ZIONS VISES PROTOKOLLER
Det antisemitiske falsum Zions Vises Protokoller baserer sig på en fransk pamflet, Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu – “Samtale i helvede mellem Machiavelli og Montesquieu” – der udkom i 1864 i Belgien, skrevet af journalisten Maurice Joly.
Skriftet er et skjult angreb på kejser Napoleon 3. og hans regime, og Joly ønskede med det at bevise, at tyranniet ikke kun er umoralsk, men også utidssvarende. Jøderne nævnes ikke med ét eneste ord i Jolys traktat, der blev forbudt i Frankrig, samtidig med at autoriteterne gjorde, hvad de kunne for at undertrykke dets forfatter.
Den begavede franskmands værk kom i 1890’erne i hænderne på det hemmelige russiske politi, Okrana’en. Pjotr Ivanovitj Ratjkovskij, en glødende reaktionær, omskrev det for at bringe den vestligt orienterede industriminister Sergej Witte i miskredit hos tsar Nikolaj 2. Tsaren nærede antisemitiske følelser, og Jolys oprindelige liberal-demokratiske forsvarsskrift blev nu forfalsket til ”hemmelige protokoller”, der skulle bevise, at der fandtes en underjordisk jødisk verdenssammensværgelse.
Forfalskningen blev i det væsentlige foretaget af en politistikker ved navn Mathieu Golovinskij. Han overtog ganske enkelt argumenterne fra Maurice Jolys ”Machiavelli”-figur og lagde dem i munden på et fiktivt jødisk råd af ”Zions Vise”. Lange afsnit i Protokollerne er direkte afskrifter fra Jolys bog.
Ifølge denne forfalskning bekender jøderne sig til, at deres mål er at udbrede ”liberalismen”, dvs. alle former for tøjlesløshed og samfundsopløsning, for at undergrave den eksisterende, traditionelle orden. Når kaosset til slut har sejret overalt, vil de, hedder det, gribe magten, sætte en hersker af Davids slægt på verdenstronen og med jernhård-totalitær næve regere over hele menneskeheden.
Dette i al hast sammenstykkede plagiat lod Ratjkovskij tilgå den russisk-ortodokse præst Sergej Nilus, der sørgede for dets offentliggørelse. Det skete i 1905, da revolutionære kræfter søgte at styrte tsarregimet, og på denne måde kom Protokollerne omsider også til tsarens kundskab.
Det er uvist, om Nikolaj 2. selv troede på dem, men under alle omstændigheder faldt den liberale Witte i unåde – trods sine store fortjenester såvel i indenrigs- som i udenrigspolitikken – og blev erstattet af den konservative reformator Pjotr Stolypin.
Zions Vises Protokoller fik enorm og skæbnesvanger betydning efter 1. Verdenskrig. De oversattes til alverdens sprog og blev af mange anset for ægte, ikke bare af Adolf Hitler, men også af f.eks. den amerikanske bilkonge Henry Ford samt utallige andre.
I dag nyder Protokollerne stadig stor popularitet i Rusland, selv om det her er forbudt at udbrede racistiske og nationalsocialistiske skrifter, men først og fremmest beundres dette i enhver henseende absurde makværk i de arabiske og muslimske lande, hvor det, hjulpet af den almindelige uvidenhed, stadig betragtes som autentisk og af magthaverne propaganderes som sådant.
FW.