TEKSTPRØVE: Hadet mellem Kristus og jøderne – nationalsocialismen står hverken til højre eller til venstre – forvirringen af teologerne, især de protestantiske
“Fred, javel”, sagde han fast. “Men en rigtig fjende, en åben, for min skyld nok så brutal fjende, ham kan man også elske, i det mindste kan man respektere ham, og sådan mente Kristus det også. Men at vi skal tage de rene bestier til hjertet, som end ikke alverdens kærlighed kunne afholde fra at forgifte os på sjæl og legeme, at vi skulle tåle noget sådant, det er aldrig faldet Kristus ind. Han gør det jo heller ikke selv. Tværtimod, han hugger til, så hårdt han kan. Og hvad han fuld af forargelse slynger i hovedet på pakket, er gennemsyret af den rene uforsonlighed. Det ville også være mig en køn religionsstifter, hvis der havde indsneget sig blot den mindste modsætning mellem hans gerninger og hans lære! Så ville det hele jo være humbug! Hvorfor har de “fromme” aldrig rettet sig efter hans eksempel? Hvorfor de allermindst? Tværtimod forfølger de den anstændige modstander, indtil der flyder blod, ja, ved nærmere eftersyn forfølger de kun ham. Men over for det mest udspekulerede svindelvæsen lukker de øjnene. Det “Bayerske Folkeparti” ved præcist, at vi uden bagtanker forsvarer vor nations kristne grundlag. Men det ved også, at så længe det ikke ændrer sig, vil vi ikke ulejlige os vældigt meget for dets skyld, ja, vi kunne ikke engang gøre det. Og så holder partiet hellere på jøden, for man håber, at man med hans hjælp kan blive ved magten. Der venter dem en overraskelse. Jøden benytter sig af dem, drivende af venlighed, indtil han har fået fat i den lange ende, og bagefter jager han dem til bøddelen med skorpioner!”
“Uundgåeligt”, bifaldt jeg. “Men os får de ikke til at gøre denne frygtelige erfaring. Vi myrder ikke, allermindst vores eget kød og blod. For vores skyld kan de herrer sågar komme til roret igen, hvis svinestalden blev muget ud, og de ville indse, at det er os, der har ret. Vi slås ikke for regeringsmagtens skyld. Men tyskhed, det vil vi, sand kristendom, det vil vi, orden og tugt, det vil vi, og vi vil det så grundfæstet, at ikke engang vores børn og børnebørn kan ændre så meget som en snus ved det”.
“Det anser de ikke for muligt”, sagde han, “og derfor betragter de vores program som en frase, som den samme slags frase, de selv fuldt bevidst faldbyder ved dørene. Men det er muligt, det er oven i købet sikkert, selv om det ikke kan ske fra i dag til i morgen. Kun skal der gøres en begyndelse. Endnu har der aldrig noget sted i verden eksisteret en virkelig social stat. Overalt og altid har overklassen hældt langt mere til grundsætningen: “Hvad der er dit, er også mit”, end til den anden: “Hvad der er mit, er også dit”. At underklassen nu i raseri begår den samme fejl, har de overkloge kun sig selv at takke for. Jøden drager fordel af dem begge. Den ene part lægger hans forretninger til rette, den anden gennemfører dem. Derfor vender vi os imod dem begge. Ellers vil vi aldrig få bugt med hverken snylteriet eller slaveriet. Det er arisk, det er kristen verdensanskuelse. Den har sin rod i vores medfødte fornuft, tidligere var den ubevidst, siden Kristus er den bevidst”.
“Stemmer”, svarede jeg. “Vi gør front både mod venstre og højre. Og her kommer så det egentlig mærkværdige, nemlig at vi bliver afvist af begge de to sider, som gensidigt bekæmper hinanden. De røde skriger op om, at vi er reaktionære, og for de reaktionære er vi bolsjevikker. Her som dér blæser jøden til storm imod os. Underklassen ser ham ikke, ser ham endnu ikke, og hader os derfor af dumhed. Overklassen ser ham, men mener, at den kan bruge ham til sine egne egoistiske formål og falder os af den grund mere af samvittighedsløshed i ryggen. Der hører sandelig en god portion tro til for ikke at tabe modet!”
“Som vi Gud være lovet har i tonsvis”, rettede han sig leende op. “Intet ord er mere talt ud af vore hjerter end dette “Frygt ikke!” [Johs. 6, 20]. Og det skal en jøde have sagt? Dette kreatur i evig angst? Hjernedødt!”
“Falskneriet er jo soleklart”, svarede jeg fast. “I Johannes-evangeliet siger Kristus til den samaritanske kvinde: “Frelsen udgår fra jøderne”, og i det samme evangelium råber han et par kapitler senere til dem: “I er ikke af Gud”, og understreger dér tilmed, at han siger sandheden, men Abraham har ikke gjort det. Ikke at være af Gud eller at have Fanden til far er vel så temmeligt det samme. Og fra den kant skulle frelsen komme? Selv en blind bemærker her den sædvanlige taskenspillers senere tilføjelser. Den samme svindel finder vi der, hvor det om Kristus siges, at han ikke er kommet for at ophæve loven, men for at opfylde den. Ikke den mindste tøddel osv. Vrøvl! Alle steder bryder han loven, og klart forsætligt! Han råder sågar den ene gang efter den anden sine disciple til at gøre det samme. På sabbatten går han med dem gennem en kornmark, hvad der er forbudt, i synagogen spiser han af skuebrødene, som kun præsterne må æde, og lader også sine ledsagere smage på dem. Han opfordrer offentligt til at overtræde spiselovene – guderne skal vide, at det er en mærkværdig “opfyldelse” af loven! Rent sludder, kun fundet på, for at vi skal tro, at han nærede en nedarvet ærefrygt for den jødiske røvreligion!”
“Du berører her”, prikkede han mig på brystet, “jødernes hovedknap til afledning af denne races medfødte gemenhed. Et folk, som har frembragt frelseren, skal jo være det udvalgte. Fornemmer du noget, velvillige læser? Desuden var de dumme svinebæster så dumme, at de side om side med deres forfalskninger lod de mest åbenlyse modsigelser blive stående. Havde verden ikke været så naiv, havde den for længst gennemskuet dette hokuspokus”.
“Nåh”, blinkede jeg, “måske var de alligevel de kloge. Jeg mener: de kloge, der var kloge nok til ikke at være kloge. Tænk på Luther! “Jøderne har den lyst at gøre alle deres sager tvetydigt og ikke på nogen bestemt måde”, skriver han. Deres taktik går altid ud på at skabe forvirring. Striden om Kristus var uundgåelig. Og de foretrækker den frem for den almindelige tro på “jøden” Kristus. At teologerne, navnlig de protestantiske, vil blive ved med at skære løgnelegenden ud i pap, ja, det ved man, men til gengæld kender man så også sine pappenhejmere!”
“Det er en nydelig teologi”, sagde han, “der regner Kristus med til et folk, hvis religiøse bøger uophørligt håner ham som “horesønnen”, som “utugtens dyr”, som den “ophængte”, som den “på møddingen begravede døde hund” og svælger i håbet om, at han “i helvede vil blive anrettet i kogende lort”. Man griber sig til hovedet over et sådant overmål af psykologiske kundskaber. Intet under, at de teologistuderende i Tübingen for nylig i fuld alvor forklædte sig som hebræiske præster og i højtideligt optog sang salmer til ære for deres katederlys. Den liberale “Mecklenburgische Zeitung” betegner det som “et gribende eksempel på foreningen af videnskab og folkelighed”. Jamen, selvfølgelig!”.
“Salige er de enfoldige”, brummede jeg, “thi de kaldes idioter”.
Samtale mellem Adolf Hitler og mig, s. 57-60, HELIKON 2002.