HITLERS “BIBEL” PÅ DANSK

Af Stig Dalager

Efter et dokumenteret hysterianfald på et feltlazaret i Pasewalk, hvor han havde set sig selv som Tysklands frelser, optræder den 29-årige underkorporal Adolf Hitler som en politisk hæragent i München i 1919 og vækker opmærksomhed som nationalistisk taler og indpisker for de desillusionerede tyske soldater. En dag bliver han opsøgt af den 51-årige forfatter og levemand Dietrich Eckart.

Eckart, en lille tæt og rund mand med blank isse og dårligt helbred på grund af et tiltagende alkoholmisbrug, havde gennem flere år uden større held forsøgt at slå sig igennem som skuespilforfatter, indtil han ved et tilfælde kom på at dramatisere Ibsens Peer Gynt med klare tysk-nationalistiske overtoner; denne dramatisering blev en succes og satte Eckart i stand til med større midler at forfølge sit egentlige mål: ideologisk og økonomisk at understøtte den mand, der skal redde Tyskland op af “sumpen” og være talerør for det opgør med den “jødiske bolsjevisme”, der i Eckarts fantasi er på vej til at underminere Tyskland. I agitatoren Hitler mente Eckart at have fundet denne mand, og han gjorde nu alt for at hjælpe ham frem; introducerede ham til det “bedre selskab” i München, finansierede købet af den avis, der bliver til de tyske nazisters talerør (Völkischer Beobachter), hvori han selv i starten var den drivende kraft, i den første kreation af “førermyten”, og ikke mindst optrådte han frem til sin død i 1923 som Hitlers mentor og “faderlige ven” (en af de få kendte venner i Hitlers liv overhovedet).

Da Eckart dør i året for Hitlers og Ludendorffs mislykkede putschforsøg i München, efterlader han sig manuskriptet til en såkaldt samtale imellem sig selv og Adolf Hitler under den tvivlsomme titel Bolsjevismen fra Moses til Lenin. Manuskriptet udkom som bog i 1924 og blev genoptrykt en enkelt gang, men forbydes af Hitler og nazipartiet efter magtovertagelsen i 1933. Ligesom Hitlers Mein Kampf er bogen i dag sortlistet i Tyskland. Nu har det lille danske forlag Helikon set en idé i for første gang at gøre værket tilgængeligt i Skandinavien med et instruktivt forord af udgiveren Fritz Wolder.

Skræmmende antisemitisk makværk
Det skræmmende ved dette antisemitiske makværk, hvis argumentation for en nutidig læser undertiden antager komisk-håbløse proportioner, er at dets rabiate og historieforløjede angreb på jødisk (og kristen) kultur og religion så tydeligt udgjorde det mentale bagland for det nazistiske regimes diskrimination af de tyske jøder og Holocaust. I sig selv fremstår det som et dokument, der tydeliggør hvor irrationel den tankegang var (og er), der på en sammenhængende måde forsøgte (forsøger) at begrunde antisemitismen. Men alene ved sin eksistens (med dens mangfoldige henvisninger til antisemitiske værker og udtalelser) afslører den de mange kræfter, der allerede i 1920’ernes Tyskland blev sat ind på at “begrunde” og legitimere syndebukbestræbelsen og antisemitismen, og den er med til at udvide forståelsen af Adolf Hitlers stædige og paranoide fastholdelse ligetil det sidste af antisemitismen som et separat mål for den nazistiske stats forbryderiske praksis.

I Eckarts fiktive konstruktion af en løbende samtale imellem Hitler og ham selv (baseret på et langt fælles sommerophold i Berchtesgaden 1923) ses historien fra bibelsk tid og indtil tyvernes Tyskland som én lang kamp imellem de gode (nationale og civilisatoriske) og de onde (bedrageriske og kulturnedbrydende) kræfter. Lige fra Moses’ tid i Ægypten har jøderne udgjort den onde, destruktive hovedkræft i menneskehedens historie. Jøderne har gennem Paulus’ bedrageriske forvanskning af kristendommen og med udgangspunkt i “Satansbibelen” (Bibelen) bragt Romerriget til fald; jøderne har dernæst gennem en alliance med de naive humanister i 1500-tallet undergravet Luthers indsats (han opdagede først for sent jødernes “fordærv”) og har frembragt en jødeinficeret “erstatnings-lutherdom”, der gør det ud for kristendom; og jøderne har endelig gennem deres alliance med nutidige naive humanister og “pøbelfolk” (“mindreværdige, raceblandede folk”) bragt Rusland til fald – og med stor risiko snart også den tyske civilisation. Jødernes bolsjevisme består kort sagt i, at de hele tiden har forstået – på snu og tvetydig vis – at skaffe sig pøbelagtige alliancepartnere og i, at deres mål ikke blot er verdensherredømmet, men tilintetgørelsen af enhver højere civilisation. Fremtidens store skikkelse, Adolf Hitler, vil nu ikke alene redde den tyske civilisation, men også definitivt – i det godes hellige tjeneste – gøre op med den jødiske “pest” og “råddenskab”.

Antisemitismens triste katalog
Det forstemmende ved hele denne vanvittige konstruktion er ikke alene den viden, man i dag har om dens propagandistiske farlighed, men også at det lykkes for Dietrich Eckart at “underbygge” den med en række autentiske citathenvisninger til antisemitiske udfald fra eksempelvis Thomas Aquinas, Augustins, Luthers, Kants, Schopenhauers (og Dostovjevskijs) hånd. Som man kan forestille sig står Spinoza, men også (især) Heine og Thomas Mann som modpolerne til Eckarts og Hitlers betændte univers.

Mest lærerigt for Hitler-forståelsen er måske den uafsluttede bogs mange direkte og især indirekte udfald imod Bibelen og kristendommen, disse udfald styrker antagelsen om, at Hitler på længere sigt havde planlagt at “gøre op” med kirken og kristendommen i Tyskland (og Europa) og at forsøge at erstatte kristendommen med en eller anden form for “arisk lære”. Bogens anti-kristelige tendens giver en sandsynlig forklaring på, hvorfor den ikke var opportun for det tyske naziregime at have i omløb i tredivernes Tyskland, hvor regimet trods alt fremstillede sig med en fernis af (såkaldt tysk) kristendom.

I en tid, hvor antisemitismens spøgelse i Europa igen i mindre doser er sluppet ud af den flaske, som skammen har holdt den i over halvtreds år, er bogen som historisk dokument et katalog over de bærende paranoide forestillinger i antisemitismen. Som mentalt spildprodukt fra et Europa, som gang på gang er blevet fanget af dets alt for ofte undervurderede etniske og nationalistiske fordomme, blev antisemitismen i trediverne og fyrrene “eksporteret” til den arabiske verden, der i århundreder ikke i nævneværdig grad havde kendt til den. Nu florerer den i rigt mål både i den arabiske verden og (formidlet bl.a. gennem satellit) også i et vist mål blandt arabiske indvandrere i Europa og ikke mindst i højre-radikale kredse (Le Pen eksempelvis). Den eneste probate medicin imod den er at styrke oplysningstankerne og demokratiet og ikke mindst den humanisme, som både Hitlers læremester Eckart og Hitler selv gjorde alt for at latterliggøre og bringe i miskredit.

Mest deprimerende er det at tænke på, at det – skåret ned til roden – var de paranoide tanker hos en drukkenbolt og en politisk psykopat, der i tolv afgørende år i Europas historie havde stormende og katastrofal medvind i hjertet af Europa.

Udsyn, nr. 1, marts 2003, s. 38-39.