“Der kan undre, at Dietrich Eckart er så forholdsvis ukendt, som tilfældet er. Dietrich Eckart (1868-1923) havde en stor indflydelse på Adolf Hitler i hans tidlige år efter nederlaget i 1918 og var en stærk inspiration for Hitlers antisemitisme og hans religionshad. Desuden var Eckart chef for Alfred Rosenberg, senere chefideolog for Det Tredje Rige og en af hovedmændene bag den ideologiske kamp mod ”truslen fra øst” og jøderne. At en så væsentlig mand som Eckart er blevet ignoreret i historien skyldes primært hans tidlige død i 1923, som var før partiet havde opnået nogen nævneværdig succes, og derfor blev hans navn ikke kendt, som tilfældet var med hans medarbejder Rosenberg.
Hans værk Bolsjevismen fra Moses til Lenin, udgivet efter hans død i 1924 kalder sig for en gengivelse af samtaler mellem Hitler og forfatteren. I dette tilfælde er det højst sandsynligt, at meningerne, der gengives i bogen, er Hitlers egne, men på grund af det kraftige angreb Hitler sætter ind mod kristendommen, blev værket begravet lige efter udgivelsen af Hitler selv. Stilen i bogen er mere levende end f.eks. Hitlers egen Min kamp, og den giver faktisk et bedre og mere levende billede af den unge Hitlers ideer om jøde- og kristendommen.
Det er godt, at bogen er udkommet på dansk, da der ikke ofte ses bøger om den tidlige nazisme og Hitlers inspirationskilder. Men det er glædeligt, at et så væsentligt værk endelig er ude på dansk.
…
Bogen er forsynet med et glimrende og vidende forord af Fritz Wolder, der dels sætter Eckart ind i den meget spændte politiske situation i Tyskland lige efter første verdenskrig, dels forbinder ham med Adolf Hitler og dennes tanker om religion. Desuden er der en nyttig kronologi over Eckarts liv og en litteraturliste”.
Hans Richardt Schmidt-Nielsen, EMU – Gymnasieskolen, august 2004: www.emu.dk
Lektørudtalelse:
“Bogen udkom oprindeligt på tysk i 1924, men forsvandt under Det Tredje Rige. Forfatteren – Dietrich Eckart (1868-1923) – var en af nazismens åndelige ledere, redaktør af Völkischer Beobachter, dramatiker, journalist, skaber af “førermyten” og siden 1919 en af Hitlers allernærmeste venner. Bogen rummer en række samtaler mellem Hitler og Eckart omkring den jødiske verdenssammensværgelse og om det uundgåelige sammenstød mellem den ariske race og jødedommen. Det grænseløse had til jøderne og til bolsjevismen er det gennemgående tema i samtalerne, der hovedsageligt præsenterer Eckarts forenklede og forkvaklede historiske/filosofiske udredninger – med Hitlers efterfølgende tankemæssige formuleringer af jødehadet. Eckart bruger et væld af håndplukkede bibelcitater, historiske begivenheder og navngivne forfattere og filosoffer til at underbygge sin perverterede verdensanskuelse. Som noget nyt fremstår Hitler i samtalerne som en særdeles kristendomsfjendtlig person. Som baggrundsstof til forståelse af nazismen kan bogen underbygge det ideologiske tankegods, som blandt andet findes i Hitlers Min kamp. Bd. 1-2″.
Jens Bråten