlige civilisationer ikke længere historiens objekter som mål for vestlig kolonialisme, men bliver sammen med Vesten historiens igangsættere og skabere.

Civilisationernes natur

Under Den Kolde Krig var verden opdelt i Den Første, Den Anden og Den Tredje Verden. Denne opdeling er ikke længere relevant. Det giver i dag langt mere mening at gruppere landene, ikke efter deres politiske eller økonomiske systemer eller deres økonomiske udviklingstrin, men snarere efter deres kultur og civilisation.

Hvad mener vi, når vi taler om en civilisation? En civilisation er en kulturel enhed. Landsbyer, regioner, etniske grupper, nationaliteter og religiøse grupper har alle tydeligt adskilte kulturer på forskellige niveauer af kulturel heterogenitet. Kulturen i en syditaliensk landsby kan være forskellig fra kulturen i en norditaliensk, men begge har del i en fælles italiensk kultur, som adskiller dem fra tyske landsbyer. Europæiske samfund vil på deres side have fælles kulturelle træk, som adskiller dem fra arabiske eller kinesiske samfund. Arabere, kinesere og vesterlændinge er imidlertid ikke dele af nogen bredere kulturel enhed. De udgør civilisationer. En civilisation er således den højeste kulturelle gruppering af mennesker og den bredeste ramme for kulturel identitet, som mennesker har, når man ser bort fra det, der adskiller mennesker fra andre dyrearter. Den er defineret såvel af fælles objektive elementer, som sprog, historie, religion, sædvaner og institutioner, som af et folks subjektive selvidentifikation. Mennesker har forskellige identitets-niveauer: en indbygger i Rom kan identificere sig selv med forskellige grader af intensitet som romer, italiener, katolik, kristen, europæer, vesterlænding. Civilisationen, han tilhører, er det bredeste identifikations-niveau, han identificerer sig følelsesmæssigt med. Mennesker kan omdefinere deres identitet og gør det, hvorved civilisationerne ændrer deres sammensætning og grænser.

Civilisationer kan omfatte et stort antal mennesker, som Kina (“en civilisation, der foregiver at være en stat”, som Lucian Pye har formuleret det), eller et meget lille antal mennesker, som den engelsksprogede-caraibiske. En civilisation kan indbefatte flere nationalstater, som det er tilfældet med de vestlige, latinamerikanske og arabiske civilisationer, eller blot én, som i den japanske civilisations tilfælde. Det er klart, at civilisationer blander sig og overlapper hinanden, og at de kan omfatte undercivilisationer. Den vestlige civilisation har to hoved-varianter, den europæiske og den nordamerikanske, og islam har sine arabiske, tyrkiske og malajiske underafdelinger. Civilisationer er ikke desto mindre meningsfulde enheder, og mens linjerne mellem dem sjældent er skarpe, så er de virkelige nok. Civilisationer er dynamiske; de opstår og går til grunde; de deler sig, og de slutter sig sammen. Og som enhver historiker ved, forsvinder civilisationer og begraves under tidens sand.

Vesterlændinge har en tilbøjelighed til at tænke på nationalstaterne som de vigtigste aktører i international politik. Det har de også været, men kun i nogle få århundreder. I en videre horisont har menneskehedens historie været civilisationernes historie. I A Study of History har Arnold Toynbee identificeret 21 større civilisationer; kun seks af dem eksisterer i nutidens verden.

Hvorfor civilisationerne vil støde sammen

Civilisations-identitet vil blive af stadig større betydning i fremtiden, og verden vil i vidt omfang blive formet af interaktionerne mellem syv eller otte store civilisationer. Disse omfatter den vestlige, den kongfuzianske, den japanske, den islamiske, den hinduistiske, den slavisk-ortodokse, den latinamerikanske og måske den afrikanske civilisation. De vigtigste konflikter i fremtiden vil opstå langs de kulturelle brudlinjer, der skiller disse civilisationer fra hinanden.

Hvorfor vil dette blive tilfældet?

For det første er forskellene mellem civilisationerne ikke blot virkelige, de er også grundlæggende. Civilisationer adskiller sig fra hinanden ved deres historie, sprog, kultur, tradition og mest vigtigt, religion. Folk i forskellige civilisationer har forskellige syn på forholdet mellem Gud og mennesket, mellem individet og gruppen, borgeren og staten, forældre og børn, mand og kone, ligesom de har forskellige syn på den relative betydning af rettigheder og ansvar, frihed og autoritet, lighed og hierarki. Disse forskelle er produkter af århundreders udvikling. De vil ikke forsvinde fra en dag til en anden. De er langt mere fundamentale end forskellene mellem politiske ideologier og politiske regimer. Forskelle indebærer ikke nødvendigvis konflikter, og konflikter betyder ikke nødvendigvis vold. Men igennem århundrederne er det imidlertid forskellene mellem civilisationer, der har skabt de længste og mest voldelige konflikter.

For det andet er verden ved at blive mindre. Interaktionerne mellem folkeslag i forskellige civilisationer er tiltagende; disse tiltagende interaktioner styrker civilisations-bevidstheden og skærper erkendelsen af forskellene mellem civilisationerne og helhederne inden for civilisationerne. Nordafrikansk indvandring til Frankrig skaber fjendskab mellem franskmænd og øger samtidig modtageligheden for indvandringen af “gode” europæiske, katolske polakker. Amerikanerne reagerer langt mere negativt på japanske investeringer end på de større investeringer fra Canada og de europæiske lande. Som Donald Horowitz har påpeget, så kan på samme måde “en ibo være en owerri ibo eller en onitsha ibo i det, der engang var den østlige del af Nigeria. I Lagos er han ganske enkelt en ibo. I London er han nigerianer. I New York er han afrikaner”. Interaktionerne mellem mennesker i forskellige civilisationer styrker folks civilisations-bevidsthed og dermed igen forskelle og animositeter, der strækker sig eller menes at strække sig langt tilbage i historien.

For det tredje er den økonomiske modernisering og de sociale forandringer verden over i gang med at fjerne mennesker fra deres mangeårige, lokale identitet. Disse processer svækker også nationalstaten som identitetskilde. I en stor del af verden er religionen rykket ind og har udfyldt dette tomrum, ofte i form af bevægelser, der betegnes som “fundamentalistiske”. Sådanne bevægelser findes i den vestlige kristenhed, jødedommen, buddhismen og hinduismen, samt i islam. I de fleste lande og i de fleste religioner er de mennesker, der er aktive i de fundamentalistiske bevægelser, unge, veluddannede, middelklasse-teknikere, folk i liberale erhverv og forretningsfolk. “Afsekulariseringen af verden er en af de dominerende kendsgerninger i samfundslivet i slutningen af det 20. århundrede”, har George Weigel bemærket. Religionens genopblomsting, “la revanche de Dieu”, som Gilles Kepel har kaldt det, giver en basis for identitet og engagement, der overskrider nationale grænser og forener civilisationer.

For det fjerde forstærkes væksten i civilisations-bevidstheden af Vestens dobbeltrolle. På den ene side står Vesten på et højdepunkt af magt. Men på den anden side, og måske som et resultat heraf, forekommer der et “venden-tilbage-til-rødderne”-fænomen i de ikke-vestlige civilisationer. Man taler stadig hyppigere om tendenser til en venden-sig-indad og til en “Asien-gørelse” i Japan, til en afslutning på arven fra Nehru og en “hinduisering” i Indien, om de vestlige socialistiske og nationalistiske ideers fallit med en deraf følgende “gen-islamisering” af Mellemøsten, og nu har man en debat om vestliggørelse kontra russificering i Boris Jeltsins land. Et Vesten på toppen af sin magt står over for ikke-vestlige civilisationer, der mere og mere har ønsket om og viljen og ressourcerne til at forme verden på en ikke-vestlig måde.

Tidligere var eliterne i ikke-vestlige samfund sædvanligvis de mennesker, der var mest involveret med Vesten, havde fået deres uddannelse på Oxford, Sorbonne eller Sandhurst og havde tillagt sig vestlige holdninger og værdier. Samtidig forblev den brede befolkning ofte gennemsyret af den indfødte kultur. Nu bliver disse forhold imidlertid vendt på hovedet. Eliterne i mange ikke-vestlige lande er i stadig mindre grad vestliggjorte og i stadig højere grad præget af den indfødte kultur, samtidig med at vestlig, almindeligvis amerikansk, kultur, stil og skik bliver mere populær blandt folkets masser.

For det femte er kulturelle særpræg og forskelle mindre foranderlige og som følge heraf også mindre truede og vanskeligere at opløse end politiske og økonomiske. I det tidligere Sovjetunionen kan kommunister blive demokrater, den rige kan blive fattig, og den fattige rig, men russere kan ikke blive estere, og azerere kan ikke blive armeniere. I klassekonflikter og ideologiske konflikter var nøglespørgsmålet: “Hvilken side er du på?”, og folk kunne vælge at skifte side og gjorde det. I konflikter mellem civilisationer er spørgsmålet: “Hvad er du?”. Det er en given størrelse, der ikke kan laves om på. Og som vi ved, så kan det forkerte svar på dette spørgsmål, fra Bosnien til Kaukasus og til Sudan, betyde en kugle i hovedet. Endnu mere et etnisk tilhørsforhold diskriminerer religionen skarpt og kategorisk mellem mennesker. En person kan være halvt fransk og halvt arabisk og samtidig tilmed være borger i to lande. Det er vanskeligere at være halvt katolik og halvt muslim.

Endelig er den regionale økonomiske aktivitet tiltagende. Den andel af de europæiske landes handel, der foregik inden for Europa, steg mellem 1980 og 1989 fra 51 procent til 59 procent, i Østasien var de tilsvarende tal 33 procent og 37 procent, og i Nordamerika 32 procent og 36 procent. Betydningen af regionale økonomiske blokke vil sandsynligvis fortsætte med at stige i fremtiden. På den ene side vil en succesfuld økonomisk udvikling på det regionale plan styrke civilisations-bevidstheden. På den anden siden kan en sådan udvikling kun lykkes, når den er rodfæstet i en fælles civilisation. EU hviler på et fælles fundament af europæisk kultur og vestlig kristenhed. Det Nordamerikanske Frihandelsområdes succes afhænger af den igangværende tilnærmelse mellem mexicansk, canadisk og amerikansk kultur. Omvendt står Japan over for vanskeligheder med hensyn til at skabe en tilsvarende økonomisk enhed i Østasien, eftersom Japan er et unikt samfund og en unik civilisation. Uanset hvor stærke handels- og investeringsforbindelser Japan kan udvikle med andre østasiatiske lande, hæmmer og måske umuliggør dets kulturelle forskelle fra disse lande dets fremstød for en regional økonomisk integration, svarende til integrationen i Europa og Nordamerika.

Omvendt letter en fælles kultur klart den hurtige ekspansion af de økonomiske forbindelser mellem Den Kinesiske Folkerepublik og Hong Kong, Taiwan, Singapore og de oversøiske kinesiske samfund i andre asiatiske lande. Efter Den Kolde Krigs afslutning overvinder kulturelle ligheder i stigende grad ideologiske forskelle, og Fastlandskina og Taiwan nærmer sig hinanden. Hvis kulturelle ligheder er en forudsætning for økonomisk integration, vil den vigtigste fremtidige økonomiske blok i Østasien sandsynligvis have Kina som centrum. Denne blok er i virkeligheden allerede i gang med at blive skabt. Som Murray Weidenbaum har observeret:

“Trods den nuværende japanske dominans i regionen trænger den kinesisk baserede økonomi i Asien hastigt frem som et nyt epicentrum for industri, handel og finansvæsen. Dette strategiske område omfatter masser af teknologi og produktionskapacitet (Taiwan), fremragende sans for foretagsomhed, marketing og service (Hong Kong), et fint kommunikationsnet (Singapore), en formidabelt koncentration af finansiel kapital (alle tre) og meget store forekomster af jord, ressourcer og arbejdskraft (Kina). Fra Guangzhou til Singapore, fra Kuala Lumpur til Manila er dette indflydelsesrige netværk – ofte baseret på forgreninger af lokale klaner – blevet beskrevet som rygraden i den østasiatiske økonomi”. (1)

Kultur og religion udgør også grundlaget for den Økonomiske Samarbejdsorganisation, der har samlet ti ikke-arabiske, muslimske lande: Iran, Pakistan, Tyrkiet, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kirgisistan, Turkmenistan, Tadsjikistan, Usbekistan og Afghanistan. Et af incitamenterne til genoplivelsen og udvidelsen af denne organisation, oprindeligt grundlagt i 1960 af Tyrkiet, Pakistan og Iran, er, at lederne i flere af disse lande har indset, at de ikke har nogen chance for at blive optaget i EU. På samme måde hviler Caricom, Det Centralamerikanske Fællesmarked og Mercosur på et fælles kulturelt fundament. Bestræbelser på at opbygge en bredere caraibisk-centralamerikansk økonomisk enhed til at bygge bro over den anglo-latinske kløft, er til dato mislykkedes.

Når mennesker definerer deres identitet i etniske og religiøse termer, vil de sandsynligvis se en “os” kontra “dem”-forbindelse bestå mellem dem selv og folk fra en anden etnisk gruppe eller religion. Opløsningen af de ideologisk definerede stater i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen tillader, at traditionelle etniske identiteter og animositeter rykker i forgrunden. Forskelle i kultur og religion skaber forskelle i synet på politiske spørgsmål, rækkende fra menneskerettigheder til indvandring, handel og miljø. Geografisk nærhed afføder modstridende territoriale krav fra Bosnien til Mindanao. Mest vigtigt er det, at Vestens bestræbelser på at føre sine værdier om demokrati og liberalisme frem som universelle værdier, opretholde sin militære overlegenhed og fremme sine økonomiske interesser avler modforholdsregler fra andre civilisationer. Eftersom regeringer og grupper i stigende grad er ude af stand til at mobilisere støtte og danne koalitioner på basis af ideologi, vil de i stadig stigende omfang forsøge at mobilisere støtte ved at påkalde sig en fælles religion og civilisations-identitet.

Civilisationernes sammenstød finder således sted på to planer. På mikro-planet kæmper tilgrænsende grupper langs civilisationernes brudlinjer, ofte voldeligt, om kontrollen over et territorium og over hinanden. På makro-planet konkurrerer stater fra forskellige civilisationer om militær og økonomisk overvægt, kæmper om kontrollen over internationale institutioner og tredjeparter og søger i indbyrdes konkurrence at fremme deres egne særlige politiske og religiøse værdier.

Brudlinjerne mellem civilisationerne

Brudlinjerne mellem civilisationerne erstatter Den Kolde Krigs politiske og ideologiske grænser som urocentre for kriser og blodudgydelser. Den Kolde Krig begyndte, da Jerntæppet delte Europa politisk og ideologisk. Den Kolde Krig sluttede med Jerntæppets fald. Samtidig med at den ideologiske deling af Europa er forsvundet, er den kulturelle deling af Europa genopstået mellem på den ene siden vestlig kristenhed og på den anden side ortodoks kristenhed og islam. Som William Wallace har foreslået det, kan den vigtigste delingslinje i Europa meget vel være den vestlige kristenheds østgrænse i året 1500. Denne linje løber langs det, der nu er grænsen mellem Finland og Rusland og mellem de baltiske stater og Rusland, skærer gennem Hviderusland og Ukraine, idet den deler det mere katolske vestlige Ukraine fra det ortodokse østlige Ukraine, svinger mod vest og deler Transsylvanien fra resten af Rumænien og går så igennem Jugoslavien, næsten præcist langs den linje, der nu skiller Kroatien og Slovenien fra resten af Jugoslavien. På Balkan falder denne linje naturligvis sammen med den historiske grænse mellem Det Habsburgske og Det Ottomanske Rige. Folkene nord og vest for denne linje er protestanter eller katolikker; de har delt de fælles erfaringer i den europæiske historie – Feudalismen, Renæssancen, Reformationen, Oplysningstiden, Den Franske Revolution, Den Industrielle Revolution; de er generelt bedre økonomisk stillet end menneskene østpå; og de kan nu se frem til øget inddragelse i en fælles europæisk økonomi og til en konsolidering af de demokratiske politiske systemer. Folkene øst og syd for denne linje er ortodokse eller muslimer; de har historisk tilhørt Det Ottomanske eller Tsaristiske Rige og er kun blevet let berørt af de formdannende begivenheder i resten af Europa; de er generelt mindre økonomisk udviklet; de synes at have langt ringere udsigt til at udvikle stabile demokratiske systemer. Kulturens fløjlstæppe har erstattet ideologiens jerntæppe som den mest betydningsfulde delingslinje i Europa. Som begivenhederne i Jugoslavien viser, er det ikke blot en linje for forskelligheder; det er også undertiden en linje for blodig konflikt.

Der har været konflikter langs brudlinjen mellem den vestlige og den islamiske civilisation i 1300 år. Efter grundlæggelsen af islam standsede den arabiske og mauriske bølge først ved Tours i 732. Fra det 11. til det 13. århundrede forsøgte korsfarerne med forbigående held at føre kristenheden og kristent herredømme til Det Hellige Land. Fra det 14. til det 17. århundrede ændrede de ottomanske tyrkere balancen, udvidede deres herredømme over Mellemøsten og Balkan, indtog Konstantinopel og belejrede Wien to gange. Da den ottomanske magt gik tilbage i det 19. og det tidlige 20. århundrede, etablerede Storbritannien, Frankrig og Italien vestlig kontrol over det meste af Nordafrika og Mellemøsten.

Efter Anden Verdenskrig begyndte Vesten på sin side at trække sig tilbage; de koloniale imperier forsvandt; først manifesterede den arabiske nationalisme sig, derpå den islamiske fundamentalisme; Vesten blev på grund af sit energibehov dybt afhængigt af landene ved Den Persiske Golf; de olierige muslimske stater blev rige på penge og, når de ønskede det, også rige på våben. Der var adskillige krige mellem arabere og Israel (skabt af Vesten). Frankrig udkæmpede en blodig og brutal krig i Algier i det meste af 1950’erne; britiske og franske styrker invaderede Egypten i 1956; amerikanske styrker gik ind i Libanon i 1958; efterfølgende vendte amerikanske styrker tilbage til Libanon, angreb Libyen og engagerede sig i flere militære sammenstød med Iran; arabiske og islamistiske terrorister, støttet af mindst tre mellemøstlige regeringer, brugte de svages våben og bombede vestlige fly og installationer og tog vestlige gidsler. Denne krigsførelse mellem arabere og vesten kulminerede i 1990, da USA sendte en massiv hær til Den Persiske Golf for at forsvare nogle arabiske lande mod et andet arabisk lands aggression. Som en eftervirkning er NATO’s planlægning i stigende grad blevet rettet mod potentielle trusler og ustabilitet langs dens sydgrænse.

Det er usandsynligt, at denne århundredlange militære interaktion mellem Vesten og islam vil aftage. Den kan også blive mere ondartet. Golfkrigen fik nogle arabere til at føle sig stolte over, at Saddam Hussein havde angrebet Israel og rejst sig mod Vesten. Den fik også mange til at føle sig ydmygede og harmfulde over Vestens militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf, Vestens overvældende militære dominans, og deres tilsyneladende manglende evne til at forme deres egen skæbne. Mange arabiske lande, sammen med olieeksportørerne, er ved at nå et niveau i den økonomiske og sociale udvikling, hvor autokratiske styreformer er blevet uhensigtsmæssige, og anstrengelserne for at indføre demokrati er blevet stærkere. Der er allerede sket nogle åbninger i de arabiske politiske systemer. De, der har haft størst fordele af disse åbninger, har været de islamistiske bevægelser. For at sige det kort styrker i den arabiske verden det vestlige demokrati de anti-vestlige politiske kræfter. Dette kan være et forbigående fænomen, men det komplicerer givetvis forbindelserne mellem de islamiske lande og Vesten.

Disse forbindelser kompliceres også af demografien. Den opsigtsvækkende befolkningstilvækst i de arabiske lande, især i Nordafrika, har ført til en øget udvandring til Vesteuropa. Tendensen inden for Vesteuropa imod minimering af de indre grænser har skærpet den politiske følsomhed med hensyn til denne udvikling. I Italien, Frankrig og Tyskland bliver racismen mere og mere åbenlys, og politiske reaktioner og voldshandlinger mod arabiske og tyrkiske indvandrere er blevet mere intense og udbredte siden 1990.

På begge sider ses interaktionen mellem islam og Vesten som et sammenstød mellem civilisationer. Som M. J. Akbar, en indisk muslimsk forfatter, bemærker, så kommer “næste konfrontation med sikkerhed fra den muslimske verden. Det er i bæltet af islamiske nationers fra Maghreb til Pakistan, at kampen om den nye verdensorden vil tage sin begyndelse”. Bernard Lewis kommer til en lignende konklusion:

“Vi står over for en stemning og en bevægelse, der går langt ud over de almindelige stridsspørgsmål og politiske strategier og de regeringer, som forfølger dem. Dette er intet mindre end et sammenstød mellem civilisationer – den måske irrationelle, men bestemt historiske reaktion fra en ældgammel rival mod vor jødisk-kristne arv, vor verdslige nutid og den globale udbredelse af begge dele”. (2)

Historisk set har den arabisk-islamiske civilisations anden antagonistiske interaktion været med den hedenske, animistiske og nu i stigende grad kristne sorte befolkning i syd. Tidligere blev denne antagonisme sammenfattet i billedet af arabiske slavehandlere og sorte slaver. Den genspejles i den igangværende borgerkrig i Sudan mellem arabere og sorte, i kampen i Tchad mellem libysk-støttede oprørere og regeringen, i spændingerne mellem ortodokse kristne og muslimer på Afrikas Horn og i de politiske konflikter, tilbagevendende optøjer og kollektive voldshandlinger mellem muslimer og kristne i Nigeria. Moderniseringen af Afrika og udbredelsen af kristendommen vil efter alt at dømme øge sandsynligheden for voldshandlinger langs denne brudlinje. Symptomatisk for skærpelsen af konflikten var pave Johannes Paul II’s tale i Khartoum i februar 1993, hvori han angreb den sudanske islamistiske regering for overgreb mod det dér boende kristne mindretal.

På islams nordgrænse er der i stigende grad udbrudt konflikter mellem ortodokse og muslimske folkeslag, herunder blodbadet i Bosnien og Sarajevo, den ulmende vold mellem serbere og albanere, de spændte relationer mellem bulgarere og deres tyrkiske mindretal, volden mellem ossetere og ingusjetere, armeniernes og azereres uophørlige slagten løs på hinanden, det spændte forhold mellem russere og muslimer i Centralasien, og udstationeringen af russiske tropper for at beskytte russiske interesser i Kaukasus og Centralasien. Religionen styrker genoplivelsen af de etniske identiteter og genopvækker russernes bekymringer med hensyn til sikkerheden på deres sydgrænse. Disse bekymringer er opfattet rigtigt af Archie Roosevelt:

“Meget af den russiske historie drejer sig om kampen mellem de slaviske og de tyrkiske folk i deres grænseområder, hvad der går tilbage til grundlæggelsen af den russiske stat for mere end tusind år siden. I slavernes årtusindlange konfrontation med deres østlige naboer ligger nøglen til forståelsen af ikke blot den russiske historie, men også den russiske karakter. For at forstå den russiske virkelighed i dag må man have et begreb om den store tyrkisk-etniske gruppe, der har givet russerne hovedbrud igennem århundreder” (3).

Konflikten mellem civilisationerne har dybe rødder andre steder i Asien. Det historiske sammenstød mellem muslimer og hinduer på subkontinentet viser sig nu ikke kun i rivaliseringen mellem Pakistan og Indien, men også i den skærpede religiøse strid i Indien selv mellem mere og mere militante hindugrupper og Indiens betydelige muslimske mindretal. Ødelæggelsen af Ayodhya-moskeen i december 1992 bragte det spørgsmål på banen, hvorvidt Indien vil forblive en verdslig demokratisk stat, eller om det vil blive en hinduistisk stat. I Østasien har Kina udestående territoriale stridigheder med de fleste af dets naboer. Det har ført en hensynsløs politik over for det buddhistiske folk i Tibet, og det fører en i stigende grad hensynsløs politik over for dets tyrkisk-muslimske mindretal.

Efter Den Kolde Krigs afslutning er de underliggende forskelle mellem Kina og USA atter blevet bekræftet på områder som menneskerettigheder, handel og våbenspredning. Det er ikke sandsynligt, at disse forskelle vil blive udvisket. Det siges, at Deng Xiaoping i 1991 udtalte, at der er en “ny kold krig” på vej mellem Kina og Amerika.

Det samme udtryk er blevet brugt om de stadig vanskeligere relationer mellem Japan og USA. Her forværrer den kulturelle forskel den økonomiske konflikt. Folk på hver side beskylder hinanden for racisme, men i hvert fald på den amerikanske side er antipatien ikke racemæssig, men kulturel. De to samfunds grundlæggende værdier, holdninger og adfærdsmønstre kunne dårligt være mere forskellige. De økonomiske stridsspørgsmål mellem USA og Europa er ikke mindre alvorlige end dem mellem USA og Japan, men de har ikke den samme politiske skarphed og følelsesmæssige intensitet, fordi forskellene mellem amerikansk kultur og europæisk kultur er så meget mindre end forskellene mellem amerikansk civilisation og japansk civilisation.

Interaktionerne mellem civilisationerne varierer stærkt med hensyn til sandsynligheden for, at de vil blive karakteriseret af vold. Økonomisk konkurrence dominerer klart mellem Vestens amerikanske og europæiske undercivilisationer og mellem disse to og Japan. På det eurasiske kontinent har spredningen af etniske konflikter, i den mest ekstreme form sammenfattet som “etnisk udrensning”, imidlertid ikke været totalt tilfældig. De har været mest hyppige og voldsomme mellem grupper, der tilhører forskellige civilisationer. I Eurasien står de store historiske brudlinjer mellem civilisationerne atter i flammer. Det gælder især langs grænserne mellem den halvmåneformede islamiske blok af nationer fra Vestafrika og Maghreb til Centralasien. Der finder også voldshandlinger sted mellem på den ene side muslimer og på den anden ortodokse serbere på Balkan, jøder i Israel, hinduer i Indien, buddhister i Burma og katolikker på Filippinerne. Islam har blodige grænser.

Fortsættes i Civilisationernes sammenstød? 2.